To testamenter, to Guder?

Af Louis Nielsen - KP 02-2003

Er Det gamle Testamentes Gud en anden Gud end evangeliets Gud?

Det spørgsmål, som overskriften udtrykker, må vi jævnligt stille os selv, når det i tidens debat om Islam kontra kristendom ofte postuleres, at Det gamle Testamente indeholder meget, som er primitivt og forstenet, som på mange måder kan minde om Islam.

Min påstand er, at det kun holder set ud fra en meget overfladisk betragtning; ud fra en bredere teologisk betragtning holder det ikke. Det kan godt være, at en religionshistoriker kan komme godt fra en sådan påstand, men en teolog, som tager Bibelen alvorligt som en åbenbaring fra Gud, kan ikke smyge sig så nemt uden om problemet.

Uden tvivl er det rigtigt, at den bibelske åbenbaring både som frelseshistorie, som direkte tale ved profeterne og som tradition i visdomslitteraturen består af et fremadrettet vidnesbyrd i stadig udvikling frem mod Guds fulde åbenbaring i Jesus Kristus, hans egen Søn “kommet i kød”. Men det kan på ingen måde udlægges som, at Guds tidligere åbenbaring af sig selv er i modstrid med den senere, eller at den senere åbenbaring ophæver den tidligere.

Hævder vi noget sådant, nedbryder vi Skriftens enhed og går imod både Jesus og apostlene, for hvem Skriftens ( både Det gamle- og Det nye Testamente) autoritet var af altafgørende betydning. I en filmanmeldelse i Politiken for nylig hedder det bl.a. om Lars von Triers film “Dogville”:

- ”Dog” er “God” stavet bagfra, og i Dogville viser man da også hellere tænder end barmhjertighed. Det nye Testamentes budskab er tilgivelsen. Det gamle Testamente afregner øje for øje og tand for tand.

Det eneste, dette citat meddeler, er, at den, som har skrevet det, ikke kan have meget kendskab til Det gamle Testamente, ellers ville han vide, at det særdeles ofte taler om tilgivelse, og at Det nye Testamente faktisk taler om synd, som aldrig vil blive tilgivet. Værre er det dog, når velrenommerede teologer gør sig skyldig i tilsvarende generaliseringer.

Det er selvfølgelig et problem for os med vor humanistiske, modernististiske og politisk korrekte tilgang til tilværelsen, at Loven, Det gamle Testamente tillader sig at have “ en nidkær Gud” , “en forfærdelig og frygtindgydende Gud”, en Gud som også åbenlyst proklamerer sig selv som Herre og forlanger “at alle skal bøje knæ for ham” og alle “sværge ham troskab”, en Gud som tillige er en udvælgende Gud, over for hvem ingen har ret eller kan have ret, men hvor alt er af nåde.

Bibelen lægger ikke skjul på, at han er en gådefuld Gud, en mysteriøs Gud, som er tiltrækkende og skrækindgydende på samme tid, en Gud, som har et navn, ingen anden end han selv kender, og ingen anden end han selv forstår.

Overfor Moses udråber han sit navn, dvs. udråber sig selv som “en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed, som bevarer troskab i tusind slægtled, tilgiver skyld og overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, men straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn og tipoldebørn” (2 Mos 34:6-8).Først nådig
Først i hans væsen og hans sindelag er at være nådig og barmhjertig, at være overbærende og langmodig (“sen til vrede”), at være sanddru og trofast og at bevare trofasthed og miskundhed i endeløse generationer.

Han er ikke despot, ingen lunefuld Gud, alle hans ord og handlinger udspringer af hans evige væsen af barmhjertighed, nåde og trofasthed, men på den anden side kalder han tingene ved deres rette navn. Mørke bliver aldrig lys for ham, ondskab aldrig godhed, uretfærdighed aldrig retfærdighed, synd aldrig liv, skyld aldrig ikke-skyld, oprør aldrig ikke-oprør.

Sådanne handlinger, som er totalt imod hans væsen og hans ukrænkelige hellighed, vil han altid være imod, og hans nidkærhed vil altid se til, at de bliver straffede og straffede på behørig vis.

Spørgsmålet er, om vi kunne affinde os med det, hvis det var anderledes? Verden er forfærdelig nok, som den er i forvejen. Tænk hvis Skaberen af alle ting, hvis Forsynet over alt det skabte, er ligesom de gruopvækkende kræfter, som styrer verden?

