Kristen spiritualitet 5:
Moses' spiritualitet

Af Louis Nielsen - KP 03-2007

Mødet med Jahve ved den brændende tornebusk og sendelsen til Israel og til Farao og Egypten var kun indledningen til de 40 næste og væsentligste år i Moses’ liv, hvor han igen og igen både hørte Herren tale til sig og vise sig sine gerninger:

“Han kundgjorde Moses sine veje og israelitterne sine gerninger”, hedder det i Salme 103 vers 7, og i parentes bemærket er denne salmes henvisning til frelses- og åbenbaringshistorien (se også de følgende vers) en såre vigtig del af den måde, salmisten og hans medtilbedende oplever Guds miskundhed og hans velgerninger imod dem på.

Nu er formålet med denne serie af artikler ikke at skrive en biografi over nogle bibelske personers liv, men at iagttage, hvordan Bibelen beskriver livet med Gud eller vandringen med Gud, som det konkret viste sig i disse menneskers liv. Og ud af Moses’ lange, spændende og opbyggende livshistorie kan vi kun trække nogle få ting frem. Iøvrigt er Bibelen yderst selektiv med, hvad den tager med. Kun det, som direkte angår den historie, det er dens opgave at fortælle, tages med.

Moses kan ikke tænkes uden Israel, og Israel ikke uden Moses. Moses er Herrens tjener, der som tjener er tro i “hele Guds hus” (Heb 3:5), og hans liv tjener som “et vidne om det, som engang skulle komme” (Heb 3:5; 11:23-29).
Moses lever midt i Israel, er mellemmanden, talsmanden, som mødes med Gud og hører på Israels vegne, hvad Gud siger til sit folk og også repræsenterer det for Gud, og er dets største og ømmeste forbeder.

Der er uden tvivl i megen moderne spiritualitet et alt for stort jeg-fokus. Igen og igen spørges der: “Hvad siger denne tekst mig?” og “Gud sagde til mig”. Og det er naturligvis vigtigt at have en personlig tro og et personligt forhold til Gud, men i Bibelens optik er folket, Israel, kirken vigtigere end den enkelte, og det Gud siger til mig er først og fremmest det, han fortæller og siger til sit folk. Det liv, vi har sammen med Guds folk, er på sin vis vigtigere end det liv, vi hver især lever.

For Moses betyder Israel, betyder Guds folk så meget, at han ikke kan tænke på sit eget evige ve og vel uden at tænke på det. Han giver gerne afkald på sin egen salighed, hvis det kan gavne Israel. Uden Israel har hans eget liv ingen mening og ingen pointe. Den dybe og tilsynela-dende uovervindelige krise mellem Jahve og Israel, som er opstået efter tragedien med guldkalven og det åbenlyse brud på pagten og oprør og frafald, som denne repræsenterer, bliver også en krise af dimensioner for Moses og hele hans eget gudsforhold (2 Mos 32-34).

En ægte dialog
2 Mosebog 32-34 er en af de mest intensive dialoger, vi har mellem Gud og mennesker i hele Bibelen. Gennem den kommer Moses (og dermed vi) til at kende Gud en hel del bedre. Gud ved naturligvis alt om os på forhånd. Han kender os forfra og bagfra, ved alt om os, hvordan vi er bygget, hvad vi tænker, hvor vi står og går, alt om os har han rede på, som David vidner så intenst og herligt om det i Salme 139.

Han har ikke behov for, at nogen skal fortælle ham, hvad der bor i mennesket, alt det ved han besked med (Joh 2:25). Men i sin enerådende suverænitet kan Gud vælge at lade det, han ved om os, komme til orde gennem det, vi fortæller ham selv. Det er ligesom det, Jahve vælger at gøre i 2 Mosebog 32-34.
For der er her tale om en ægte dialog, ikke om en dialog på skrømt. Vi kan aldrig udtømmende gøre rede for den Almægtiges planer og veje; der vil altid være noget, som undslipper os, og som vi ikke forstår (Rom 11:33-36).

Det forekommer mig muligt at tro, at Gud både ved, hvad han vil, og hvad han vil gøre, og dog kan han samtidig, hvor og når det måtte behage ham indlede en dialog med sine tjenere og lade i noget omfang sin endelige handling afspejle, at denne dialog har fundet sted. Med det ønsker vi på ingen måde at gøre os til talsmænd for procesteologien eller tale den “åbne theismes” sag.

Større indsigt
Gennem den tid, der er gået, siden det første møde med Gud ved den brændende tornebusk har Moses lært en hel del om Jahve, navnlig om hans kraft og vælde, men også om hans hellighed og majestæt og hvor frygtindgydende han er. Nu får han indsigt i, hvordan Jahve tænker, hvordan Jahves væsen er. Og han har også fået indsigt i, hvordan han selv er, og hvordan Israel er, og det er Jahves tilstedeværelse i livet, som har givet ham denne indsigt.

