Kristen spiritualitet 2:
Spiritualitet i Det
gamle Testamente

Af Louis Nielsen - KP 04-2006

Spiritualitet er et varmt emne i tiden, og der findes et væld af bøger om det - på mine boghylder har jeg de første ti om ikke flere - men til disse artikler har jeg især fundet inspiration og hjælp i en bog “Hearing God’s Word - Exploring biblical spirituality” af Peter Adam (Apollos 2004).

Det Gamle Testamentes spiritualitet er koncentreret om Herrens ord:
Peter Adams bruger et helt kapitel af sin bog på at påvise, at Det Gamle Testamentes spiritualitet kan opsummeres i ordene: I mit folk, hør mit ord. Næsten lige meget, hvor vi søger i Det Gamle Testamente, er toraen eller Herrens ord i centrum, i Mosebøgerne og hos profeterne, i Salmerne og i visdomslitteraturen.

Grundlæggende i Abrahams og de øvrige patriarkers forhold til Gud var deres tillid til Guds løfter (Guds ord), og at de stolede på ham og satsede deres liv på hans løfter og indrettede sig i livet efter dem.

Gud er en skabende og handlende Gud, men han er også en Gud, som taler, ja bag hans skabende gerninger både i skabelse, historie og forsyn er hans ord.
“Ved Herrens ord blev himlen skabt, hele dens mangfoldighed ved et pust af hans mund” (Sl 33:6). “For han talte, og det skete, han befalede, og det stod der” (Sl 33:9). Guds ord er uforanderligt, og er ufravigeligt det, som Guds folk må holde fast ved, for kun ved det ord finder vi liv, kun ved det finder vi vej gennem livets labyrint, kun i det ord er der lys på vejen, kun ved det finder vi sandheden, kun ved det bevares vi, trøstes vi, styrkes vi, opbygges vi, kun ved det finder vi vej til saligheden i Himlen.

Da Jesus efter sin dåb og efter, at Guds Ånd var kommet til ham, fristedes af Djævelen, afviste han hver af fristelserne ved at søge sin tilflugt til, hvad der stod skrevet, bl.a. at “Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert et ord, der udgår af Guds mund” (Matt 4:4).

Jesus henviser her til til 5 Mosebog 8:3. De ord indgår i en advarsel til Israel mod at glemme Herren. Det er sikkert en god ting, hvis vi gengiver hele sammenhængen, hvori de indgår:

Alt det, jeg i dag befaler dig, skal I omhyggeligt gøre, for at I må leve og blive talrige og komme ind og tage det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre. Husk, hvordan Herren din Gud nu i fyrre år har ladet dig vandre i ørkenen, for at ydmyge dig og sætte dig på prøve, så han kunne få at vide, om du har i sinde at holde hans befalinger eller ej. Han ydmygede dig og lod dig sulte og gav dig manna at spise, som hverken du eller dine fædre kendte, for at lade dig vide, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund. Dit tøj blev ikke slidt i laser og faldt ikke af dig, og dine fødder svulmede ikke op i disse fyrre år. Du skal være forvisset om, at Herren opdrager dig, som en mand opdrager sin søn. Så hold da Herren din Guds befalinger, gå ad hans vej, og frygt ham! (5 Mos 8:1-6).

De ord var gode for Israel at hente forstand af for dagen i går, dagen i dag og dagen i morgen. De er også gode for os . I virkeligheden kan vi opfatte dem som en gammeldags, solid indføring i det gudhengivne liv, det de gamle mente, når de talte om “fromhed” eller om at være “from” eller det som bibelsk forstås ved at være en åndelig person, det som ordet “spirituel” også - i hvert fald når det bruges i en evangelikal sammenhæng - skulle betyde, men desværre langtfra altid betyder. Men hvad indeholder dette afsnit af Guds ord, som også er vigtigt for os at give agt på, også i vor søgen efter sand spiritualitet?
Gud møder os i hverdagen

“I dag” er et udtryk, som ofte bruges, når det handler om at høre Guds ord. Ret beset har vi kun dagen i dag til vor rådighed. Og det er netop dagen, hvor Gud taler til os. Mødet med Guds ord hører dagen i dag til og finder sted i alle de situationer og sammenhæng i dagen, hvor Gud møder dig.

