Kristen spiritualitet 7:
Lektier fra Davids Liv

Af Louis Nielsen - KP 01-2008

Den næste af de store skikkelser, vi trækker ind fra Det Gamle Testamentes persongalleri, er David, Isajs søn, hyrdedrengen, “manden efter Guds hjerte”, Herrens salvede konge, forvarslet om Messias, den kommende konge.

David er som person meget vanskelig at bedømme. Der er træk ved ham, man umuligt kan holde af, og træk, der lyser op. Han er en modsætningernes mand. Hvad gør ham til “en mand efter Guds hjerte”, og hvorfor bliver han tilsyneladende bedømt så meget mere skånsomt end forgængeren Saul, når han på flere områder forekommer os en mere sympatisk mand?

Spørgsmål som disse er svære at svare på, og vi bør med det samme gøre os klart, at de må skrives på vores egen regning. De er vore moderne, sentimentale spørgsmål, ikke Bibelens. Men modsat betyder det heller ikke, at Bibelen nødvendigvis ser med billigende øjne på alt, hvad David gjorde. For det gør den ikke.

Kompleks person
Det er ofte svært at bedømme et menneskes karakter, især et så sammensat menneske som David, som stod med valg, som var så helt anderledes end de afgørelser, vi står med.

Magt er altid en farlig størrelse. Faren for at misbruge magten er altid overhængende, og magtudøvelse skaffer os også mange fjender. Ingen af os skal attrå at have magt, men nogen må nødvendigvis have magt, og David havde intet valg. Magten var overdraget ham af Gud.

Det er nemt at idealisere et menneske og gøre ham til et glansbillede, men det modsatte at dæmonisere ham og afklæde ham storhed er også mulig, og det sidste har vi nok i dag mere hang til end det første - i hvert fald når det handler om historiske skikkelser.

Hvordan vi end bedømmer ham, kommer vi ikke uden om, at David er en stor karakter. Ikke bare en personlighed, men just en karakter, hvilket ikke er helt det samme.

Mand med store følelser
David kender vi fra de vidunderlige fortællinger fra Første-og Anden Samuelsbog, og “indefra” og fra troens vinkel kender vi ham fra hans salmer. Men en biografi i egentlig forstand er det ikke muligt at skrive om hverken David eller nogen anden bibelsk karakter. Måske skulle vi uden på nogen som helst måde at forfalde til stereotyper eller psykologiseringer, som er aldeles fremmede for Bibelen, alligevel begynde med det faktum, at David er en mand. Han er ikke kvinde, hvilket ikke er det samme som, at han er uden følelser.

For han er portrætteret i fortællingerne om ham og i hans salmer som en mand med et rigt følelsesregister hvori der indgår komponenter af både flammende vrede, dyb fortvivlelse, sorg og angst, ligesom han er udstyret med et flamboyant temperament såvel som hang til overvældende depression, en mand som både kan vise overvældende hjertelighed og arrogant afvisning.

Drenget kådhed, muskelstyrke, lidenskabelig kærlighed, tapperhed, udhol-denhed, snuhed, strategisk visdom såvel som kunstnerisk formåen er også egenskaber, vi i vid udstrækning må tilskrive David. En kedelig person er han ikke.

Et troende menneske
David er en spirituel person, et troende menneske. Men hans spiritualitet går hånd i hånd med alt det andet, han var. Spiritualitet bibelsk anskuet er ikke teknik, ikke noget isoleret ydre, adskilt fra alt det øvrige vi er, men indgår sammen med det til at gøre os til de mennesker vi er, på godt og på ondt.

Troen på Jahve og tilhørsforholdet til Israel er afgørende momenter i formningen af Davids karakter og dermed hans spiritualitet. Ligeledes er hans drenge- og ungdomsårs oplevelser som hyrde for sin fars får på afgørende vis med til at forme ham.

Han havde kæmpet mod både løver og bjørne og vundet over dem. Da vi første gang møder ham, møder vi ham som en, ingen regner med. Samuel må presse Isaj for at få noget at vide om Davids eksistens.

Det er også tydeligt, at hans brødre foragter ham. Hans “rødmossethed” og vejrbidthed og hans usofistikerede ordvalg gør ham i bedsteborgerens øjne primitiv, men netop hans usofistikerethed sætter ham i stand til at vise mod, hvor alle andre var lammede af frygt.