Mon ikke det stadig er sådan, at det er i vort forhold til Gud, at vi kender os selv bedst? Det lader sig ikke rigtig gøre at være en anden end den man er, hvis det virkelig er ham, vi omgås. Hvor finder vi ellers frimodighed og tillid, ihukommende vore mange fejl og brist, til at komme videre? Guds nåde og tilgivelse er aldrig selvfølgelig, aldrig en ret, vi kan gøre krav på. Men uden tilgivelse og uden nåde klarer vi ikke livet. Uden den “syndsforladelse, der er hos Gud“(Sl 130:4), er vi fortabte.

Det er den sandhed, som der mere end noget andet åbnes op for i dialogen mellem Moses og Jahve efter tragedien ved foden af Sinais bjerg. Israel har ved sit oprør og ved sit brud af pagten tabt enhver ret og ethvert krav, det måtte have følt, at det havde på Gud.

Jahves første reaktion er da også, at han i sin vrede vil tilintetgøre dette folk. Det er ham ikke værd, og han vil aldrig få det til at blive det, han vil, det skal være (32:10). Jahve vil kunne opfylde sin plan og holde sit løfte til fædrene uden det, og han tilbyder at gøre en helt ny begyndelse med Moses og hans æt.
Moses elsker uden tvivl Israel, men der er noget, der er større for ham end Israel og ham selv forøvrigt - Guds ære (32:12 ff): “Hvorfor skal egypterne kunne sige: “Han havde ondt i sinde, da han førte dem ud; han ville dræbe dem i bjergene og udrydde dem fra jordens overflade”.

Kommet ned fra bjerget ser Moses nu ved selvsyn, hvor løssluppent folket er, og hvor åbent det har lagt sig for dets fjenders had og skadefryd. Han indser også, hvor håbløs en opgave det bliver at bringe dette folk ind under Guds lov.
I vrede slynger han budenes tavler ind-ristede med Guds egen skrift fra sig, så de knuses mod bjergets fod. Klart indser han, at pagten er uigenkaldelig brudt, og at skal der være en fortsættelse, må der en hel ny begyndelse til, en ny nåde fra Gud. Skylden er det ikke til at komme uden om . Mange må også dø (32:15-29).

Men der er en dag i morgen (vers 32). Også efter oprørets, syndens, tøjleløshedens og dommens og straffens dag. Ikke bare en dag i en række af dage, som naturligt og lovmæssigt indfinder sig, men en dag, som forkynder, at “Gud er for os en gud til frelse, hos Gud Herren er der vej ud af døden”(Sl 68:21), en dag som forkynder, at “Herrens miskundhed er ikke til ende, ikke brugt op, hans nåde er ny hver morgen, hans trofasthed stor” (Klages 3:22-23).

Moses “går op til Herren” (vers 30) og taler Israels sag for ham, ja sætter sin egen stilling i forhold til Gud ind for dets skyld: “Hvis du ikke vil tilgive dem deres synd, så slet mig af den bog, du fører” (vers 32). Og Herren hører Moses, men er forholdet efter dette det samme, som det var? Teksten er ikke eksplicit tydelig her. For ganske vist vil Herren føre det til det sted, han har lovet og sagt, men vil han selv gå med? og en straf udover den, folket allerede har lidt, venter det forude (vers 34).

I det følgende kapitel meddeler Moses folket Herrens svar (33:1 ff.), og svaret er nu tydeligt: “Jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs” (vers 3), og teksten fortsætter: “Da folket hørte disse hårde ord, holdt de sorg; ingen tog sine smykker på” (vers 4).

Igen er teksten (vers 5-6) ikke så tydelig, som vi kunne ønske, men er det ikke som om, at Herren som svar på folkets sorg siger til det, at han vil tænke over, hvad han vil gøre? Er det ikke ligesom, at der åbnes en mulighed for, at “Herren kan komme på andre tanker” og alligevel personligt “drage op iblandt dem”? I hvert fald er det det spørgsmål, som vers 12-23 handler om.

Versene 7-11 synes at afbryde den naturlige udvikling i historien. Litterært er deres funktion at øge spændingen. Sammen med Israel venter vi jo i åndeløs spænding på , hvad Gud endelig vil bestemme sig til at gøre som svar på folkets reaktion på Herrens hårde ord til det.

Der er også flere uklarheder i den lille indskudte beretning i vers 7 til 11. Hvad skal den fortælle os?, og hvad med Åbenbaringsteltet omtalt i disse vers. Er det det samme som det inderste teltrum i Tabernaklet, hvor Herren åbenbarede sig over nådestolen med herlighedens keruber? Eller er det et andet telt, et telt for sig selv? Det er et spørgsmål, som det er svært at give et nøjagtigt svar på. Men vi hælder til den anskuelse, at det er telt for sig selv.

Teltet rejses i god afstand fra Israels lejr. Det er stadig sådan, at der oprettes en slags sikkerhedszone mellem Jahve og hans folk. Men det er også sådan, at Jahve kommer til sit folk, kommer for at tale med Moses, og at folket fra deres teltdøre synligt kan se og iagttage, at Jahve kommer og går, og at hans til-stedeværelse synligt kan ses af skysøjlen, som holder vagt ved indgangen til teltet. Og folket hilser Jahves tilsynekomst og kaster sig ned hver i sin teltåbning. Og Jahve taler med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet.

