Kristen spiritualitet 8:
Lektier fra Elias' Liv

Af Louis Nielsen - KP 02-2008

Denne artikel omhandler kapitel 17 og 18 i 1. Kongebog.

Elias lever i en tid, hvor Israel (Nordriget) er på vej til at ophøre med at være Guds folk. Frelseshistorisk markerer Elias’ fremtræden, at fra nu af defineres Guds sande folk ikke som en nation, men som “en rest” i nationen, som forbliver loyal over for deres fædres Gud.

Elias sættes ofte sammen med Moses som den anden af de to store gammeltestamentlige skikkelser, som har størst betydning i frelseshistorien.
Det var således Moses og Elias, der viste sig for Jesus og de tre udvalgte disciple på forklarelsens bjerg - og Elias associeres ofte med den kommende Messias i folkets forventning, jvf. disciplenes spørgsmål til Jesus om hvad det betyder, når farisæerne siger, at “først må Elias komme”.

Elias’ historie fylder kun nogle få kapitler i Kongebøgerne, men hvad betydning angår, er han blandt de allermest betydende personer i Det Gamle Testamente. Elias er ikke en af skriftprofeterne - Esajas, Jeremias, Ezekiel og de tolv små - men blandt profeterne er han en af de største.

Det budskab, han bringer, fortælles mere gennem hans liv end gennem hans ord. Heri adskiller han sig klart fra skriftprofeterne, måske lige med undtagelse af Jeremias og Jonas. Elias er, sammen med efterfølgeren Elisa, den mest karismatiske og dramatiske af profeterne i den forstand, at der skete mange ekstraordinære ting ved ham. Både Elias og Elisa virker som enkeltstående skikkelser.

Elias fremstår i en ond tid
I en falden verden, hvor den Onde er, kan alle dage kaldes onde, men i nogle perioder kan man sige, at Det Onde har taget magten, og at mørket råder.
Sådan en buldrende bælgmørk nat må Elias’ tid kaldes. Akab var konge, og sammen med ham regerede dronning Jezabel. Hun regerede virkelig. Hun var om nogen Ba’alsdyrker og havde sat sig for at udrydde Jahvedyrkelsen af Israel.

I forhold til hende var Akab en svag mand, som nærmest kun gjorde det, hans kone ville. Akabs og Jezabels tidsalder og verden kan uden tøven kaldes “antikristelig”. Jahves profeter var truede på livet, flere var slået ihjel, og de, som havde overlevet, levede “under jorden”. Sande Jahvetilbedere - og dem var der alligvel nogle af - levede og boede dér, hvor “Satans trone” var.

Det synes meget afgjort for den bibelske fortælling at få sagt, at Elias’ historie hører hjemme lige her. Elias dukker op i fortællingen som fra det blå. Pludselig er han der uden nogen formel introduktion, nærmest som afslutningen på nogle vers, som opsummerer Akabs regering:

“Omris søn Akab gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen anden før ham. Da det ikke var nok for ham at følge Nebats søn Jeroboams synder, giftede han sig med sidoniernes konge Etba’als datter Jezabel, og han gav sig til at dyrke og tilbede Ba’al. Han rejste et alter for Ba’al i Ba’als tempel, som han havde bygget i Samaria. Akab lavede en Asherapæl, og Akab gjorde mere endnu, så han krænkede Herren, Israels Gud, mere end nogen af Israels konger, der havde været før ham. På hans tid genopbyggede Hiel fra Betel Jeriko. Det kostede ham hans førstefødte søn Abiram at lægge grunden og hans yngste søn Segub at sætte porten i, efter det ord, som Herren havde talt ved Josva, Nuns søn. Tishbitten Elias fra Tishbe i Gilead sagde til Akab: Så sandt Herren, Israels Gud, lever, som jeg er i tjeneste hos: Der skal i disse år hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det”

(1 Kong 16:30-17:1). [17:1 burde være taget med sammen med 16:29 ff.].

Professor Dale Ralph Davis kalder i sin kommentar over 1 Kongebog afsnittet 16:29-17:1 for “Antikrist kaster sin skygge”. Og han skriver: “Hvor ofte betragter Guds folk ikke den tid, de lever i, og iagttagende dens kulturelle dekadence, vigende normer, gudløse regimer og åndelige kompromisser sukker de ved sig selv og siger: Nu kan det ikke blive værre!”. Lige her er det, at denne tekst møder dem og siger: “Jo, det kan det!”. Det onde formår at vokse eksponentielt.

