De ti bud 10:
Du må ikke begære

Af Carsten Thomsen - KP 01-2010

”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.
2. Mos. 20:17

Hvorfor opstår der kampe og stridigheder blandt jer? Er det ikke, fordi jeres lyster fører krig i jeres lemmer? I begærer brændende, men opnår intet; I myrder og misunder, men kan intet udrette; I strides og kæmper, men opnår intet, fordi I ikke beder.
Jakob 4:1-2:

Det tiende bud starter med en tanke, et lille stik af misundelse springer frem i hjertet, en “øjnenes lyst” som hjertet kredser om, et begær, der leges med.

Dette bud stikker dybt - lige så dybt, som det første bud om ikke at have andre guder end Herren selv. Dette bud afslører ikke blot vor synd - men mere grundlæggende, at vi er syndere af natur.
Paulus måtte fortvivle, da han bedømte sig selv i forhold til dette bud.

Denne selvretfærdige farisæer, der stræbte efter total lydighed kunne ikke vriste sig fri af dette 10. bud: “Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: “Du må ikke begære!” Men med budet fik synden et påskud og vakte al slags begær i mig”. Han så pludselig, hvor han stod i forholdet til Gud - hvor syndig han var.

Den nærmest klassiske fortælling fra Bibelen om dette bud er historien om Akans tyveri af en smuk kappe fra de ting, der var lagt band på under erobringen af Jeriko. Akan bliver afsløret og må gå til bekendelse: “Mellem byttet så jeg en smuk kappe fra Sinear, to hundrede sekel sølv og en guldbarre, der vejer halvtreds sekel. Jeg begærede det og tog det. Nu ligger det i mit telt, gemt i jorden, med sølvet nederst.”

Jeg så en smuk kappe - jeg begærede den - jeg tog den - jeg gemte den.
Eller omskrevet med ord fra Jakobs brev kap. 1:14-15: “Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død”.

Og Jesu ord er selv en lammende dom over det menneskelige hjerte - bundet hjælpeløst i synd: “Indefra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker, utugt, tyveri, mord, ægteskabsbrud, griskhed, ondskab, svig, umådehold, misundelse, bespottelse, hovmod, tåbelighed”.
Griskhed, umådehold og misundelse er tre synder fra denne liste, som lægger sig tæt op ad begæret.

Det er ret svært for os at sætte fingeren på, hvornår “begæret har undfanget” - hvornår begæret fødes og bliver til det syndige begær, der menes med det 10. bud.

Jeg kan se den flotte bil, min ven har og beundre de mange hestekræfter og det flotte stereoanlæg, han har sat i. Det må være dejligt at have råd til sådan en bil, tænker jeg. Jeg glæder mig på hans vegne over den komfort og den glæde den må give ham, eller gør jeg?

Altså det er måske også lidt ødselt af ham at give så meget for en ny bil, og han virker en anelse for selvoptaget og materialistisk....han har nu også altid været alt for glad for biler.

Jeg tænker på min egen bil, der har kørt alt for mange kilometer og nu intet er værd, men jeg har ikke råd til at skifte den ud, slet ikke med sådan en bil, og det er da også en værre larm, min bil giver fra sig, og alle de reparationer den seneste tid. Hvorfor er jeg den eneste, der kører rundt i sådan en gammel spand? Hvorfor giver Gud mig ikke et bedre betalt job? Hvordan får jeg råd til en ny dyr bil? Hvad om jeg tog et ekstra job, eller spillede lidt mere i Lotto eller...

Alle disse hjertets tanker er for så vidt uskyldige, synes vi. Og alligevel kan vi hurtigt se, hvad der nu er ved at opstå i vort hjerte....griskhed, umådehold og misundelse er allerede så småt begyndt at forme sig og det næste vi gør er at bagtale vennen og sige noget nedsættende om ham, næste gang vi møder en anden ven, eller vi bliver så utilfredse med vores egen situation i livet, at vi sætter spørgsmålstegn ved Guds godhed, og går og tumler med tanken om ikke at opgive noget på selvangivelsen, så vi kan få lidt flere penge mellem hænderne.

