Stærke i Vantro

Af Louis Nielsen - KP 04-2003

“Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?” Luk 18:8

Uden tvivl optager spørgsmålet om religion flere og flere mennesker, uden at det betyder, at en evangelisk vækkelse er indenfor rækkevidde. Når det gælder valg af, hvad man vil tro på, er markedet yderst leveringsdygtigt, og der synes ingen grænser for, hvad mennesker er parate til at tro på. Kun kristendommen synes på forhånd afskrevet af ret mange mennesker.

Samtidig er kirken ikke ret dygtig til at kommunikere evangeliet, og lidenskabens og overbevisningens glød mangler ofte. Ofte virker det som om, at kirken hænger fast i modernismen og med næb og klør mener, at den er sat til at forsvare modernismen og rationalismen. Nietzsche er stadig et stort navn i mange teologers verden. Teologi uden Gud og uden skabelse er blevet om måske ikke almindelig, så udbredt.

For mange teologer er evolutionen og darwinismen ikke blot en hypotese og teori, men kendsgerningen om verdens og livets oprindelse, skabelsen kun myte og poesi. Tidsånden har sejret, teologi drives ikke længere på

Skriftens præmisser og Skriftens grund, men på modernitetens.
Moderniteten har sejret i kirken. Problemet er så, at tiden ikke står stille, modernitetens svar er blevet gårsdagens svar, og ved at alliere sig med moderniteten har kirken derfor gjort sig mere irrelevant og ligegyldig end nogensinde.

“Hvorfor”, spurgte Paulus i sin tid sine jødiske medteologer “finder I det utroværdigt, at Gud oprejser døde?” (ApG 26:8). Det spørgsmål har vi også lyst til at stille teologerne: Hvorfor finder I skabelsen, inkarnationen, opstandelsen, himmelfarten, genkomsten og det evige liv utroværdigt? Hvilken berettigelse har i det hele taget kirken, hvis den ikke tør forsvare og forkynde den tro, den bekender og lovsynger, og som den står og falder med? Tør kirken ikke være sig selv og stå ved sig selv, kan det ikke undre nogen, at den føles irrelevant og ligegyldig, og folk går dens dør forbi.

Kirkens tvetydige og vaklevorne situation i verden, den løbende debat om troen i medierne, Grosbøll-sagen, Islams fremtrængen, det okkultes opblussen, kirkens manglende vilje og evne til apologetik (forsvar for troen), vore egne hjerters lunkenhed og vaklevornhed og tusind andre ting, som kunne nævnes, gør det såre relevant her ved årets afslutning at stille spørgsmålet og reflektere over det:

Hvorfor så megen vantro?
Og hvorfor er det næsten altid vantroen, som fremstår som den pæne dreng, medens troen opfattes som den primitive mere flabede dreng? Hvem er Gud? Kan man tro på troen? Er tro, når det kommer til stykket, blot et hormon i menneskets hjerne? Er alt, når det kommer til stykket, et spørgsmål om evolution, og er det evolutionen, som er den virkelige og sande Gud? Er det den, vi skal bøje knæ for og tilbede? Det har Tor Nørretranders ikke svært ved; har vi?

Skriften om vantro
Som så ofte i livet er det godt at søge til Skriften, og for kirken og for den enkelte kristne bør det nærmest være et instinkt og samtidig en førsteprioritet at søge til Skriften. Det vil vi så gøre. Og så viser det sig, at Bibelen faktisk ofrer dette problem med vantroen stor opmærksomhed.

Af pladsmæssige årsager begrænser vi os i denne artikel til Det nye Testamente.

Flere steder i evangelierne rejses spørgsmålet om tro og vantro. Den måde, Johannes-Evangeliets prolog (1:1-18) introducerer det evige Guds skaberord på og dernæst identificerer det med “Livet” og med Jesu komme til verden, lægger op til, at Jesus, som noget nærmest selvfølgeligt, vil blive hilst velkommen i verden.

