De ti bud:
Det Andet Bud

Af Carsten Thomsen - KP 04-2007

"Du må ikke lave dig noget gudebillede i form af noget som helst oppe i himlen eller nede på jorden eller i vandet under jorden. Du må ikke tilbede dem og dyrke dem, for jeg, Herren din Gud, er en lidenskabelig Gud. Jeg straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn af dem, der hader mig; v6 men dem, der elsker mig og holder mine befalinger, vil jeg vise godhed i tusind slægtled..
2. Mos. 20:4-6

Det første bud advarer os mod at tilbede andre guder end den eneste sande Gud, Bibelens treenige Gud. Det andet bud advarer os mod at tjene Gud på en falsk og forkert måde.

Det andet bud er ikke primært optaget af at advare os imod religiøs kunst - billeder eller film, der viser bibelske temaer eller portrætterer Jesus, som for eksempel den seneste Jesus-film, The Passion.

Men det advarer os imod at fremstille skulpturer eller malerier og lade dem repræsentere Gud, så vi tilbeder Ham gennem disse materielle ting. Og dybest set advarer det os imod falske sindbilleder af Gud - at huse en unuanceret og forvrænget forestilling om Gud i vore tanker.

Det er et imponerende syn at træde ind i Skt. Peterskirken i Rom, som jeg gjorde for nylig, men også forstemmende at se folk kysse fødderne på en granitskulptur af Peter eller tilbede foran et ikon af Maria og Jesus-barnet. Nu vil en god katolik jo sige, at han ikke tilbeder skulpturen af Peter, eller ikonet af Maria eller Jesus, men at det blot hjælper ham i tilbedelsen at få sat billeder på det objekt, de henvender sig til.

Men så fyldt er Peterskirken med relikvier og andre “hellige” ting og sager, at det blokerer snarere end fremmer den direkte tilbedelse af Gud. Og hurtigt bliver disse “hellige” ting tillagt magisk værdi, som for eksempel alle de grædende Maria-ikoner, hvor præster opsamler tårerne i små beholdere, som derefter har helbredende virkning.

Det kan måske synes uskyldigt at have et billede af Jesus afbildet som Hyrden eller som den, der modtager de små børn og ophænge det på en central plads i kirken. Men så er det det billede af Jesus, vi hver søndag bliver mindet om. Hvorfor ikke fremstille et af Jesus ridende i triumf og styrke på en hvid hest til minde om hans almagt og dom? Og det bliver sikkert et blegansigt og ikke en mørkhudet semitisk version af Jesus, som vi fremstiller.

Forkyndelsen det bærende
Det er ikke fordi, at vi i alle situationer behøver at være billedstormere. Gud elsker skønhed og kreativitet, og Han udsteder ikke her et forbud mod at producere religiøs kunst. Men den må primært udfolde sig uden for kirkerummet.

Jo, der er da plads til et enkelt kors, en glasmosaik eller et kunstfærdigt indrettet bord til nadveren eller lysestager og andre enkle ting, der minder os om at vi er i en kirke. Men det kan meget hurtigt tage overhånd og skygge for det egentlige, nemlig Ordet, som må have en central plads. Forkyndelsen af Guds Ord som det bærende i gudstjenesten, det former vor tilbedelse og tænkning om Gud, og det behøver ikke at hjælpes på vej af malerier eller ikoner. Vi må ikke blande vor tilbedelse, både den private og den fælles, sammen med afbildninger af Jesus eller Faderen.

Det samme kan vel siges om tilbedelsen af Gud gennem sang og musik. Vi må her også passe på, at vi ikke gør lovsangen til ren “performance” - professionaliserer den, så den partout skal hjælpes på vej med en masse instrumenter og understøttes med lovsangsledere, der brænder så meget igennem, at de overskygger den fælles lovprisning, som er det egentlige.

Kontrol med Gud
Hvorfor denne alvorlige advarsel om ikke at lave nogen form for gudebilleder?
Fordi en afbildning af Gud er et forsøg på at kontrollere og begrænse Gud. Sådan forestiller jeg mig Ham, sådan vil jeg tilbede Ham. Det er et forsøg på at sætte noget ind mellem mennesket og Gud, som vil forvrænge vort syn på Ham. Men Gud vil ikke lade sig diktere og ind-passe sig i vores forestillinger om Ham. Et billede er vort ubehjælpelige forsøg på at gøre den usynlige Gud synlig, at gøre den ophøjede Gud jordnær, at gøre den ubegribelige Gud begribelig. At tilbede vor forestilling af Gud, det vi kan lide ved Ham, i stedet for den sande Gud.

