Kristen spiritualitet 6:
Lektier fra Moses' Liv

Af Louis Nielsen - KP 04-2007

denne sidste artikel om Moses’ spiritualitet vil vi se på, hvad Moses’ liv kan lære os om at være en åndelig person (åndelig i modsætning til “kødelig”), som lever og vandrer med Gud.

1. Ikke kun oplevelser
Moses opfattes i Bibelen som en person, der på særlig måde fik lov til at komme Gud nær og opleve Gud, høre Gud tale, gøre undere i hans navn og modtage ord og åbenbaringer fra Ham (5 Mos 34:10 f.; ApG 7:38)).

Han er den eneste i Israels historie, som på samme tid er konge, præst og profet. Moses er også en eskatologisk skikkelse, som peger ud over sig selv til en, som er uendelig større end ham, og hvis herlighed bliver til evig tid (se Joh 3:14; ApG 7:20-45; 1 Kor 10:1 f; 2 Kor 3:7-18; Heb 3; 9:1 ff.).

Ja, Moses havde ekstraordinære oplevelser med Gud, stunder hvor himlen rørte jorden. Men for det meste er de skjulte og kun tilgængelige for offentligheden i den indirekte forstand, hvor de satte deres umiskendelige præg på Moses og formede hans karakter og hans tjeneste i folket. Hvordan Moses hørte Guds stemme, hvordan han “så” Gud, og hvordan det var i de 40 dage på toppen af det tågeindhyllede Sinaj at se Guds herlighed, har vi ingen viden om, for det er ikke blevet åbenbaret for os.

“De skjulte ting hører Herren vor Gud til” (5 Mos 29:28); “det “fuldkomne”, hvor vi skal “se ansigt til ansigt” og “kende fuldt ud, ligesom vi selv er kendt fuldt ud” er endnu ikke kommet, og indtil da må vi nøjes med at “se i et spejl, i en gåde” (1 Kor 13:12). Og det er “i tro vi vandrer her, ikke i skuen”.

“De skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til, for at vi må følge alle ordene i denne lov”. Sådan siges det i den afskedstale, Moses holdt for Israel på Moabs sletter (5 Mos 29:28). Der er en privat, og der er en offentlig side i Moses’ liv og i enhver andens liv. Og for os er det den offentlige side, som er mest afgørende, og som vedkommer os. Den kan vi lære af, og den er bestemt for os og viser os vej til et gudvelbehageligt liv, og det er vel det, det handler om, når vi taler om et spirituelt liv.

Bibelen advarer os mod at fokusere for meget på syner, spirituelle øvelser og private tolkninger (Kol 2:16-20; 2 Pet 1:19-21). Troslivets ankergrund er ikke i nogen af disse, men i frelseshistorien og i det, Gud har sagt, først og fremmest i Herrens Jesu Kristi menneskebliven og i hans død og opstandelse for os.

Både Moses og Paulus viser hen til det “troens ord, som prædikes”, ordet som “er dig nær, i din mund og i dit hjerte”, og det spørger ikke efter det høje og det dybe, efter hvem der “skal stige op til himlen? nemlig for at hente Kristus ned, eller: “Hvem skal stige ned i afgrund-en?”, nemlig for at hente Kristus op fra de døde” (Rom 10:5 ff.). På tilsvarende måde taler Moses om loven, torahen i 5 Mos 30:11-14.

Så når vi i det følgende taler om de “nære ting”, som vi kan lære af Moses’ liv til gavn for vort eget “spirituelle” liv, så er vi på solid bibelsk grund, og gudskelov for det.

2. Ledelse og omsorg
Tænk f.eks. på en ting som at have visdom, visdom grundet i “Herrens frygt” og hans lov (torah). Er det noget spirituelt eller bare klogskab? Moses havde en stilling i Guds folk, som krævede megen visdom.
Visdom til at lede og styre, sætte folk i gang med deres gudgivne opgaver, dømme og belære. Moses’ omgivelser erkendte, at hans opgave var for stor, og Moses havde visdom nok til at tage imod råd.

Ind imellem var han ved at segne under byrden, men også ydmyg nok til at erkende, at han behøvede Guds hjælp. Visdom, ydmyghed i forhold til Gud, sagtmodighed i forhold til mennesker er statsmandsegenskaber af allerypperste karat. De savnes så ofte hos nationale og politiske ledere; derfor er det også, at så få går over i historien med tilnavnet “den gode” eller “den retfærdige”.
Der er mange sider af Moses’ format som leder, vi kunne dvæle ved. Det guddommelige element må vi naturligvis ikke udelade, for det er det mest afgørende.

