Kristen spiritualitet 9:
Lektier fra Elias' Liv

Af Louis Nielsen - KP 03-2008

Styrkeprøven på Karmel (1 Kong 18:30 -40)

“Teologi, ikke psykologi, forklarer den enkle frimodighed, Elias lagde for dagen i troskampen på Karmel”.

Sådan skriver Dale Ralph Davis i sin enestående gode kommentar til 1 Kongebog.

Det Gamle Testamente bliver ofte beskyldt for at være ritualistisk og lovisk. Ognoget er der om det. For gammeltestamentlig religion er i sagens natur ikke nået frem til den frihed, som den nye pagt i Jesu blod formidler til os.

Den er en skyggernes og det midlertidiges religion, ikke virkeligheden selv, som kom med Jesus Kristus. Men Det gamle Testamente har også sine strålende øjeblikke, hvor lyset fra Gud, reflekteret på Jesu Kristi ansigt, bryder igennem.

På Karmel genopbygger Elias et alter for Herren. På baggrund af loven om, at kun i templet i Jerusalem måtte man bringe Herren synd- og brændofre, kan dette virke ejendommeligt. Men Elias gjorde det i Jahves navn (1 Kong 18:32), og Jahve godkendte både alteret og offeret, som blev bragt der ved at sende ild, som “fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandetirenden slikkede den op” (vers 38).

Ordlyden er identisk med ordlyden i beretningen om Arons første offer i 3 Mos 9:22-24.

Elias’ handling falder uden for gældende normer og sker dog med Jahves velsignelse. Handlingen proklamerer dermed, at selv om folket har vendt sig fra Ham og brudt Hans pagt, så er Jahve alligevel rede til at møde sit folk og genoprette dets forhold til sig.

Mødet, som finder sted, er både et nådens og dommens møde, nåde for den, som vender om til Israels Gud, dom over den, som har forladt ham og fremturer i sit frafald (vers 39 og 40).

Elias´ råb til folket om at gribe Ba’alprofeterne og hans blodbad på dem ved Kishonbækken er ikke et udslag af fanatisme og ubarmhjertig nidkærhed, men et udtryk for hans bevidsthed om at være Jahves tjener og at repræsentere både Jahves nidkærhed og Jahves nåde for folket.

Hvordan er det nu med os? Er der noget i vores kristelige adfærd som måske kunne minde om Ba’alsprofeterne? Er der f.eks. i måden, vi tror vækkelser kommer på, noget, der kunne minde om dem? Så er det i sandhed befriende at lytte til Jesus:

“Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, når de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må I ikke ligne. Jeres fader ved, hvad I trænger til, endnu før I beder om det” (Matt 6:7-8).
I bøn og i vildt løb (18:41-46)

Dette afsnit er kontrasternes afsnit. Før så vi Elias folde sig ud med bidende sarkasme, og vi kunne godt få den tanke, at det var lidt overdrevent. Her er alting anderledes. Kapitel 18 begyndte med, at Elias blev sendt til Akab med bud fra Herren, at nu ville han sende regn. Indimellem har vi den dramatiske beretning om styrkeprøven på Karmel, hvis formål var at vise, hvem der er den sande Gud. Den prøve er slut, og Ba’alsprofeterne ligger dræbte, og regnen er endnu ikke kommet.

Elias har initiativet, ikke kongen. Ham befaler han at “drage op for at spise og drikke”, for, som han siger, “hører han den susende lyd af regn”. Men meteorologisk er der endnu ikke det mindste tegn på regn. Tjeneren, der får besked på at “se ud mod havet”, melder tilbage: “Der er ikke noget at se” og gør det syv gange. Først den syvende gang er der en lille sky at se, “så stor som hånden på et menneske”.

Der står ikke om Elias, at han bad, men hans kropssprog fortæller, at han er i intensiv bøn til Gud. Elias er gået over i historien som en bønnens mand; se Jakob 5:17-18. Dette indtryk bekræftes af hans historie.
Flere gange i historien nævnes det, at Elias bad (17:20-21; 18:36-37; 18:42; og 19:4). Og hvilken forskel på Elias i bøn og Elias som profet og stridsmand i det forrige afsnit.