Ét med Guds folk
Den næste sekvens i historien (vers 12-23) er i sandhed overraskende, som den er uventet. Moses præsenterer Herren for, hvad Herren selv har sagt, både at han “skal føre dette folk op” (til Kana’an, det lovede land), vers 1, og “Jeg kender dig ved navn, du har fundet nåde for mine øjne”. De sidste ord er intens personlige og gælder kun ham. Alligvel er det umuligt at tænke Israel ud af dem.

Som Moses havde insisteret på det tidligere, insisterer han på det igen: Israel og han hører sammen, og han ønsker ikke en fremtid for sig selv uden Israel. Guds specielle nåde mod ham må være, at Guds vilje og vej med Israel må blive kendt af ham, så han kan tjene Guds plan med Israel.

For Israel er Guds folk, og det skal forblive Guds folk, uanset hvad. Sådan en opgave kan han ikke klare uden, at Herren altid er der, og altid giver råd og sender hjælp. For kun Herren kender sit folk og ved, hvad han vil med det. Hvem Herren vil sende til at gå foran og til at vejlede og hjælpe Moses og Israel (vers 12) kan kun være Jahve selv. Og det vidunderlige sker, at Jahve lytter til sin tjeners plæderen og siger ja til selv at gå med og gå foran: “Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo” (vers 14).

Verden hader, at Gud er suveræn; verden hader derfor også, at Gud er en udvælgende Gud, verden hader, at Gud har et folk, som han udtager som sit eget folk og sætter til at gøre hans navn kendt, så “hans frelse kan kendes på den vide jord” (Es 49:6; 52:10).

Denne partikularisme (hævdelse af at nogen og noget er noget særligt; det modsatte af universalisme) er en anstødssten for den menneskelige tanke, en forargelse ligesom korset er en forargelse. Men Israel er Guds folk, og Gud vedkender sig det som sit folk, også efter alt det forfærdelige, som lige er sket, og Herren vil fortsat gå foran sit folk og åbenbare sit navn og sin herlighed for det (vers 15-17).

Ønsket om at se Gud
At Herren viser Israel og Moses en sådan nåde, giver Moses frimodighed til at bede: “Lad mig dog se din herlighed!” (vers 18). At bede om at se Guds herlighed, som Moses beder om det her, er det nærmeste, man kan komme det at bede om at se Guds ansigt, se Gud selv.

Moses har allerede haft flere glimt af Herrens herlighed, for hver gang og hvor som helst Herren åbenbarer noget af sig selv, hvad enten det sker gennem ord, Herren taler eller undere, han gør, ser mennesker noget af hans herlighed. Men her handler det om at se Gud selv. Og det syn er for meget for noget menneske, for “intet menneske kan se mig og beholde livet” (vers 20).

Paulus siger det samme i 1 Tim 6:16. Kun når Guds herlighed kommer til os formidlet gennem Det evige Ord, Guds Søn, som “blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1:14), kan vi se Guds herlighed, men formidlet gennem ham, som både er sandt menneske og Guds billede, herlighed og afglans (1 Kor 15:49; Kol 1:15; Heb 1:3).

Ved tro på evangeliet og modtagelse af evangeliet skinner Guds lys gennem mørket, og vi ser Guds herlighed reflekteret på Jesu Kristi ansigt (2 Kor 3:7-4:6). Og en dag ser vi ham, som han er og bliver ham lige” (1 Joh 3:2), og Jesus taler om, at “de rene af hjertet skal se Gud” (Matt 5:8) og i synet af den evige verden, Guds egen verden i Åb 21 og 22 siges det, at “hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande” (22:4). Men det er tydeligt, at salighedens syn, forklarelsens syn hører himlen og den evige salighed til, og gælder ikke livet nu, men da og kun da “skal vi se ansigt til ansigt”, og ikke som i en gåde, som i et spejl som her (1 Kor 13:12).

I sin fulde udstrækning og i sin fulde betydning kan Moses’ bøn ikke opfyldes i jordelivet, men så langt som den overhovedet kan opfyldes, indrømmer Gud sin tjener en opfyldelse: “Her hos mig er et sted, stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så får du mig at se fra ryggen.Mit ansigt må ingen se.” (vers 21-23).

Fortællingen om Moses ved Sinai, om hans møde med Gud som formidler og mellemmand for pagten mellem Jahve og Israel, om hans plæderen Israels sag for Gud, om hans dybe kærlighed til Israel og om hans bøn om, at Israel skal bevares som Guds folk og bevare sit kald i frelseshistorien, og at han må kende både selv personligt Guds vej og Guds tanker og kende den for Israel er i sandhed et af frelseshistoriens højdepunkter og en af dens vigtigste begivenheder. Alene af den grund påkalder den sig al vor opmærksomhed og al interesse. Men hvad har den med vort emne om spiritualitet, bibelsk spiritualitet at gøre?

Det er det næste, vi må i gang med, men artiklen har allerede nået sin fulde længde, så det må nok vente til næste artikel.