Hyrdedrengen var ikke teolog, men han følte nidkærhed for Herren sin Guds navn, da han hørte det antastet og spottet af en mand som Goliat, og øjeblikkeligt og ufortrødent følte han sig kaldet til at gå i kamp mod ham, stolende på, at Gud ville være med ham, og at han ville slå kæmpen ihjel iHerren Hærskarers Guds navn (1 Sam 17).

Uden tvivl er vi kaldet til at føre krig mod Herrens fjender på en helt anden måde, end David var det, men ind imellem kan vi godt savne den råstyrke og brændende indignation og vrede, som drev David til værket.

Disse kan godt nogen gange være en spirituel kvalitet, pænhed kan være det modsatte. Noget mere Samson og David som ung må der gerne være i vor spiritualitet, ikke mindst hos os mænd.

David og Saul
Årene under Saul var hårde ved David, både de år, hvor han stod sig forholdsvis godt med Saul, og de år, hvor han flyg-tede for Saul. For Saul var uberegnelig og blev det mere og mere som sindssygen tog til.

Saul finder trøst ved David, ikke mindst ved Davids harpespil, der kunne bortdrive kongens triste tanker. Desuden var David også en dygtig kriger, som skaffede Saul mange sejre. David var loyal ind til sjælen overfor Saul, men som den karismatiske og charmerende mand han var, stjal han også folkets hjerter.

Saul var både mistænksom og jaloux. Sådanne mennesker er ikke nemme at omgås og at fri sig selv fra Sauls luner og samtidig bevare sig uanløben moralsk set er ikke nogen nem opgave. I virkeligheden kunne det ikke have ladet sig gøre uden Jahves hjælp. Og det er, hvad den bibelske tekst understreger igen og igen.

Jahves hjælp kan han støtte sig til, også når han er ubekendt med farerne og ikke ved, hvor de næste gang kommer fra. Men hans egen tro til Jahve er også vigtig. At være spirituel i en bibelsk forstand er at være i Guds nåde, både fordi nåden rækkes os, men også fordi vi selv rækker ud mod den. Det er at vide sig afhængig, men også at gøre sig afhængig.

Nogle ved Sauls hus har kunnet se det, indbefattet Jonatan, Sauls søn og Davids næreste ven. En mand som Jonatans venskab og fortrolighed vinder man ikke, hvis ikke der er noget i ens tro og karakter, som vinder den, noget han vejer op mod alt andet han ser, og i det finder Gud og Guds hånd.

Op- og nedture - men med Gud
Det spirituelle menneske - vi vil hellere med Paulus tale om “det åndelige menneske”(1. Kor 2:15) - er ikke så meget forskelligt fra andre mennesker, forskellen ligger i dets gudsforhold. Har det et sådant, og er det en aktiv part og medspiller i dets liv, taler vi om et åndeligt menneske, et spirituelt menneske. Men det vil ikke kalde sig selv sådan, det er noget, det er gennem andres iagttagelse af dets liv.

Det sandt spirituelle menneske vil også have Gud for øje i al sin færden, og det vil være vigtigt for det at relatere både sine fejl og svigt, sin tro, angst og tvivl, sine spørgsmål og sine valg til Gud og til hans vilje og ledelse.

Salme 25 er en sådan salme, hvor David som en gammel mand reflekterer over sit liv som levet under Gud, hvor han klart ser sin synd i øjnene, men også reflekterer over Guds godhed, hans visen ham vejen og er rørt over det “fortrolige samfund”, han har haft med sin Gud.

Det er for det sandt spirituelle menneske ikke et spørgsmål om at forme og danne sig selv og samle det op, man kan lide, og som vil bringe en anseelse og berømmelse, men om at leve med Gud og lade sig forme af ham, hvorhen og til hvad han leder en. Således var det med David, og således er det med alle troens mennesker.

I den proces vil der være mange “tilbagerykninger”, mange ting, som ikke peger mod mål, fejltrin og nedture, og så vil Gud dog nå sit mål med en.

