Kristen spiritualitet 3:
Jakobs spiritualitet

Af Louis Nielsen - KP 01-2007

I de næste artikler i denne serie vil vi se på den åndelighed, vi møder hos nogle af Det Gamle Testamentes personligheder. Med bibelsk spiritualitet mener vi “et liv med Gud”. Når vi tænker på mennesker, som vi mener “kender Gud” eller “vandrer med Gud”, er vi nok tilbøjelige til at tænke på dydsmønstre. En fyr som Jakob passer ikke så godt ind i det mønster.

Han er afgjort en mand, som ikke lader sig standse, men skrupelløst forfølger det, som han ser på som sin retmæssige del. Men er det på grund af sin stålsatte vilje og sine manipulationer med Gud, at han arver velsignelsen, eller er det fordi Gud i sin suveræne vilje har udvalgt ham til at føre sit frelseshistoriske kald til Abraham og Isak videre? Uden tvivl er det mest det sidste.

“Så afhænger det altså ikke af menneskers vilje eller stræben, men af Guds barmhjertighed”, siger Paulus i Rom 9:16. Gud havde en vilje med Jakob, længe før han blev født, før end han havde haft anledning til at gøre noget godt eller ondt. Det betyder ikke, at en blind skæbne sætter alt, hvad Jakob måtte bestemme sig for ud af gyldighed, selvfølgelig ikke. Det er mod Guds natur at handle sådan, for Gud viser respekt over for det, hans hænder har formet og lader det enkelte af hans værker udfolde sig indenfor de rammer og love, hvori han har sat det.

Men alle tings afhængighed af Guds suverænitet over alt, hvad han har skabt, er altid i forgrunden i Bibelen. Aldrig er det sådan, at vi har noget, som ikke er os givet, enten det er fødsel, evner, muligheder, omstændigheder, liv eller død. Aldrig er det sådan, at “øksen han gøre sig til over for ham, som svinger den” , eller at det skabte kan gå i rette med ham, som skabte det.

Spirituel fitness uden fællesskab
Al sand åndelighed begynder med en erkendelse af, hvor vi står over for Gud, nemlig som afhængige, som trængende, som modtagende, som de med de tomme hænder, som de, som vender ansigtet mod Gud og håber, at han er os nådig og vender sit ansigt mod os.

Dette bliver nok så radikalt demonstreret af Jakobs livshistorie, selvom han bestemt hører til de mennesker, som“satte sin hat højt”. Ydmyghed, ret forstået, må være vor indgang til spiritualiteten, til ethvert liv levet med Gud.
Moderne spiritualitet er ofte en meget individuel ting, som fitness er det. I fitnesscentrene oplever man en masse kroppe, som hver især er optaget af én ting, udviklingen af ens egen krop. Fællesskabsskabende er det sjældent. Sådan er det også ofte med den postmoderne spiritualitet. Opgaven går her ofte ud på at finde sin egen religionssammensætning, sit eget spirituelle brand, sin egen personlige profil, og få etiketten spirituel med i sit CV.

I postmoderne kultur er det en plusting at være spirituelt søgende. At værespirituel siger noget om, at man har overskud, og at det altså ikke handler om kampen for bare at overleve. For den, der kommer med denne postmoderne indstilling til Bibelens verden, må oplevelsen af det sidste være noget af et chok.

Isak og Rebekka har ventet længe på at få børn, og Isak beder til Herren “for sin kone, fordi hun var ufrugtbar”, Herren bønhører Isak, og Rebekka bliver gravid. Men allerede under graviditeten bliver Rebekka opmærksom på, at noget mere end det at få et barn er på spil her. Herren havde været med i denne graviditet fra begyndelsen; fostrene - for der var to, - sloges i hendes liv.

Fyldt af uro og sikkert også fysisk ubehag ved det spørger hun Gud, hvad det skal betyde, og får til svar, at det her ikke bare handler om to drenge, men om to nationer, om Guds suverænitet, udvælgelse og forudbestemmelse og om et frelseshistorisk forløb.