Alt praleri er forsvundet fra ham. Her er han ensom og alene, ydmyg og bøjetind for sin Gud, total afhængig af ham og hans løfte om at give regn.
Igen vil den bibelske, af Guds Ånd inspirerede tekst, aflede vor opmærksomhed fra mennesker og samle den helt og holdent om Gud.

Tendensen ikke mindst i vor tid er at ophøje mennesker og se mennesker som store. Personfascinationen kan somme tider blandt kristne, ikke mindst blandt karismatiske kristne, blive så manipulerende, at det nærmer sig afgudsdyrkelse.
Elias bliver ofte udråbt som prototype på sådanne ledere, men læser vi den bibelske historie omhyggeligt, ser vi, at han er alt andet end det.

Bøn centralt i spirituelt liv
Vi kan måske undre os over, hvorfor det skal være nødvendigt for Elias at bede. Han havde jo Guds direkte tilsagn , at han ville lade det regne på jorden (18:1).Men Gud har også lovet, at “landet skal blive fyldt med kundskab om Herren, som vandet dækker havets bund” (Es 11:9; Hab 2:14), alligevel har Jesus lært os at bede:”Komme dit rige” (Matt. 6:10); i Åb. 22:20 siger Jesus: “Ja, jeg kommer snart,” og straks beder menigheden: “Amen, kom, Herre Jesus!”.

I Ez. 36:37-38 finder vi disse forunderlige ord: “Dette siger Gud Herren: Endnu ét vil jeg gøre for Israels hus på deres bøn: Jeg vil gøre menneskene talrige som en fårehjord, som offerfårene, som fårene i Jerusalem ved festtiderne. Sådan skal byerne, der lå i ruiner, fyldes med en menneskehjord. Så skal de forstå, at jeg er Herren”.

Bøn er ikke kun, hvad der kommer fra et menneskes hjerte, når det føler sig presset og i nød; bøn er derimod ofte en tilskyndelse, vi får fra Guds Ånd og ofte lægger han os selv ordene i munden. Gud behøver ikke vor bøn for, at hans vilje kan ske, men han fryder sig over at lade sin vilje ske på vores bøn.

Vi ser det samme i Åb 8:1-6, hvor en engel får givet “megen røgelse for atlægge den på guldalteret foran tronen sammen med alle de helliges bønner. Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud. Og englen tog røgelseskarret og fyldte det med ilden fra alteret og hældte den ud over jorden”.

Bøn er dybest set en gave mere end en præstation. Det er en nåde, et særligt privilegium, vi har som Guds folk, at vi kan bede. Når vi taler om et spirituelt liv må vi ikke glemme det.

Det er også lærerigt at iagttage, hvor varierede bønnesvarene i Elias’ liv er. Bønslivet kan aldrig stilles op i en formel, selvom nogle gerne vil have os til at tro det. Da Elias bad under styrkeprøven på Karmel, svarede Herren øjeblikkelig sin tjeners bøn og sendte ild (18:36-38) Nu må Elias vente på svaret, hvor længe ved vi ikke, men rimeligt længe; tjeneren går syv gange op på bjerget og ser ud mod havet. Det må have taget nogen tid. På bønnen om, at Herren ville tage hans liv (19:4), kom der intet svar.

Ikke kun det ekstraordinære
Vi lærer også af Elias’ liv, at når det gælder bønhørelse, må vi ikke stirre os så meget blind på det ekstraordinære og spektakulære, at vi glemmer det ordinære og daglige.

I Elias’ liv møder vi både det ene og det andet. Hvis vi holder op med at bede for det daglige brød og alle vore nødvendigheder og glemmer, at de er gaver fra et nåderigt Forsyn, så har vi allerede reduceret vores gudsdyrkelse til Ba’alsdyrkelse. Det sker meget nemt, ja alt for nemt for os, som har en naturvidenskabelig forklaring rede for alt, hvad der hænder i vort liv.

Herren sender både tegn, så “de, der bor ved jordens ender jubler” og “tager sig af landet og giver det regn og sørger for kornet” (Sl 65:9-14). Et spirituelt liv, som kun ønsker at forholde sig til det åndelige og det overnaturlige og ikke til det dagligdags og ordinære er et usundt spirituelt liv ude af balance.

