Kristen spiritualitet 4:
Moses' spiritualitet

Af Louis Nielsen - KP 02-2007

Ind er da noget man sælger. Sådan lød overskriften i en artikel i Kristeligt Dagblad, 25. maj. En tilhørende faktaboks definerede, hvordan tidens søgen ser ud :

• Vi vil gerne have åndelighed, men meget få danskere vil have en åndelighed, som slår igennem.
• Vi efterspørger en åndelighed, som er som en skjorte, man kan tage af og på efter behov og ikke en åndelighed, som kravler i kødet på en.
• Den moderne folketro har som mål, jeg skal have det godt, og det skal være sjovt, for der er fokus på oplevelser.
• Transcendensen er krympet. Den religiøst bårne folketro knytter an ved mere hverdagsagtige drømme.
• Vi søger efter det, som er større end os selv, men finder det i os selv.
• Vi stræber efter harmoni, den skønne krop og i forlængelse af det den skønne idé som en åndelig overbygning.
• Vores søgning går ikke i retning af stærke religiøse ledere, folk refererer snarere til en bog, de har læst, som har givet dem nogle indsigter. Den religiøse søgen er blevet decentraliseret.

Når vi nu i denne artikel skal beskæf-tige os med Moses, “gudsmanden”, som Det Gamle Testamente ret betegnende kalder ham, så er hans liv, hans søgen, hans værdier og mål næsten så diametralt modsat dette, som noget kan blive.

Moses er et af de største mennesker, som nogensinde har levet. I en gammeltestamentlig forståelsesramme er der ganske enkelt ingen, som overgår ham. Efterskriften efter ham efter fuldendt livsløb og fuldendt livsværk lyder: “Der fremstod ikke senere i Israel nogen profet som Moses, som Herren omgikkes ansigt til ansigt. Tænk blot på de tegn og undere, som Herren satte ham til at udføre i Egypten mod Farao og mod alle hans hoffolk og hele hans land, eller på alt det, hans stærke hånd udrettede, alt det store og frygtindgydende, Moses gjorde for øjnene af hele Israel” (5 Mos 34:10-12).

Men læg mærke til, hvordan eftertrykket i dette eftermæle falder på Gud, og hvad han satte Moses til, og hvad han gennem Moses viste sit folk, Israel. Moses var sat og blev brugt, og hans liv bragte ære til Gud, tjente et frelseshistorisk formål til oplysning, formning, samling og gavn for et bestemt folk, Israel.

Transcendensen var absolut i forgrunden, når det er Moses, vi taler om; det er virkelig HERREN, den suveræne, uudgrundelige, evige JEG ER, som Moses ser, og som er foran ham og bag ham alle vegne, hvor han står og går; den større finder han helt bestemt ikke i sig selv, og hans åndelighed går virkelig i kødet på ham og er ikke bare som en skjorte man tager på og af efter behag.

Drama fra begyndelsen
Moses’ liv begynder som et drama. For egentlig er han uønsket. Ikke af sine forældre, men af en statsmagt, som ikke ønskede, at hebræerne skulle blive mere talrige, end de allerede var. Men hans forældre følte, at de skulle adlyde Gud mere end mennesker, og da de så, hvor dejlig han var, og hvilke muligheder en sådan menneskeskabning rummede, kunne de ikke bringe det over sig bare at kaste ham i Nilen.

I tre måneder holdt de ham skjult og anbragte ham så i en sivkurv på Nilen Men ikke på et hvilket som helst sted langs Nilen, men dér hvor Faraos datter kom med sine terner for at bade. Og søsteren blev sat der, for at se, hvad der skete. Faraos datter kom forbi og faldt for barnets dejlighed og adopterede ham som sin søn, men lod hans mor være hans amme i en rum tid. Hvor længe ved vi ikke, men tilstrækkeligt længe til, at Moses blev bevidst om sin identitet og sandsynligvis også hørte om sine fædres Gud og om patriarkerne og Guds handlen med dem og løfter til dem.