Sådan er Davids liv. Skidt blander sig med kanel, snot med skæg. Den ene dag er tronen i sigte, den anden dag er muligheden for nogen sinde at sætte sig på den forskertset, den ene dag sidder man trygt i Davidsbyen, den næste er man på flugt for sin søn. Den ene dag har han Natan stående for sig forkyndende tronens og rigets forunderlige fremtid, den anden står samme profet foran ham og forholder ham hans synd og Herrens dybe mishag med, hvad han har gjort.
Sådan er det at leve og vandre med Gud. Man må sige ja til det, og man kan afvise det, men nogen “selfmade” mand, må man ikke forestille sig at blive, for det sker altsammen på Guds præmisser.

Lidelser og kaos
Davids liv fortæller os, at ydre lykke og glans ikke er forudsætninger for et oplevet rigt liv med Gud (et spirituelt liv). Livet kan endda være grumt og barskt, og man kan være omgivet af fjender og mennesker, som optræder under dække - hvad konger vel forøvrigt ofte er - og alligvel bevare tilliden og freden, have en glæde i Gud, som overgår nogen glæde, man oplever i gyldne sale og ved borde, som flyder over med mad og vin.

Det er, hvad David selv siger: “Hvem lader os opleve lykke? Løft dit ansigts lys mod os, Herre! Du har givet mig større glæde i hjertet, end man har, når der er rigdom af korn og vin. I fred kan jeg lægge mig og sove, for kun du, Herre, lader mig bo i tryghed” (Salme 4:7-9).

Fuldkommenhed, fuld kontrol over sig selv, over sine omstændigheder - hvilket er så meget en del af den moderne spiritualitets forståelse af sig selv - finder vi heller ikke hos David. Her er der meget, som minder om kaos; ikke at forstå på den måde, at Bibelen ligefrem bifalder kaosset, men sædvanligvis nøjes den med at gengive virkeligheden, som den er, og overlader dommen til os.

Davids liv har typologisk betydning som en forudskygning af Jesus Kristus, men han er langt fra at ligne Jesus, og vi skal bestemt heller ikke bedømme ham efter en virkelighed, som først kom med Jesus. Den nye pagt ved Jesu Kristi død, den ny natur og Helligåndens iboen med indbydelsen til og muligheden for at leve og vandre i og efter Ånden (Rom 8:9-15; Gal 5:13-26) har forandret alt for den kristne. Men som kristne er vi stadig en del af den faldne skabning og endnu lever vi i den gamle verden; det fuldkomne er heller ikke for os endnu.

Derfor kan vi lære meget mere af Davids mange ufuldkommenheder og grovheder - og Guds holden fast ved ham trods alle disse - end af samtlige spirituelle produkter, som det religiøse marked oversvømmes med i dag.

Et liv, der inspirerer
Vi vil nu se på nogle sider i Bibelens skildring af David, som vi kan bruge som inspiration, vejledning og advarsel i dannelsen af vores liv med Gud.

1. David er ægte. Han er ikke nogen opfunden skikkelse. Han kommer ud af livet. Vi oplever ham, som han er. Vi beundrer ham, samtidig med, at vi rynker på brynene og krummer tæer over ham. Men sådan er virkelige mennesker, også mennesker “efter Guds hjerte”. Hans begejstring for Guds sag er ægte, han er virkelig ægte i sin harme over Israels hærs vankelmodighed og over den spot, som rammer Guds folk og rammer Guds navn.

Han er virkelig ægte, når han sætter alle konventioner over styr og danser af begejstring foran Guds ark, og gør det så intenst, at han for altid pådrager sig sin hustru Mikals dybe foragt. Han er ægte i sin anger og syndsbevidsthed. Han er ægte i sin sorg over rebelske Absalons død, også selvom han i sin sorg handler strategisk uklogt, beskæmmer sine trofaste mænd og glemmer sine pligter som konge. Balance er i det hele taget ikke Davids force, men hensynet til fornuftig og formfuld optræden kan måske også nogen gange blive for stort.

Det er ikke altid det rigtigste at ville redde sit ansigt. Nogen gange er det godt at vise det. Svigefuldhed og at handle under dække er en kunst, som dyrkes meget, ikke mindst i vor tid. Men Gud hader det. Salmerne, hvoraf mange jo skyldes David, taler ofte om svigefulde mennesker. Hvad ondt, der med rette kan siges om David, er svigefuldhed ikke en af hans laster.

