De ti bud:
Det Sjette Bud

Af Carsten Thomsen - KP 04-2008

“Du må ikke begå drab. 2. Mos. 20:13

I har hørt, at der er sagt til de gamle: “Du må ikke begå drab,” og: “Den, der begår drab, skal kendes skyldig af domstolen.” Men jeg siger jer: Enhver, som bliver vred på sin broder, skal kendes skyldig af domstolen; den, der siger: Raka! til sin broder, skal kendes skyldig af Det store Råd; den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild. Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave. Matt. 5:21-25.

Det 6. bud åbner op for et væld af etiske spørgsmål. Abort, eutanasi, genforskning, selvmord, krig, dødsstraf, selvforsvar og vort forhold til dyr og naturen - for blot at nævne de mest indlysende. Flere af disse emner har vi behandlet i tidligere numre af KP.

Med dette bud siger Gud nej til døden og ja til livet. Her lægger han sine beskyttende arme om alt liv og alt, der bevæger sig. Jesu død og opstandelse er frelseshistoriens ja til livet i al dets mangfoldighed. Fra løven og kalven, der skal græsse sammen, til mennesker, der lever i fred med hinanden, og hvor Herren kan sige “ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg” (Es. 11:5-9).

En dag bryder Guds evighed igennem og forandrer for altid alt - og døden vil ikke være mere. Det kristne håb er ultimativt af kosmisk karakter - Det er håbet om hele skaberværket, der bliver forløst. “I glæde skal I drage ud, og i fred skal I føres af sted. Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer, alle markens træer klapper i hænderne”. Es. 55:12.

Gud er livets kilde og ophav, og med det har vi udtrykt et stort mysterium og en stor hemmelighed om hans væsen, vi aldrig når dybderne af. Livet er noget, der er givet til mennesket, det er betinget og afhængigt af ham - det er helligt, og Gud opretholder livet og kan også tage det tilbage, når han vil. At tage et liv, der er skabt i Guds billede, er alvorligt, fordi vi dermed krænker “Livets Fyrste” - som en vandalist, der ødelægger et stort kunstværk for at håne den, der har skabt det.

I Kristus ser vi det evige liv, der vinder over døden - og dette liv kan ingen mennesker røre ved, selvom det blev forsøgt på Golgata. Når Gud skænker menne-sket livsfællesskab med Ham selv, erfarer vi det største privilegium, der findes. Selvom den kristne martyr mister sit liv for Gud, vil ingen kunne rive det evige Guds liv fra ham.

Mennesket morderen
Budet står der uden undtagelser - måske fordi der i budet også er et løfte af universel karakter - et evigt liv gennem Jesu død og opstandelse. Jo, vi finder på und-tagelser, opstiller regler for krigsførsel, menneskeretskonventioner og love for, hvornår dødsstraf kan komme på tale. Eller hvornår drab kan straffes, fx i situationer med selvforsvar.

Men budet er talt ind i en verden, hvor drab er en handling, som er dybt forankret i den menneskelige natur, hvor krig og drab alt for ofte bliver retfærdiggjort på et for løst grundlag. Vi vil vende tilbage til flere aspekter af dette under dødsstraf eller straf for drab generelt. Budet står der nøgent som en udfordring, hvor mennesket står i et spændingsfelt midt i de moralske overvejelser, og hvor budet kaster foruroligende skygger ind over ethvert drab uanset årsag.

Menneskeracen er “rappe på fødderne til at udgyde blod. Vold og ulykke er på deres veje”, lyder Guds dom over det faldne menneske. Allerede på de første blade i Bibelen får vi et glimt af, hvor dybt mennesket er faldet. Kain blev meget vred og gik med sænket hoved, står der om ham - og det førte til det første mord. “Skal jeg vogte min bro-der”, spørger Kain med hænderne smurt ind i Abels blod, og han stiller dermed menneskets grundlæggende problem til skue. Ikke alene var han morder, men hans grundlæggende problem var en dyb uvilje mod at værne om sin broder. Han var sig selv nærmest og hans vrede flød over i vold.

Drab i sindet
Allerede i børnenes tidlige opvækst, erfarer vi deres tendens til at slå ud - og forældre forsøger at opdrage børnene til at bruge hånden til at velsigne med og ikke forbande med. Til at kærtegne snarere end at knytte næverne.

Ligeledes forsøger de fleste forældre i større eller mindre grad at skærme de små børn fra vold og drab, som kommer gennem film, tv-serier, computerspil og i nyhederne. Her påvirkes vi alle. Vi kender vel alle til at have set en film eller en nyhed på tv og mærket, hvordan sindet er blevet forurenet af billeder, vi ikke burde have set.

Dette er så meget en del af vores hverdag, og det er svært nøjagtig at sige, hvad der sker med os, når vi dagligt oplever mord og ondskaben trivialiseret og pakket ind i underholdende medier. Men noget sker der, når f. eks. børn og unge i timevis agerer lejemordere, soldater eller andet og skyder tilfældige personer ned i computerspil som Second Life, Hitman og Grand Theft Auto. At feje denne bekymring væk med et “det er bare underholdning” er at ignorere et stærkt vanedannende problem.

Vold, der pakkes ind som underholdning, ser man også i Jackass - en gruppe unge mænd, der på MTV laver farlige og skøre stunts, sparker og slår hinanden, piner sig selv og deres venner på alle tænkelige måder - og griner højt af det bagefter, når vennen vrider sig i smerte. Det er et studie i en stupid, tomhjernet og forkvaklet ungdomskultur, der desværre er blevet ret populært.

