De ti bud:
Det Femte Bud

Af Carsten Thomsen - KP 03-2008

“Vi har en antiautoritær og demokratisk familie. Forældrene bliver ven med barnet og opfatter sig som en del af barnets netværk på linie med venner”.
Det er historikeren Henrik Jensen, der i sin bog “Det Faderløse Samfund”, bringer dette citat fra en psykolog.

Han taler i sin bog om det store “fadermord” i det 20. århundrede. Om at der ikke længere er respekt for autoriteterne som tidligere, for forældre, politibetjenten og politikerne. Om at ingen længere kan se sig selv i rollen som autoritativ “fader”.

Hvor man tidligere havde en overvægt af tyranniske fædre og unødvendigt autoritative lærere, så har pendulet nok bevæget sig over i den anden side i dag. At finde den rette balance kræver noget både af den, der skal vise ære, og den, der står i en position med autoritet.

Det femte bud taler om vort forhold til alle dem, der står over os eller under os - med udgangspunkt i forholdet mellem forældre og børn, der er grundlæggende for alle andre autoritetforhold. Det taler om indordningen af samfundslivet generelt.

Afgørende for dette bud er, at både den, der udøver autoritet og den, der må vise ære og respekt, er fælles om at stå under Gud. Den, der udøver myndighed må anerkende, at han eller hun har fået dette ansvar af Gud og er ansvarlig over for ham i den måde, autoriteten udøves på. Og den, der er under myndighed, adlyder i sidste ende Gud og ikke kun den myndighed, som man står under.

Det er også tanken bag Paulus’ formaning i Efeserbrevet 6:5-9:

“Slaver, adlyd jeres jordiske herrer, som var det Kristus, med frygt og bæven og af et oprigtigt hjerte, ikke som øjentjenere, der vil stå sig godt med mennesker, men som Kristi tjenere, der af hjertet gør Guds vilje. Gør jeres arbejde med god vilje som et arbejde for Herren og ikke for mennesker. I ved jo, at enhver skal få gengældt af Herren, hvad han gør af godt, hvad enten han er slave eller fri. Og I, som er herrer, optræd på samme måde over for dem; lad være med at true. I ved jo, at de og I har den samme Herre i himlene, og han gør ikke forskel på nogen”.

Det er klart, at en sådan grundholdning ikke kan være til stede i et samfund, hvor Gud ikke længere bliver troet, bekendt og adlydt af befolkningen gene-relt.

Den rette ære
Misbrug af autoritet er ligeså alvorlig, som manglen på respekt over for myndighederne. Forældre, der mishandler deres børn, risikerer at få frataget retten til at være forsørgere, kirkeledere i moralsk uføre kan blive ekskluderet og indbyggere vil måske gøre oprør mod et undertrykkende diktatur.
Ære og respekt må dog ikke ske på bekostning af vores lydighed mod Gud.

Dette har store omkostninger for kristne i andre kulturer, hvor familien er en langt stærkere base end i vesten. Her risikerer en person i en muslimsk eller hinduistisk kultur at skulle sige farvel til alt - arbejde, familie og venner, hvis vedkommende siger ja til Jesus.

Men vi har måske en tendens til at droppe respekten for hurtigt. Når chefen bliver lidt urimelig, eller forældrene igen turer frem med den samme kæphest. Dette bud lyder ind over hele vores hverdag. I vort forhold til familien, skattemyndigheder, fodbolddommeren og buschaufføren. Et kristent sindelag påbyder os at opføre os ordentligt og opmuntre, vise respekt og høflighed overfor dem i kraft af deres embede og myndighed.

Det er langt fra Henrik Jensens beskrivelse af “rettighedskulturen, hvor den enkelte ser sig relateret til omverdenen gennem en optik af rettigheder”. Han skriver rammende:

- Det handler ikke længere om, hvad jeg skylder omgivelserne, men hvad omgivelserne skylder mig. Her er jeg i stadig konkurrence med de øvrige rettighedsbærere. Derfor har jeg brug for en masse hjælp til at finde mig selv. Realisere mig selv og styrke mit vaklende selvværd. Jeg bliver storforbruger af terapier og terapeuter, for at komme i kontakt med selvet. I det terapeutiske samfund er dets institutioner ikke længere der for at disciplinere eller regulere individet, men for at forløse det. Dermed bliver terapeuterne i den bredeste af alle definitioner: “eksperterne” - en af tidens side-autoriteter.

Ingen skal regulere mig, thank-you-very-much. Det skal jeg nok selv finde ud af.

Budet starter i hjemmet
Det femte bud starter selvfølgelig i hjemmet. Da det blev læst op af Moses, var familien og hjemmet en langt stærkere kerne i samfundet, end det er i dag - og familierne langt større - på godt og ondt.

Men forældrenes grundlæggende opgaver har altid været de samme - at opdrage, undervise og oplære barnet i troen med alt hvad det inkluderer af gudsfrygt, åndelig visdom og kristne værdier. Det er i familiens centrum, at troen hjælpes på vej, bevares, videregives.

Trofaste, gudfrygtige forældre, der først og fremmest ved eksemplets magt lever det, de prædiker for barnet - det er grundlaget for fremtidens kirke.