Ifølge jødisk tradition, som Stefanus kendte til og refererer til (ApG 7:22), blev “Moses oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og i handling”. Men noget eller nok snarere nogen arbejder i ham, og da “Moses var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn” (ApG 7:23).
Moses på flugt

Det gik grumme galt, og Moses så sig nødsaget til at flygte for Faraos efterstræbelser, og flygte til et øde sted, hvor det ikke var sandsynligt, at Faraos spioner ville lede efter ham. Moses vogter nu får de næste fyrre år, bliver gift med sin herres datter og stifter familie. Livet i ørkenen mellem fårene må have været hårdt og ekstra hårdt for en forfinet mand som Moses, som har været vant til helt anderledes luksuriøse og kongelige forhold ved Faraos hof.

Og hvilken nytte havde han af krigs-kunst, samfundsfag, jura, filosofi etc, og hvilke muligheder for social udfoldelse, for at blive set og brillere var der her, og hvilke kongelige pragtforestillinger, turneringer og sportsbegivenheder bød sig til? Her var kun den brændende sol, det varme sand og fårenes brægen. Det må have tæret på Moses, ligesom også livskraften med årenes tynge tog af. Man kan sige, at han overlevede, men heller ikke meget mere. Desillusioneret må han også have været, udbrændt, ikke en som giver sig af med spirituel søgen eller surfen.

Gud møder Moses
Men så sker det underfulde. En dag mellem så mange andre lignende dage, ser han en busk, som står i lys lue, dog uden selv at brænde op derved. Brændende buske må han have set så ofte, men denne busk i flammer udmærker de sig ved, at den brændte, men ikke blev fortæret af ilden. Det var klart et under, og Moses må hen for at se, hvad det er, som sker. Han når dog ikke helt derhen, før en stemme lyder til ham: “Moses! Moses!” Han svarede ja, og Gud sagde: “Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord”. Og han sagde: “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud og Jakobs Gud.” Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud” (2 Mos 3:5-6).

Dagen var som enhver anden. Moses var ikke på pilgrimsrejse, ikke ude i noget andet ærinde end sit sædvanlige, han var ikke ude på at have det sjovt og få “en på opleveren”. Men det var dagen, hvor Gud valgte at møde Moses, udfordre ham og gøre ham til sin tjener i et frelseshistorisk værk, han havde indledt nogle hundrede år tidligere, da han havde kaldet Abraham og Israels øvrige fædre.

Gud møder os
Det giver os anledning til at reflektere over, hvordan Gud møder os? Er det vor søgen eller hans søgen, der er det afgørende? Det er godt, når mennesker søger Gud. Men hånden på hjertet, det gør mennesker sjældent, for vores naturlige tilbøjelighed står til at benægte hans eksistens og til ikke at ville have med Gud at gøre, men snarere flygte bort fra ham. Det er ikke bekvemt for os at møde Gud, og det medfører, at vi må lave om på vort liv. Som det var, kan det ikke forblive.

På den anden side er det også svært at unddrage sig Gud, for hans søgen og kalden os kan være så insisterende, kan nogen gange ligefrem opleves som om, han jager os. Således tror jeg, at Moses har oplevet det. Og flugtmulighederne synes nu begrænsede, måske nærmest ikke eksisterende.

Fortiden, at han er en del af et bestemt folk, et folk, som Gud har besluttet at lægge sin egen historie ned i, kan han ikke unddrage sig. Den indhenter ham nu så mange år efter, at han har søgt at kvitte forbindelsen til den og flygte så langt bort fra den som overhovedet muligt. Det er dybt fascinerende og tiltrækkende og underfuldt og vidunderligt på samme tid, men også forfærdende og skræmmende. Moses’ forlegenhed er stor. Men han kan ikke komme væk fra det igen. Nu står han her, og han må blive stående til Gud har talt færdig, og da har han ikke mere noget valg, befalingen har lydt, og Moses må begive sig tilbage til Egypten. Er det ikke ligesom, at det er en fortælling af en hel anden tyngde, et helt andet fokus og med en helt anden destination end det, som går som spirituel søgen i dag?

