De ti bud:
Dødsstraf - 6. bud

Af Carsten Thomsen - KP 04-2008

“Har jeg forbrudt mig og gjort noget, der fortjener dødsstraf, så vægrer jeg mig ikke ved at dø” (Paulus til Festus, Ap. G. 25:12).

“Blod vanhelliger landet, og for det blod, der udgydes i det, kan der kun skaffes landet soning ved blodet af den, der udgød det”.

En diskussion om dødsstraf vækker mange følelser, og der er da også stor uenighed blandt kristne om, hvordan dødsstraffen i Det Gamle Testamente skal forstås i lyset af Det Nye Testamente.

Vi ønsker alle en retfærdig dom. Men hvad er en retfærdig dom i en mordsag? Hvad med ham, der har dræbt konen og sine to børn? Terroristen, der har dræbt hundreder af civile? Nazi-forbryderen, der står med tusinder af menneskers blod på sine hænder?

Den sidste person blev henrettet i Danmark i juli 1950 for landsforræderi. Detville være politisk selvmord i dag at kræve dødsstraffen genindført, ja, i hele EU er der en meget bred enighed om at kritisere især USA for deres brug af dødsstraf.

Alligevel viste en meningsmåling, da Saddam Hussain skulle henrettes, at over halvdelen af danskerne syntes, at det var OK. Så selvom loven siger et - så er der stadig en eller anden retsfølelse i befolkningen, der ikke helt slipper tanken om dødsstraffen.

Umiddelbart kunne man også tage ord som barbarisk i sin mund om den elektriske stol, en galge eller giftsprøjte. Hører det hjemme i et moderne samfund? Samtidig rejser der sig en protest i ens indre, når bestialske mord begås på børn, og morderen efter en 10 år igen er på fri fod. Vi føler ikke, at retfærdigheden er sket fyldest. Forbrydelsens alvor er blevet ignoreret.

Den retfærdige straf
I et bibelsk perspektiv står det klart, at morderen fortjener at dø. “Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker. For i sit billede skabte Gud mennesket”.

Her er vi tilbage ved tidernes begyndelse i 1. Mos. 9:6. Tidsånden dengang var præget af Lemeks ord til sine koner: “Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange.” Det blev værre, da Lemeks søn Noa levede. “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt...Jorden var fordærvet og fyldt med vold for øjnene af Gud” (1. Mos. 6:5,11). Gud besluttede at udslette menneskeheden og begynde forfra med Noa, og det første Gud gjorde efter syndfloden var at udtale ordene i 1. Mos. 9:6. Og tilføje bagefter: “Men I skal blive frugtbare og talrige, I skal vrimle på jorden og blive talrige på den.”.

Her udtales dødsstraffen før den specificeres i Moseloven, der jo gjaldt i en bestemt tid i Det Gamle Testamente for Israel, som var underlagt helt specielle privilegier og ansvar. Ordene til Noah synes at have en bredere appel til hele menneskeheden gennem alle tider.

Dødsstraffen i 1. Mos. 9:6:
* Den primære årsag til dødsstraffen er, at mennesket er skabt i Guds billede, og derfor krænker drabsmanden Gud, som er livets kilde, og han der alene skænker livet som en gave til mennesket. Morderen må derfor gengælde med sit eget liv. Dødsstraffen peger på, at vi lever i et moralsk univers, og at mennesket til syvende og sidst står ansvarlig overfor Gud. Den peger på, at Gud er en retfærdig Gud, der må dømme synden. Det er også sådan Bibelen taler om Guds kommende vrede i den endelige dom: “Han vil gengælde enhver efter hans gerninger” (Rom. 2:5, Joh. Åb. 20:11-15).

* Den udtales kun som en straf for mord. Ikke for en skramme, som Lemek ville det - eller syv mand for en mand. Gud udmåler en retfærdig straf.

* Dødsstraffen er en beskyttelse af den enkelte i samfundet. Det synes som en modsætning, at dødsstraffen indføres, samtidig med ordene “bliv frugtbare og talrige”. Men netop dødsstraffen er i denne sammenhæng med til at få bugt med det anarki og den sanseløse vold, der herskede før syndfloden. Det kommer også frem i 5. Mos. 19:19-20 om dødsstraffen: “Du skal udrydde det onde af din midte. Andre skal høre det og blive bange, og man skal ikke mere begå så ond en handling hos dig”.