Alt dette bliver vi ikke nødvendigvis voldelige af - men den forstyrrelse og forråelse af sindet kan måske medføre større irritation, en kortere lunte, vildere og urolige børn, vrede, foragt, rastløshed og bitterhed - og frem for alt forstyrrer det vores forhold til Gud.

“I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde”. Disse vers kan vel også omskrives til “du bliver, hvad du tænker” eller “du bliver, hvad du fylder sindet og tankerne med”. D. A. Carson siger rammende om dette vers:

“Det er ikke et eskapistisk krav om, at vi skal undgå vores faldne verdens barske realiteter. Det sørgelige er, at mange dvæler ved snavset uden at være klar over, at det er snavs. Den vise kristne vil se meget snavs i verden, men vil se det som det snavs, det er, netop fordi det, der er rent, har taget bolig i hans eller hendes tanker”. Sæt dig for at tænke hellige tanker. Discipliner dit sind.

Karaktermord
Det er det, Jesus peger på i Bjergprædikenen. Drabet begås jo ikke uden, at der er en forbitrelse, had, vrede eller misundelse gemt i morderens hjerte. Her ligger kimen til drabet - og Jesus vil have os til at se, at vi ikke går fri af det 6. bud, blot fordi vi ikke rent fysisk har slået et andet menneske ihjel. Vi er alle snublende overtrædere, for “enhver, som hader sin broder, er en morder”, som Johannes skriver i sit første brev. Vi er ikke højt hævet over drabsmanden, for vi begår også karaktermord, vi har blikke, der dræber og på vor tunge er der dødbringende gift.

Egentlig peger Jesus blot tilbage til 3. Mosebog 19:17, 18: “Du må ikke nære had til din broder i dit hjerte” og “du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren!”
Jesus døde for dig - men også for din nabo. Uanset, hvem du møder, er det et menneske, som Gud elsker. Det sjette bud vender sig derfor imod alle former for uvilje, vi kan have imod vor næste: Had, vrede, stridslyst, misundelse, foragt, sladder, bagtalelse og nag.

Vrede og foragt
Jesus peger specifikt på vrede i forbindelse med det 6. bud. Og vi må ind-rømme, at vi alle vel har vredesudbrud på samvittigheden. Nogle har nemt ved at fare op, puste sig op og kaste sin dom ned over andre. Især hvis vi føler os uretfærdigt behandlet, svinet til eller møder modgang. Det er en alvorlig synd, fordi den dræber forholdet til næsten. Det er dybt skadeligt for det kristne fællesskab og den harmoni og enhed, der bør være mellem brødre og søstre i Herren. Bag vreden ligger tanken snublende nær og ulmer i sindet “Jeg ville ønske, at han eller hun kunne forsvinde...ja, var død”.

Jesus peger også på foragt. Som hvis man siger “Tåbe” eller andre sarkastiske eller nedsættende ord. Bagtalelse, sladder og nedgørelse af andre er en overtrædelse af det 6. bud - eller at sværte en andens rygte til med med hårde bemærkninger. Det falder os desværre alt for nemt at pege på de dårlige sider af et menneske og glemme det gode. Den, der lægger øre til sladderen får også slået skår i sin kærlighed til den, der nedgøres. Paulus nævner flere gange disse ting i sine breve. “Jeg frygter, at der vil være strid, misundelse, vrede, egoisme, bagtalelse, sladder, indbildskhed og forvirring”, skriver han i “ 1. Kor. 2:20.

Jakobs Brev retter opmærksomheden mod vore ord: “Tungen kan intet menneske tæmme, den er ustandselig på færde med sin ondskab og fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi mennesker, som er skabt i Guds billede”. Jakob 3:8-9. Her beskrives tungen som et “mordredskab”. Sandt er det at vi kan ødelægge et andet menneskes liv med vor tunge. Hvilke ord bruger du om andre? Hvordan omtaler du din næste? Sår du splid og ukærlighed med dine ord? Eller velsigner du andre og ønsker dem godt og fremhæver deres gode sider?

Alt dette æder mennesker op indefra. Misundelse beskrives som en fortærende sygdom i Ordsprogenes Bog - som “edder i kroppen”. Vrede og had og misundelse sætter sig fast i sjælen og den forkrøbler langsomt. Ofte mærker vi det ikke før det er alt for sent.

Bibelens ord til os er, at vi må ransage vort hjerte og gøre op med synden, før den får lov til at slå rod. Dette kan være utrolig svært og for nogle stammer bitterheden i hjertet måske fra års vrede mod en selv, mod andre, mod Gud, mod ens tidligere oplevelser og erfaringer, mod ens livssituation.

Tilgiv hinanden
Bibelen peger på bekendelse, tilgivelse og forsonelse som vejen ud af had, bitterhed og vrede. Vores umiddelbare reaktion på en fortrædelse er hævn, gengældelse, at slå tilbage med samme kraft. Men Paulus skriver: “Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus”. Ef. 4:31-32.

Bed om tilgivelse og tilgiv. Har du sagt hårde ord til din næste, er du blevet vred og sur på et familiemedlem eller nær ven? Eller er du selv blevet uretfærdigt behandlet, så lev et liv i tilgivelsens ånd. Kan du ikke tilgive, så bed Gud om, at Helligånden må virke tilgivelsen i dig.

Det sjette bud rækker derfor ind i vore liv på så mange områder, at det er relevant hver eneste dag. I næste nr. af KP vil vi gå videre med de etiske aspekter af det sjette bud.