|
De ti bud:
Seksualiteten på afveje - 7. bud
Af Carsten Thomsen -
KP 02-2009
I har hørt, at der er sagt: “Du må ikke bryde et ægteskab.” Men jeg siger jer: Enhver, som kaster et lystent blik på en andens hustru, har allerede begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte. Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede.
- De siger hele tiden, at de skal ud og “sexe”, og de gør det allevegne. Der er ingen steder, der er private. Hvis døren står på klem, er det tilladt at gå ind og være med, og hvis døren er lukket, er der alligevel mulighed for at kigge ind, forklarer Bubber og tilføjer, at han på ingen måde er forarget over swingerne.
- Det er sundt at være så åbne om tingene - det giver jo et hav af muligheder.
Bubber om sit besøg i en swingerklub i reportageserien “Danmark ifølge Bubber”.
Guds vilje med det seksuelle samliv er, at det hører hjemme i ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Enten ægteskab med fuldstændig troskab eller også total afholdenhed.
Så enkelt kan det egentlig stilles op. Så enkelt udtrykkes det på de første sider i Bibelen, hvor der står, at manden binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød. Dette vers citeres af Jesus, når han præciserer ægteskabets natur, dette vers benytter Paulus til at understrege alvoren ved utroskab med en prostitueret.
Men et er at skrive det ned så kontant og enkelt. Noget andet er at acceptere det, som Guds vilje. Ikke bare med et suk og nærmest modstræbende erkende, at Gud desværre er seksualitetens store lyseslukker, og at andre har et mere frigjort og naturligt forhold til seksuelt samliv, mens kirken krampagtigt fastholder et gammeldags syn, som den alligevel ikke kan overholde.
Det syvende bud udspringer fra Guds egen karakter. Fra den person, Han er. En Gud, der holder pagter. En trofast Gud, der binder sig til sit folk og ønsker at beskytte det og fremelske det bedste i det. Vi skal også i vores forhold afspejle og reflektere Guds egen karakter. For det peger til syvende og sidst tilbage på vort forhold til Herren, vor troskab over for ham.
Er vi overbevist om, at Gud ikke taler til os som en asketisk livsfornægtende munk, men som en læge, der ønsker at helbrede os, som en kærlig Fader, der ønsker at beskytte os mod synd, som en Skaber, der ønsker, at vi har de bedste rammer, hvori hans gaver kan udfolde sig og blive til hans pris og vor velsignelse - at budet i virkeligheden er til vort eget bedste? Til næstens bedste? Til samfundets bedste?
Om at holde sex indenfor ægteskabets rammer siger C. S. Lewis:
- Dette er så svært og så modsat vore instinkter, at der åbenbart må være noget galt med vores kristendom, eller også må der være sket noget galt med vores seksualinstinkter. Et af to. Som kristen mener jeg selvfølgelig, at det er instinktet, der er blevet forfejlet.
Mere end blot sex
I samfundet lyder der helt andre toner om seksualiteten. Det er bare sex, er der mange, der siger. En harmløs udveksling af kropsvæsker. Denne sexmættede tid ser hovedsageligt sex som en fysisk handling, som noget, der kun handler om en sanselig nydelse, en ekstatisk oplevelse, ja, seksualakten bliver ofte reduceret til en teknik, og derfor kan man godt eksperimentere, få nogle erfaringer.
Bibelen ser den seksuelle forening som langt mere end biologi, end tilfredsstillelsen af et fysisk behov. Man er her meget mere involveret med den anden, end man umiddelbart ved af.
I denne mysteriøse og usynlige given af sig selv, udleverer man sine inderste følelser, blotlægger sig selv fysisk og psykisk med hele sin personlighed. Når Paulus advarer mod utugt, mod at være sammen med en prostitueret, så argumenterer han med, at man her faktisk har bundet sig til skøgen og er blevet ét legeme med hende og han citerer 1. Mosebog. “De to skal blive ét kød”. Et samleje berører hele mennesket - det indebærer en dyb sammensmeltning af to personligheder.