Begæret sætter altid en selv først. En begærlig person vil altid se sig om for at finde ud af, hvad han kan få ud af andre, snarere end hvad han kan give andre. Budet kalder os derimod positivt til at tilsidesætte vore egne behov og tænke på næstens behov. At hjælpe vor næste, så han kan beholde det, der er hans. “Gør intet af selviskhed og heller ikke af indbildskhed, men sæt i ydmyghed de andre højere end jer selv. Tænk ikke hver især på jeres eget, men tænk alle også på de andres vel”. Jesus er vort eksempel her - han, som gav afkald på sit eget og som kom for at tjene og lægge sit liv ned for andre.

Tv-reklamerne pirker til vort begær hele tiden ved at skabe en illusion om, hvor lykkelig, populær, glad, komfortabel og sund vi ville være, hvis vi blot købte dette produkt. Og hvor tomt vort liv vil være uden denne komfort. De populære reality-shows som Paradise Hotel har begæret nærmest som en forudsætning: “Hvad vil folk gøre ved hinanden, hvis guleroden er popularitet og stor pengepræmie”.

- Tilbøjeligheden til at begære i vort samfund næres ved en uhæmmet forbrugerisme der lærer, at menneskets hovedformål er at akkumulere, bruge og nyde mere og mere af verdens ressourcer, skriver teologen Walter Brueggemann.

Hjertets frihed
Vi må igen understrege, som vi har gjort det gennem hele denne artikelrække over de ti bud: Dekalogen kalder os ind i et liv i frihed. “Det er ikke en despot, der taler fra et røgfyldt bjerg, men en Befrier, der ønsker at Hans folk skal blive ved med at være frie og som ikke ønsker, at folket igen skal ende i fangenskab”. Sådan skrev vi i den første artikel for tre år siden.
“Du må ikke stjæle” viser os friheden til at dele vort liv og ejendele med hinanden - “du må ikke dræbe” viser os friheden til at leve og lade leve.

Sabbatsbudet kalder os ud af rotteræset og ind i en sund rytme af arbejde og hvile - budet om utroskab er der for at beskytte familien og så ægteskabet kan blomstre og have trygge rammer. Sådan kunne vi blive ved. Og her ved det niende og tiende bud kan vi se, hvordan disse to bud beskytter først næstens ry og rygte og dernæst hans ejendele og familie. Og dette sidste bud tager os tilbage til det første bud og kalder os ind i den frihed det er at have Gud som sin beskytter og forsørger for alting i livet.

Ronald Wallace skriver i “The Ten Commandments - a study in Ethical Freedom”:

- Det tiende bud er ikke givet til os for at få os til at fortvivle, men for at hjælpe os til at se, hvordan vi kan forny og genoprette vores liv under Guds løfte. Gud viser os ikke problemets rod uden at give os et håb - han viser os at hvis vi begynder her, så vil han også begynde med os og hjælpe os. “Du må ikke begære” kan også betyde: “Du har ikke behov for at begære”. Det er et løfte fra Gud om, at han vil sørge for os i alle ting og på alle de områder, hvor vi synes at mangle noget.

Dette bud tager os til hjertet af det svar, Gud giver apostlen Paulus, da han bad om at blive befriet fra tornen i kødet, den torn, som plagede ham og fik ham til at begære den frihed andre mennesker havde uden tornen. “Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”

Derfor kan Paulus også i Filipperbrevet sige dette: “Ikke sådan at forstå, at jeg har manglet noget; for jeg har lært at nøjes med, hvad jeg har. Jeg kender til at have ringe kår, og jeg kender til at have overflod. I ét og alt er jeg indviet, både at være mæt og at sulte, både at have overflod og at lide mangel. Alt formår jeg i ham, der giver mig kraft.

Tre praktiske skridt
Hvad kan vi gøre for at dæmme op for begæret og leve et liv i dette buds frihed? Lad mig nævne tre ting:

1. Vogt dit hjerte: Ordsprogenes bog 4:23-27 kommer her med sund livsvisdom til den kristne:

Frem for alt: Vogt dit hjerte,
for derfra udgår livet.
Giv agt på den vej, du går,
du skal styre hele din færden;
bøj ikke af til højre eller venstre,
hold din fod fra det onde!