Gud har en bestemmelse med de to drenge endnu før, de er født, og på en måde er de allerede i deres fostertilstand begyndt at indtage deres pladser i den bestemmelse. Det har umiddelbart ikke så meget med vores arbejde med at finde en bibelsk forståelse af åndelighed at gøre, og så dog alligevel. For det nedtoner det individuelle og selvskabte, som præger en del af tidens spirituelle søgen. Historien før os er af afgørende betydning. Vi er ikke alle tings centrum.

Vores oprindelse er ikke vort eget værk. Vi får et liv givet, og vi sættes ind i en historie. Og ved det er allerede meget af vor livsbane afstukket for os. Det er bl.a.derfor, at Gud befaler os at “ære vor far og vor mor”.

Efterfølgende kan vi se, at Herrens svar ikke alene udtrykker, hvad der var Guds vilje med de to drenges liv, men også en slags profeti om, hvordan det ville komme til at gå dem og deres respektive efterkommere. I den sammenhæng er det næppe tilfældigt, at drengene karaktermæssigt udviklede sig som de gjorde.

Karakter indgår også i åndelighed.Karakterdannelsen kan være svær at beskrive. Uden tvivl bidrager vi selv med meget til dannelsen af den karakter, der bliver vores, men det vil være stærkt misvisende, hvis vi ikke også inddrog en række af de elementer i vort liv, som vi ikke er herrer over.

Utvivlsomt vil de adjektiver, vi hæfter på Jakob, variere meget med, hvem vi selv er. Mange vil næppe kalde ham en spirituel mand. Bibelen er ikke i tvivl med sig selv om, at der er meget at udsætte på Jakob.

Hebræerbrevet understreger, at det er dem, som har tro, som vinder Guds velbehag, og hvis vi opfatter det som en definition på, hvad en sand åndeligsindet person er, så må vi henregne Jakob til disse, uanset hans mange fejl.

Velsignelsen vigtig
I modsætning til Esau, hans tvillingebroder, som Hebræerbrevet tager som prototypen på en “troløs, vanhellig” person (12:16), så havde Jakob en forståelse af, at den fædrene velsignelse var vigtig at få. Det forhold til velsignelsen havde Esau ikke. For ham var der andre ting, som vejede tungere, her ikke mindst hans knurrende mave.

For Jakob betød velsignelsen at høre hjemme i den historie, som begyndte med hans bedstefader Abraham. Guds løfte var dermed en af ledestjernerne i Jakobs liv. At han så ikke skyede tarvelige midler for at tilkæmpe sig velsignelsen, er den mørke side af Jakobs liv, som Gud også går i rette med ham for ved at føre ham gennem den hårde skole.

Hermed oplyser Jakobs liv sandheden og visdommen i Karen Plovgaards ord: “Det er tryggere at vente sig alt af Gud end at tage selv”. Ifølge Guds udvælgelse var velsignelsen virkelig tiltænkt Jakob, og intet menneske ville kunne have hindret ham i at få den, men Jakob kunne ikke vente, han måtte handle selv og sammen med sin mor opbyde al sin snuhed og sine overtalelsesevner for at sikre sig den. Og så måtte Jakob begive sig på flugt. For Esau blev vred, og hans vrede betød i lang, lang tid død for Jakob.

Svaghed og gudsfrygt
Jakob flygter til Paddan-Aram til sin beregnende morbror, Laban. Velsignelsen har han, men det fritager ham ikke for nogle af de tunge følger af hans handling. Herunder de strabadser den indebærer og de mange års slid for sin morbroder, dennes udnyttelse af ham og de store familietragedier på grund af rivaliseringerne mellem hans koner og deres respektive børn. Men den åndelige tæft og afhængigheden af Gud forlader ham ikke, selv ikke, når han næsten sætter Gud stolen for døren og gør sit fremtidige forhold til ham afhængig af, at Gud er med ham, indfrier sine løfter til ham og fører ham tilbage til landet, han er flygtet fra (1 Mos 28:16-22).