(Alt i Israel har tilsyneladende kapituleret til Ba’al. Og Hiel fra Betel trodser Herrens århundredegamle advarsel og forbandelse og genopbygger Jeriko som en befæstet by. Det er det sidste strå i den frafaldshistorie, vi er vidne til. Men Herrens ord står ved magt, og forbandelsen indtræffer og rammer Hiel, der hvor det gør allermest ondt. Han mister to af sine sønner, sin førstefødte og sin yngste søn. Stærkere kan det vel ikke siges, hvor ulykkesbringende det er at bryde med Jahve. Han mister aldrig noget af sit, det er os, som mister.)

Fokus på Gud - ikke Elias
Navnet Elias betyder “Min Gud er Jahve”. Hans pludselige tilsynekomst virker nærmest som et bombenedslag: “Der skal hverken falde dug eller regn, før jeg befaler det”. Hvem er den sande Gud, hvem er den sande hersker, hvem er det alle og alt må lyde? Det er spørgsmålet, som nu er stillet, og som den kommende tid vil give sit utvetydige svar på.

Elias behøver ingen anden introduktion. Hans CV er uinteressant. Det er ikke manden, som er i fokus, men Ham, som har sendt ham, Ham som er hans Gud, Herre og Konge. Han er nu kommet for at hævde sin ret til Israel, til dets tro og tilbedelse.

Det er så afgørende, at vi hele tiden får rettet blikket mod Gud. Han skuffer aldrig, og han ender aldrig som distanceblænder. Bibelens fokus er altid rettet på Gud, og mennesker får aldrig lov til at overtage dette fokus. Svagheden ved så meget af den moderne spiritualitet er netop, at den er så menneskecentreret.

Tiden, vi lever i, er alt for navlebeskuende. Hvor bliver vi dog trætte af dens fokus på bestemte mennesker og grupper, på hvad de gør, tænker, mener og fremfor alt føler. Verden bliver så uendelig lille derved, banaliteter fylder horisonten, og de store højder og dybder forsvinder, benovetheden over sig selv vinder dagen, og mere og mere hægtes vi af den store plan, det store forsæt, det evige mål, Gud i sin visdom og nåde har sat os.

Desværre er billedet ikke meget anderledes i kirken end alle andre steder i samfundet. Mindre og mindre får kirken at sige verden, for det, vi siger, er stort set, hvad den selv siger - bare siger den det bedre. Færre søger kirken, ja selv vore egne begynder at falde fra, og der bliver længere og længere mellem de søndage, hvor de fylder kirkebænkene op.

Det lader sig desværre ikke nægte, at meget af kirkens spirituelle liv er blevet popkulturens. Og afstanden mellem denne og Det Nye Testamentes spiritualitet er afgrundsdyb. Hvordan overlever Elias efter, at den fulde virkning af hans forkyndelse af dommen er sat ind?

Den totale tørke, som Elias på Herrens vegne har kundgjort Akab, indtræffer. Alle skabninger kommer til at lide, mennesker, dyr, landskabet. Det fysiske, vor skabthed og hele verdens skabthed kan vi ikke sådan hægte fra.

Vi i den rige, udviklede og teknificerede verden har stort held med at bedrage vore sanser, så vi ikke ser denne sammenhæng, dette tilværelsens grundvilkår, men selv i vort lille smørhul rystes vi dog, når vi ser og hører om cykloner, tsunamier, jordskælv, hungersnød og aids, som slår tusinder ihjel, gør millioner hjemløse og efterlader talløse i forfærdelig forarmelse, nød og ensomhed.

Umiddelbart er Elias lige så meget truet som alle andre. Guds domme er sjældent selektive. Rammer de, rammer de onde og gode, retfærdige og uretfærdige. Først på den store dag - dommens dag skelnes der for alvor. Guds folks håb er rettet mod den dag.

Men Elias er Guds udvalgte redskab, den som Gud ønsker at bruge til at bringe sit ord til Israel. Derfor har Gud også midler til at beskytte hans liv. Så længe, som hans mission varer vil Gud bevare sin tjener i live, også selvom det kræver ekstraordinære forholdsregler.