Hverdagen er først og fremmest det rum, hvor Gud møder os. Ikke at han ikke møder os også i mange andre sammenhæng, men får han os ikke i tale, når vi er alene og lever livet, er det tvivlsomt, om han overhovedet får os i tale.
Umiddelbart er det naturligvis godt, at vi sætter noget ind på at møde Gud, og Bibelen er ikke ufølsom over for dette aspekt af det åndelige liv, men eftertrykket falder på, at Gud møder os, hvor vi er, altså dagen i dag.

Guds ord er ikke bare et ord mellem andre ord, som vi kan samle op eller lade ligge. Det er stærkt og påtrængende og absolut (Heb 4:12), og liv og lykke afhænger i høj grad af, at vi følger det. Jesus sagde: “Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det” (Luk 11:28), og Jakob fortæller os, at frugten af et genfødt, gudfrygtigt liv er både at være ordets hører og dets gører (Jak 1:17-27).

Gud søger os
Det er værd at bemærke sig i hvilken retning, kommunikationen mellem Gud og mennesker i Bibelen bevæger sig. Retningen er altid fra himlen mod jorden og først derefter fra jorden til himlen. Guds engle stiger op og stiger ned, men at de stiger op forudsætter, at de først er steget ned.

Det handlende og talende subjekt i de fleste bibelske tekster er ufravigeligt Gud Herren. Der lægges ikke skjul på, at mennesket bør søge Gud og forstå sig afhængigt af Gud, men hvordan så det ud for os, hvis Gud ikke i sin nåde og barmhjertighed opsøgte os? Mon da nogen af os blev frelst?

Er vi ikke kommet til at vende slemt om på tingene her på det seneste? Det er blevet så prisværdigt, nærmest en dyd og et fortrin at kunne kalde sig søgende - og ikke et ondt ord om det - men det er ikke det, Bibelen er mest optaget af. I den er det Gud, som opsøger og kalder, Jesus er hyrden, som er kommet for at opsøge og frelse det fortabte. Vi er de vildfarne får.

Israel havde været afhængig af Gud fra første stund. Og Guds opdragelse gik ud på, at det også skulle kende sig afhængig af ham. Derfor de mange umulige stunder i Israels historie, umulige ikke alene på grund af naturlige omstændigheder, som var det imod, men også umulige og fastlåste på grund af dets oprør, synd, vantro og knurren. Men altsammen tjente Guds opdragelse og prøvelse af Israel til, at det skulle kunne kende Gud, hvem han var, og hvad han formåede.

En lektie i modgang
Livet er vores skoling. Livet selv skal lære os. Det er langtfra altid det programmerede og selvvalgte og dyrkede, som bringer os nær til Gud; det sker ofte gennem livets til tider hårde skoling - hvor hovmodet, arrogancen, det selvberoende og alt for selvtillidsfulde i os brydes ned, og vi indser vor afhængighed af Gud og af hans forsyn og omsorg.

Velstand og gode kår er Guds gode gaver, og det er ondt, hvis vi ikke er taknemmelig for at være sådan velsignet, men ofte kan der være grund til at spørge, om sådanne kår er så åndeligt modnende og fremmende, som ringe og hårde kår kan være det?

I sin visdom synes Gud at have tilrettelagt Israels historie sådan, at ørkenen og det hårde liv i ørkenen kom før Ka’naen og “mælken og honningen”, som flød her i rigelig mængde. Er det måske sådan, at meget af den spiritualitet, tiden lige nu søger, i virkeligheden beror på den overflod og rigdom, vi nærmest har som den selvfølgelige ramme om vort liv, og derfor ofte er selvbestaltet og selvbeskuende og i virkeligheden ikke gavner eller bringer os nærmere til Gud?

