| |
Verdens Lys
Af Carsten Thomsen
- KP 01-2005
Atter talte Jesus til dem
og sagde: »Jeg er verdens lys. Den, der følger
mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets
lys.« Joh. 8:12.
For nogle år siden var
jeg ved at fare vild i en snestorm i Nordsverige under
en skitur med en kammerat. I længere tid pløjede
vi løs på vore tynde brædder i nærmest
nul sigtbarhed, indtil vi pludselig så et lys skinne
i mørket. Det kom fra vort mål, en bjerghytte.
Sjældent har lyset sådan
oplivet mit mod og humør. Vi fik nye kræfter
ved at se op mod det fjerne lysskær, smerterne i
benene aftog, vor rygsæk føltes lettere og
tanken om en varm sauna og et solidt måltid mad
blev mere håndgribelig.
Forskellen på lys og mørke
spiller en stor rolle i apostlen Johannes’ forfatterskab.
Disse to universelle metaforer bliver brugt flittigt både
i hans evangelium, i hans første brev og i åbenbaringen.
Der bliver skruet op for lyset, da han introducerer Jesus
i evangeliet: “I ham var liv, og livet var menneskers
lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket
greb det ikke”.
For jøderne vakte hans
proklamation “Jeg er verdens lys” opstandelse
- ligesom de andre “Jeg er” udsagn i Johannes-Evangeliet.
De skriftlærde, som kendte Det Gamle Testamente
ud og ind, så allerede billederne for sig. Ildsøjlen,
som ledte israelitterne på deres vandring i ørkenen
om natten, salmistens ord om, at “Herren er mit
lys og min frelse”, profeten Esajas’ ord om
Herrens tjener, der er et lys for folkene. Her stod en
simpel tømrer og forkyndte, at han var denne Herrens
tjener. Han var ildsøjlen. Han var Gud selv.
Frelse i lyset
Som dengang deler strålerne fra Messias stadig menneskeheden
i to. Enten flakker man om i natten, eller også
følger man den vej, som oplyses af Guds glans.
Der er ingen gråzoner, når man skal forholde
sig til Jesus.
Mørket og verden er nærmest synonymer i Johannes-evangeliet.
Verden er i mørke, fordi den er uden Gud. Mørket
“greb det ikke”, da lyset kom. Verden hader
lyset og elsker mørket.
Den, der kommer fra mørket
til det hellige lys, vil nemlig blive afsløret
og se sig selv, som det inderst inde er. I mødet
med Jesus må et opgør finde sted med synden.
Jesus er ren og hellig, der er “intet mørke
i ham” og ingen ondskab og uretfærdighed trives
i nærheden af ham.
Sådan oplevede mange kontakten
med Jesus. De blev udfordret, de stod blottede og fordømt,
og mange gik modløse deres vej igen.
Men den, der kommer til Jesus
i tro og tillid og ønsker at følge lyset,
vil blive renset for sine synder og kan vandre ind i alle
frelsens velsignelser, som er gemt i Kristus. Jesus siger
det tydeligt: “Tro på lyset, mens I har lyset,
så I kan blive lysets børn” (Joh. 12:36).
Når vi har livets lys,
vil vi blive oplyst, og se tilværelsen og os selv
i tilværelsen, som de virkelig er. Vort liv bliver
belyst fra den helt rigtige vinkel, og selvom der stadig
vil være dunkle ting på vor vej, som vi ikke
forstår meningen med, så kan vi for enden
se en gylden port. Vort liv får en retning, et formål,
et håb, der bryder gennem mørket og døden.
Lyset er liv i overflod, det
er livsfylde, mens mørket er tomhed. Lyset er livsglæde,
mens mørket er sorg og fortvivlelse. Lyset er frelse
og forløsning, mens mørket er fortabelse
og fordømmelse. Livet med Jesus er en vandring
på vej mod et herligt oplyst land. Nu befinder vi
os i en tid, hvor mørket råder, hvor lyset
skinner i mørket, men en dag vil det være
et strålende, funklende lys, som vil oplyse hele
verden og alle og enhver. Dette er vort håb og vor
trøst.
Følge lyset
Der ligger også en etisk udfordring i Jesu ord,
for det er kun dem, der følger ham, som har lyset.
At følge lyset vil sige, at vi indretter vort liv
efter Guds vilje og bud, at vi retter vor tilværelse
ind efter Gud og næsten og ikke kun søger
at fremme os selv og vort eget.
Profeten Esajas beskriver det
så konkret, at kun kynikeren kan relativisere kaldet
til næstekærlighed. Hvis vi giver husly til
hjemløse stakler, har klæder til den nøgne,
hvis vi holder op at pege fingre og tale ondt og rækker
den sultne vort brød, så vil vort “lys
bryde frem som morgenrøden”, så vil
vort “lys bryde frem i mørket” (Es.
58:8-10).
Følger vi Jesus, så har vi lyset, ja, så
er vi også verdens lys (Matt. 5:14).
Jesu dyrebare navn,
vor forløsnings morgenrøde,
vær vort lys på livets bane,
vær vort liv i dødens stund!
Brorson
|