En ny pagt - en ny tid
Vi må sige, at dødsstraffen har en meget mere konkret og konsekvent betydning i Det Gamle Testamente, som den ikke har under den nye pagt.

Under den gamle pagt blev Guds frelsesplan forberedt igennem et folk her på jorden, Israel. Det jødiske folk var på en måde både stat, folk og menighed på en gang, og Gud var Israels egentlige leder og konge. Folk og nationerne bliver på en mere direkte og konkret måde ramt af Guds straf og dom end vi ser det i den tid, vi lever i i dag.

Når der i Det Nye Testamente tales om dom, så gøres det mest i forbindelse med dommen på den yderste dag, når Jesus kommer igen. Det rige, som der tales om i NT, er Kristi rige, som udbredes på en anden måde, mere skjult, gennem forsagelse, forfølgelse og lidelse, og den nye pagt er ikke bestemt til at skulle regulere magter og myndighederne, men er af åndelig natur og har til formål at skabe og fastholde et ret forhold til Jesus.

Det betyder ikke, at fordi Jesus siger, at vi skal vende den anden kind til - eller den, der er uden synd, skal kaste den første sten - så udelukker han hermed dødsstraffen. Jesus afviser ikke statens ansvar og ret til at dømme forbryderen - men han advarer den kristne om ikke at gå ud i en personlig vendetta men snarere vende den anden kind til - elske sine fjender og tåle ondt for Kristi navns skyld.

Myndighedernes sværd
Det klassiske afsnit om myndighedernes ansvar, som altid tages frem, er Romerbrevet 13: “Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde”. Mange ser “sværdet” som en henvisning til dødsstraf, selvom nogle mener, at det måske lige så meget henviser til statens militære magt i forbindelse med krig og oprør osv. Men fordi Gud har givet myndighederne “sværdet”, så står der intet om, hvor ofte dette sværd skal tages i brug og hvor dødeligt slaget skal være.

Vi bliver også nødt til at se strafudmålingen i den samfundsmæssige situation, hvori retfærdighed skal udøves og administreres. For der er et samspil - både mellem hensynet til en retfærdig dom og myndighedernes evne til gennem retsudøvelse at holde ro og orden.

Vi lever ikke i et ørkensamfund, hvor der ingen sikre fængsler eksisterede, og hvor der var brug for en meget hurtig, direkte og konsekvent afstraffelse for at forhindre volden i at brede sig. Dengang tjente dødsstraffen et klart formål uden alternative holdbare løsninger.

Vi lever i en tid med topsikrede fængsler, hvor folk kan spærres inde på livstid - en form for straf, der ikke var udbredt på Bibelens tid. Vi har andre midler til at holde morderen fra gaden og sikre ro og orden og fred for den enkelte. Det er værd at overveje, om fængselsstraffen kan idømmes som maksimum-straf, samtidig med, at vi understreger menneskets værdighed, som skabt i Guds billede

Dom og nåde
Det er også værd at overveje, hvordan begreber som nåde og barmhjertighed spiller ind i opgaven med at fælde en retfærdig dom. Lad os ikke sætte retfærdighed og nåde over for hinanden som modsætninger.

Herren dømmer og straffer, men det bliver gentaget flere gange i Det Gamle Testamente, at han er “en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede, rig på troskab og sandhed”. Overraskende nok får det første mord ikke de konsekvenser, vi kunne tro. Abels blod råbte til Himlen, men Kains liv blev alligevel sparet. Dødsstraffen blev ikke eksekveret. Det samme med David efter både utroskab og drabet på Urias: “Da sagde David til Natan: “Jeg har syndet mod Herren.” Natan svarede David: “Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø”. 2. Sam. 12:13. Dødsstraffen i Bibelen er en maksimum-straf, men ikke en, der faldt i alle drabssager. Ja, faktisk ved vi ikke, hvor ofte den blev eksekveret.

Princippet om at “overvinde det onde med det gode” bør også være indbygget i ethvert retssystem. Vi taler her om “formildende omstændigheder”, som ofte kan spille ind i mordsager - og det er jo også grunden til, at dødsstraffen langt fra i alle tilfælde af ret oplagte mordsager bliver idømt i USA.