2. David var bevidst om sin synd og sit behov for Guds tilgivelse, han havde “en sønderbrudt ånd” overfor Gud, et ydmygt hjerte, og han lod sig gerne belære af Gud. Disse er afgørende elementer for, at der kan være noget liv i Gud og nogen vandring med ham. Den, som ikke vil vide af synd, bedrager sig selv, og Guds sandhed er ikke i ham. Guds røst kunne trænge ind i Davids samvittighed, også da han var på magtens tinder, og troede, at det han havde gjort, var hans ret som enevældig konge, og angeren hos David blev ikke mindre end arrogancen i de syndige handlinger havde været.

Ofte sker der det modsatte hos mennesker, som opfatter sig selv som spirituelle, nemlig, at man ser sig selv som hævede over andre mennesker og er egentlig godt tilfreds med sig selv. Men den følelse bør vi snarere tage som et uro-varsel end som et tegn på, at Helligånden arbejder. At Guds ord appellerer til en, man lytter til det og gerne vil indrette sit liv efter det og lade sig belæreafdet er også et sikkert tegn på spirituelt liv. Også det finder vi hosDavid.

3. David har en klar fornemmelse for, hvor meget han skylder Guds godhed, og hvor meget Gud er til at stole på. Intet af det var selvfølgeligt, intet af fortjeneste, alt var af nåde. Gud var den aktive i Davids liv, fra begyndelsen til enden. Uden ham var der ingen David.

Hans salmer vidner om det, men også hans måde at møde livet på og hans spontane udtalelser i Samuelsbøgernes fortællinger vidner om det samme. Hans liv kommer til at handle mere om Gud end om David. Det er også et grundtræk ved bibelsk spiritualitet i modsætning til så megen anden spiritualitet.

Megen moderne spiritualitet er en vandring på tinder snarere end en vandring i dale, et overskudsfænomen snarere end når oplevelsen er mangel på alt, ensomhed, nød, fare og usikkerhed. Sådanne oplevelser var der mange af i Davids liv, og uforklarlige og mærkelige var de også, eftersom David var Guds udvalgte, og han havde Guds løfte. På den måde bliver det klart, at han er Guds udvalgte, for uden, at Gud havde været med ham, ville alt for længst være lagtøde hen, og graven have fundet ham i ung alder.

Salmer som Salme 23 og Salme 139 og mange andre Davidsalmer må ikke læses som bare smuk lyrik, men snarere som vidnesbyrd om et liv levet med Gud i lyst og nød, i glæde og sorg, i fred og uro, som gæst ved Guds bugnende bord såvel som vandren gennem “dødsskyggernes dal”, men Gud var der, havde været der fra moders liv og ville være der til livets sidste stund. En sådan livserfaring kommer kun ved at leve livet med Gud, den kan på ingen måde iscenesættes eller til-egnes på det spirituelle marked kald det lysmesser, pilgrimsrejser, retræter eller hvad du end kan komme i tanke om.

4. Skyggesiderne og de negative oplevelser bidrager også i udviklingen af spirituel modenhed, hvis vi ellers stiller os under Gud og bliver ved ham. Skyggesider var der mange af i Davids liv. Det har vi allerede nævnt. Og Davids liv med Gud er en kurve, som har både bølgetoppe og bølgedale, og som også flader ud over år og tid.

Fysisk og mentalt aftog hans liv i styrke, som livet gør helt af sig selv. Vi fornemmer en træthed brede sig i sjælen især efter Absaloms oprør og andre sorger i familelivet. En mistanke om, at en form for demens også kom til David, kan vi godt få, når vi læser historien om de sidste år i hans liv.

Synden med Batseba
Med hensyn til kvinder og ægteskab er hans liv, så vidt vi kan bedømme ikke noget at berømme ham for. Men Bibelen kommenterer det ikke. Ikke mindst i ægteskabet manifesterer syndefaldets følger sig markant, og det må ligesom vente på Jesus Kristus og det, han bragte med sig, før ægteskabet kan føres tilbage til det, som var Skaberens intention fra begyndelsen (Matt. 19:3 ff.).

Synden med Batseba er “ond i Herrens øjne”, fordi David havde sat sig ud over Herrens lov, havde taget en anden mands hustru og sidst, men ikke mindst ladet samme mand myrde. Det er tydeligt, at Bibelens forventning er, at Herren af en mand som David havde kunnet forvente det anderledes.