At være forældre er en skaberordning, en kulturopgave, et højt gudskald. En gave, et kæmpe ansvar og en stor udfordring. Men selvironisk taler vi om “trofæbørn” og “butlerforældre” og “curlinggenerationen” fordi vi erkender, at forældrerollen har skiftet karakter.

I dag har vi uddelegeret opgaven mere og mere til “de professionelle”. Pædagogen er bedre til at opfange faresignaler, TeenStreet-underviseren kan tale til den unge på en måde, som forældre slet ikke formår, i børnekirken ved de mere om Bibelen osv. og osv.

Alt sammen på en måde rigtigt, men det er og bliver forældrenes ansvar, at børnene bliver oplært i den kristne tro - uden at dette dog er nogen garanti for, at de følger forældrenes tro.

Den ældre i menigheden
I menigheden er det vigtigt, at den unge og den ældre finder sin plads i fællesskabet - i respekt for hinanden.

“Du må ikke tale hårdt til en gammel mand, ham skal du formane som en far, unge mænd som brødre, gamle kvinder som mødre og unge piger som søstre, i al ærbarhed.” 1. Tim. 5:1. “Rejs dig for de grå hår, vis ærbødighed mod de gamle. Du skal frygte din Gud. Jeg er Herren!” 3. Mos. 19:32.

Det er gode ord til unge kirkeledere, som advares mod ikke bare at tromle den ældre ned, men lytte i ærbødighed og respekt. Det er vigtigt, at hver ny generation får “kirkefædrenes” teologiske indsigt og erfaring med som bagage.

En menighed må aldrig blive historieløs, men altid huske på dem, den følger efter. At lytte til fortidens erfaringer, dens fejltagelser og successer er vigtigt for hver ny generation af kirkeledere.

Jo, det er de unge, som har initiativet og kræfterne, de nye ideer, som er omstillingsparate og følger med tiden - men det betyder ikke bare, at de gamle nemt kan skubbes ud, fordi de i de unge øjne lever håbløst bundet af fortiden.
Omvendt må de ældre respektere, at alting ikke skal blive ved med at være, som det altid har været. Den ældre må respektere forandringer, nye initiativer.

“Lad ingen ringeagte dig, fordi du er ung” lyder det fra Paulus til Timotheus.
En menighed trives, når ældre og unge udviser gensidig respekt. Unge har brug for åndelige fædre og mødre - for forbilleder i troen, som de kan se op til og efterligne og udfordres af. Det er kedeligt, hvis unge kun orienterer sig tilsiderne, til andre unge, og aldrig får åndelige mentorer.

Den ældre i samfundet
At vise respekt, ære og værdsætte de ældre gælder igennem hele livet. Ikke kun over for ens forældre, når de bliver gamle, men i det hele taget ældre, vi kommer i kontakt med.

“Omsorgen for de gamle har altid været den kristne etiks sande kendetegn”, skriver Aksel-Valen Sendstad. Eller med Paulus’ alvorlige formaning: “Den, som ikke sørger for sine egne, og særlig for sin egen husstand, har fornægtet troen og er værre end en vantro” (1. Tim. 5:8).

Denne ældreomsorg har vi nu i høj grad overladt til det offentlige, og vi betragter det mere som en samfundsopgave.

- Det er for så vidt udmærket. Men det er ikke lige meget, hvordan det sker. Ældreomsorg må aldrig blive til “fattighjælp”. At give de ældre en alderdom i værdige og trygge rammer er en forpligtelse, som Gud har lagt ind over os, skriver Flemming Stidsen i bogen “Vær Fuldkommen”.

Vi taler om det “grå guld”, men jeg tror ikke, at det er de fleste ældres erfaring, når det kommer til stykket. Eller som Henrik Jensen siger det med vanlig ironi og sarkasme:

- At det teknologisk afstødte individ er en vederstyggelighed for det tilpassede (kompetente, fleksible osv.) individ, manifesterer sig i den distance, den unge instinktivt føler til den gamle. Hvor man i det gamle samfund med lidt held kunne leve længe nok til at blive gammel og vis, bliver man i vores samfund bare gammel og dum. I et hyperteknologisk samfund bliver folk måske nok ældre, men i social forstand dør de fra et sted midt i livet. At være teknologisk afstødt er en følelig invalidering.

Budets velsignelse
Et af tegnene på de sidste frafaldstider er, at børn bliver “ulydige mod deres forældre” - og man kan grue for den fremtid, hvor respekten og æren for forældre og de ældre generelt helt forsvinder.

Omvendt følger der en velsignelse med budet om at ære forældrene, som også Paulus minder om - “for at det må gå dig godt, og du må få et langt liv på jorden.” Man kommer under Guds velsignelse ved at følge fædrenes gode vise belæring (Ordsp. 4:1-13):

Lyt, sønner, til en fars formaning,
lyt for at få indsigt,
for jeg giver jer en god lærdom,
svigt ikke min belæring!
For jeg var min fars søn,
og min mors allerkæreste;
han gav mig denne belæring:
Dit hjerte skal holde fast ved mine ord,
hold mine bud, så skal du leve.
Køb visdom, køb indsigt,
glem den ikke, og vig ikke fra min munds ord...
jeg belærer dig om visdommens vej,
jeg fører dig ad retskaffenheds spor.
Når du går, bliver dine skridt ikke hæmmet,
når du løber, snubler du ikke.
Hold fast ved belæringen, slip den ikke,
tag vare på den, for den er livet for dig.