Der er løfter i Skriften, som vi alle kan tage til os, fordi de er rettede til os alle. Men der er også løfter, som gælder dette ene menneske eller den bestemte gruppe af mennesker. Megen forvirring og frustration opstår, når vi tager løfter, som er rettede til bestemte mennesker i bestemte situationer som Guds løfte til os personligt og generelt.

Jahve beordrer Elias at skjule sig ved bækken Kerit. Skjule sig må han, fordi han er efterstræbt. Men dér i sit skjul vil Gud se til, at hans fornødenheder vil blive opfyldt. Og opfyldt må vi sige på både naturlig og overnaturlig vis. En kilde har vand, så længe som vandet strømmer til kilden.

Den dag, det ikke sker, flyder kilden ikke mere. Men mad får Elias på overnaturlig vis. Al skabningen må tjene Gud, og Gud lader ravne bringe Elias brød og kød morgen og aften. Kød kan vi måske gøre rede for, men brød? Og vi kan fundere over, hvad for noget kød ravnene kastede ned til Elias? Mon det altsammen var rent? Kunne det være, at der var ådsler af urene dyr imellem?
Underligt er det så langt Elias må vandre, helt til Sarepta, til et fremmed land, til en fattig enke. Men også der mangler der brød. Men nu sørger Gud for at holde Elias i live, men ved at holde ham i live holdes også enken og hendes søn i live.

Ravnene var Guds ekstraordinære tjenere til at holde Elias i live ved Kerit; det bliver enken nu i Sarepta. Med Elias har også Guds ord bevæget sig fra et land og et folk, som har gjort sig døv for det til en enke, som lytter til det, tror det, satser sit sidste på det. Som bekendt anvendte Jesus dette eksempel i sin prædiken i sin egen hjemby Nazareth. “Der var”, sagde Jesus, “mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land” (Luk 4:25-26).

Den rustikke spiritualitet
Miraklet i Sarepta er ikke, at hundrede melsække og en masse dunke af olie kastes uden for døren til enkens hus, og at hun må skaffe lagerplads til denne mængde af mad, ikke en situation analog med den, Jesus skildrer i lignelsen i Luk 12:13-21, men at krukken hver dag, så længe tørken varede, indeholdt lige den mængde mel og kanden lige den mængde olie, som var nødvendige til at bage de brød, som holdt Elias, enken og hendes søn i live. Det her handler om Jahves evne til at sørge for sin tjeners daglige behov. Samtidig giver Herren enken, som tør betro alt sit til ham, det samme. Fortællingen bevæger sig helt nede på jorden. Det er overlevelse, det handler om, om det uundværlige, om eksistens på et minimum.

Situationen er meget lig den samme som den, Jesus taler om i Matt 6:25-34 og Paulus i Fil 4:10-13. Det er den simple, forenklede, rustikke spiritualitet, som prægede vore oldeforældres generation, før overflodstiderne, velfærdssamfundet og forbrugersamfundet var opfundet. Det er stadigvæk den spiritualitet, vi finder mest af i de bibelske tekster. Det er også Jesu og Paulus’ spiritualitet.

Vi er omgivet af en tidsånd, der hårdnakket benægter Guds indgriben i livet, og som ikke længere kan undres og ikke evner at tilbede. Bibelen fortæller sine historier for, at vi skal lære at fæste lid til Gud, undres og lære at bøje knæ. Det er også livsnerven i en spirituel tilgang til livet, i hvert fald for kristne.
At være frelst og tryg for en fare betyder ikke, at en anden ulykke ikke kan ramme en. For medens man i det bestemte hus i Sarepta venter på, at tørken skal få ende, bliver enkens søn syg og dør.

På en eller anden måde går vi mennesker altid rundt med en latent skyldsbevidsthed - en kollektiv erindring om Paradiset, vi kom fra, men som vi på grund af vores synd og fald blev fordrevet af. Og da drengen dør, vækkes denne skyldsbevidsthed til live hos enken. Det må være min synd og skyld, Gudser og hjemsøger, tænker hun.

Gudsmanden vækker ved sin blotte tilstedeværelse denne skyldsbevidsthed til live. Men den rolle vil Elias ikke påtage sig. Det er ikke en sag, som er Herren uvedkommende, og Elias ønsker Ham bragt ind i den. Så han beder kvinden overlade sin søn til ham, bærer ham op på sit værelse, lægger ham på sin seng og begynder at bede til Gud.

