De ti bud 9:
Du må ikke vidne falsk - 9. bud

Af Carsten Thomsen - KP 04-2009

”Du må ikke vidne falsk mod din næste”.
2. Mos. 20:16

Det niende bud advarer os om hvor stor betydning vore ord har. Hvilken magt vore ord har til at ødelægge eller opbygge.

Budet tager udgangspunkt i retssalen, hvor et vidne skal udtale sig om en, der står anklaget, og det understreger dermed også, at hele samfundsordenen hviler på dette bud. Kan man slippe af sted med en falsk anklage, så bryder alt sammen. Handel mellem mennesker, politiske aftaler ægteskabet og venskaber får svære kår, når vi ikke kan stole på hinandens ord, aftaler og håndslag.

I et diktatur er det niende bud det første, der ryger ud og bliver erstattet af propagandaen. Den frie presse undertrykkes og kommer under magthavernes kontrol. Fortielser af sandheden, forvredne fakta, overdrivelser og slet og ret løgne, løgne, løgne. Vi erkender instinktivt, at retfærdighed og frihed bliver undermineret af det falske vidnesbyrd. Det er jo tydeligt for enhver, hvordan diktaturer har monopol på sandheden og løgnen. Holocaust blev kun muligt efter flere års intensive løgne og massiv propaganda mod det jødiske folk.

Alt er spin
Men vore vestlige demokratier er så sandelig også forgiftet af “det falske vidnesbyrd”, og overtrædelsen af det niende bud føler man er nærmest nødvendigt for at kunne begå sig eller få en politisk karriere. Taler en politiker sandt, siger tingene uden omsvøb eller svarer ærligt på spørgsmålet, så bliver hans ord jo hurtigt fordrejet, blæst op og brugt imod ham, det gælder både pressen og hans politiske modstandere. Ethvert uoverlagt ord, enhver uskyldig bemærkning bliver der stillet skarpt på. Så ”lærer” den drevne politiker, hvordan han i fremtiden skal pakke tingene ind, hvordan han skal udtale sig med “uld i mund”, så han ikke kan fanges af sine ord.

Ifølge Jersild er alt i den politiske arena jo spin. Alt drejer sig om at give en ”sandhed” den rigtige drejning, det rigtige spin i forhold til ens egne interesser - sandheden gribes som en bold i luften og kastes videre med et skru - at beskytte modpartens navn og ære er i denne forbindelse mindre vigtigt, hvis man selv kan udnytte den varme politiske kartoffel til ens fordel. Ja, det handler om at få den anden sat i et dårligt lys. Det er jo ikke løgn, det er jo bare min version af sandheden.

Den andens udtalelser misforstås bevidst, blæses op og forvrænges til ukendelighed, modstanderens motiver fordrejes, alt for at opnå nogle billige point i folketingssalen og i pressen. Med spindoktorer i alle partierne øges politikerleden og vores tiltro til vore ledere. Og så har vi jo vores karikatur-tegnere til at styrke vores opfattelse af den og den politiker.
Pressen er en medspiller i alt dette. Vi lever i en tid, hvor halve sandheder og rygter og sladder spredes med lynets hast gennem medierne.

”Ubekræftede rygter” sagt nok gange på tv bliver til sandheden i morgen, for det er rygtet, der bliver hængende længe som fakta - ”der må jo være noget om snakken” - og vi er villige til at tro rygtet, hvis sandheden ikke kan graves frem. Og pressen, der er så hurtige med at se gennem fingre med alt, når en person er på vej op ad berømthedens stige, er lige så hurtige med at sladre og offentliggøre alle mulige slibrige detaljer, når en person er faldet i unåde.

Tænk blot på golfspilleren Tiger Woods. Jagten er nu gået ind på hans privatliv. Før masser af rygklappere og nu bliver han hånet, gjort til grin og lægges for had af stort set alle. Vi føler nærmest, at det er legitimt, fordi han har begået utroskab. Hans undskyldning og anger på tv er blot endnu en mulighed for at håne ham. Det er blot spillets regler. Kan du ikke klare mosten, så gå væk fra rampelyset, lyder det kynisk.

Et grundlæggende problem
Bibelens advarsler mod overtrædelsen af det niende bud burde få os alle på knæ og gøre os til tavse lyttere af Guds ord. Der bliver fældet en dom over menneskeheden her. Rom. 3:11,13: ”Der er ingen forstandig, ingen, der søger Gud…Deres strube er en åben grav, med deres tunger taler de svig, der er slangegift under deres læber, deres mund er fuld af forbandelse og forbitrelse”.