Fra profetisk manifestation over ind-trængende bøn til regn i stride strømme ender kapitlet med, at vi følger Elias løbende foran Akabs vogn. Hans tjeneste er sat midt i Israel, og den er rettet mod folket, men bestemt også mod kongen. Elias’ løben foran Akabs vogn er lige så meget fyldt med profetisk symbolkraft som styrkeprøven på Karmel er det.

Selvom Akab er aldeles uværdig til det, er det en udrakt hånd fra en nåderig Gud, som appellerer til kongen om at vende om og følge Elias og Elias’ Gud og ikke de døde afguder.

I Israel er det kongen, som skal følge profeten og torahen, ikke profeten og torahen, som skal følge kongen. Det havde man alt for længe trodset i Israel.
“Da Akab fortalte Jezabel .... “

Men Akab synes ikke rede til at gribe Jahves fremstrakte hånd, i hvert fald ikke længere end til han har fået fortalt Jezabel om, hvad der var sket.
Jezabel lader sig ikke overbevise af andet end det, hun selv har valgt at tro på. Om noget er hun endnu mere forhærdet end før og mere besluttet på, at Elias skal dø. At Jezabel ikke omvender sig kommer næppe som nogen overraskelse for Elias, men at der ikke er nogen i folket, som efter det, de har set på Karmel, er rede til at tage et opgør med Jezabel og Akab, det bedrøver Elias til døden.
“Det er nok, Herre! Tag mit liv”

Den følgende beretning (kapitel 19:1-18) er en af de mest kendte fortællinger i Det Gamle Testamente. Men måske også en af mest misforståede.
Den indbyder til en psykologisk analyse af Elias’ sjæletilstand. Men læser vi den på den måde, læser vi den meget anderledes end den selv ønsker at blive læst.
Vi lever i en tid, hvor vi godt kan lide at se store mænd væltet ned af deres piedestaler eller helte afklædt deres glorie. Så har vi nemmere ved at identificere os med dem, nemmere ved at nærme os dem - de synes overkommelige.

Ofte er der trøst at hente i, at flere af troens helte har stået i de samme kampe som vi, og også har lignet os. Men vi kan også vænne os sådan til taber- og offerrollen, at vi kommer til at nyde den og tro, at det at være i den er helt det samme, som når Paulus roser sig af sin svaghed, for som han siger, “når jeg er magtesløs, så er jeg stærk” (2 Kor 12:10). Men det er slet ikke det samme og slet ikke sammenligneligt.

Hvad vi iagttager her er nok en Elias, som kollapser og ønsker sig død, men det er ikke tilfælde af udbrændthed, men et eksempel på en profet, som realistisk erkender, at kampen er tabt, at den omvendelse og sindsforandring, han har arbejdet så hårdt på at fremkalde, ikke er sket og heller ikke vil ske.

Så da Jezabel udtaler sin forbandelse og sætter alle kræfter ind på at slå Elias ihjel, bliver han ikke “bange”, som vores oversættelse og den tekstoverlevering, som ligger bag den, siger (vers 3), men han “ser” (indser), hvordan situationen virkelig er, og ud fra det, han ser og indser, træffer han sine valg, først det valg at flygte. Sandsynligvis kommer han til at dø, men Jezabel skal ikke have den triumf, at han dør for hendes hånd.

Det frelseshistoriske drama
1 Kongebog kapitel 19 er et af de betydeligste kapitler i Det Gamle Testamente, og kapitlets tema er frelseshistorie og ikke psykologi.

Det, som skete på Karmel, havde været så klar en åbenbaring af Guds majestæt og magt, af hans “usynlige væsen, evige kraft og hans guddommelighed”(Rom 1:20), at det burde have ført folket til omvendelse. Når det ikke gjorde det, fortalte det Elias, at der ikke længere var nogen mening i, at han fortsatte sin mission; han kunne lige så godt dø.
Han forlader derfor Israel og flygter til Juda og så langt mod syd som i Be’ershebas ørken sætter han sig under en gyvelbusk og beder Jahve om, at han må dø: “Det er nok, Herre! Tag mit liv, for jeg er ikke mere værd end mine fædre” (vers 4).

Men Gud har ikke til hensigt at høre sin tjeners bøn. Som i sin handlen med Moses, således handler han også her. Gud giver sine tjenere den tid, der er nødig for, at hans svar kan blive modtaget med sand forståelse. Jahve er i dialog med Moses, og han er dialog med Elias, som han er i dialog med Jeremiasog Ezekiel.