Herren lod Israel opleve modgang, for at “ydmyge det og lade det kende, at mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund”. Der er noget, som er vigtigere end brød, selvom mad er absolut nødvendig, hvis vi på sigt skal leve og overleve, og det er Guds ord.
Det er slemt med hungersnød, men for Skriften er der en endnu større nød, nøden som opstår, hvis Guds ord ikke længere kan findes. Åndelige krisetider og fattigdomstider er tider, hvor Herrens ord er sparsomt og sjældent lyder (1 Sam 3:1).

Spiritualiet uden dyb respekt og kærlighed for Herrens ord er ikke meget bevendt. For det er ved det ord, at mennesket lever.
Det er ikke noget tilfælde, at Jesus, som er Ordet, kalder sig Livets Brød og associerer det med mannaen, det sande brød fra Himmelen, som kommer ned fra Himmelen for at give mennesker liv (Joh 6:30-35; 1 Joh 1:1-4).

Spiritualitet og Herrens lov
Det Gamle Testamentes spiritualitet er i vid udstrækning koncentreret om Herrens lov, Herrens vedtægter, vidnesbyrd, bud, forordninger, befalinger og formaninger. Det fremgår ikke mindst af Salme 119, men også af flere andre salmer i Salmernes Bog. Salme 119 er bemærkelsesværdig ved at have 176 vers, som er fordelt med 8 vers til hver af de 22 bogstaver, som det hebraiske alfabet består af. Alle 176 vers i Salme 119 henviser til Herrens ord eller lov under et eller andet af de synonymer, vi allerede har opregnet.

Og salmistens kærlighed til dette ord er så stor, at han gør sig den yderste flid med sit hyldestdigt til dette ord. For at skrive en så omfattende alfabetisk salme som denne er et kunststykke af dimensioner. Salmisten berører adskillige områder i sit liv og sine omstændigheder, hvor Herrens lov og vidnesbyrd er kommet ham til hjælp.

Uden Herrens lov var han dårligt nok i live, uden den var han faret vild, uden den til at styrke sig, holde ham til vejen, glæde ham, formane ham, ydmyge ham, lære ham hvordan han skal leve, hvilke snarer han kan falde i, hvordan han kan bevare modet trods hån og spot og det at blive misforstået, og hvordan han skal finde vejen, så var livet umuligt for ham. Men nu er alt så meget anderledes, fordi Gud har givet ham sit ord. Og han glæder og fryder sig over det ord, det er rigere for ham end alverdens skatte, sødere i hans mund end honning. Ja i sandhed elsker han det ord.

Også hos profeterne finder vi dette eftertryk på Herrens ord: “Land, land, land, hør Herrens ord” (Jer 22:29). Det er ikke så meget, vi ved om profeternes personlige liv og personlige fromhed; mest ved vi om Jeremias; hans forhold til Herrens ord minder på mange måder om Salme 119; han beskriver både sin ophøjede glæde ved det:

“Jeg fandt dine ord og slugte dem; dine ord blev til fryd for mig og til hjertets glæde, for dit navn er nævnt over mig, Herre, Hærskarers Gud” (15:16), og den dybe smerte og kval det voldte ham: “Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe”(20:8).

At kende Herren
Spiritualitet er at kende Herren med de følger for liv og vandel det nu har:
Israels religion var rig på gudstjenstlige handlinger. Israel var Guds særlige ejendom blandt folkene. Det var for ham et præsteligt folk, kaldet til at gøre hans navn stort blandt folkene og til at kende den levende Guds nærvær hos sig.

Det havde “førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne, det har fædrene og fra det er Kristus kommet som menneske - han, som er over alt og alle, Gud være lovet til evig tid!” (Rom 9:4-5). Israel er et folk med en åbenbaret religion, det eneste folk det vel med rette kan siges om. Loven indeholder detaljerede anvisninger på, hvordan Israel skulle tjene (dyrke) Jahve, omgås ham, tilbede ham.