Matt. 12:26-37: ”På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt. På dine ord skal du frikendes, og på dine ord skal du fordømmes”.

”Der er ikke et sandt ord i deres mund, deres indre er en afgrund, deres strube er en åben grav, de har en glat tunge”. (Salme 5:10).

Guds ord er sande
Grundlaget for det niende bud er Guds troskab. Hans ord er sande. Hans løfter holder, hans bud fører mennesker på ret vej, hans advarsler redder en fra ulykken, hans kærlige ord helbreder og heler. Gud er den sande Gud. Han kan ikke lyve.

I Jesus Kristus - Ordet, der blev kød - finder vi den perfekte taler. Jesus taler mange hårde ord, men han gør det i kærlighed.

For nåde og sandhed forenes i Kristi ord, så bag hans advarsler er der et bedende hjerte, som kun ønsker at råbe de mennesker op, der er fanget i hykleri og bedrag, og redde dem fra den undergang de går i møde. Omvendt er hans ord til den svage, den nødlidende, den angrende fulde af trøst og overbærenhed.

Dette Sandhedens Ord var konstant under beskydning. Altid løb der falske rygter rundt om ham. Farisæerne fordrej-ede hans ord, og forsøgte at fange ham i ordstrid eller i en løgn. De bagtalte ham og prøvede at nedgøre ham. Og han blev dødsdømt på falske vidnesbyrd, uden at nogen stod op og forsvarede ham. Jo, Jesus kender til det niende bud.

Djævelen er løgnens fader
Bag alle løgne står Djævelen - og Jesus kan med rette sige om farisæerne og de skriftkloge: Joh. 8:44 ”I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen”.

Djævelen er løgnens fader og det er hans hovedopgave at sprede løgne og fordreje sandheden om Gud, Guds karakter og det han har gjort i Jesus.
Djævelen ønsker mere end noget andet at få mennesker til at tro på løgnene om Gud og hans evangelium - at Gud i virkeligheden ikke elsker mennesket eller at mennesker bliver frelst alene af nåde ved troen på Jesus Kristus. Og vi er desværre af natur alt for lydhøre over for disse løgne.

Tungens magt
En af de mest detaljerede advarsler om at vogte vore læber får vi i Jakobs brev kap. 3. Tungen ”kan prale af stor magt”. “Tænk på, at den mindste ild kan sætte den største skov i brand; også tungen er en ild”. ”Tungen kan intet menneske tæmme”. Tungen ”er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede; fra samme mund lyder både velsignelse og forbandelse”.

Vi ved det godt. Det mindste ord kan have en voldsom ødelæggende kraft. Du kan bide dig i tungen, men er ordene først sagt, får de sit eget liv, som du ikke er herre over. Tænk på ét hårdt ord sagt om dig eller imod dig eller noget du har hørt ad omveje sagt om dig. Det kan sidde i dig i årevis, ja nogle gange glemmer du det aldrig. Et uoverlagt ord, en uvenlig bemærkning, en bebrejdelse eller en hånlig latter. Det svider i sjælen. Jakobs sammenligning med gift og brand er velvalgte. En dumsmart udtalelse kan lægge et politisk liv i ruiner, et uoverlagt ord fra lægen kan give en patient uanede bekymringer, et ukærligt ord sagt i raseri kan rykke selve fundamentet under et ægteskab.

Social snak eller sladder?
Enhver må ransage sig selv i lyset af dette bud. Det har været menighedernes problem lige siden apostlenes tid, at der så nemt opstår kliker, stridigheder, uenighed og konflikter, hvor bagtalelse, sladder og falske vidnesbyrd trives. ”Bagtalerens ord er som lækkerbiskener, de glider helt ned i maven”. (Ordsp. 18:8) Slurp..hhmmm..mums. Vi er så ferme til at så tvivl om hinanden, så subtile i vores nedgørenhed, så sleske i vores hykleri: - Nu er det jo ikke for at sige noget ondt om ham, han er en kær broder i Herren, men altså har du hørt, at han…..

Nu er det jo godt, at vi snakker med og om hinanden og deler vort liv med hinanden, både sorger og glæder, så vi også kan bede for hinanden og lære hinanden bedre at kende. Men så ofte ender den almindelige snak alligevel med bagtalelser, der ikke opbygger men snarere bryder ned og skaber afstand, mistro og splid.