Diffus eller konkret søgen
Spirituel søgen er noget med menneskers længsel efter at opleve Gud og møde Gud eller ofte mere diffust, mere abstrakt og mere æterisk møde en åndelig verden, som fuldender noget i en selv.

Men denne fortælling bæres af en anden, en suveræn JEG ER, som ikke på nogen måde behøver eller er afhængig af dette folk, men i trofast barmhjertighed søger det, fordi han har udvalgt dets fæd-re og lovet dem at gøre deres afkom til et umådeligt stort folk. Han “har set sit folks lidelse i Egypten, og har hørt dets klageskrig over slavefogederne og har lagt sig dets lidelser på sinde, og derfor er kommet ned for at redde det fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning” (2 Mos 3:7-8).

Dette er ligesom for prosaisk, for konkret, for historisk og for bundet til dagligdagens og virkelighedens verden til, at mange vil opfatte det som et spirituelt budskab.

For her tales om lidelse, om klage-skrig, om slavefogeder og om et folk, et helt folk, og ikke om ting, der hører hjemme i en spirituel verden eller kun henvender sig til en spirituel elite. Her er det ikke os, der stiger ud af os selv og når uendelighedens grænser og opsuges af uendeligheden, men om Den

Uendelige, der stiger ned til os, træder ind i vor historie og identificerer sig med Moses, med hans far og med Abraham, Isak og Jakob uden på noget tidspunkt at ophøre med at være “Jeg Er”, den evige, han “som var, som er og som kommer”, den uforanderlige, som mennesker ikke kan nå, men som kan nå dem. Her er kort og godt et evangelium.

Moses blev draget til busken, som skønt den stod i åben lue, ikke brændte. Gud kendte og vidste, hvordan han skulle få Moses i tale, også selv om han var udbrændt, og alt spirituelt i ham for længst var afgået ved døden under indvirkning af den desillusionering, han nu i mange år havde været igennem og den krasse realisme, ørkenen hver dag tvang sig ind på ham med.

Den brændende busk var et vidnes-byrd om, at der var noget større end naturens love og dagligdagens trædemølle og ubønhørlige trivialitet. At Gud var, og at han ikke alene er Skaberen og opret-holderen af naturen, men også den le-vende Gud, historiens Gud, HERREN, som giver løfter og holder løfter, som vil os noget godt, og også formår at føre sit forsæt igennem, trods alle hindringer, ikke mindst den hindring, vi selv er.

Denne historie er også historien om, at de allerværste hindringer på Guds vej ikke er dem, naturen byder ham, men de hindringer, der er i os, de redskaber, han bruger til at få sin vilje gjort.

Herren siger til Moses “Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten.” Vi forstår godt, at Moses viger tilbage, at han ikke tiltror sig selv eller sin menneskelige ringhed visdom, evne, kraft eller noget som helst andet til at føre en sådan plan igennem, men løftet “Jeg vil være med dig” skulle sætte det på plads. Men det gjorde det ikke for Moses, og vi skal endnu høre på en masse flere indvendinger, og desværre må vi nok indrømme, at også vi har svært med at nøjes med det blotte ord. Så Gud giver Moses et tegn, et tegn, han dog kun kunne opleve efter, at han i tro har bevæget sig ud på Guds løfte og har adlydt Guds befaling og har ført Israel ud af Egypten: “I skal dyrke Gud på dette bjerg” (på Horeb, på Sinaj).

