De ti bud:
Det Fjerde Bud

Af Carsten Thomsen - KP 02-2008

Husk sabbatsdagen og hold den hellig. I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer. For på seks dage skabte Herren himlen og jorden og havet med alt, hvad de rummer, men på den syvende dag hvilede han. Derfor har Herren velsignet sabbatsdagen og helliget den.
2. Mos. 20:9-11

Ikke sjældent kan man høre pressede kristne udbryde med et fortvivlet suk: “Jeg har ikke tid til alt det, jeg skal nå”.

Arbejdsliv, familieliv og kirkeliv synes ikke at gå op i en højere enhed, men tværtimod føles hver enkelt del at være en sur pligt. På arbejdet løber man hurtigere, fritidslivet fyldes med stressende aktiviteter, og i kirken er der også opgaver, der føles tyngende. Selv pensionisten har et forjaget udtryk i øjnene, mens han forpustet udtaler, at han aldrig har haft så travlt før.

De samme mennesker indrømmer også, at stilhed, bøn, andagt og bibellæsning er svær at presse ind mellem tv-avisen, tjek af arbejds-emailen, kørsel af barn til fodbold. Ja, nogle gange mener vi at have så travlt, at vi ikke engang har tid til at gå i kirke.

Døgnet har kun 24 timer sukker vi, nærmest som en stille protest mod Gud, der godt kunne have været lidt mere large - hvad med et 36-timers døgn, så ville alt flaske sig.

Vi er blevet opslugt af det, som en har kaldt hurtighedssamfundets tyranni, der producerer udbrændte mennesker på samlebånd. Dette rammer også børnene, der i stigende grad får stress af en hektisk hverdag, hvor både forældre og børn halser efter et stramt program med arbejde, skole, lektier og fritidsaktiviteter. En psykiater har kaldt det et “jeg-nåede-det-lige-samfund”.

Ophøre med at arbejde
Sabbatten kalder os til en nyorientering mod Gud, der er Herre over tiden - den kalder os til at indstille vores indre ur til den hastighed, Guds ur tikker i. “Din er dagen, din er natten, du har givet solen og månen deres plads”, lyder salmistens pris i takt med Guds rytme (Sal. 74:16).

Sabbatten begrundes i Guds skabelse af himmel og jord, mennesker og dyr. Gud arbejdede seks dage og hvilede på den syvende. Her er vi tilbage ved tid-ernes morgen, og vi bliver mindet om, at Gud har indbygget en tidsrytme i skaberværket. Seks plus en.

Sabbatten udfordrer os til at standse op og kende og forstå, at Herren er Gud. Til at sige, “denne dag har Herren skabt, lad os juble og glæde os på den”.
Det fjerde bud er en opfordring til at droppe arbejdsnarkomanien og aktivitetspresset. Sabbatten er et bolværk mod udbrændthed, nedslidning og en tilstand, hvor vi tappes for al fysisk og åndelig energi. Det er en udfordring til at slippe vore egne projekter, koble af og lade Gud være nok for denne dag, komme i harmoni med Skaberen igen.

Tiden er ikke blot en ressource, som vi skal presse mest mulig ud af. Vi må modstå fristelsen til at fylde kalenderen så meget op, at der ikke er nogle blanke sider.

Det er en vidunderlig velsignelse fra Gud, at han rent faktisk har givet os den frihed at “ophøre”, som sabbat egentlig betyder. At ophøre ikke blot med det dag-lige arbejde, men mere grundlæggende med behovet for at være produktiv og effektiv, ophøre med at forbruge, ophøre med bekymringer og stress og i stedet lade Gud være Gud over denne dag.

Jøden Abraham Heschel talte om sabbatstid som at “bygge katedraler i tiden”, at stoppe op og erfare Guds hellighed i nuet, midt i tiden:

“Det er et stykke af tiden, hvor målet ikke er at have, men at være, ikke at eje, men at give, ikke at kontrollere, men at dele, ikke at underlægge sig, men at være i forbindelse med….Seks dage lever vi under tingenes tyranni; på sabbatten forsøger vi at komme i harmoni med helligheden i tiden. Det er en dag på hvilken vi er kaldet til at dele det, der er evigt i tiden, at vende os fra skabelsens resultater til skabelsens mysterium”.

Vi kan i en sådan sabbatsstund minde os selv om, at Herren sørger for os, erkende med pris og tak, at Gud er Skaberen, Forsørgeren, Forsoneren, at han våger over os, også når vi har trukket stikket ud.

Profeten Esajas skriver om sabbatten, at det er en dag, hvor der ikke skal drives handel og laves aftaler. Hvor man ikke skal gøre, som man plejer. Igen er det denne trang til at udvinde noget af dagen til sig selv, tjene lidt ekstra penge, lave en masse aftaler og aktiviteter.