Så er vi i sandhed på Herrens mark, så er verden ligeså tilfældig og grusom, som neodarwinisterne prædiker, så er alt mørke og ragnarok, så er der intet håb, intet lys forude, kun ragnarok og evigt mørke.

Er det ikke i sig selv en stille glæde, et tillidsfuldt håb og en lønlig triumf, at vi med ankergrund i Bibelens forkyndelse af Gud kan svare tilbage, at sådan er virkeligheden ikke, at sådan er det ikke Guds vilje, at det skal være, og sådan vil det ikke forblive. For der kommer en dag, hvor Gud “vil dømme verden med retfærdighed”, en “verdensgenfødelsens dag”, hvor “vor Gud tiltræder sit kongedømme”, hvor de, “som ødelægger jorden”, skal “ødelægges”, og lønnen gives til “de hellige og dem, der frygter dit navn, både små og store” (Åb 11:15-19; 19.6 ff.)?

En Gud, der straffer
Skal Bibelens åbenbaring hænge sammen og give mening, ja skal livet og tilværelsen selv give mening, kommer vi ikke uden om denne for moderne mennesker så utålelige tale om en dømmende, nidkær og straffende Gud.

Lad det igen være sagt, at den dømmende, straffende Gud, ikke er Bibelens første vidnesbyrd om Gud. Førstepladsen har Guds egen erklæring om, at han “er en nådig, barmhjertig og trofast Gud”.
“Gud er Kærlighed”, siger Johannes, men han siger også, at “Gud er lys, og der er slet intet mørke i ham”, og han insisterer på, at vil vi være hos Gud, må vi også komme ind i lyset og blive i lyset. I mørket er vi udenfor Guds nærhed, i mørket er der kun død og evig fortabelse.

“Gud elskede verden, så højt, at han gav sin Søn, den Enbårne”, siger Johannes også, men baggrunden er dyster, for Guds kærlighed når os ikke som vidunderlige, skønne, elskelige og ædle mennesker, men som “fortabte” mennesker, “ugudelige” mennesker, “fjender” af Gud, “overtrædere”, “faldne”, “vredens børn”, “hadende mennesker”, “forhadte” etc (se Joh 3:16-21; Rom 5:6-11; Ef 2:1-5; Tit 3:3-7).

Guds dømmende og straffende gerning omtales af profeten Esajas som Guds “fremmede gerning” eller hans “sælsomme” gerning. Gud er “rig på miskundhed” og “rund til at forlade”, “kun et øjeblik varer hans vrede, livet igennem hans miskundhed”, han “gemmer ej evigt på vrede”, men “forbarmer sig over os, som en Fader forbarmer sig over sine børn”. Bemærk, at alle disse citater er gammeltestamentlige vidnesbyrd og erklæringer om Gud!

Men når det er sagt og sagt tydeligt, er det også vigtigt at holde fast ved, at hele Bibelen umiskendeligt indeholder et vidnesbyrd om Guds retfærdighed, Guds dom, Guds vrede, Guds straffende nidkærhed, om evig død og fortabelse i helvede for den synder, som ikke vil omvende sig.
Hvis vores samvittighed var fintfølende, som den burde være, skulle det vidnesbyrd ydmyge os, afklæde os vor stolthed og vore mange løgne, få os til at angre vor synd og få os til at vende os til Gud i bøn om nåde, frelse, genrejsning og hjælp.

Desværre hører det til sjældenhederne, at vi modtager det på den måde. Vi har i et alt for stort omfang vænnet os til ikke længere at frygte fortabelsen, for vi er jo frelste. Og så langt så fint. Men desværre har vi også glemt at være taknemmelige for det, glemt det forfærdelige, Gud har frelst os fra, glemt, hvor hæslig synden er, også din og min synd.

Teoretisk holder vi fast ved en lære om fortabelse, men det går os ikke til marv og ben, og vores vidnesbyrd om den tones ned og mister sit præg af troværdighed. Vi bliver ude af stand til at forkynde om fortabelse på en måde, som ærer Gud og ophøjer hans frelse i Kristus. Dermed reduceres frelse også til noget sekundært, noget vigtigt, endda meget vigtigt, men ikke det ene altafgørende. Kristendom er bestemt vigtig for os, og vigtigere end noget andet, men alligevel mere et tilvalg, ikke det “ene fornødne”, det saliggørende som afgør forskellen mellem evigt liv eller evig fortabelse.Guds dom over synden

Bibelens advarsler, også de for os og vor tid måske nogen gange lidt akavede og bizare advarsler bliver intellektuelle problemer, som vi ved hjælp af religionshistorie og psykologi behændigt tror vi kan udrede og forklare. De mister deres karakter af “advarende eksempler for os” til hvem “de sidste tider er kommet” ( 1 Kor 10:11).

