Kristen spiritualitet 17:
Lektier fra Jakobs brev (3):

Når man misbruger Gud

Af Louis Nielsen - KP 03-2010

Det kan godt nok ind imellem være svært at at bestemme sig for, hvilke af de mange “tilbud på Gud”, man skal”købe”!

Læserne har formodentlig allerede fornemmet, at vi taler dybt ironisk, men tvinges vi alligvel ikke til at konkludere, at der er en bitter sandhed bag ironien?

Markedet har også overtaget det åndelige liv, og kristne præsenterer sig gerne på det. Vemodigt er det at tænke på en generation, som førte sig frem med “Bibelen siger” (tænk f.eks. på Billy Graham”) til nu, hvor det er sjældent at høre den sætning.

“Jeg føler”, “jeg tror” og “jeg mener” har fået tillagt langt større autoritet end profeternes “Så siger Herren” eller Jesu “sandelig, sandelig siger jeg jer”. Farligere for os end direkte løgne om Gud er de mange halvsandheder om Gud, som er i omløb.

På mange måder kan vi opfatte Jakobs Brev som et opgør med halvsandheder, og det er også en af grundene til, at brevet taler til os med fornyet aktualitet.

Vi er ikke kommet ret langt ind i brevet, før vi bliver mindet om, at Gud er ikke til kompromisser med sandheden. Til gengæld stiller Han sine enorme ressourcer af visdom til rådighed for os:

“Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom (og hvem gør ikke det?), skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, som tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd” (1:5-8).

Jakob går efter det fuldkomne og sande. Han kan ikke fordrage fromme talemåder, gennemskuer hykleriet og “kalder en spade en spade”. Jakob er ikke perfektionist, men kender den menneskelige skrøbelighed.

Fristelser er for ham uundgåelige, fordi vi har et begær, der drager og lokker os (1:13-14). Vi har alle vor egen ondskab hos os, og derfor har vi et stadigt behov for at lade Guds sande ord handle med vor indbyggede syndighed (1:19-21).

Det er ikke smiger, Ordet taler til os; snarere er det som et sandhedens spejl. Ordet har røntgentsyn og gennemlyser os helt, lader intet blive tilbage i mørke.

Naturligvis er der mange situationer, hvor vi er taknemmelige for at Ordet også bringer trøst. Men vor moderne tilbøjelighed til at forvandle den kristne forkyndelse til terapi gør, at det måske mere er Ordet som ild der brænder, vi skulle ofre opmærksomhed. Og så er det “vintage Jakob”, vi har brug for.

Men igen må vi ikke glemme, at hos ham er evangeliet den underliggende strøm. Kun evangeliet kan bringe lægedom og muligheden for, at Guds vilje med vore liv lykkes. Nådens tone kan høres overalt i Jakobs Brev, selv når tonarten er sat allermest i mol.

Jakobs kristendom er i k k e lovisk, selvom han har stor kærlighed til loven. Men loven skal tolkes i lyset af evangeliet og Herren Jesus Kristus. Den er en kongelig lov, og den er frihedens lov. Både myndighed og ædel højbårenhed er lovens væsen, og er det fordi ingen har opfyldt Guds lov, som Jesus har gjort det. Guds nåde vil altid være en trofast følgesvend, hvor loven efterleves i lyset af Guds vilje.

Og sådan skal vi forstå Jakobs Brev.Gør vi det, begynder vi også at indse de mange selvmodsigelser, der er i vor kristendomsudøvelse - også selvom vi ser på os selv som åndeligtsindede mennesker - alt det, om hvilket Jakob siger: Mine brødre, sådan bør det ikke være (3:6-12). Registret, Jakob nævner, er stort: snobberi, personsanseelse og gøren forskel på rig og fattig (2:1-13), manglen på at lade troen følge op af gerninger (2:14-26), sladderagtighed og ondskabsfuld omgang med ord (3:1-12), misundelse, selvhævdelse, pral, stridbarhed, vedslighed, selvrådighed og så fremdeles (3:13-4:10).

Strid mellem kristne
Her vil vi beskæftige os med de sidstnævnte ting på listen:
Strid mellem kristne er desværre ikke ualmindelig. Også kristne er faldne mennesker - det glemmer vi nok for ofte. Skriften opfordrer os kraftigt til at lade Kristi sind råde hos os (Fil 2:1 ff.) og til at lade Kristi fred råde for vor færd (Kol 3:15 f.). Jesu undervisning dirigerede disciplene i fredens retning (Mark 9:50), og Helligåndens længsel (Rom 8:6; 14:17) i os går også fredens ærinde. Men Det Nye Testamente idealiserer ikke tilværelsen mellem kristne.

Jakob fortæller os, at stridigheder, som er i vort sind og dem, vi skaber i forhold til andre, skyldes vore syndige lyster, som ligefrem fører krig i vore lemmer.

Jakob beskriver to vidt forskellige måder at leve sit liv på. Et liv med selvet på tronen og et liv med Guds vilje og nåde på tronen. Det er det sidste, vi ved troen på Jesus er kaldet til, men vi har allesammen svært ved at få detroniseret selvet. Mennesket med lysterne krigende i dets lemmer gør sig ustandseligt gældende i det, vi vil, gør og beder om, og når det tørner sammen med andre menneskers selv, er det, at krigen opstår.