Og fra Salmernes Bog 139:23 “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker”. Vogt dit hjerte, Giv agt på din vej - og gør det til din bøn, at Gud må give dig en større erkendelse om dit hjertes motiver og bevæggrunde. Så nemt bedrager vi os selv og følger mere eller mindre blindt strømmen.

2. Nøjsomhed: Begæret bilder os ind, at der er noget, som vi bare ikke kan leve uden. Vi må have den seneste nye computer, og vi skal som alle andre ud og rejse hvert år og vennerne i skolen mobber ens børn, hvis de ikke får de nye smarte bukser og sko og mobil - også selvom de gamle bukser slet ikke er slidte. “Gudsfrygt sammen med nøjsomhed bærer lønnen i sig selv... har vi føde og klæder, skal vi lade os nøje med det. Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse”.

Føde og klæder...det er ikke meget - kun lige nok til at overleve.
“Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd, men stil jer tilfreds med det, I har. For Gud har selv sagt: “Jeg lader dig ikke i stikken og svigter dig ikke.” Derfor kan vi frimodigt sige: Herren er min hjælper, jeg skal ikke frygte, hvad kan et menneske gøre mig?”

Hvornår er nok, nok? Hvornår kan vi slappe af og nyde det vi har fået givet og ikke lade jagten på noget nyere, større og bedre hele tiden være grobund for vores utilfredshed? Der er ikke noget i vejen med at stræbe efter en højere levestandard, et bedre job og et større hus.

Men hvad der ofte ligger bag er en konstant nagende utilfredshed med det liv, vi har nu. Det er denne fornenmmelse af, at vi ikke formår at hvile i Gud. Tænk på det sabbatsår, som Gud indførte i det israelske samfund. At lade alt ligge brak i et år - at frigive trælle - at give afkald - kunne jøderne ikke herigennem lære noget vigtig om Gud som forsørgeren og om nøjsomhed og tilfredshed med øjeblikkets goder og ejendele?

Når jeg begærer det, som tilhører mit medmenneske, så er det i virkeligheden et udtryk for, at jeg er utilfreds med det liv og de vilkår, Gud har givet mig. Ligesom afgudsdyrkelse i virkeligheden er udtryk for, at jeg ikke er tilfreds med den Gud, der har givet mig livet. Hermed er ringen sluttet tilbage til det første bud. Det handler om mit forhold til mit medmenneske, ja, men det handler også om mit forhold til Gud.

Hvor stort råderum har begæret i en nydelses- og forbrugerkultur som vores, hvor selvudfoldelse spiller en større rolle en selvopofrelse?

3. Taknemmelighed: Vi har været langt omkring i kristenlivet de seneste tre år i denne gennemgang af de ti bud. Måske er det her passende at lade en tak gå op til den Gud, der har skrevet budene med sin egen finger.
For de rammer han har sat omkring vort liv, for den ydmyghed ind under Gud, som budene kalder os til. Taknemmelighed, lovprisning og bare det at nyde Gud i al hans godhed og forsyn vil rette vort begær væk fra os selv og alene mod at tjene ham og leve for ham.

Jeg synes denne taknemmelighed kommer så dejligt frem i Thomas Kingos salme “Nu rinder solen op” (citeret er strofe 2, 3 og 7). Må denne holdning gennemsyre vor hverdag.

Så jeg vil lade denne gamle salmedigter få det sidste ord, mens jeg funderer over, hvad jeg nu skal skrive om i Kristent Perspektiv!

Utallig såsom sand
og uden måde,
som havets dybe vand
er Herrens nåde,
som han mit hoved daglig overgyder:
hver morgen i min skål
en nåde uden mål
til mig nedflyder.

Min sjæl, vær frisk og glad,
lad sorgen fare!
Dit legems blomsterblad
vil Gud bevare:
Han vil i dag mig give kraft og styrke,
jeg i mit kald og stand
min Gud og Fader kan
tilbørlig dyrke.

Du bedst min tarv og trang,
o Herre, kender,
tilmed er lykkens gang
i dine hænder,
og hvad mig tjener bedst i hver en måde,
du det tilforne ser.
Min sjæl, hvad vil du mer?
Lad Gud kun råde!