Men vi er ikke langt henne i prologen, før Johannes med sukkende undren skriver:

“Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud” (vers 9-13).

Lyset er ikke det eneste, som er i verden - mørket, Guds og lysets fjende er der også. Hvordan det er kommet der, hverken spørges der om eller svares der på - det bare er der, og det står lyset imod, dog uden varigt og blivende held - lyset vil altid være sejrende.

I Johannesevangeliet kapitel 3 reflekteres der igen over Kristi komme til verden, over det, at Gud har elsket verden og sendt sin Søn som frelser for verden, og igen ville vi vente, at alle og enhver ville tage imod Guds kærlighed i Sønnen, og igen undrer Johannes sig højligen over, at det gør ikke alle. Hvorfor? Fordi, siger Johannes

“Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde.
For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud” (vers 19-21).

Mattæusevangeliet kapitel 16 handler om spørgsmålet tro/vantro. Hvorfor tror farisæerne og saddukæerne ikke, og hvorfor er de så beslutsomme og så fælles i deres afvisning af Jesus? Hvorfor lader også disciplene sig smitte af denne vantro? Og hvad skal der til for at vende deres vantro til tro? Tidens tegn peger tydeligt på, at Guds rige er nær, at Messias (Kristus) er kommet. Hvorfor forlanger man så yderligere et tegn? Hvorfor er folk så blinde og døve?

I Romerbrevet er det Paulus, som arbejder med dette vantroens problem, først hedningeverdenens vantro åbenbaret i dens massive frafald fra Gud (1:18-32), og så det tunge teologiske problem om Israels vedvarende vantro og forhærdelse mod Guds åbenbaring, kulminerende her i de sidste dage med dets forkastelse af Jesus og efterfølgende af dets hårde, gentagne afvisning af evangeliet (kapitel 9-11). I Første Korintherbrev grunder apostlen over det faktum, “at jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom” (1:22-24).

Paulus kendte fra sit eget liv fra før, han blev en kristen, denne dybtsiddende, i hans tilfælde endda lidenskabelige vantro, som fik ham til at hade Jesus og alt, hvad der havde med hans navn og hans person at gøre (1 Tim 1:12-17); efterfølgende som apostel og budbringer for evangeliet oplevede og erfarede han også, at denne vantro ikke først og fremmest er af intellektuel art, men repræsenterer et villet og aktivt oprør mod Gud, hvori djævelen har taget os til fange og lukket og “blindet vore øjne, så vi ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede” (2 Kor 4:4).

Vantroen er det normale
Denne vantroens tilstand er en del af det at være fortabt, og kun Guds barmhjertighed udrakt mod os lodret fra Himlen kan trække os ud af denne tilstand. Vantroen er det normale for os mennesker, når det gælder Gud og mødet med Gud.

Når vi ikke tror på evangeliet, er det ikke fordi evangeliet indeholder ting, som på forhånd må afvises som myter, fantasier eller eventyr; evangeliet holder sig tværtimod omhyggeligt til det nøgterne og det faktuelle og er i sin form uendelig fjernt fra myten og eventyret.

Rigtignok fortæller det om ting, som er åbenlyst umulige for mennesker at gøre, men hvad kan være umuligt for Gud? Og det er lige, hvad evangeliet er, en beretning, en fortælling om Gud, Guds eget ord til os, hans eget vidnesbyrd om sin Søn, Jesus Kristus. Det beretter yderst nøgternt og faktuelt, men lader det samtidig klart fremgå, at det har en transcendent dimension, at det ikke alene vidner om jordiske og dennesidige forhold, men også om himmelske og evige realiteter.

Også når det fortæller om mennesket og oplyser om, hvem og hvad mennesket er, er det nøgternt og realistisk, det hverken over- eller underdriver, forfalder ikke til retoriske tricks, det ophøjer og forherliger ikke mennesket, men reducerer det heller ikke. Mennesket er klart af støv og hører den forgængelige verden til, det er på grund af syndefaldet fortabt, men det er også skabt i Guds billede, og Gud elsker det og ønsker at forløse og frelse det til herlighed og evigt liv.