Tro og lydighed
Bibelsk spiritualitet eller åndelighed har med tro at gøre, med lydighed, med tillid, med vilje til at gøre Guds vilje og gå ud i tro og vente på, at denne vandring ud i tro og tillid til Guds løfte fører til målet, selvom målet ikke ligger lige for, men måske befinder sig et godt stykke ude i fremtiden.

Men stedet her, hvor Gud første gang personligt møder Moses og gennem ham bevæger historien, skal også blive et rendezvous ikke for Moses alene men for hele det folk, han har befriet fra trælleåget i Egypten. “Tegn” er ikke altid, hvad der gives her og nu for, at vi skal tro, men kommer ofte efterfølgende som stadfæstelse og bekræftelse af det, vi tror. Farisæerne fik ikke noget tegn, men Jesu disciple fik, ikke et, men flere, ikke mindst opstandelsens tegn og tegnet, at Helligånden kom til dem og opfyldte og stadfæstede Faderens forjættelse i Sønnens navn.

Nærgående spørgsmål
Moses er som sagt ikke færdig med indvendingerne. Hvad nu, hvis .....? Hvad er dit navn? Der er spørgsmål, som er redelige og reelle, og som bunder i et ønske om at gøre det rigtige og på den rigtige måde, et ønske om at kende sandheden og en længsel efter at kende Gud. Sådanne spørgsmål blev der plads til i Moses’ liv. Men om der var det nu, ved vi ikke.

Dette spørgsmål om Guds navn, som Moses stiller på israelitternes vegne, er måske på grænsen. Ligger der også i det et ønske om at have “magt” over Gud, at kunne kontrollere ham, have ham i sin hånd, som den, der kendte ens navn efter tidens “overtro”, havde magt over en. Navnet er derfor noget, man har for sig selv og sine nærmeste, ikke noget man udleverer til hvem som helst. På den måde udleverer Gud ikke sit navn. “Jeg Er” er identisk med JHV , Jahve, som det formentligt er blevet udtalt.

Det har været brugt før, men det antager en ny betydning herefter som åbenbaringens navn, pagtens navn, det navn, som Gud er særlig kendt i Israel under. Frelseshistoriens indhold er at gøre det navn kendt. Det står ikke alene for Guds evighed og uforanderlighed og er ikke kun et ontologisk udsagn om Gud (hvem han er), men er i allerhøjeste grad frelseshistorisk (soteriologisk) funderet.

Et helt frelseshistorisk forløb er gemt i det navn, som rækker helt frem til evighedens dag. Ikke alene er Gud suveræn, enerådig, altid eksisterende, ufor-anderlig, men fremtiden har han også i sin hånd, og han kender den fra begyndelsen, kender den længe før den kommer til os og bliver tid for os. Ham er det kun muligt at kende, når han vil, at vi skal det og kun ud fra det, han fortæller os om sig selv gennem de gerninger han gør og de ord, han taler. Han er aldrig udleveret til os, og vi får aldrig magt over ham. Det er hans navn, og sådan vil han kaldes til evig tid (2 Mos 3:15).

Opgave fra Gud
Herren lader nu Moses vide, hvordan han skal træde frem for israelitterne, hvad han skal sige til dem, hvor han vil føre dem hen, og hvordan han skal gå til Farao, hvad han skal sige, og hvordan egypterkongen vil tage imod det. Og hvordan israelitterne vil drage ud af Egypten ikke som et fattigt og flygtende folk med bøjede nakker, men som et folk, der er blevet velsignet med rige gaver.

Moses er vel selv ikke længere i tvivl om, at Herren, Israels Gud har mødt ham. Og som historien udfolder sig, vil der blive mindre og mindre plads for den tvivl. Gud er ikke en Gud, som lader sit folk famle sig frem i blinde, men en Gud, som åbenbarer sig i ord og handling og taler til os.