I så ingen skikkelse, I hørte kun røsten….I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden. Gør derfor ikke noget så ødelæggende som at lave jer gudestatuer i nogen som helst form (5. Mos. 4:15).

Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed (Joh. 4:24).

Han, den eneste, som har udødelighed og bor i et utilgængeligt lys, og som intet menneske har set eller kan se. Ham være ære og evig magt! Amen (1. Tim. 6:6).

Ethvert billede af Gud, som vi ville fremstille, ville være noget mindre end den Gud, som åbenbarede sig på Horeb. Nej, Gud er ånd, og han er ikke knyttet til et bestemt sted eller nogle særlige ting. Lad os heller ikke gøre nadveren til noget mystisk, som om der i brødet eller vinen opstår noget magisk, når vi spiser det. Det er symboler, rige og nærende for ånden, men brødet og vinen forvandler sig ikke til Jesu legeme og blod.

Vi må ikke lade nogen ting eller praksis eller metode eller noget andet komme i vejen for den direkte umiddelbare tilbedelse og vej til Gud end den, der findes i Jesus Kristus.

Skyggerne fra Det gamle Testamente er forsvundet. Ikke mere er der et tempel, men Jesus er det sande tempel. Han skal ikke kun tilbedes i Jerusalem, men overalt. Det andet bud adlydes ved Kristus-centreret tilbedelse, oplyst af evangeliet, centreret om forløsningen i Kristus Jesus. Han som “er den usynlige Guds billede”.

I troen skuer vi Gud, og han åbenbarer sig i hans Ord til os. Ved at lytte til Guds Ord og bruge tid sammen med den u-synlige Gud i bøn og tilbedelse vil vi få et langt rigere kendskab til Gud, end noget simpelt menneskeskabt billede kan give.

Smag og se, at Herren er god (Sal. 34:9), Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig (Joh. 10:27), Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud (Matt. 5:8). Gud er en personlig ånd, og vi kan have et personligt forhold til ham. Når hans Ånd rører vore hjerter og vor ånd, så får vi lov til at smage, se og høre Gud, som han virkelig er.

Men kender vi så lidt til dette fortrolige nærvær med Gud selv, så vi i stedet erstatter det med andre ting, der skal fremmane eller efterligne samfundet med Gud?

Vi ser hen til de andres spiritualitet, hvor rig den er på røgelse, lys, ikoner, mosaikker, pilgrimsvandringer, meditations-former, rosenkranse, krucifikser osv. Hvor flot Kristus-figuren er i den kirke, hvor meget gang i rytmerne, der er i lovsangen i den kirke, hvor smukt org-let lyder i den kirke eller hvor mægtige

undere og helbredelser, der sker i den kirke.
Kan vi holde på den næste generation af unge kristne, hvis de ikke får en på opleveren? Og når prædiken, nadver og fællessang ikke fænger, hvad erstatter vi det så med?

Endelig må vi spørge os selv om, hvilke mentale billeder af Gud, der kommer frem på vores indre skærm.

Krymper vi os konstant foran Gud i frygt og uden frimodighed, fordi vi ikke har oplevet friheden i evangeliet og glæden ved Guds nåde og tilgivelse? Eller er vi ligeglade, når Guds ord tiltaler os, så vi glemmer, at han ikke alene er vor Frelser, men også vor Herre, som vi må bøje os for? Hører vi kun de trøstende ord fra Gud, men skimmer hen over Guds advarsler og formaninger?

Vi bør være oplyst af Bibelens åbenbaring af Gud, så vi tilbeder Ham, som Han er. Gud har talt til os - gennem profeterne og gennem sin Søn, Jesus Kristus. Lad os grunde længe og dybt over Jesus Kristus, hans person og gerning, for igennem ham åbenbares Guds natur og Guds nåde - i Ham samles trådene og Guds formål med os som tilbedende mennesker.

“Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus” (Joh. 17:3).