Ja, evangeliet eller kristendommen indeholder mysterier, fordi det er Gud og livet og eksistensen, som Gud ser den, de forholder sig til. Der er i Bibelens vidnesbyrd en indre sammenhæng, en egen logik, en egen selvfølgelighed. At Gud er til og lønner den, som søger ham, er for Bibelen og troen ikke en påstand, som kræver bevis, men noget absolut givet. Hvis ikke det er sandt, er der intet i og omkring vor eksistens, som længere giver mening. Så forstår vi ingenting.

Verdens skabelse skete, fordi der var en, der ville, at det skulle ske. Derfor skete det også. Ligeså med frelseshistoriens begivenheder, Abrahams kaldelse, Israels udgang af Egypten og overgang over Sivhavet, Moses ved Sinaj, overgangen over Jordan, det babyloniske fangenskab, Jesu fødsel, død, opstandelse, himmelfart, Helligåndens komme og genkomsten, de skete og de sker, fordi han, som først frembragte verden, ville og vil, at de skulle og skal ske.

Med den Gud, Bibelen tror på og forkynder, er intet, som kan forholde sig til Gud og være forenligt med ham, umuligt, og Bibelens verdenssyn, livssyn og frelseshistoriske rammefortælling hænger logisk, etisk og erfaringsmæssigt sammen.

I det er der paradokser, gåder, mysterier og det, som går ud over vor forstand og fatteevne, som bryder alle vore vante forestillinger og forventninger. Men det hænger sammen omkring Guds person, omkring ham, som er den Eneste (den Absolutte), Han, som er Gud fra evighed til evighed, Han, som er “Jeg Er”, “Han, som var, som er, og som kommer”, verdens skaber, “alt køds Gud, “al jordens dommer”, “den ene vise Gud” , “Evighedens konge”, den Almægtige, Skaberen, Frelseren, den evige Hersker. Det hænger sammen omkring hans vilje, hans forsæt, hans plan.

Vantroen ved syndefaldet
Det er også særdeles sigende, at mennesker, når det gælder alt andet end kristendom, generelt er utroligt godtroende, ikke mindst i vor tid. Det er næsten utroligt, hvad vi tror på af rygter, myter og medieskabte sensationer, hvilke ideologier og fantasier vi udtænker og propaganderer for, hvad vi opfinder af utopier, og hvilke drømme om evig ungdom, evigt godt helbred, rigdom, luksus og berømmelse, vi opfatter som skinbarlig virkelighed. Religioner, hvis virkelighedsforståelse er meget lidt i pagt med virkeligheden, florerer som aldrig før. Kun kristendommen er på forhånd afskrevet.

Det kan godt være, at troen er en gåde, men vantroen er det også, men gåder af hver sin art, ja nærmest modsatte gåder. For dybest set har vores indgroede vantro med en anden gåde at gøre: syndefaldets gåde.

Kimen blev lagt med Slangens såen mistro til Gud og til Guds godhed og gode hensigter og planer for os (1 Mos 3:2) og med dens rejsen mistro til og diskussion om Guds ords holdbarhed og autoritet. Langtidsvirkningerne af det har fulgt menneskeheden lige siden, ikke mindst i vor tid.

“Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger?” (Joh 8:43) spurgte Jesus engang jøderne og besvarede det selv med: “Fordi I ikke kan høre mit ord. I har djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden,derfor tror I mig ikke” (Joh 8:44-45).

Nogle grufulde ord på sin vis, som ingen uden Jesus kunne sige, men netop fordi det er ham, som siger dem, føler vi også i vort inderste indre, at det er sandt, og mere end nogensinde erkender og forstår vi også, hvorfor Jesus er den eneste vej til Gud og det eneste navn givet til menneskers frelse, hvorfor han og kun han er “Vejen, sandheden og livet” (Joh 14:6).