Med den videnskabelige erkendelses gennembrud er det blevet almindeligt at tale afgjort og sikkert om menneskers erkendelse, som dog er famlende, og altid forbliver famlende og tilsvarende forholde sig til bibelhistorie og tro som om, at det her kun er myter, drømme, metaforer og sprog, det handler om og intet andet. Og megen teologisk øvelse og mange prædikener har handlet om at frakende troen ethvert virkelighedsindhold. Men troen er ikke drømme og virkelighedsflugt.

Tværtimod tør troen konfrontere virkeligheden som den er og foreligger og ikke alene ændre den, men bevæge os frem mod en helt anden verdensorden og et helt andet liv. Og netop troen som fastsætter af en ny dagsorden er, hvad vi oplever, tager form i dialogen mellem Jahve og Moses ved den brændende tornebusk. Troen bygger sig op om konkrete ting og elementer, og disse har kumulativ (ophobende) effekt. “Gå nu!” siger Gud til Moses, og du skal få mere og mere at se og mere og mere at høre.

Sådan er det også at bevæge sig ind i Bibelen, læse den, grunde over den, sætte den i perspektiv i lyset af den selv, dens historielinje, dens gudindblæste ord, dens reflektioner, bønner, nødråb, glædesudbrud - alt er der - alt, hvad gudsmennesket har behov for - og når sådan en rigdom foreligger lige for vor fod, er det underligt, at vi ikke rækker ud efter den, men leder efter oplevelser, inspiration, spiritualitet andre steder.

Moses’ tvivl
Vil israelitterne modtage mig, når jeg kommer til dem? Det er nu Moses’ største bekymring. Hans første komme til dem for 40 år siden står stadig lysende for hans erindring. Det var jo ikke ligefrem en succes. Herren forstår Moses’ betænkelighed og udruster ham med tegngaver. Når de ser dem (igen er virkningen kumulativ), vil de tro.

Men nej, Moses er stadig ikke til sinds til at flytte sig. Og nu er det talegaver, han siger sig ikke at have. Vi må beund-re Guds tålmodighed. For efterhånden som fortællingen skrider frem, har den allerede nu bibragt os en fornemmelse af, at det egentlige problem er det, som den næste sekvens bringer for dagen, at Moses slet ikke vil. Men når Gud gør sin nærværelse så konkret, at han, som er skaberen af både mund og tunge, og som også er skaberen af øjne og ører og skaberen af ordet, ligefrem siger, at han “vil være med din mund”, så falder også den undskyldning til jorden. Herren kan derfor kun gentage for Moses, det han sagde fra begyndelsen: “Gå nu!”. Måske er der nu mere eftertryk på “nu”, og tonefaldet er måske blevet lidt mere utålmodigt.

Måske er det mig, der har misforstået noget. Det kan sagtens være tilfældet. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge? Hvad er det vi forventer, og hvad er det vi tror, vi skal opleve, når så mange efterspørger mødet med Gud, med det åndelige, med det, som er større og mere vidunderligt end en selv? Virkelig at møde Gud og opleve ham indebærer afgjort en risiko. Tænk hvis han sagde “Gå nu!” og sendte os i et eller andet ærinde, vi bestemt ikke har lyst til. Eller han sagde til os som Jesus sagde til den rige mand: “Gå hen og sælg alt, hvad du har, og giv det til de fattige, så vil du have en skat i himlen. Og kom så og følg mig!”.

Hvad jeg mener er blot, at åndelige oplevelser gives ikke for egen forfængeligheds eller egen fornøjelses skyld, men for at sætte os i bevægelse mod Guds vilje for vort liv. Uden tvivl ville vi føle os beæret, hvis Gud lod os opleve noget lignende som Moses, men mon vi ikke ville være lige så vrangvillige over for Guds “Gå nu!”, som han var.

Men Moses slap ikke, Jahve havde fat i den lange ende, og Moses havde intet valg. Sand spiritualitet er nok så meget at erkende, hvem der er Herre i huset og indrette sig efter det. Men igen, taler vi så ikke om en helt anden spiritualitet end den, vi indledte denne artikel med?