Veg fader
Mange vil sikkert også bebrejde David, at han som far er så veg, giver sine sønner alt for stort råderum, undlader at sætte dem på plads og lader udviklingen gå så langt, at det ender i tragedie. Men hvor let er det for en mand, som netop på det område har spillet fallit at optræde med moralsk myndighed og autoritet.

Eksemplet og forbilledet mangler jo. Jo David skulle nok have optrådt fastere, men tjener det ham ikke også til ære, at han er nøgtern nok til at erkende sin egen skyld i alt dette og se sin egen synd bag deres opsætsighed og ulykke?

Åndelighed eller spiritualitet uden realistisk selverkendelse og redelighed er ikke meget bevendt, snarere som “døde fluer i salveblanderens olie”.
Stolthed og pral og dyrkelse af egen betydningsfuldhed fører ofte til fald. Det kan ramme os alle, men rammer ofte især magtfulde mænd . Og David synes ikke nogen undtagelse. Folketællingen, som der fortælles om hen mod slutningen af Davids liv, er et eksempel herpå.

For os moderne læsere er det en mærkelig historie. Helt forstå den kan vi vel ikke sige, at vi gør. “Herrens vrede”, står der flammede igen op mod Israel, og han lokkede David til at tirre folket og sagde: “Gå hen og hold folketælling i Juda og i Israel” (2 Sam 24:1). Absolutte, kontrollerende, frihedsindskrænkende og bureaukratiske love og forordninger irriterer og har vel altid irriteret folk.

Joab advarer David, og minder David om, at han har ingenting at bruge en sådan folketælling til, for Heren vil se til folket og forøge det hundredefold. Men David vil have folketællingen udført, og ingen skal hindre ham i at få sin vilje. På en eller anden måde har det været vigtigt for ham at få fortalt, at han havde magten, den absolutte og totale magt.

Historien er mystisk, men sådan er Guds veje med mennesker og folk af og til. Det er ikke altid, vi forstår, og vi bør nok være mere villige til at erkende og indrømme, at der er meget ved Gud, vi ikke forstår.

I ydmyghed at erkende det hører med til at være en moden kristen. Vi får aldrig kontrol over Gud, og Gud vil aldrig lade sig manipulere af os. Vi står altid under ham, aldrig over ham eller ved siden af ham. Tabe os selv og miste kontrollen vil vi nødig, vide besked med fremtiden og kunne beregne vore muligheder og vort potentiale vil vi alle grumme gerne.

Megen moderne spiritualitet er i virkeligheden øvelser i selvudvikling og kontrol nu og da grænsende til guddommeliggørelse. Konger har altid drømt om det, ikke mindst konger, som har guddommeliggjort sig selv, som Mellemøstens konger gjorde det. David og Israel må aldrig udvikle sig i den retning. Det er en besked, som Samuelsbøgerne igen og igen efterlader os med. David må overlade sit rige til Gud, den virkelige konge, og stole på ham. Og den samme besked får vi.

Guds barmhjertighed
Senere rammes David i sin samvittighed og erkender, at det, han har gjort er “en stor synd”. Han bekender, at han har handlet tåbeligt og anråber om tilgivelse. Men der er noget, David og Israel skal lære, og Herren sender profeten Gad til David og forelægger ham tre straffemuligheder.

Hvad vil han. Skal der komme hungersnød? skal David blive landflygtig i tre måneder? eller skal der komme tre dages pest i hans land? Alle tre straffedomme virker hårde, men er også graduerede og tidsbegrænsede. David vælger den sidste og siger: “Jeg er i stor nød. Lad os da falde i Herrens hånd, for hans barmhjertighed er stor”.

Her rører vi ved livsnerven i Davids liv med Gud. Guds barmhjertighed beskytter os ikke mod straf og konsekvens, hvis det er det, vi fortjener, heller ikke mod sorger og andre byrder, og den garanterer os ikke rigdom og idel lykke, men den er der årle og silde, og den prisgiver og forlader os aldrig.
Uden den er vi fortabte. Uden den har vi intet liv med Gud. Men med den og båret af den kan vi leve håbefulde og troende og endda blive velsignet, når vi føler, at alt er os imod, og vi føler os mislykkede og forvirrede.

At stole på Guds barmhjertighed og lade sig bære af den er en bjælke, vi må have med i bygningen af vort spirituelle liv. Så står det og bliver det.