De ti bud:
Det Tredje Bud

Af Carsten Thomsen - KP 01-2008

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn, for Herren vil aldrig lade den ustraffet, der bruger hans navn til løgn
2. Mos. 20:7

Vor Fader, du som er i Himlene, helliget blive dit navn.

For et stykke tid siden var der en, der gjorde sig lystig over en hjemmeside han havde fundet, hvor man kunne udklæde Jesus på korset som en slags voksdukke. Jo, put Superman-kostume eller baby-tøj på den lidende Kristus - hvorfor ikke - det er fair game, bare en uskyldig spøg. “Nej, det er ikke morsomt”, lød mit svar koldt til hans store forbløffelse.

At nedsænke et kors i urin, eller at præsentere “Jesus” som pornostjerne på en sex-messe afholdt i påsken er andre eksempler på bespottelser og grove misbrug af Guds navn.

Folk kan jo godt påberåbe sig humor, ytringsfrihed eller kunstnerisk frihed, men det tredje bud begrænser vor kære ytringsfrihed, for vi er først og fremmest ansvarlig over for Gud, for det, vi kommunikerer. Her står mennesket ikke frit og ansvarsløst.

Disse eksempler er kedelige symptomer på, at Gud er langt borte i folks hjerter og tanker. Kald det blasfemi, men selve ordet giver ikke ret megen mening der, hvor al fornemmelse for det hellige er forsvundet. Og måske bør det heller ikke overraske os i et sekulariseret samfund, at Gud og hellige ting ikke længere omtales i respektfulde toner. Men sørgeligt er det.

Bandeord, hvor man tager både himmel, helvede, Gud og Fanden i ed, er yderligere et udtryk for en udbredt vantro, selvom det ofte sker af vane uden at folk tænker over, hvad det er, de egentlig siger.

Vi må dog ikke minimere det tredje bud til kun at omhandle bandeord, blasfemi og falsk edsaflæggelse med en hånd på Bibelen eller noget i den stil. Det tredje bud taler ind i ethvert forhold, hvor vi bruger Guds navn tankeløst og respektløst, uden at give det den ære, som det fortjener. Der, hvor vi hykler og smykker os med navnet Jesus Kristus, men er langt fra ham i ord og gerning. Der, hvor vi misbruger bønnen som en åben gavebod eller forkynder et falsk evangelium.

Jeg Er
Gud bruger sit navn til at åbenbare, hvem han er, hans væsen, hans egenskaber, hans karakter. Guds “navn” er Gud selv, som han har åbenbaret sig i Skriften, i historien. Intet mindre. At lovprise hans navn er det samme som at ære Gud.

Vis Herren ære og hæder!
Vis Herrens navn ære,
kast jer ned for Herren i hans hellige majestæt. (Salme 29:1-2)
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!
(Salme 8:1,9)

Blandt de mange navne, som Gud har åbenbaret sig under, er der et, som får en særstilling. Det navn afsløres ved den brændende tornebusk.

Gud svarede Moses: “Jeg er den, jeg er!” Og han sagde: “Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.” 2. Mos. 3:14.

Dette navn oversættes i vores Bibel med “Herren” og i enkelte særlige tilfælde med “Jahve”. I den ældre oversættelse med store bogstaver HERREN.

“Jeg Er” kommer fra udsagnsordet “at være” eller “at eksistere”. Gud er den i hvem alt liv er og fra hvem alt liv udgår. Vi eksisterer kun, fordi Han Er. Og vi lever kun i kraft af ham, for han er selve livskilden. Men Gud er ikke nogen u-personlig urkraft eller energi i universet, men et Jeg. Han giver sig til kende over for Moses som en levende person, den person i hvem hele livsfylden er. Herren er der for os og med os.
Navnet over alle navne

Når vi kommer til Det nye Testamente, ser vi en vidunderlig fremadskridende åbenbaring af dette navn. For Jesus selv kan forkynde, at “jeg er, før Abraham blev født.” (Joh. 8:58) og “den, der har set mig, har set Faderen” (Joh. 14:9).
Jesus er Jahve i kød, og derfor kan vi ikke tale om navnet Herren i det tredje bud uden også at lade det omfavne Jesus Kristus, navnet over alle navne (Fil. 2:9). “Der er ikke frelse i nogen anden, ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved.” (Ap. G. 4:12).