Hvorfor fordrev Gud vore første forældre fra haven? Hvorfor lod han Kain vandre bort som en hjemløs forvist fra hans ansigt? Hvorfor sendte han syndfloden? Hvorfor lod han det regne med ild og svovl over Sodoma? Hvorfor blev Israel, det udvalgte folk, ramt af så mange navnløse lidelser? Hvorfor led Jesus, forladt af alle og forladt af Gud, så ubeskriveligt på korset? Hvorfor trues verden af så forfærdende et fænomen som “Guds og Lammets vrede”?

En eller anden studser måske over at se alle disse eksempler anbragt på rad og række? Men så vidt jeg ser dem, hører de hjemme i samme teologiske kategori.

Alt, hvad mennesker bør og kan kende om Gud, siger Paulus, “ligger åbent for dem” og har gjort det “siden verdens skabelse”. Til det, som ligger åbent for dem, henregner Paulus det, at Gud er en retfærdig og moralsk sindet Gud, som ikke er ligeglad med, hvordan mennesker lever, men dømmer mennesker for deres undertrykkelse af sandheden (Rom 1:18-32).

Meget ofte åbenbares Guds vrede over synden ved, at Gud giver mennesker hen i og til deres fordærv. Vi kan groft sagt ikke forvente, at Gud står ved hvert et gadehjørne rede til at slå ned on location på hver en synd og overtrædelse. Men han har tydeligt lagt spor i sandet, som viser, hvad han mener om synden, og hvilken løn (straf) synden bærer med sig, - døden ifølge Bibelens enstemmige vidnesbyrd (Rom 6:23).

Den rette måde at læse bibelhistoriens domsberetninger på er ikke at måle dem med vor tids retfærdigheds- og menneskerettighedsbegreber (hvem ved iøvrigt, om de er ultimativt rigtige?), men at læse dem som Guds advarende budskab til os mennesker om dommen på den yderste dag, rettet både til samtiden, hvori katastroferne fandt sted, men ganske afgjort også til alle succesive generationer, altså også vores generation.
De rejser spørgsmål om Guds karakter og moralske integritet, siger vi.

Javel, men først og fremmest fordi vi ikke forstår Gud, og gerne vil have ham til at være en anden Gud, end han er. Men Han kan uden tvivl svare for sig selv. Mere afgørende er det at rette spørgsmålet til os selv og vores afsindige og dumdristige syndighed, som fører os helt derud, at det bliver nødvendigt for Gud at advare os og tale os til med så hårde midler.

Vi er ikke bedre
Der er en tendens hos os faldne mennesker til at se på hver foregående generation af menneskeslægten som mere primitiv, mindre udviklet og mere ond og skyldig end vores egen generation.

Ikke mindst i den polarisering mellem vesterlændinge og andre folk, som finder sted i dag, fører vesterlændingen sig ofte frem som værende på et moralsk meget højere plan end alle andre folk og føler sig derfor også selvfølgelig til at agere som verdens politibetjent, dommer og bøddel.
Lyttede vi derimod til Jesus, ville vi høre ham sige lige netop til os:

“Mener I, at de (irakerne f.eks.) er større syndere end alle andre, siden det gik dem sådan?”, eller at “de var mere skyldige end andre?” (Luk 13:1-5). Andetsteds minder Jesus sin egen samtid om, at den er mere skyldig for Guds domstol end Sodoma var det i sin tid. Tankevækkende ikke!

Gud har talt, Gud har advaret. Tænkeligt er det, at når Gud advarer, advarer han i tidens sprog og tilpasset til, at tiden skal forstå, at det er Gud, som har handlet, og Gud som har talt. I Guds handlen er der anskuelses- undervisning både for verden og for Guds folk, Israel som kirken. Gud har ikke nødig at fortælle den samme historie igen.

Syndfloden og Sodomas ødelæggelse forkynder tydeligt for alle efterfølgende generationer af mennesker, at “de nuværende himle og den nuværende jord bliver opretholdt og gemt til ilden på dommens dag, hvor de ugudelige mennesker går fortabt” (2 Pet 3:7).

Medens alt det fortsat står fast, har Gud i mellemtiden sendt sin Søn til verden, ikke for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham, og Gud har “tålmodighed med os, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 2:9; se også Rom 2:4-11).