Helligdommens indretning blev ligefrem “vist” for Moses i de 40 dage, han opholdt sig hos Gud på bjergets top. Gud talte til Moses og foreskrev gennem ham de forskellige offerhandlinger, som skulle finde sted i Tabernaklet; han forordnede også, hvordan den hellige røgelse og salveolie skulle sammensættes, hvordan præsterne skulle indsættes og helliges, han foreskrev også folket en streng renheds- og renselseskodeks, og der blev givet forordninger om sabbatten og de andre af årets helligdage og højtider. Og hele dette apparat blev yderligere udbygget, da templet kom til.

Ydre religiøse handlinger, symboler og ritualer var indskrevet i Israels religion. Religion var ikke en privat og valgfri sag, men pålagt folket og forordnet ved lov, og loven indeholdt straffebestemmelser mod den, som ikke iagttog Israels religiøse love.

Advarsel mod magisk tilgang
Og så alligevel advares der i Skriften mod en magisk tilgang til gudsdyrkelsen og mod at fæste lid til, at religionen automatisk sikrede en Guds velbehag og gav en krav på Gud og på hans velsignelse, beskyttelse og bevågenhed.
Visse steder hos profeterne siger Gud ligefrem, at han “hader deres nymåne-dage og fester” og siger, at “de er blevet en byrde, jeg ikke kan bære” (Es 1:14), og han erklærer lige ud:

“Hvad skal jeg med jeres mange slagt-ofre? Jeg er mæt af brændofre af væddere og fedtet af fedekvæg; blod af tyre, lam og bukke vil jeg ikke have. Når I kommer for at se mit ansigt, hvem kræver så af jer, at mine forgårde bliver trampet ned? Bring ikke flere tomme afgrødeofre, røgelsesoffer væmmes jeg ved. Nymånedag og sabbat, festforsamling - jeg kan ikke udholde festdag og ondskab” (Es 1:11-13).

Sønderbrudt ånd
Det offer derimod af en “sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte” (Sl 51:19; Es 57:15) agter Gud ikke ringe, men tager med glæde imod. At “stole på Gud” (Sl 4:6) er forudsætningen for at kunne bringe “rette ofre”. Det, Gud ønsker og kræver af os, er ikke slagtofre og brændofre, men barmhjertighed, retfærdig handling, trofast kærlighed og årvågent at vandre med Gud” (Mika 6:8); “troskab, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre” er hvad Herren ønsker (Hos 6:6).

En spiritualitet, som ikke vender vore hjerter til Gud og åbner vore ører for hans tale til os, som Samuel kom til at høre, medens Eli og navnlig hans sønner for længst var holdt op at høre (1 Sam 2:22- 4:1), vinder ikke Guds velbehag.

Megen af den spiritualiet, så mange søger i dag, synes udvortes og blot et led i selvudviklingen, et middel til at forstå sig selv bedre og komme til at holde mere af sig selv, ikke et møde - en konfrontation som det ofte vil være - med den levende Gud, som forvandler os og samler vor opmærksomhed om ham og det, han vil med vort liv, også i relation til medmennesket.

Skygger og det virkelige
Men efterlader dette nu ingen plads for religionen (“spiritualiteten”)?
Spørgsmålet om religionen er yderst komplekst. For kristendommen er set ud fra en evangelisk betragtning ikke en religion, og den bibelske historie forstår sig selv som frelseshistorie eller åbenbaringshistorie, dvs. den fortæller om Guds gerninger og forordninger til menneskets frelse, og her igennem åbenbarer den Guds vilje. I Guds råd lå det fra evighed klart, hvordan han ville “føre os til herlighed” (1 Kor 2:7). I evangeliet har Gud givet os indsigt til at “kende sin viljes hemmelighed ud fra den gode beslutning, han selv forud havde fattet om den frelsesplan for tidernes fylde: at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske” (Ef 1:9-10).