Det er i Jesu navn vi bliver frelst, døbt, vi påkalder Gud - og det er i Jesu navn, at alle skal bøje sig, “i himlen og på jorden og under jorden”. Aksel Valen-Sendstad skriver meget rammende: “Guds navn står for alt det Gud er i sin herlighedsfylde, både som skaber og frelser”.

At ophøje og ære Gud
At kunne påkalde, lovprise, ophøje og ære Den treenige Guds navn er en velsignelse og et stort privilegium. Det er så at sige den positive side af budet. En kristen bør altid have starten af Fadervor som en hjertesag. “Helliget blive dit navn” er en bøn, der bør smitte af på vores tilbedelse, på hele vort liv. Vi ønsker at se Guds navn blive ophøjet i kirken, i vore liv, i verden. At han må blive elsket, adlydt og æret. At flere må se ham, som den Han er. Den almægtige, hellige, barmhjertige og nådige Gud.

Derfor bør vi heller ikke være ligeglade, når Jesus bliver latterliggjort og nedværdiget. Vi kan ryste på hovedet af ekstreme muslimers rasende reaktion over Muhammed-tegningerne. Men man må så til gengæld spørge, om moderne kristne ikke har en lidt for laissez-faire holdning over for Guds navn.

Overordnet er faren nok, at vi ofte bliver kliche-fyldte kristne. Vi bruger dette navn overfladisk. Vi er på fornavn med Jesus. Han er vores buddy. “Jesus rocks”. “Gud talte til mig i morges”, “det var Guds vilje”. Er det blot blevet fraser for os? Hvor meget plads bliver der til ærbødigheden, ærefrygten over for den tre gange hellige Gud?

1. Bøn:
Med hvilke motiver i baghovedet beder vi om dit og dat? “Herre, lad solen skinne, når vi tager på lejr”, “Herre, lad dette projekt på arbejdet lykkes”, “Herre, hjælp vores menighed til at vokse”. Det er der for så vidt ikke noget galt med, vi skal komme med stort og småt og med alle vore bekymringer til Herren. Men er det blot fordi, vi ønsker, at lejren kan glide problemløst og let for os selv, for at vi kan få en ekstra-bonus på jobbet eller være en mere succesfuld menighedsleder?

Så hurtige er vi til at skubbe vores egen sag forrest i bønnen uden tanke på Guds planer. I stedet burde vi lytte til dette råd i Bill Hybels bog “Bøn Forandrer”:

Før vi bringer et ønske frem for Herren, er det en god ide at spørge: Hvis Gud opfyldte dette ønske,
* ville det så give ham ære?
* ville det fremme hans rige?
* ville det hjælpe mennesker?
* ville det hjælpe mig til at vokse åndeligt?

I offentlige bønner kan vi også misbruge Guds navn. Farisæernes lange bønner på en fremskudt plads er et skrækeksempel. Der er i visse kristne kreds også en tendens til, at sige “Jesus, Jesus, Jesus” eller “Herre, Herre, Herre” hele tiden og bruge Guds navn som en slags magisk formel, der kan styrke bønnens kraft eller blot som et middel til at udstille vores egen åndelighed.
Ofte kan det blot blive til en dårlig vane, så vi skødesløst bruger Guds navn hele tiden i tomme fraser og klicheer, men uden at hjertet er med i det.

2. Tilbedelse:
Vi ikke blot beder i Jesu navn, men vi synger også i Jesu navn. “Lad Kristi ord bo i rigt mål hos jer. Undervis og forman med al visdom hinanden med salmer, hymner og åndelige sange, syng med tak i jeres hjerte til Gud. Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” (Kol. 3:16,17).

Synger vi med tak i hjertet til Gud? Eller er det blot rutine, hvor lovsangen dovent lires af uden at hjertet for alvor er engageret? En tekst, der forkynder Guds frelsesgerninger synges måske, mens vi er fyldt med bitterhed eller utilfredshed eller slet og ret ligegyldighed.

Når vi kommer til gudstjeneste for at tilbede og prise Gud, så er det en udfordring til os alle om at komme med en sang og en tak i vort hjerte til Gud. Her kan Jesu navn blive æret, ophøjet og prist af Guds folk, men det kræver også et helhjertet engagement fra hele menigheden.