Ofte behøver vi måske ikke at høre alle detaljer om en andens problemer for at kunne bede for vedkommende (selvom vi er nok så nysgerrige....) Tænk på, hvordan dit syn ændrer sig over for et andet menneske, når du hører en halv vind om noget, den person har gjort, men slet ikke kender alle detaljer. Vi kender måske ikke de motiver, der ligger bag, eller det, som har fremkaldt en forkert handling, som vi nu så selvretfærdigt fordømmer. Detaljer og fakta, der, hvis vi vidste det, ville fremkalde lidt mere forståelse eller sympati og medfølelse fra vores side. Ja, måske endda forsvare vedkommende.

Det vi siger om et andet menneske er med til at præge det billede, andre får af vedkommende, også selvom det bare var en henkastet bemærkning. Det kan være nok så sandt, det du siger om den anden, men er det nu nødvendigt at sige i denne situation? Er det nødvendigt at bringe det på bane igen? Hvad er dit motiv med endnu engang at træde rundt i det? Har du virkelig omsorg for næstens navn og ære i det du nu siger om vedkommende? Er det opbyggende for fællesskabet og for ”sagen” eller bare tom snak og sladder? Her er det godt indimellem at bide sig selv i tungen og tage en lille pause, før man begynder på en ny talestrøm om en eller anden person. Og måske tænke: Hvordan ville du føle det, hvis dette blev sagt om dig?

Tal godt om hinanden
Omvendt, så bliver man i nogle situationer nødt til at sige noget til en person, der har trådt en over tæerne. Matt. 18:15 ”Hvis din broder forsynder sig imod dig, så gå hen til ham og drag ham til ansvar på tomandshånd”. Men hvor ofte viger vi ikke uden om den konflikt og i stedet snakker om situationen til alle andre - og måske også lige fortæller det, så vi selv står i det bedste lys og alene bliver martyren i hele miseren. Vi føler os såret, vi er vrede og harmdirrende og ønsker at få luft for vores frustration og jo, vi vil give igen ved at nedgøre den anden.

”Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det” (Ef. 4:29). Fulgte vi dette råd i vores tale om andre, ville vort kristne fællesskab nok blive sundere og stærkere. Dette vers fortæller os, at vi bør tale godt om hinanden, forsvare en kristen broder eller søster, der bliver sværtet til, og frem for alt tro det bedste om vort medmenneske - måske er det bedre at være lidt for naiv end lidt for kynisk, når snakken falder på andre.

Synd og surhed i kirken
Det kræver stor visdom, når vi skal forholde os til ting i menighederne, vi ikke bryder os om, som vi mener er ubibelske - og meget vel er det, eller vi føler at verdsligheden er krøbet ind hist og her, at tingene ikke gøres med den rette ånd, at evangeliet bliver forkyndt forkert, at lovprisningen er blevet for moderne eller for gammeldags osv. osv. Vi bliver hurtigt selvretfærdige og ender med i fortvivlelse at slå ud med armene og beklage os til andre over den ”stigende verdslighed” eller ”udbredte ligegyldighed over for Guds Ord” eller ”gamle traditioner, som burde være afskaffet for længst, sammen med kedelige prædikener og lange bønner”.

Hurtigt ender vi også med kun at se det negative og lade det overskygge alt andet, så vi slet ikke ser, hvordan Helligånden på trods af menneskets skrøbelighed arbejder og virker i menigheden. Og vi er hurtige med at affeje en person som uåndelig, hvis vi har lidt imod en persons væremåde eller holdninger, som vi ikke bryder os om.

Andre gange så står vi på sidelinien og hører om andre kristne i kirken, der falder eller holder op med at komme i fællesskabet af den ene eller anden grund. Mange gange kan vi kun gøre lidt i denne situation, men alligevel går snakken i de små hjem. Vi prøver at stykke en mening ud af løsrevne ting, vi hører hist og her.

Det er godt at have nogen at snakke med om dette, men måske vi ofte glemmer først og fremmest at komme til Gud med disse frustrationer og bede ham om at vise os, hvad vi selv kan gøre for at være et godt eksempel, der trækker i den anden retning og viser hen til Gud. Eller hvordan vi kan hjælpe til, hvor mennesker er på vej væk fra fællesskabet.

Paulus havde mange alvorlige formaninger til menighederne, men han var også en bønnens mand, der sled og stred i bøn for menighederne.
Det niende bud er så alvorligt, fordi det netop afslører vort hjerteforhold til Gud og vort hjerteforhold til næsten.