Tegn og undere 5:
Underet i dag

Af Louis Nielsen - KP 04-2006

Også dette kommer fra Hærskarers Herre, hans råd er underfulde, hans visdom stor (Es 28:29).
Herre, du er min Gud, jeg hylder dig, jeg priser dit navn, for underfuldt har du ført dine planer igennem, fast og sikkert fra fortiden (Es 25:1).
Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det (Sl 139:6).
Fortæl om hans herlighed blandt folkene, om hans undere blandt alle folkeslag (Sl 96:3).
Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud, Almægtige, retfærdige og sande er dine veje, du folkenes konge. Hvem må ikke frygte dig, Herre, og ære dit navn? For du alene er hellig, alle folkeslag skal komme og tilbede dig, for dine retfærdige domme er blevet åbenbaret (Åb 15:3-4).

Kan vi mon slutte denne serie af artikler om undere, Guds undere på nogen bedre måde end at hylde og tilbede ham, hvis navn er Underfuld?
For ofte skiller vi underet ud og gør det til genstand for en særlig diskussion eller reducerer det til en sensation i stedet for, som Bibelen gør det, lader det forblive en naturlig del af Guds natur og virke. Alt ved Gud er underfuldt. Ingemann har jo oplagt ret, når han synger:

“I underværkets land jeg bor,
ej blinde sjæl det ænser,
Guds kraft igennem verden fór
og nåden har ej grænser.
O, Gud, hold over os din hånd,
og ingen ørk er øde!
opliv al verden ved din Ånd,
og leve skal de døde”.

Vi mennesker er så virkelighedsforskrækkede. Ved at give tingene navn og indordne dem under vore kategorier gør vi os til herrer over livet og mener, at nu har vi løst gåden om liv og død. Kan vi bare sætte tal på tingene, så mener vi at have styr på fremtiden. Og så snyder det os gang på gang, uden at vi bliver klogere. I sidste instans er det vel en følge af syndefaldet, at vore første forældre og vi med dem har ønsket “at være som Gud”.

Bibelen skiller ikke underet ud i en særlig kategori. Alt ved Gud er underfuldt. Han er underfuld i sin nåde som han er underfuld i sin dom, underfuld i skabelse og forsyn som i frelse og i ska-belsen af en ny himmel og en ny jord. “Hvad er dit navn?”spørger Manoa, Samsons far, og får til svar “Hvorfor spørger du om mit navn? Mit navn er underfuldt” (Dom 13:18).

Men vi har ingen magt over Gud, han er altid initiativtageren, giveren som udføreren, den som dømmer og velsigner, den suveræne Gud, som ved sin egen fri vilje og sit eget fri forsæt både udvælger, forudbestemmer, kalder og bringer værket til fuldendelse hos dem, han således har udvalgt, forudbestemt og kaldet “Alt, hvad Herren vil, gør han i himlen og på jorden, i havene og de store dyb” (Sl 135:6).

De største undere
Hvis vores øjne nu var rettet mod herligheden i vor Herres Jesu Kristi evangelium, så ville de ikke være rettet mod gaven til at helbrede eller til at virke undere; personen og omstændighederne, som Gud brugte, ville blive uinteressant.

Det sensationelle ville forsvinde, og opmærksomheden blive rettet mod Gud, for hvem det at styrke os ved nåden også er et under. Nemlig underet at “opret-holde alt ved sin krafts ord” eller “bevare os mod fald og stille os over for sin herlighed” (Judas 24) eller at “tilgive al vor skyld, helbrede alle vore sygdomme, udfri vort liv fra graven, krone os med godhed og barmhjertighed, mætte vort liv med gode gaver, så vi bliver ung igen som en ørn” (Sl 103:3-5).

Spørgsmålet om det er forventeligt, at Gud stadig gør undere ville blive et helt andet spørgsmål, hvis det bibelske perspektiv formede, hvad vi skulle tænke herom. I en vis forstand er det formasteligt overhovedet at spørge, om Gud gør undere, når alt ved ham er underfuldt.

Så selvfølgeligt er det for Paulus, at Gud gør undere blandt sit folk, at han forbinder det med evangeliet om Guds frie nåde og retfærdiggørelsen ved tro på Jesus Kristus:

“Uforstandige galatere! Hvem har forhekset jer? Jesus Kristus er dog blevet aftegnet for øjnene af jer som den korsfæstede. Dette ene vil jeg have at vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro? Er I så uforstandige? I begyndte dog i Ånden, vil I nu ende i kødelighed? Er alt det sket med jer til ingen nytte? Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer - gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro?” (Gal 3:1-5).

Underet her er ikke “undergerningerne” isoleret set, men hele det frelsesværk, som havde fundet sted i galaterne, da de hørte evangeliet. Troen på vor Herre Jesus beskrives i Heb 6:4 som at være “blevet oplyst, have smagt den himmelske gave, have fået Helligånden og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter”.

Paulus kan vidne om evangeliets sejrstog gennem hans tjeneste på denne måde: “Derfor kan jeg have min stolthed i Kristus Jesus over for Gud. For jeg vil ikke driste mig til at tale om andet end det, som Kristus har gjort gennem mig for at føre folkeslagene til lydighed, i ord og gerning, ved kraften i tegn og undere, ved Guds Ånds kraft. Så har jeg da fuldført forkyndelsen af evangeliet om Kristus fra Jerusalem og vejen rundt helt til Illyrien” (Rom 15:17-19).