“Herren talte til Moses og sagde”er en standardformulering, som vi finder igen og igen i Mosebøgerne, ikke mindst i 3. Mosebog. Men villigheden til at admini-strere Herrens anordninger må have været stor hos Moses. Hans fornemmelse for Guds majestæt har været drivkraften i alt, hvad Moses gjorde. Denne dybe ærefrygt og respekt for Guds ting rækker ud i de yderste detaljer af den lovgivning og administration, Moses udøvede.

Men gudsfrygten inspirerer også til at udøve retfærdighed og indrette et samfund rigt på medmenneskelighed. Loven har mange sociale love, som forebygger udnyttelse af svagere medborgere. Alle var lige for Gud. Ultimativt kunne ingen israelittisk familie miste deres “lod og arv” i landet. Grov udpineri af landet søgte torahen også at skærme befolk-ningen. Sabbatår og jubelår skulle sikre disse ting, men heller ikke den årlige høst måtte foretages med sådan grundighed, at der ikke var levnet noget til “den fattige”. Selv dyrene er der tænkt på.

Alle disse mange ting, som skulle være en del af dagliglivet i Israel, opfatter vi sjældent som spirituelle ting. Og vi er også holdt op med at betragte vor egen dagligdag som spirituel. Men det spirituelle er også ifølge Det Nye Testamente først og fremmest dagligdagen, og hvordan vi opfører os i den og forholder os til den (se Rom 12:1-2; Jakob 1:27; se også Mika 6:8).
Også håndværksmæssig kunnen og kunstnerisk snilde (2 Mos 36:1) og mili-tær formåen ses der på i Mosebøgerne og i andre af Bibelens skrifter som noget spirituelt (ved Helligånden), en gave fra Gud til at tjene ham og fællesskabet med.

3. Udholdenhed, ikke syndfrihed
Gaven til at tro, holde ud, tåle, blive stående, kunne være forbeder for sit folk, ligefrem at sætte sin egen salighed ind for det, er dyder ved Moses’ karakter, som ikke forbigås i tavshed, men heller ikke blæses i trompet for. Når vi gøres opmærksom på det, sker det nærmest som var det en bibemærkning. Men hvis det ikke er det, som det at være spirituel handler om, så ved jeg ikke, hvad spiritualitet er. Flere af disse sider ved Moses’ karakter vil vi, hvis vi brugte nytestamentlig terminologi, have kaldt “Åndens frugt” eller at “have Kristi sind”.

Som mennesker er flest, er Moses heller ikke uden synd og fejl. At være en spirituel person er ikke at være syndfri eller fuldkommen. Alle er vi personligt ansvarlige for vor synd, og det gælder også Moses. Alligevel er “ingen en ø for sig selv”, men vi hænger sammen med menneskeheden, med vort folk og vor nation og med vor familie, og synd er ikke kun noget individuelt, men også kollektiv.

Moses’ værste synd, den som gjorde, at han ikke fik lov til at føre folket ind i landet, skyldtes Moses’ vrede og harme, som forledte ham til at handle i hidsighed og såret forfængelighed, så han “ikke herliggjorde Gud”(4 Mos 20:1-13). Målet for det sandt spirituelle menneske er altid at herliggøre Gud, men såret forfængelighed og krænkethed, kort sagt vort faldne kød er altid en risiko, vi må have for øje.

Intet tjener sammen med opblæsthed som det til at ødelægge og erodere spiritualiteten, det åndsbårne ud af vort liv. Men nogen gange er nederlag og ydmygelser nødvendige for at bevare os som sandt åndeligtsindede mennesker. Intet kan som “døde fluer i salveblanderens olie” få denne til at “stinke og boble” (Præd 10:19, og ageret spiritualitet og fromhed koblet sammen med hovmod er noget af det grimmeste, vi kan se. Alt dette er langt fra Moses’ væsen.

Salme 90 i Salmernes Bog kaldes “en bøn af gudsmanden Moses”. Det er, hvordan Moses opfattes i Israel, som en gudsmand. Og det er, hvad et sandt spirituelt menneske er, et “gudsmenneske” (2 Tim 3:17). Læs denne salme og lær, hvordan den gudfrygtige ser på livet. Guds hellighed og majestæt bærer denne salme, og den dybest tænkelige afhængighed af ham og det at betragte hans værk er livets lektie. Det er ægte gudsfrygt, som taler her, sand spiritualitet.