Nej, det er en dag, hvor de skal glæde sig “over lykken hos Herren. Jeg vil føre dig frem over landets høje og lade dig nyde godt af din fader Jakobs ejendom” (Es. 58:13-14). Lad Herren være fokus, lad hans gerning og frelse og udfrielse være fokus på denne dag. Det kan faktisk være svært for nogle at ophøre. Fristelsen er stor til at fylde hviledagen med nye gøremål, der gør dagen forjaget.

Jesus og sabbatten
Sabbatten begrundes også i 5. Mosebog 5:15 med Guds frelse: “Husk, at du selv var træl i Egypten, og at Herren din Gud førte dig ud derfra med stærk hånd og løftet arm. Derfor har Herren din Gud befalet dig at fejre sabbatsdagen”.

Så sabbatten finder sin begrundelse både i skaberværket og i frelsesværket, og disse to aspekter samler sig smukt i evangeliet om Jesus Kristus. Med ham introduceres en ny menneskehed, en ny åndelig skabning, der er forenet med Jesus. Som Paulus siger i 2. Kor. 5:17-18: “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus.”

Den jødiske sabbat omtales i Kol. 2:16-17 som en skygge af det, der skulle komme, nemlig Jesus Kristus. Sabbatten er - ligesom ofringerne - en del af den gamle pagt, et tegn på pagten mellem Gud og jøderne (2. Mos. 31:12-17), og den blev afskaffet med Jesu komme, og gælder derfor ikke mere for kristne. Sabbatten pegede som et tegn frem mod Jesus, og det er i troen på Kristus, at vi erfarer den hvile, som sabbatten peger på.

Sabbatten i Det Nye Testamente ses ultimativt i lyset af Jesu frelse som en hvile, der peger frem mod Himmelen, men som vi allerede nu får lov at opleve ved at være en del af den nye skabning i Jesus Kristus - en hvile ved at kunne leve i syndernes forladelse hver eneste dag. Der er et “allerede”, hvor vi smager førstegrøden af frelsen og et “ikke endnu”, hvor vi lever i forventningen om Herrens komme og frelsen i al dens fylde og virkelighed.

Jesu liv var til tider stressende og fyldt med aktiviteter, men han skruede også ned og brugte tid på andagt med sin Fader i Himlen. På hviledagen ses han både i templet for at tilbede, på en stille sabbatsvandring på landet og i fuld aktivitet for at hjælpe mennesker i nød ved at helbrede dem og frelse dem. Han kalder sig Herre over sabbatten og indbyder folk, der er trætte og tyngede af byrder til at finde deres hvile i ham. Og for jøderne betød denne hvile én ting: Sabbat.

Jesus minder farisæerne - og os - om, at der er noget, som er vigtigere end hellige dage - og det er en hellig person; at han står iblandt dem og legemliggør sabbatten - og sabbatten bliver i Jesu ordstrid med farisæerne primært et opgør om hans autoritet, og hvordan mennesker forholder sig til ham som skaber og frelser. Sabbatten var nemlig på Jesu tid blevet en hindring, snarere end en åbenbaring af, hvem Gud er.

Skaberværket hviler
Men det er også mere end blot en personlig frelse og en personlig åndelig hvile. Hele skaberværket er inkluderet i Jesu mission. Hele skabningen sukker, håber, længes og venter på den dag, hvor den skal blive befriet fra “trældommen under forgængeligheden”.

Jesus byder over mennesker, havet lyder hans røst, sygdom og død mister sit greb, mosten flyder ved et enkelt ord fra Jesus og der er en overflod af mad til tusinder i en enkelt kurv. Universets Herre står iblandt os og er i gang med at genskabe og genetablere den harmoni, der engang var i skaberværket, den harmoni som vil finde sin endelige opfyldelse, når han kommer igen.

Det er endelig ved at blive sabbat igen, vi ser dette glimt af sabbatshvile i Jesu gerning, glimt af den første sabbat Gud nød, da han hvilede og pustede ud og nød sit skaberværk i fulde drag.

Det er nemlig ikke kun mennesker, der skal hvile - også husdyret, og landet skulle hvert syvende år ligge “brak og urørt” 2. Mos. 23:10-11.

En af årsagerne til, at jøderne blev ført i fangenskab i Babylon var netop, at landet ikke fik nogen sabbatshvile - og det sørgede Herren for ved at fjerne dem fra landet. Det er jo en advarsel, som også rettes mod verden i dag, hvor end mennesker, dyr og jorden udpines.

Det fjerde bud brydes der, hvor børn udnyttes i miner med lange arbejdsdage og nul hviledage, når der pilles med naturens orden i stamcelleforskning, når køer genmanipuleres og vanskabes for at presse mere mælk ud af dem, når regnskovene fældes, kemikalier hældes i søen og naturen ødelægges.

Det er intet under, at Herren en dag vil kræve folkeslagene til regnskab, rense jorden så der kan gøres plads for en ny himmel og en ny jord, hvor Guds herredømme over hele skabningen genetableres, hvor Guds rige vil blive oprettet, hvor harmonien i skaberværket vil blive genskabt, hvor Herrens store sabbat kan blive fejret efter Guds vilje.