“Din mening”, siger han ligefrem og uden omsvøb til Herren, “kan da ikke være at bringe ulykke over denne kvinde, som har behandlet mig så generøst?” Elias fornemmer, at det ikke kan være meningen. Den må være en anden. Gud kan ikke have holdt dem i live, bare for at lade en af dem dø. Sygdom og død har deres gang i en falden verden, og vi er underlagt dem. Men sygdom og død har ingen magt over Jahve, og de binder ikke ham. I tro kaster han sig over drengen, råber til Herren og beder ham give drengen livet tilbage (1 Kong 17:19-21).

Og teksten siger så dejligt: “Herren hørte Elias’ bøn, og livet vendte tilbage i drengen, så han blev levende”. Han, som har kaldt tørke og hungersnød frem, som har givet ravnene besked om Elias og også har åbnet hjemmet i Sarepta for ham, kalder også liv frem af døden. “Herrens ord” er klart i centrum i fortællingerne om Elias, og fortællin-gen om enkens søn og hans opvækkelse fra de døde slutter også med moderens bekendelse: “Nu ved jeg, at du er en gudsmand, og at Herrens ord er sandhed i din mund” (17:24).

Elias på Karmel
Årene går, og der er næppe noget grønt område i hele landet, tørken har sat tydelige spor overalt i landskabet. Selv kongen kan ikke finde græs til at holde liv i sine heste og muldyr, og han og hans hofchef er ude at lede efter bare en smule græs.

Vi tør ikke gætte på, hvordan den jævne israelitiske bonde har det. “Lang tid efter”- og tre år er virkelig en lang tid, når det er tørke og hungersnød, vi taler om - kom Herrens ord igen til Elias og befaler ham igen at gå til Akab og forkynde ham, at “nu vil jeg igen lade det regne på jorden”.

Umiddelbart vil man forvente, at det vil være et velkomment budskab for Akab. Men alligevel aner vi fare for Elias. Jezabels trussel skal tages alvorligt, og det er ingen hemmelighed, at kongen har ledt i alle riger og lande efter Elias. Enkens hus i Sarepta havde ikke alene været et brødets hus for Elias, men også et skjulested, hvor Herren havde gemt ham godt for hans fjenders efterstræbelser.

Hofchefen Obadja var en mand, som frygtede Herren. Elias var altså ikke den eneste trofaste, men det vender vi tilbage til. Aktivt, men naturligvis i det skjulte, havde Obadja gemt 100 af Herrens profeter og sørget for dem, en handling, som bestemt ikke har været ufarlig. Og nu vil Elias, at Obadja skal gå til Akab og opnå audiens for Elias. Med rette er Obadja rædselsslagen. Elias er kendt i sin samtid som en mand, som Herrens Ånd flytter rundt med, og som snart er et sted og snart et andet, ingen véd hvor. Obadjas indvending er et sigende vidnesbyrd om, hvor lidt vi kender til Elias’ liv. Alt, hvad der ikke vedrører historien om Jahves opgør med Ba’al og med kongeparret, er udeladt.

Akab er ikke venligt stemt over for Elias; for ham er han en, som forstyrrer freden i Israel og styrter Israel i ulykke. Alligevel tør Akab ikke andet end adlyde Elias. Og “hele Israel tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter og de firehundrede Ashera-profeter” må give møde hos Elias på Karmel.

Lad den sande Gud træde frem
Udfordringen fra Elias til folket er: Hvem er Gud? Lad det blive tilkende-givet i dag, og følg så den sande Gud, men lad være med at tro, at I kan følge dem begge. Det er, hvad vi mennesker dengang som nu så gerne vil tro, ind-rette os med Ba’al når dagene er som flest, indrette os med Jahve, når krisen kradser.

Moderne spiritualitet plukker gerne lidt hist og lidt hér. Sandheden må jo kunne findes flere steder. Desuden vil vi også gerne være med til at designe vores spiritualitet, så den passer til os og fremhæver hvem vi er. Men alt det vil Jahve ikke vide noget af, og har han aldrig villet vide af. I så henseende er han ubøjelig. I må vælge i dag, hvem der skal være jeres Gud. Det åbne opgør kan begynde.

Ba’alsprofeterne får som de mange lov til at begynde seancen, og de slider og slæber fra morgen til middag med at få ild til at falde ned over deres offer, men hverken deres råben, dansen, deres profetiske henrykkelse eller deres snitten sig med sværd og lanser lige til aftenen faldt på, hjalp det mindste.