Guds underfulde gerning i os
Troen på Jesus, udfrielsen af mørkets magt, velsignelsen med al himlens åndelige velsignelse og helligelsen er et underværk, ikke mindre, men snarere større end, at nogen bliver helbredt, eller at fængselsdøre sprænges.

Bevarelsen til evigt liv, udfrielsen af fristelse, troens sejr over vantro, bønhørelse, Guds omsorg midt i livet, sygdomme, vi kommer os af, livet, som overvinder døden, Guds fred i liv og i død er fuldt så stærke eksempler på Gud “som gør underværker iblandt jer” eller på “den kommende verdens kræfter” aktiveret iblandt os, som helbredelsesundere er det. Det er vores perspektiv, der er noget galt med.

Samtidig med at vi må åbne os for, at Gud stadig besøger sit folk med spetakulære manifestationer som f.eks. helbredelser, må vi også bevare en sund skepsis og kritisk distance til disse ting.

Åndelig bedømmelse er altid en vigtig ting. For også mørkets kræfter kan gøre tegn og undere. De forførende ånder må vi altid være opmærksomme på.
I bedømmelsen af om undere og tegn i nutidens kirke kommer fra Helligånden eller skyldes sjælelige og manipulative kræfter hos helbredelsesprædikanten indgår flere parametre eller rettesnore.

Flere spørgsmål
Først og fremmest må vi spørge: Hvilket forhold indtager han i forhold til Jesus. Er han en ydmyg, lydig tjener, som underordner sig Jesu myndighed og bringer al ære til ham, eller er Jesu navn ren staffage, han fremfører sit show under.
Trist at sige, men vi må være ærlige nok til at indrømme, at charlataneri ikke er noget ukendt fænomen i den kristne offentlighed. Det gør ondt at sige sådanne ting, men det er svært at komme uden om. Jesus har bedt os være agtpågivende, og der er for mange godtroende kristne. Behovet for åndelig dømmekraft er skrigende i nutidens kirke.

Dernæst må vi spørge, hvilken rolle evangeliet indtager? Er forkyndelsen af evangeliet det bærende, og bliver der lagt afgørende vægt på spørgsmålet om frelse, eller er det helbredelsesseancerne, som er det ene og afgørende?
Bruger forkynderen mødet til at lægge pres på folk, navnlig til at give til ham eller til en organisation, han repræsenterer? Er han meget fokuseret på at være kendt og på mediebevågenhed? Samler hans virksomhed kirken eller spreder den? Hvordan er hans attitude til sine tilhørere? Arrogant, nedladende eller ydmyg og tjenende? Hvordan opfører han sig i relation til den kirke, der kalder ham? Kommanderende og dominerende eller som en broder blandt brødre?

Alle disse spørgsmål virker måske pedantiske, men er ikke des mindre de ting, Det nye Testamente spørger efter. Det går ikke an at skille Åndens kraft fra Åndens frugt. Det er ved de sidste snarere end ved det første, at vi skal kendes. Og glem ikke, at “kærlighedens lovsang” understreger det samme: “Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13:1-3).

Bliver der skelnet klart nok mellem nu og herefter, det af Guds rige, Kristi triumf og den kommende verdens liv, som vi måske kan forvente at få en forsmag på nu, og det, vi tydeligt nok først vil opleve i det kommende liv hos Gud i hans herlighed? Bliver der skelnet tydeligt nok mellem det, Gud har lovet her og nu, og det, han først har lovet siden?

Lader man mennesker, som søger helbredelse, forstå, at Gud bestemmer suverænt, og at det ikke altid er hans vilje at helbrede, at han kan have et større og højere formål med sygdom, svaghed og lidelse, end vi kan se for os?
Forkyndes Gud som stor, og bliver det forkyndt tilstrækkeligt tydeligt, at hans veje ikke altid er til at spore, og at hans tanker ikke altid kan forstås af os, og at det ikke tilkommer os at fortælle ham, hvad han skal gøre?

Går mennesker fra mødet med en klar fornemmelse af, at Guds rige er kommet nær, og at de derfor skal omvende sig, tro på Jesus og følge ham, og det uanset om de ser tegn eller ikke?

Forkynder vi højt og tydeligt, at det fuldkomne endnu ikke er kommet, at nu ser vi kun stykkevis og dunkelt som i et spejl. Vandrer vi i frygt og bæven og i erkendelse af egen magtesløshed, eller opfører vi os som konger, som dem der allerede er fremme? Disse er nogle af de parametre, Det Nye Testamente selv lægger frem til os, som vi kan prøve det hele efter.

Hvad vi efterlyser, når det gælder “tegn og undere” nu, er noget, der er fuldt sammenligneligt med Det Nye Testamente, hvor Herrens ord lyder med fuld frimodighed, og hvor Jesu Kristi navn ophøjes ved, at mennesker kommer til tro, og hvor det også kan ske, at Gud rækker sin hånd til helbredelse. “så der sker tegn ved din hellige tjener Jesu navn” (ApG 4:29-30.