4. Tro og kærlighed
Spirituelt liv er også et liv, som leves i Guds nærhed. Det er et liv i bekendt tro på Gud. Og i den tro er der et stærkt kognitivt (erkendelsesmæssigt) element, en trosbekendelse. Og Israels trosbe-kendelse, som Moses gav ord, er Sjemaet: “Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én. Derfor skal du elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke” (5 Mos 6:4-5).
Læg mærke til, at det er Herrens enhed, som er grundlag for befalingen “Du skal elske Herren din Gud” og elske ham helt og udelt. Hvor der er flere guder, er der også en delt kærlighed og en splittet sjæl.

Kristen spiritualitet kan kun have Herren Jesus Kristus som genstand for sin hengivenhed, og tro på Gud og be-kendelse af hvem han er, går hånd i hånd med udelt kærlighed og hengivenhed til ham.
Tro og kærlighed kan ikke skilles fra hinanden, lige så lidt som tro kan skilles fra lydighed. Vi vil huske, at når Jesus besvarer spørgsmålet om det største bud i loven, viser han hen til Sjemaet og sammenkobler det med næstekærligheds-budet i 3 Mos 19:18: “Du skal elske din næste som dig selv”.

5. Fællesskab og højtider
Helt afgjort er der også et religiøst element i Moses’ spiritualitet og i bibelsk spiritualitet i det hele taget. Og der er et element af socialt liv og menneskeligt fællesskab. Tro og et liv med Gud er ikke noget, vi bare har for os selv. Det er i allerhøjeste grad også noget, vi deler med andre og har fælles med andre.
Guds åbenbaring skaber et folk, og dette folk har en fælles historie og grundvold at bygge på, et fælles håb og fremtid og dermed også en fælles glæde at dele med hinanden. Og glæden er virkelig et afgørende element i den fælles gudsdyrkelse, Moseloven giver og anviser Israel. Og endnu mere er glæden et fremherskende element i kristendommen og i kirken.

Bibelske højtider er fest og glæde - ikke tøjlesløs glæde som i hedenske festivaler - men glæde med dybde og håb, med en fornemmelse af at have oplevet noget himmelsk, noget som kommer fra Guds trone og fra hans ansigt vendt til os. Højtiderne er mange, og de deler året og tiden op; dagene mister sin monotonitet, livet er ikke bare en evig gentagen cyklus, men en fremadrettet linje, som peger ud over en selv og ens korte liv og frem til den evige glæde i Guds evige rige.
Og højtiderne er inkluderende og fælles, ingen må udelukkes, alle skal opleve det; derfor deler man med hinanden af offergaverne og udtrykker dermed, at det her handler om fællesskab med Gud, men også med hinanden.

6. Et helligt folk
Jeg får ikke tid og plads til her at gøre meget ud af hellighedsdimensionen i det spirituelle liv, som er så vigtig en del i den mosaiske åbenbaring. Men Gud ønsker og vil, at hans folk skal være helligt, som han selv er hellig. Dette gentages igen og igen især i 3 Mosebog. Hellighed i denne sammenhæng har en etisk og en social dimension, det må vi ikke gå fejl af, men den religiøse og ceremonielle er afgjort den vigtigste.

I den henseende er den mosaiske lovgivning kun et trin i udviklingen af frelseshistorien, en skygge, et vidnesbyrd om en barriere af urenhed, som står mellem en hellig Gud og et syndende, urent folk. En påmindelse om, at den forløsning, Israel har oplevet ved udgangen af Egypten og ved indgåelsen af pagten på Sinaj ikke slår til i evighedens perspektiv.

Her må noget meget mere radikalt til, her må inkarnationen til, hvori Guds Søn bliver menneske og med sit rene fuldkomne liv, som han bringer som offer på korset til soning for sit folks synder, med sit blod renser, helliger og for altid giver os frimodighed og adgang til Gud (Rom 5:1; Ef 2:1 ff.; Heb 9:11-14; 10:19-25). Konklusionen på dette må blive, at en spiritualitet, som vil uden om korset og forsoningen, ikke kan kaldes bibelsk spiritualitet og slet ikke kristen spiritualitet.