Tilmed må de finde sig i Elias’ satire og ironi, en sarkasme ikke ulig Esajas’ (44:9 ff.) eller Jeremias’ (10:3-5). Anderledes fattet går det til ved det modsatte alter, alteret Elias har ladet bygge for Herren. Elias kan endog tillade sig at være så overlegen, at han lader offeret og brændet overhælde med så meget vand, at “vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand” (1 Kong 18:35). Modsat Ba’alprofeternes mange ritualistiske manipulationer og ekstatiske rasen er Elias rolig og rationel, og hans bøn er lige til sagen: “Herre, Abrahams, Isaks og Israels Gud! Lad det i dag blive kendt, at du er Gud i Israel, og at jeg er din tjener, og at det er på dit ord, jeg har foretaget alt dette. Svar mig, Herre, svar mig, så dette folk kan erkende, at det er dig, Herre, der er Gud, og at du har vendt deres hjerte” (vers 36 og 37).

Kontrasten er slående, og skildring-en her er et sandt lærestykke i den afgrundsdybe forskel, der er og altid vil være mellem en religion, der tilbeder det skabte og en religion, som tilbeder Herren, “Himlens og jordens, det synliges og usynliges Skaber”.

Tænker vi nærmere over det og sætter det i relation til vores tid og dens spirituelle søgen, giver det os meget stof til eftertanke. Vi kan vel ikke helt komme bort fra, at i og med, at vi ikke er skabt bare som biologiske væsener, men også som åndsvæsener, så er der en naturlig dragning mod det spirituelle hos os mod “de dybere længsler”, som Grundtvig synger om.

Ikke alle kan det siges om, for nogle har gjort sig til materialister, og for dem er det kun materien og biologien, som tæller. Men kun få kan lade sig nøje med det som eneste tilværelsesforklaring. Det spirituelle i en eller anden form og skikkelse udøver derfor en vis tiltrækningskraft og fascination på særdeles mange af os.

Problemet er heller ikke så meget den spirituelle dragning i sig selv, som det og den vi søger. Også Israel og kirken har givet rum for menneskets spirituelle behov. Et står dog fast, at Gud behøver ikke vor spiritualitet. Han tjenes ikke af menneskers hænder, som om han behøver noget fra os (Salme 50:7-15; ApG 17:24-25).

I gudsfrygtens univers har spiritualiteten en underordnet rolle. Her er det tillid til Gud, lydighed mod hans bud, vandren med ham, afhængighed af ham, trofasthed, kærlighed og godhed mod næsten, det at kende Gud, som betyder noget (Hos 6:6; Mika 6:6-8). Alligevel tillader Gud -og stundom forordner - troens folk at bygge altre, opsætte mindesvarder, bygge helligdom, bringe ofre, komme sammen til fester og højtider, spise, drikke, feste, danse for Guds ansigt, dele glæden over livet, over mennesker, over Guds gaver, over Ham selv. Men - og det skal vi virkelig lægge mærke til og notere os - disse ting må aldrig blive afgørende i sig selv, ikke blive magi eller vore forsøg på at manipulere med Gud eller gøre os fortjent til hans velsignelse og bevågenhed, og de kan aldrig træde i stedet for tro, lydighed, kærlighed, trofasthed, vandren med Gud. De kan aldrig blive et surrogat for gudsfrygt.

Ba’alsdyrkelsen havde orgierne - ja vær opmærksom på, at spiritualitet, hvis den er blottet for gudsfrygt og etik, kan lede til synd - ekstasen, vildskaben, masochismen, tilbedelsen af naturen og materien, og dens spiritualitet oplevedes på mange måder som mere opløftende end Jahvedyrkelsen med Torah (Loven) og krav på ubetinget lydighed mod Jahve. Derfor var der så mange i Israel, som ikke kunne se noget forkert i at dyrke Ba’al og som let lod sig forlede af Jezabels åbenlyse propaganda for Ba’al.

Men nu var det dommens dag. Og det blev afsløret, hvem der var Gud, Jahve eller Ba’al. Det var afgørelsens dag. Hvad ville Israel svare, og hvordan havde Elias det i det sejrsombruste øjeblik og nogle dage senere? Det når vi ikke at besvare i denne artikel, men vi vender tilbage til det i den næste.