Menneskets faldne natur gør, at “vi undertrykker sandheden med uretfærdighed” (Rom 1:18), og for det kommer Guds vrede. Men der er i evangeliet, Guds glædesbudskab om Jesus Kristus, en “kærlighed”, som vi kan tage imod, og som “leder os til sandheden” (2 Thes 2:10).

Vantro hos kristne
Men også på andre fronter end på den intellektuelle og forstandsmæssige, og den front, som vender ud mod verden, må vi trækkes med vantroen.

Jesus måtte igen og igen bebrejde sine disciple deres vantro, og det både før og efter opstandelsen. Især efter opstandelsen bliver deres vantro betændt. For nu burde den for altid være sat på plads. Kristenlivet er imidlertid en stadig kamp mod vantroen, måske nu ikke så meget i dens intellektuelle form som dens moralske, eksistentielle og viljesmæssige form.

Muligheden for, at der også i os kristne kan være et “ondt vantro hjerte” (Heb 3:12), må vi ikke se bort fra. Også vi kan møde Guds løfter med vantro, afvise dem som gyldige for os, som relevante for os, afvise dem endda med foragt. Også for os kan tro udarte sig til en paradeforestilling mere bestående i ord og fromme fraser end i liv og handling.

Jakob advarer os kraftigt mod det bedrag, som ligger heri (Jak 2:14 ff). Kristenliv er at række ud efter Guds nådes løfter, som Gud dag efter dag møder os med påny, løfterne som giver os både indsigt, inspiration, mod og kraft og styrke til at lægge vort liv i Guds hænder og stille os til rådighed for ham. Således tjener vi Gud til hans velbehag.

Når vi derimod tager livet i vores egne hænder og ikke længere er os bevidste om, at vi er Guds ejendom, og at vi er “sat i verden for at bære frugt, så Faderen kan give os alt, hvad vi beder ham om i Sønnens navn” (Joh 15:16), så har vi i virkeligheden fravalgt discipellivet med Jesus og har valgt at leve verdsligt, dvs. valgt vantroen fremfor troen.

Alligevel undrer vi os over, at vort liv er så tomt og så indholdsløst og så lidt opløftende. Men ofte i stedet for at lede efter og finde årsagen hos os selv og i vor mangel på lydighed og efterfølgelse af Jesus rækker vi kritikken mod Gud og siger, at det er så som så med hans løfter; dem kan man alligevel ikke regne med.

“Mon Menneskesønnen, når han kommer igen, finder troen på jorden?” Sådan spurgte Jesus, og det spørgsmål rettede han mest til sine disciple. Han vidste, at tiden indtil han kom igen, ville blive hård for hans disciple, og at det ville kræve megen tro og udholdenhed at forblive tro. Men han vidste også, at deres himmelske Fader er en bønhørende Gud, og at han vil give dem, hvad han har lovet, omend det trækker ud.

For disciplene er der intet andet at gøre end forblive disciple, som vedvarende beder “Komme dit rige”, og som lever deres liv i tillid til, at Gud hører deres bøn, og omsider en dag lader riget komme. Det er ved “tro og tålmodighed, at vi arver det, som Gud har lovet” (Heb 6:12; se også vers 13 ff.).

Troens vej kaldes af og til en “banet vej” og “en jævn vej”, og den kaldes så, fordi der på den vej regnes med Gud og stoles på ham og hans løfter. På den vej er han med og ledsager os. Vantroens vej derimod er en “kroget” vej. På den vej har man valgt selv at sætte dagsordenen og selv at bane sig vej. På den vej er det også naturligt at søge til tricks og at udmanøvre andre; andre skulle nødigt være smartere end en selv.

Patriarken Jakob var uhyre dygtig til det. Først da han gav slip på sine tricks og på sig selv, blev han Israel, manden under Guds velsignelse og under Guds løfter, først da han omvendte sig fra vantroen til troen, blev han patriark, det Gud havde udvalgt ham til. Noget lignende gælder også os, et lignende valg er også vores.