Dette perspektiv må sabbatten også ses i. Vi har ofte en meget individualistisk fokus på evangeliet. Det handler ikke kun om, at enkeltpersoner bliver frelst og finder hvilen i Jesus. Bibelens fokus er langt bredere - ultimativt rettet mod Guds genoprettelse af hele skaberværket, hans herredømme over hele universet. At Guds harmoni med mennesker og naturen bryder igennem, det er en forsmag på himlens glæder.

Den første dag i ugen
Sabbatten var for jøderne ikke kun en hviledag, men også en festdag, en dag, hvor de mødtes i templet og tilbad Gud. En dag, som de skulle kalde “frydefuld” - ikke blot fordi de så kunne slippe ploven, men fordi de sammen kunne bruge dagen til at prise Gud for alle hans velgerninger.

Det var en modtagen fra Guds nådige hånd, hans frelse, tilgivelse, fred og glæde. En tilsidesættelse af alt, så der blev tid til at modtage fra Guds Ord og tilbede sabbattens Herre.

Det er tankevækkende, at de første kristne fandt det naturligt at mødes på Herrens opstandelsesdag for at bryde brødet og mindes det, Herren havde gjort - for at mindes, at der var sket noget radikalt nyt, der brød med den gamle pagt og den gamle orden. For vi ser her, at de mødtes en dag ud af syv - på den første dag i ugen - og fortsatte dermed den “sabbatsrytme”, som Gud allerede fra begyndelsen introducerede i forbindelse med skabelsen.

Men der gøres ikke et stort nummer ud af dette i Det Nye Testamente. Intet sted opfordres vi direkte til at holde hviledag, hverken om lørdagen eller søndagen, tværtimod er der steder i Paulus’ breve, der minder os om, at vi må give hinanden stor frihed, når det gælder overholdelsen af helligdage (Rom. 14 og Kol. 2).

I Det nye Testamente er der et kald til både tilbedelse og til hvile, men der er ikke en forestilling om, at den første dag i ugen i sig selv er mere hellig end de andre dage, i Kristus er alle dage hellige. Men denne første dag i ugen skilte sig alligevel ud fra den øvrige tid som en regelmæssig ugentlig anledning til at mødes med Guds folk og nyde fællesskabet med den opstandne Herre - en dag særligt mættet af budskabet om Jesu frelsesgerning.

Der advares om ikke at “svigte vor egen forsamling”, men i stedet gøre en dyd ud af at samles med de hellige og være under Guds ords forkyndelse som en regelmæssig del af ens kristne liv.

Det har altid været afgørende for mennesker at have højtider og hellige dage, og det gør ikke hverdagen ringere, tværtimod. For den almindelige tid får også mere kvalitet ved det - ellers ville vi bare have den samme trummerum dag ud og dag ind. Mennesket har brug for en sabbatsrytme i deres liv. For højtider og helligdage og hverdage.

Med tiden er søndagen også blevet den naturlige hviledag for kristne i og med, at den senere hen blev indskrevet som den officielle ugentlige helligdag i de kristne lande. Og det er for mange en god tradition. Men søndagens fokus er ikke primært den fysiske hvile, som i den jødiske sabbat, men eftertrykket ligger på tilbedelsen af Gud - jo, hvile fra arbejdet og andre aktiviteter, fordi der så bliver tid til at hvile ved Guds Ord, tid til gudstjenesten og det kristne fællesskab.

Søndagen er en glædesdag, en festdag til minde om frelsen i Kristus, en dag, hvor Herren er iblandt os og kommer med sin tilgivelse, fred, fornyelse og genoprettelse. Hvor vi ved gudstjenesten sendes ud for at tjene Gud hver eneste dag.

På grund af Kristi opstandelsesdag, så lever vi samtidig både i denne verden og for den kommende verden. På grund af den dag kan vi leve en dag om ugen, en time om dagen, ja alle ugens dage i en sabbats-ånd. Derfor kan sabbatten i den nye pagts perspektiv ikke indkaples til det at “helligholde en dag”.
På det personlige plan er det vigtigt, at vi alle har et sabbats-hjerte som Maria.

Vi kan nemt identificere os med den fortravlede Martha og føler, at hun bliver lidt dårligt behandlet. Hun er jo den aktive, den tjenende, den selvopofrende, den pligtopfyldende, mens Maria bare hænger ved Jesu fødder og ikke bidrager med noget produktivt.

Men nej, sådan kan vi ikke læse historien. Da Jesus var der, holdt Maria “sabbat” sammen med sin Mester. Hun modtog fra Jesus, hun lyttede, tilbad og hvilede ved hans fødder. Havde han befalet hende at arbejde, havde hun gjort det. Men Martha havde for travlt til sådan en lille sabbats-stund for hendes pligter var det altoverskyggende - og Jesus måtte irettesætte hende for at lægge for stor vægt på hendes ihærdige aktiviteter - også selvom hun ville sige, at hun gjorde det for Herren.

Læst i denne kontekst får Jesu ord en dyb betydning:

“Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.”