Noget dybt menneskeligt og “kødeligt” blander sig her med hans “åndelighed” og gudsfrygt, og sådan er det for Jakob livet igennem, og sådan, må vi tilføje, er det også ofte med os.

Vi har vore dale og højdepunkter, vore stunder med intenst fællesskab med Gud og dage, hvor vi tænker knapt så meget på ham, måske dårlig nok skænker ham en tanke. Åndelighed er ret forstået ikke noget, vi kan tage kredit for; æren går til Gud, som Jakob også erkender, da han endnu engang ser sig bedraget af Laban: “Hvis ikke min faders Gud, Abrahams Gud og Isaks Rædsel, havde været med mig, havde du nu sendt mig tomhændet bort. Men Gud har set min lidelse og mit slid” (1 Mos 31:5; 42).

Brydekamp med englen
Endnu større kriser venter Jakob forude. Årene er gået, men Esau har ikke glemt sit had (1 Mos 32:7). Og Jakob er bange for Esau, bange for sine koners og sine børns liv, bange for sine hjordes liv. Hans angst driver ham nær til Gud. Det underlige ved historien om brydekampen mellem Herrens engel og Jakob er (1 Mos 32:23-33), at Jakob går fra kampen som sejrende, som en velsignet mand, som en mand i pagt med Gud, en mand med et nyt navn og en fornyet kaldelse.

Patriarkernes velsignelse er hans velsignelse, og folket, som nedstammer fra ham, er velsignet i ham. Han er nu Israel. Han har vundet, alligevel er han en slagen og invalideret mand. Han møder ikke Esau i sin styrke, men i sin svaghed, og ved Guds hjælp og indgriben glemmer Esau for en stund sin vrede.

Esau lægger op til forsoning og forbrødring, men Jakob er klar over, at deres veje må skillles. Forsoning og forbrødring kan der ikke blive tale om. Hver for sig har de fået udstukket en forskellig kurs og et forskelligt mål. Og den kurs og det mål må de forfølge. For i velsignelsen er der også en bestemmelse.

Jakob fik i modsætning til sin far og bedstefar en stor familie, men han og hans koner har svært ved at vente på Gud og lade ham frugtbargøre golde moderliv. Derfor griber man til datidens “tekniske” løsninger, som også Sara og Abraham havde betjent sig af. Der er også rivaliseringer imellem de to søstre; til stadighed ser Lea sig overset og forbigået af sin yngre søster, som var den af dem, der var den egentligt elskede.

Strid og misundelse var der også mellem brødrene, og Jakobs åbenlyse favorisering af Rakels ældste, Josef, er kimen til den senere familietragedie, som dog ved Guds overstyrende nåde efter flere års uafbrudt sorg ender lykkeligt. Men da er Jakob en gammel mand; han er blevet vranten og selvmedlidende; at hans drenge viser ham så megen respekt og egentlig kærlighed kan godt undre.

Da han, efter at have modtaget nyheden om, at Josef levede, og nær var død over det (1 Mos 45:26) opmunret til det også af Gud (1 Mos 46:3-4), kom til Egypten og blev fremstillet for Farao, og denne spurgte ham om hans leveår, svarede han: “Jeg har levet hundrede og tredive år i fremmed land. Få og ulykkelige har mine år været. De når ikke de år, mine fædre levede i fremmed land” (1 Mos 47:9-10).

Årene med deres sorger og byrder synes at have gjort noget ved Jakob. Han er ikke mere den fremfusende, beregnende, initiativrige mand, han engang havde været. Han er både blevet mere afdæmpet, apatisk og melankolsk.

Troen lever i ham
Men troen lever stadig hos ham. Derfor hører han ubestrideligt med til fædrene, og Gud kalder sig da også “Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (2 Mos 3:6).

For ham var det derfor også utænkeligt, at han skulle stedes til hvile i noget andet land end i fædrenes udlændighedsland, det land som efter Guds løfte engang skulle blive hans efterkommeres (1 Mos 47:27-31).