Ja, Paulus siger, at seksuel synd berører roden i vor personlighed. Man giver sig selv, og man giver noget, som man ikke kan få tilbage igen.
“Al anden synd, som et menneske begår, er uden for legemet, men den, der lever utugtigt, synder mod sit eget legeme”. Et legeme, der er et tempel for Helligånden.
- Sex har med vores legemer at gøre, men til forskel fra andre kropslige funktioner som sved, nys og bøvs, så berører det også vores sjæl lige så ømt og lige så farligt, som hvis man kunne røre ved den, skriver Philip Yancey i bogen
Vink fra en anden Verden
Det er en myte, en løgn, en propaganda, at man blot kan have sex med en person - og derefter gå ud af døren, ud af personens liv, som om intet var hændt. Uberørt, men blot med mindet om en erotisk aften. For sjælen berøres, personligheden berøres. Selvværdet berøres.
- Utugten skjuler dybest set foragt for det dybeste og fineste i et menneske. Utugt fremelsker overfladiskhed og undergraver et menneskes muligheder for og evne til kærlighed mod et andet menneske. Den bruger et andet menneske i stedet for at give til og tjene et andet menneske. Den tænker på sit eget i stedet for at tænke på den anden part, skriver Aksel Valen-Sendstad.
“Den, der begår ægteskabsbrud, er uden forstand; sådan gør kun den, der vil ødelægge sig selv”. Ordsp. 6:32.
Ingen dyd i afholdenhed
At ægtefæller holder sammen en livstid ses i dag som lidt af en uopnåelig og urealistisk ide fra fortiden. Værre er det næsten med ideen om seksuel afholdenhed blandt unge ugifte, som ikke længere betragtes som en dyd eller noget rosværdigt. Tværtimod anses det for unaturligt.
Forfatteren og den tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen skriver dette.
- Jeg kan for min død ikke se det smukke, det rigtige eller det fornuftige i, at en pige/kvinde skal være seksuelt afholdende, indtil hun er gift. Jeg mener, hvor skørt er det lige at vælge livsledsager uden først at have prøvet, om foden passer i hosen?
Der tales om den seksuelle revolution, om fri kærlighed, og et frigjort syn på seksualiteten. Ordvalget afspejler, at seksualiteten har været underlagt en spændetrøje, som vi nu langt om længe har kunnet smide fra os. Væk er Gud og den moralske pegefinger, ind er kommet fortrydelsespillen og præventionsmidler og friheden til at dyrke sex med hvem som helst, når som helst.
Pres på nutidens unge
I en sexmættet kultur er presset stort på nutidens unge kristne. De vokser op med myten om, at man ikke kan være et normalt sammenstøbt menneske, hvis man ikke er seksuelt tilfredsstillet. At det er unaturligt at undertrykke og disciplinere begæret. Så meget ægger og lægger op til at de unge “afprøver” og “eksperimenterer med deres seksualitet. Sex er blot noget man “dyrker” med hinanden. Der er en bramfrihed og sexfiksering i film, blade, aviser, i musikken og i samtalerne, hvor så mange intime detaljer udpensles uden nogen form for blufærdighed. Hvor pornoen nu også er blevet mere og mere legitim, accepteret og normaliseret, og den prostituerede har fået status af selvstændig erhvervsdrivende. Er der noget at sige til, at perversiteterne trives, og at folk bliver usikre på deres seksuelle orientering, når vi uhæmmet lader det seksuelle få frit spil?
Nej, her er bestemt ingen tabuer tilbage. Piger og drenge mister hurtigt deres uskyld i et sådant samfund, men efterlades rådvilde og forvirrede. For de presses ud i at give sig selv til den første og bedste kæreste - til at skille sjæl og krop på et tidspunkt i deres liv, hvor de er meget usikre, famlende og sårbare.