Gud er både dommens og frelsens Gud, både den lyttende Gud og den befalende Gud. Gud viser også sin tjener omsorg, som han havde gjort det før. Under gyvelbusken i ørkenen var der ikke livsbetingelser, og overladt til sig selv kunne Elias været sovet bort i døden. Men Herrens engel opsøger ham, dækker bord for ham i ørkenen, ikke med gammelt muggent brød, men med nybagt brød og frisk vand, befaler ham at rejse sig og spise. Elias spiser, men lægger sig atter hen for at sove.

Igen vækker Herrens engel ham og befaler ham igen at spise og drikke, så at han kan klare en længere rejse. Det store spørgsmål er nu: Er den lange rejse til Sinaj en flugt, eller sendes han dertil af Jahve? Ud af sammenhængen i teksten fremgår det, at det nok mest er det sidste.

Så vil vi naturligvis spørge, hvorfor Jahve sender Elias ud på den lange rejse til Sinaj, det samme som Horeb? (rejsen tog 40 dage), og nu bliver det mere og mere tydeligt, at vi har en parallel situation til Moses og pagtsindgåelsen på Sinaj. Men det er en situation præget af både ligheder og stærke kontraster, og det handler om både dom og frelse.

Nogle kunne måske føle, forståeligt nok, at denne tolkning modsiges af, at Jahve, da Elias først er ankommet til Sinaj, spørger: “Hvad vil du her, Elias?”
Men akkurat som Herren, efter at folket var faldet fra Ham og havde støbt sig et gudebillede i skikkelse af en tyrekalv, indgik i en alvorlig dialog med Moses om, hvordan denne krise kunne forløses, således også nu flere hundrede år senere med Elias.

For Elias har jo ret i sine anklager mod Israel: “Israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet” (vers 10). Vi føler måske, at Elias overdriver, som mennesker, “der brænder af nidkærhed”, måske ofte gør det, for hvad er der f.eks. blevet af Obadjas 100 profeter? Men de var jo skjult i klippehuler; Elias alene færdedes i det offentlige rum.

Situationen er virkelig kritisk, gudløsheden har taget over, pagten hånet og sat til side, så vi kan ikke fortænke Elias i at tænke og føle, at der ikke længere er nogen fremtid for Israel. Derfor er det også, at han har bedt om lov til at dø. Men det er ikke sådan, Jahve tænker situationen. Elias har brug for et nyt møde med Jahve, en ny teofani, en herlighedsåbenbaring, som slår det fast for ham, at Jahve er den samme, at hans forsæt står fast, men også gør det klart for ham og for den rest af Guds folk, der er tilbage og bliver tilbage, at Jahves strategi herefter vil ændres og ændres radikalt.

Irettesættelse eller nyt kald
Mange fortolkere har i åbenbaringen af Gud, som følger, set en direkte eller indirekte irettesættelse af Elias og Elias´metoder, men det synes ikke båret oppe af teksten. Som Moses før ham på Sinaj var blevet bedt om at stille sig på bjerget for Herrens ansigt og havde oplevet Herren drage forbi, således nu med Elias.

Både voldsom storm , jordskælv og ild drager forbi ham (som storm, jordskælv og ild havde ledsaget pagtslutningen på Sinaj [2 Mos 19:16 ff]), men Herren var ikke i hverken det ene eller andet; derimod var han i den stille sagte susen, som afslutter teofanien. Heri møder Elias Herren, og heri møder han Herrens røst.

Det samme spørgsmål som før stilles ham: “Hvad vil du her, Elias?”, og atter svarer han: “Jeg brænder af nidkærhed for Herren, Hærskarers Gud, for israelitterne har svigtet din pagt. Dine altre har de revet ned, og dine profeter har de dræbt med sværd; jeg er den eneste, der er tilbage, og mig stræber de efter livet”.

Jahve kommenterer ikke på dette, men det er helt klart, at han nægter at modtage Elias’ afskedsbegæring. Fremtiden er ikke slut, slet ikke for Jahve, heller ikke for Elias og endda ikke for Israel. Men fremtiden vil blive en anden, ikke for Jahve, men for Elias såvel som for Israel.

