Det Største Under

Af Louis Nielsen - KP 01-2006

Gud og menneske; Jesus er det største under af alle.
Anden artikel om tegn og undere

Herren Jesu Kristi fødsel og komme til verden er blandt de største af Bibelens undere, ja det største og samtidig det mest afgørende af alle tegn.
Allerede fra apostlenes tid bekendes dette under, som det også bliver i kirkens bekendelse gennem generationerne:

“Fra dem (fra fædrene) er Kristus kommet som menneske - han, som er over alt og alle, Gud højlovet i evighed! (Rom 9:5). “Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven, for at vi skulle få barnekår” (Gal 4:4).
“Og uimodsigelig stor er gudsfrygtens hemmelighed: Han blev åbenbaret i kødet, retfærdiggjort i Ånden, set af englene, prædiket blandt folkene, troet i verden, taget op i herligheden” (1 Tim 3:16).

En plan fra tidernes morgen
Her sker der noget i historien og til den ganske bestemte tid. Her udgik der “en befaling fra kejser Augustus, at der skulle holdes folketælling i hele verden, hvor Kvirinius var statholder i Syrien, og hvor også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem” (Luk 2:1 ff;).

Det var en begivenhed, der omhyggeligt havde været forberedt af Gud fra begyndelsen - ja før skabelsen selv, hvor kun Gud er - en begivenhed proklameret af profeter, ikke mindst af Esajas: “Se den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” (7:14).
Esajas henviser til Immanuel som “Guds tegn”. Esajas profeterer også om ham, at “Et barn er født os, en søn er givet os, og herredømmet skal ligge på hans skuldre. Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste” (9:5).

Og Esajas’ tredje profeti om barnet, Guds tegn, følger i kapitel 11 og den understreger, at Immanuel kommer efter en frelseshistorisk proces, som indbefatter Israels ydmygelse af Davids dynasti til kun en stub. Men af den stub vokser en kvist frem:

“Men der skyder en kvist af Isajs stub, et skud gror frem fra hans rod. Over ham hviler Herrens ånd, visdoms og indsigts ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og gudsfrygts ånd” (11: 1-2).

Alt forenes i Ham
Det guddommelige og menneskelige, det uendeligt skrøbelige og det absolut uovervindelige, det evige og tiden, underet og Immanuels hårde hverdag, Herrens Ånd og Immanuels lydighed forenes og sammensmeltes i det ene menneske, som er Jesus fra Nazaret, himlens kongesøn. I ham møder vi Guds under, og i ham ser og forstår vi, hvad et under virkelig er.

En magtdemonstration, ja måske, men mere endnu Guds ydmyghed og åbenhed over for os, Guds villighed til at dele vore kår for at give os sin himmelske herlighed, hans trofasthed mod sit ord, herunder også hans trofasthed mod den skabte verden, hans villen være med os og bo imellem os til evig tid og stå os bi med al sin kraft, alt sit råd, sin uendelighed af rigdom og forråd og sin fred. Det har Graham Kendrick udtrykt både fyndigt og betagende smukt:

“Underfuldt er det mig:
Kærlighed baner vej.
Gud åbenbarer sig
så skrøbeligt klædt.
Herre i evighed
viser barmhjertighed,
bringer til tronen med
hele menneskets æt”.

Større end skabelsen
Inkarnationen er klart et under, sammen med opstandelsen det største af alle undere, større end selve skabelsen, men også muliggjort gennem den.
I Johannes-Evangeliet begynder Jesu Kristi historie ikke i noget, som sker på jorden og ikke med Skriftens forudsig-elser og forjættelser, men i Himlen, den absolutte begyndelse forud for skabelsens og tidens begyndelse, hvor “Ordet var, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud”.

Inkarnationens under er, at “Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed” (Joh 1:1 og 14).

Inkarnationen lader sig kun tyde som en guddommelig handling, en suveræn og fri guddommelig handling, ingen evolutionær proces og ingen historisk udvikling eller kulturhistorisk kulmination kan forklare den.

I den er det Gud, som elsker og sen-der, og Sønnen kommer ned fra himlen, bliver menneske, ja “kød”, den evige træder ind i tiden og lader sig begrænse af tiden, bliver udsat og sårbar som en-hver anden skabning, og dør tilsidst på et kors.

Inkarnationen betyder, at han, som er over engle, “en kort tid bliver ringere end engle” (Heb 2:9), at han, som “havde Guds skikkelse, ikke regnede det for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Fil 2:6-7).

Det guddommelige og menneskelige går også hånd i hånd ved selve hans fødsel, for Jesus undfanges ved Helligånden og Helligåndens kraft, men han fødes af jomfru Maria og gennem en normal graviditet. Hans fødsel sætter himlen i bevægelse - der er engle, som møder hyrderne og proklamerer hans fødsel for dem og hærskarer af engle, som jubler og tilbeder Gud, der er Betlehemsstjernen og de viise mænd som kommer og bringer barnet deres hyldest.

Der er også de fattige forældre, krybben hvori han lå, den morderiske Herodes, flugten til Egypten og opvæksten i Nazaret, som evangelierne forbigår i tavshed. De fire evangelier kender intet til en Jesus, der allerede som dreng udvirkede mirakler.

Vi kan kun tilbede
Som med så meget andet og med det mest afgørende ved Jesus har vi intet andet valg end enten at tage imod og “bøje os og tilbede, for så er din Gud” eller også at forkaste det og vise det fra os. Det ligesom indgår i det, at sådan er det bestemt.

For “dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges” (Luk 2:34). Og det er sådan og forbliver sådan, at “Guds vidnesbyrd” er, at “han har vidnet om sin Søn”, og at “den, der tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig, men den, der ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner ved ikke at tro på det vidnesbyrd, som Gud har aflagt om sin Søn” (1 Joh 5:9-10).

Vandene deler sig stadig ved det spørgsmål: “Hvem tror I, at Kristus er? Hvis Søn er han?” Deri er inkarnationen ikke alene et under, men et tegn, et tegn til anerkendelse og modtagelse i tro, eller et tegn til vantro og forhærdelse.
Tegnet deler.

Kun hvis vi modtager dette tegn i tro, bliver det et under for os, og er dermed med til at styrke og bekræfte os i vor tro på Jesus Guds Søn og på, at at vi i ham har det evige liv.).