Vist er der forskelle mellem de to testamenter, også fundamentale forskelle mest beroende på, at der er tale om en gammel pagt i forhold til en ny pagt og om løfte og “skygger” i forhold til opfyldelse og “det virkelige og sande”.

Der er også forskelle i den måde, Gud henvender sig på og meddeler sig selv til mennesker på i Det gamle Testamente, og den måde, han gør det på i Det nye. Den forskel beror på, at Guds evige ord, Ordet selv er blevet kød i Jesus af Nazaret, Guds Søn.

Meget kan nu siges så helt anderledes, end det blev sagt i Det gamle Testamentes tidsalder. Hellighed og renhed f.eks. og udstrækningen af dem til hele livet og hele tilværelsen sker ikke længere på den udvendige og ritualistiske måde, det foreskrives i Loven, ikke mindst i 3 Mosebog.

For den troendes indre er nu renset og helliget ved inkarnationen og ved Jesu rensende og helligende død for os på korset og ved, at Helligånden bor hos hver og en, som hører Jesus til (Joh 13:10-11; 17:19; 1 Kor 6:11; Ef 5:26; Heb 9:11-14; 10:22; 1 Joh 1:9; Åb 19:9).

Kirken fører ikke kamp med militære midler, som Israel gjorde. Guds rigets udbredelse og sejre og bringen mennesker ind under Kristi herredømme sker ikke gennem krig og udslettelse og udryddelse af folk, men gennem forligelsens ord med Guds appel til mennesker om at “lade sig forlige med Gud”.

Kirken er et “åndeligt hus” med en “åndelig gudsdyrkelse”, ikke et tempel, hvor der bringes dyreofre og afgrødeofre, og “landet” er ikke et geografisk og fysisk område, som kun kan indtages med magt og forsvares med magt, men Guds hellige og levende folk og dets evige arv i lyset i hans evige rige.Samme budskab om frelse

Men større end forskellene er enheden. For teologisk, frelseshistorisk og principielt forkynder Bibelen det samme frelsesbudskab. Den Gud, som har talt til fædrene, er den samme Gud, som nu taler til os i sin Søn. Indfører vi en diktomi (tvedeling) mellem Det gamle Testamente på den ene side og Det nye Testamente på den anden, kommer vores teologi alvorligt ud af balance og ender med at blive falsk.

For ganske vist “ophæves” ved Kristi komme til verden og ved hans himmelfart efter fuldendt værk “et tidligere bud, fordi det var svagt og nytteløst, og der indføres i stedet noget bedre, nemlig et håb, hvori vi kommer Gud nær” (Heb 7:18-19). Det svage, nytteløse bud, som ophæves, identificerer Hebræerbrevets forfatter med “loven”, men ikke “loven” (Det gamle Testamente) per se (i sig selv), men det levitiske præsteskab og de levitiske ofringer og anordninger.

De er borte og borte for evigt. Men “før skal himmel og jord forgå” , sagde Jesus, før “det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven forgå” (Matt 5:18). I en anden sammenhæng sagde han, “Skriften (loven, Det gamle Testamente) kan ikke omstødes”.

Kirken må i sin diskussion med Islam ikke falde i den fælde at nedskrive Skriften. Skriften er og forbliver grundlæggende for kirken. Kristendom er utænkelig uden Skriften (Bibelen), men kristendom er ikke en skriftreligion i den forstand, Islam er det og i den forstand, som farisæerne praktiserede jødedommen på.

Kirken søger til Skriften, men dens forhold til Skriften er ikke af juridisk art. Kirken håndterer ikke Skriften som lov og paragraffer. Den søger i Skriften for at finde liv og det, som fører til liv og fred, og Guds livgivende Ånd, som står bag Skriften, hjælper og vejleder kirken og den enkelte kristen, så vi i kirken og som enkeltkristne hører det, som Gud vil sige til os, det “som Ånden siger til menigheden”.

Men der er tale om en stadig vekselvirkning mellem Skriften og Ånden, for det, som vi hører Ånden sige til os, må prøves på Skriften, og det, som Skriften siger til os, må prøves på Ånden, om det fremmer det, som er til “retfærdighed, og fred og glæde” (Rom 14:17), fremmer en levende tro på Kristus eller tværtimod hindrer den og får den til at visne. Der er i virkeligheden tale om en hårfin balance her, som kræver megen indsigt og dømmekraft i kærlighed, hvis vi skal kunne bevare den (Fil 1:9.11; Kol 1:9-11).