Ved Jahves pagt vil der ikke blive rokket, uanset hvor meget Israel har svigtet den og vendt sig fra den, men pagtens modus operandi (måde at virke på) vil blive ændret i bund og grund. Elias’ fornyede tjeneste vil være det synlige tegn på denne helt anderledes modus operandi.

Elias skal vende tilbage gennem ørkenen. Her skal han i Damaskus salve Hazael til konge over Aram - den konge, som efterfølgende volder Israel så megen bitter smerte - og hjemme i Israel skal han salve Jehu til konge - kongen som tager opgøret med Akabs hus og ikke mindst Jezabel - og så skal han også salve Elisa som profet. Alle tre, Hazael, Jehu og Elisa er på hver sin måde dommens redskaber, alle tre varsler de død, og mange i Israel vil dø. Men Gud vil også lade nogen blive tilbage, en rest på 7000 mand, som kun han kender, mænd der “ikke har bøjet knæ for Ba’al, og hvis mund ikke har kysset ham” (vers 15-18).

Frelseshistorien ændrer nu retning fra folk og nation til den enkelte troende, den enkelte trofaste, den enkelte som forbliver loyal overfor Jahve og hans pagt. En “rest”, et “nådesudvalg” udvælges og kaldes [jvf. Rom 11:1-10. Den samme modus oprandi sættes også i gang i Juda blot med en forsinkelse på godt hundrede år, jvf.Es 6:8 ff.).

Det betyder ikke, at Herren gør sig færdig med Israel som folk, men det betyder, at han udtager sig et folk, et sandt Guds folk i folket. Vi kan sige, at modellen, som den kristne kirke (Guds kirke) samles ind på og formes efter, allerede kan anes her.

Elias’ arbejde er på en måde slut med dette. Han har stadig vigtige opgaver at udføre, ikke mindst at udpege sin efterfølger og forberede ham. Måske går det endda an at sige, at Elias’ tjeneste kulminerer med den nye indsættelse.
Hans liv får ikke lov til at slutte nu, sådan som han havde ønsket det; han sættes ind i nye opgaver i tjenesten for Guds frelsesplan, og når tiden til, at han skal dø, indfinder sig, dør han ikke på sædvanlig vis, men en ildvogn viser sig og rykker ham bort (2 Kong 2:11).

Spiritualitet?
Men var det ikke om spiritualitet, at denne artikel skulle handle? Endnu engang er der god grund til, at læserne stiller det spørgsmål.

For mange er det spirituelle de mange underfulde, usædvanlige og grænseoverskridende ting, som skete i Elias’ liv, og de længes efter at opleve noget lignende. Og så alligevel handler Eliasfortællingen ikke så meget om disse ting. Elias er slet ikke hovedpersonen i sin egen livsfortælling. Det er Elias’ Gud.

Vores privilegium er også at være “vidnesbyrd om så kongelig en Gud” (sangen “Der er nogle, der bestandigt går, som de gik kongebud”; Evangelisk Sang nr 320). At kende Guds frelse, grunde over Herrens planer, vilje og forsæt og hvordan han udfører sin viljes plan er den højeste form for spiritualitet, vi kan give os hen til (se Ef 1:3-23; 3:15-21).

Oplevelsen af mirakler kan være en stor og grænseoverskridende oplevelse, men betyder ofte kun en stimulering af vort sanseapparat, hvor vi bare vil have mere og mere. Egentlig lærer de os ikke så meget om Gud, og deres indvirkning på de dybere ting i vort liv er begrænset.

Måske er det lige det, Herren vil lære Elias på Horeb. Han var ikke i stormen, i jordskælvet og i ilden; han var i den stille susen; underne ophører ikke i Elias’ liv, men opmærksomheden kommer herefter mere til at hvile på Herrens ord, og hvad det ord kan.

Nogle vil trække på smilebåndet ved den bemærkning og fortælle os, at vi er uforbederligt lutherske i det syn. Måske har de ret. Men det kunne hænde, at det at være luthersk i det stykke også er at være bibelsk og apostolsk.

Sand spiritualitet er naturligvis ikke blot at have hovedet fyldt af bibelkundskab, men er også på det personlige plan at opleve Guds ords bærekraft og indrette vort liv efter det, så vi ikke blot er ordets hørere, men også dets gørere.