I engelske retssags-film vil dommeren som regel efter dødsdommen sige: “May God have mercy on your soul”. Om dette rent faktisk sker i virkeligheden ved jeg ikke - men sætningen peger på, at der bag dødsdommen står en både retfærdig og nådig Gud. Som har givet myndighederne autoriteten til at straffe det onde - men at denne Gud også er nådig. Retfærdighed og nåde forenes i korset, hvor Gud fuldt ud demonstrerer begge ting. Årsagen til, at Gud overhovedet kan tilgive menneskets ondskab er, at Jesus selv har båret den på korset, hvor han blev gjort til morder og drabsmand. Dommeren selv står frem og betaler skylden med sit eget liv.

Hele dette transcendente aspekt i dødsstraffen - eller straf generelt - eksisterer stort set ikke mere. I et demokratisk og sekulært samfund er det dommeren, der på statens eller rettere massernes vegne, idømmer forbryderen en straf. Og dødsstraffen ses som den ultimative afslutning og mørke, mens Bibelen stadig er åben for nåde - selv på dødsgangen - eller for forbryderen ved siden af Jesus på korset, der angrede og blev tilgivet.

Dødsstraf i USA
Når vi ser på USA, så er der flere ting, der gør mig betænkelig ved dødsstraffen, som den praktiseres i dag. Den store majoritet af dem, der sidder på dødsgangene er fattige, der med en overbebyrdet beskikket advokat ikke har fået ret til det samme forsvar som en rig, der kan betale et helt hold af advokater til at føre sin sag og få vendt enhver sten i sagen, der er til hans fordel. Det kan få en amerikansk kristen modstander af abort til at skrive dette:

- Dødsstraffen er ikke reserveret for dem, der begår de værste forbrydelser, men dem, der har de dårligste (eller mest overbebyrdede, red.) advokater. Hvornår har vi sidst set en rig mand blive henrettet i USA?

Desuden udelukker dødsstraffen muligheden for at genoprette fejl. I USA er der siden 1976 blevet løsladt over 120 fanger fra dødsgangene, mens over 1100 er blevet henrettet. Det betyder ikke, at alle 120 pr. definition har været uskyldige - men der er begået fejl i retssagerne og i flere tilfælde har nyt DNA-materiale påvist, at den dømte var uskyldig. Det er foruroligende.

Der er også blevet lavet flere studier, som påviser, at det er 3-4 gange mere sandsynligt at blive idømt en dødsstraf i USA, hvis man dræber en hvid person frem for en sort person. Hvorvidt disse studier holder vand, ved jeg ikke, men det får en til at tøve lidt på aftrækkeren. Så midt i ønsket om at fælde en retfærdig dom, så er der også en vilkårlighed i hvem, der får dødsstraffen, som virker uretfærdig. Disse to ting må vejes op mod hinanden.

Der er heller ikke meget, der tyder på, at dødsstraffen i USA virker voldsomt afskrækkende, selvom dette er noget, der er svært at føre bevis for. I hvert fald ikke, som den praktiseres i dag, hvor folk stuves væk på dødsgangen, nogle gange i 10 eller 15 år, før den egentlige straf falder. Der er ikke tale om nogen konsekvent og hurtig eksekvering af dødsstraffen.

Efter alle disse overvejelser, så lad mig blive lidt mere specifik: Principielt ser jeg intet forkert i dødsstraffen som sådan, og mener at den står åben som en mulighed.

Der er ondskab, der er så alvorlig, der er forbrydelser, som er så afstumpede, at dødsstraffen ikke kan udelukkes. På den anden side har vi livsvarigt fængsel som en mulighed, der ikke eksisterede på Bibelens tid, og som er en alternativ løsning.

Jeg mener ikke, at Det Nye Testamente direkte befaler, at myndighederne partout skal tage dødsstraffen i brug, men at den heller ikke direkte forbyder den.

Der gives ingen nemme løsninger i en syndig verden, i et samfund, der har mistet fornemmelsen for en transcendent Gud, og hvor retssystemerne heller ikke virker perfekt.