Som en pige sagde i et tv-program for nylig om unge og sex: “Jeg eksperimenterer med sex for at få mere selvsikkerhed”. Men når først man bruger og udnytter den anden til at stive sin egen usikkerhed af, så bliver den anden person blot en ting. Jeg læste om en statistik, der fortalte, at det gennemsnitlige teenage-forhold kun holder i 21 dage, efter at sex er blevet en del af det.
Kirkens snerperi
Desværre må kirken selv erkende, at den her har fejlet - ikke blot med sexskandaler blandt evangelikale kirkeledere og i den romersk katolske kirke, hvor både ægteskab og cølibatet er blevet brudt. Men også fordi kirken har været enten tavs eller blot moralsk fordømmende på dette område.
- Kirken har med sit snerperi bragt et kraftigt vink fra det overnaturlige til tavshed. Et vink, der kunne pege på seksualitetens Skaber og ophavsmand, som lagde langt større betydning i det, end de fleste moderne mennesker har fantasi til at forestille sig. Vi har i virkeligheden afhelliget det gennem undertrykkelse og fortrængning, og undervejs har vores klodsede forsøg medvirket til at styrke en falsk gud. Den seksuelle kraft lever stadig, men kun få fatter den som et fingerpeg om Den, der designede det, skriver Philip Yancey.
Positivt syn på sex
Bibelen er på ingen måde seksualitetens hovedfjende - den underspiller ikke det sanselige, som om sex i sig selv er beskidt eller ondt - tværtimod ophøjes det sanselige i fx Højsangen, som er et smukt og livsbekræftende vindue ind til eros, som den i virkeligheden burde være. Her finder vi en virkelig intens kærlighed, en ekstravagant kærlighed, hvor superlativer bliver smækket oven på superlativer - en elsker, der er syg af kærlighed, en elsker, der længes efter sin elsker, som ikke vil slippe den anden - Og det er ikke bare en mand, der udnytter en kvinde for egen fordel - men gensidig, åbenhjertig udveksling af kærlighedserklæringer.
Men Højsangen peger samtidig på en beherskelse af kærligheden. Her er ingen rå orgier, men en kærlighed, der er villig til at vente. “Væk ikke kærligheden, væk den ikke til live, før den selv vil!” (5:8 og 8:4) - en kærlighed, der er eksklusiv. Manden kunne sagtens have nydt de seksuelle tilbud, men elsker kun én. “Der er tres dronninger og firs medhustruer og unge piger uden tal; men hun er den eneste, min due, mit ét og alt”. Også kvinden venter på at give sig selv til den eneste ene. “En lukket have er du, min søster, min brud, en lukket have, en forseglet kilde” (4:12).
Blikket, der fanger
Det syvende bud taler ikke kun om sex uden for ægteskabet. Jesus går endog videre end dette, når han udlægger det syvende bud. Utroskabet starter allerede i tankelivet, i fantasien med et begærligt blik.
Det seksuelle begær påvirker ens indre, ens hjerte, uanset om der sker noget ydre eller ej. Den beskuende ønsker at holde sine lyster skjult og adskilt, uden nogen form for egentlig personlig kontakt. Men Jesus afslører bedraget.
Ikke, at man ikke kan beundre en smuk person - men det blik, der hviler længe på en person, og leger med tanken om at besidde, at tage for sig selv og udnytte for egen selv-tilfredsstillelse. Vær på vagt, leg ikke med ilden, stop allerede her, siger Jesus. For vejen til det fuldbyrdede utroskab starter her.
Bibelen er realistisk omkring seksualiteten. Jo, den ophøjes i Højsangen - men oftere er advarslerne der, for det er stærke kræfter, der er på spil. Så stærke kræfter, at Jesus kan sige: “Hvis dit højre øje bringer dig til fald, så riv det ud og kast det fra dig; for du er bedre tjent med, at et af dine lemmer går tabt, end med, at hele dit legeme kastes i Helvede”.
Vær opmærksom på det, der vækker og nærer det seksuelle begær i tankelivet. Hold dig fra de steder, fra de film, fra de billeder, der vækker det i dig, som du ikke kan styre. Det er det, som Jesus siger her.
Vær blodig kompromisløs. |