De afsluttende ord i scenen, hvor Jakob overdrager Josef ansvaret for at få ham gravlagt hos sine fædre, siger, at “han bøjede sig i bøn over hovedgærdet på sin seng”(1 Mos 47:31). I Hebræerbrevets hædersgalleri over troens vidner er det de ord, som fastholder erindringen af Jakob. “I tro velsignede Jakob, da han lå for døden, begge Josefs sønner, og han bøjede sig i bøn over grebet på sin stav” (11:21). I 1948 oversættelsen og hos Sei-delinerne opfattes Jakobs sidste handling i livet som tilbedelse: “og han bøjede sig i tilbedelse over grebet på sin stav”.

Hvad vi end kan sige om Jakob af gode og mindre gode ting, kommer de sidste ord om ham ligesom til at udtrykke essensen af hans liv. da han lå for døden bøjede han sig for Gud i ærefrygt, i taknemmelighed, i tillid og i håb.
Det er altid godt at have kendt mennesker, som blev forbilleder for os, hvor vi kan “betragte udfaldet af deres livsløb og efterligne deres tro” (Heb 13:7). Det er et af formålene med, at Bibelen beretter om menneskers liv, herunder også Jakobs liv.

Ved at betragte dem og efterligne deres tro kan vi blive spirituelle, gudfrygtige og troende mennesker som de. Alt er ikke sagt om Jakob og hans liv i den temmelig pessimistiske karakteristik, han gav af sit liv over for Farao: “Få og ulykkelige har mine år været”. Naturligvis er der meget sandt i de ord, også selv om de sandsynligvis er bevidst overdrevne. Men de skal vejes op imod det sidste, vi hører om Jakob, det med, at “han bøjede sig i tilbedelse over grebet på sin stav”.

Bibelens sande tale
Det er godt, at Bibelen ikke ser det som sin opgave at forherlige mennesker, men at den tilstræber at tale sandt og ærligt om dem. Og hvert liv indeholder sine lyse og mørke øjeblikke, sine sejre og sine nederlag, tro og vantro, hvor Guds nåde overskygger alt andet.

Jakobs liv er rigt på disse modpoler. Og dog er den røde tråd i hans liv, at han vandrer med Gud og åbenlyst erkender, at han ikke kan kan klare livet uden Guds hjælp. At have det sådan er vel essensen af at være en en gudfrygtig og åndeligsindet person.

Jakob fik åbenbaringer af Gud, oplevede stunder, hvor Gud viste sig for ham, som Gud også havde vist sig for Abraham. Disse er naturligvis afgørende elementer i hans liv, som rejser mindesmærker og oaser, han senere kan vende tilbage til. Men sådanne syner gives få; de fleste af os må nøjes med det kendskab, vi får til dem fra Bibelens fortællinger.

Synerne og åbenbaringerne er ikke essensen af Jakobs liv med Gud, af hans spiritualitet. End ikke hans natlige brydekamp med Gud er essensen. Essensen finder vi i hans vandring med Gud ind imellem disse højdepunkter, i alt det, der bærer ham igennem gode som onde dage, herunder også dage fulde af møje og slid, af kiv og spektakler, misundelse og lidenskab, snyd og sorg, had og kærlighed, alt det som får ham til at sige: “Få og ulykkelige har mine år været”.

Ud over Hebræerbrevet 11 er der flere steder i Bibelen, som henviser til Jakob, herunder også kommenterer hans liv. Et af de mest bemærkelsesværdige er Hoseas 12:3-7. Med de ord vil vi gerne slutte, for de siger alt det væsentlige, der er at sige om Jakob, herunder også det væsentligste der er at sige om hans spiritualitet:

“I moders liv bedrog han (Jakob) sin bror, i sin manddom kæmpede han med Gud. Han kæmpede med englen og sejrede;
han græd og bad om nåde. I Betel fandt Herren ham, dér talte han til os, Jahve, Hærskarers Gud, Jahve er hans navn. Ved din Guds hjælp skal du vende tilbage. Tag vare på troskab og ret, sæt altid håbet til din Gud”.