3. Guds vilje:
Det er også farligt, hvis vi begynder at promovere vores egen agenda og tager Guds navn til indtægt for vores planer. “Det er Guds vilje, at vi gør det og det”. Folk bliver nødt til at følge os og være enige med os, fordi vi helt klart har Gud på vores side, og hvem kan argumentere imod disse planer? Ofte kan vi gøre det ud fra de mest noble motiver og med et dybt ønske om at tjene Gud, men alligevel blive ledt på vildspor.

Når katastrofen rammer spørger vi os selv “kan det virkelig være Guds vilje?” for vi har så svært ved at acceptere modgangen, mens fremgang og velstand og egne planer, der flasker sig, hurtigt får stemplet “Guds vilje”. Måske vi i enhver situation også her må spørge os selv, hvordan Herren kan bruge os til at fremme hans rige og vilje, bede ham om, at Hans vilje må blive vores vilje, så han kan få æren i den særlige situation, vi er i. Husk de advarende ord i Esajas 55: 8-9, hvor folket tydeligt ikke havde Gud med i deres planlægning:
For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer.

4. Forkyndelsen:
Alvorligt er det også, når vi misbruger Guds navn til en forkyndelse af et falsk, mangelfuldt forplumret eller overfladisk evangelium.

Når forkyndere i stedet fremmer deres egen position eller kun taler om deres egne kæpheste i stedet for at være tro mod det evangelium, som de har fået overleveret. Når upopulære sider ved det kristne budskab ignoreres, fordi forkynderne helst ikke vil stå sig dårligt med menigheden.

Det gælder også udadtil over for verden, hvis vi sliber de skarpe kanter af evangeliets udfordring eller nedtoner sider af Guds karakter eller emner som de sidste tider med dom og helvede i håbet om ikke at vække anstød.

5. Vort eksempel:
Desværre er det ikke sjældent, at verdens bespottelse og hån skyldes, at de kristne selv lever et liv, der vanærer Guds navn. Gandhi sagde engang: “Jeg er draget til jeres Kristus. Det er jer kristne, som foruroliger mig”.

Listen er lang over kirkens synder, og hver gang en fremtrædende kirkeleder tages i fusk med kirkemidlerne, eller endnu et eksempel på utroskab kommer frem, eller rækken af overgreb mod børn i den katolske kirke omtales, så kommer Gud til at stå som en løgner i folks øjne.

Som kristne er vi Guds ambassadører i verden, vi repræsenterer ham, for vi har bekendt os til hans navn og er hans tjenere. Når vi fortæller ikke-troende, at vi er kristne, så har de hurtigt en masse fordomme, men samtidig en hel del forventninger om, at vi er troværdige, at vi er til at stole på, at vi lever et liv, som er vores bekendelse værdig.

Jo, vi er syndere, og vi begår fejl, og vi falder, og dette må vi også bekende, så vi ikke står som hyklere og smykker os med falsk åndelighed. Men der burde også være en forskel på vore prioriteringer, vore valg, vore holdninger og vore handlinger og på verdens.

Et er at blive hånet og spottet, fordi man er kristen. Noget andet er, at Guds navn bliver spottet, fordi kristne ikke lever, som de bør i verden.

I skal hellige Herren Kristus i jeres hjerte og altid være rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har, men I skal gøre det med sagtmodighed og gudsfrygt og med en god samvittighed, for at de, der håner jeres gode livsførelse i Kristus, må blive gjort til skamme, når de bagtaler jer.

For det er bedre, om det er Guds vilje, at lide, når man gør det gode, end når man gør det onde (1. Pet. 3:15-17).

Det er netop opfordringen fra Paulus til kristne i en meget vanskelig situation. De må udholde mange ting, og lide for Kristus, for at Guds navn ikke må vanæres.

Alle, som er under slaveåg, skal vise deres herrer al den ærbødighed, de har krav på, for at Guds navn og læren ikke skal blive til spot (1. Tim. 6:1).

Brug Guds navn
Alt dette betyder ikke, at vi skal gøre den tragiske fejltagelse, som jøderne begik. De besluttede sig nemlig for slet ikke at tage Guds navn i deres mund, men overlod det kun til ypperstepræsten en gang om året på forsoningsdagen i det allerhelligste at fremsige det hellige navn Jahve.

Nej, Gud ønsker, at vi skal bruge hans navn, i vore bønner, lovsang og forkyndelse. Han ønsker, at vores liv må afspejle vor bekendelse.