I Det Gamle Testamente er loven skygger af den kommende virkelighed, ikke virkeligheden selv. “Det var”, siger Paulus, “alt sammen kun en skygge af det, der skulle komme, men sagen selv kom med Kristus” (Kol 2:12; 1948 oversættelsen). “Loven”, siger Hebræerbrevet “indeholder kun en skygge af de kommende goder og ikke selve tingenes skikkelse” (10:1). Derfor kan den heller “aldrig føre dem, der kommer med dem (ofrene på forsoningsdagen), til målet”.

For os, som tror på Jesus Kristus, er det umuligt at vende tilbage til riterne fra den gamle pagt, eller hvis vi kommer fra hedenskabet, til “trældommen for de guder, som i virkeligheden ikke er guder” (Gal 4:8; læs også vers 9,10 og 11).
På den måde kan vi sige, at evangeliet (kristendommen) lægger afstand til riter; dåben og nadveren er måske i en vis forstand riter, bliver i hvert fald ofte opfattet sådan, men er alligevel noget helt nyt og noget radikalt anderledes end riterne under den gamle pagt og riterne i hedenskabet og mysteriereligionerne.
Sandheden er, at evangeliet har fri-gjort os til at tjene den levende Gud (Heb 9:14), ved hans barmhjertighed kan vi “bringe vore legemer som levende, hellige og gudvelbehagelige ofre” (Rom 12:1); vi “tjener ved Guds Ånd og har vor stolthed i Kristus Jesus i stedet for at stole på noget ydre” (Fil 3:3). Ud fra den betragtning kan vi slå fast, at skal vi tale om religion, er den for menneskets skyld, ikke for Guds skyld.

Det, Gud længes efter hos os, er, at “vi bringer takkeofre (taksigelse; jvf Heb 13:15) til ham, holder hvad vi lover Gud (er redelige og ærlige i vort forhold til ham), og råber til ham på nødens dag (at vi beder og ved os afhængige af ham)”; det er de ofre han vil, ikke “tyrekød og bukkeblod” (Sl 50:13-15), for Gud lever ikke af menneskers ofre eller er på nogen vis afhængig af os (se også ApG 17:24-25).

Vore hjerter er onde, og derfor lader vi os let bedrage eller smigre til at tro, at alt er vel, bare det religiøse eller det “spirituelle” ikke bliver forsømt. Men der er ingen retfærdighed og derfor heller ikke evigt liv i religiøse handlinger. Den findes kun i Kristus og i hans død og opstandelse.

Religiøse handlinger kan heller ikke erstatte lydhørhed over for Guds ord og lydighed mod hans bud, det som Bibelen kalder “at vandre med Gud”. Religiøse riter kan heller ikke erstatte retfærdighed, retskaffenhed, barmhjertighed, næstekærlighed.

Forskellig spirituel praksis
Men har vi det på det rene, og holder vi os til de prioriteringer, vi har set Skriften stille op for os, så er der intet i vejen for - hvis vi synes det hjælper os - at praktisere forskellige former for spiritualitet, forudsat naturligvis, at de ikke forplumrer evangeliet for os og skygger for Kristi alttilstrækkelighed.

Men vi skal passe på med ikke at overdrive betydningen af sådanne ting. Set i lyset af Kristi alttilstrækkelighed kan vi godt forstå Hebræerbrevets forfatter, når han skriver, at “det er godt, at hjertet styrkes ved nåden og ikke en bestemt slags mad, som aldrig har gavnet dem, der lagde vægt på det” (13:9; se også 9:9-10).

Vi kan også følge Paulus, når han skriver til Timotheus, at “legemlig øvelse (faste) nytter kun lidt, men gudsfrygten er nyttig til alt og har i sig løfte både for dette liv og for det, som kommer” (1 Tim 4:8).