Men det er uværdigt for en kristen at leve på den måde. For hvad bliver der så af alt det andet, Jakob har talt om i sit brev, det med ikke at lade sig slå ud af fattigdom og have alt for megen respekt for rigdom? Hvad bliver der af det sociale ansvar for andres liv? Hvad bliver der af sagtmodigheden i omgangen med andre? Verdens værdier er diametralt modsat alt det, Guds rige står for. Er noget kompromis mellem de to måder at leve på overhovedet muligt? Nej! og atter nej! siger Jakob. Gør man sig til verdens ven, gør man sig til Guds fjende (4:1 ff).

Gud griber ind
Men mange af os - hånden på hjertet! - lever i den illusion, at det er muligt at leve i denne dobbelthed, hvor man på den ene side gerne vil have alt, hvad Himlen har at tilbyde og på den anden side også have alt og få alt, hvad verden tilbyder. Jesus mødtes af den fristelse (Matt 4:8 ff.), men han gav den som bekendt sit rungende nej.

Gud træder gerne til med hjælp, men når vi vil misbruge Guds ressourcer til selviske formål, så må vi ikke forvente at få noget af Gud (1:7-8; 4:3).
Gud, siger Jakob, længes efter den ånd, han har givet bolig i os, og viser så meget større nåde (4:5-6). Det er ømme ord om Gud midt i nogle vers, hvor tonen ellers er meget skarp. Endnu engang dirigerer Jakob vore tanker hen til skabelsen ( se også 1:18; 3:9). Gud længes efter sine hænders værk (Job 14:15).

Gud har ikke skabt os for ingenting, og vi er ikke bare objekter for ham. Han skabte os i kærlighed, skabte os til fællesskab med sig selv, til at kunne opleve Ham, til at tage vare på Guds øvrige skabning, til at være hans navn til pris (5 Mos 26:19), til en dag at have hele vor væren og vort alt i Gud (se 1 Kor 15:28). Guds indgriben i Kristus er for at føre os tilbage til dette mål. At nogen af os skulle gå hen og sætte det over styr ved at elske verden fremfor at elske Gud er simpelthen en forkastelig tanke, og Jakob må gøre op med den. Gud er en lidenskabelig (nidkær) Gud og har altid hadet utroskab. Han har aldrig villet dele plads med nogen anden.

Men Gud er også giveren af al nåde. Jakob taler om Guds længsel, og han taler om nåden, og Esajas siger, at “Herren længes efter at vise jer nåde” (Es 30:18; 1931-oversættelsen). Jakob indskyder ligefrem ordene så meget større foran “nåde”. Modtagerne af Jakobs Brev (i hvert fald nogle af dem) er kommet alvorligt på afveje ved deres materialistiske og verdslige levevis, og Jakob som den gode sjælesørger han er, kalder dem til at forlade deres hovmod og i ydmyghed vende sig til Gud.

Måske tror de, at de har vundet ved at leve på den måde, men Jakob kalder dem til at besinde sig på deres tab: tomheden i deres hjerter, ufreden i forhold til deres medkristne, den manglende bønhørelse, og ikke mindst tabet af oplevelsen af at leve et liv omgivet af Guds nåde. Intet kan erstatte det tab.

Intet er forfærdeligere end at “gå glip af Guds nåde” (Heb 12:15) eller miste “Faderens kærlighed” (1 Joh 2:15). At underordne sig under Gud og stå Djævelen imod er det bedste nogen kan gøre for sig selv. Men uanset hvor langt man er kommet bort fra Gud, er omvendelsens dør åben for den, som går ind ad den, og at gå ind betyder at opleve Guds overvældende nåde.

Til den livsstil i fjendskab mod Gud hører også bagtalelse og dømmesyge. Igen synder som er meget udbredte. Den, der bagtaler og dømmer, er som regel blind for egne fejl og lader ofte sin bagtalelse af andre være det dække, han skjuler sine egne fejl under. Det er et angreb på Guds suverænitet, en undsigelse af, at der kun er én dommer, nemlig Gud selv (4:11-12).

Gudsfrygt
I Luthers forklaringer til De Ti Bud i hans Lille Katekismus begynder hver forklaring med ordene: “Det vil sige, vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke ...” Det er trist - og det har uden tvivl efterladt os med mange dårlige ting - at dette med at frygte Gud er gledet ud af kristen forkyndelse og af kristnes bevidsthed.

Men frygt for Gud er et afgørende element i kristnes vandring med Gud. Selv om Jesus siges det, at “han lever og ånder i Herrens frygt” (Es 11:3). Frelsesvished udelukker ikke gudsfrygt. Der er nogen ting, vi med rette bør være bange for: Vore bedrageriske hjerter, vor selvretfærdighed og vores stolen på os selv, vores handlen mod Guds vilje; også at blive en anstødssten for sin broder. Er vi opmærksomme på det, efterlader det os ikke med så megen lyst til at bagtale vor broder.

Jakobs sidste eksempel (4:11-17) på et selvhævdende liv advarer os mod at tro, at livet altid står til vor frie dispostion. Han retter sit skyts mod en særlig gruppe af Jerusalemmenighedens medlemmer: købmændene, handelsfolkene.

De fleste i menigheden havde ikke deres muligheder, men nu til dags har de fleste af os det. Hans advarsel har dermed fået langt større universel adresse. På kortere og længere sigt tror vi, at vi kan planlægge vort liv, og at ingen andre end os selv afgør det. Døden betragtes ikke længere som et grundvilkår i tilværelsen, men som en nærmest tilfældig ulykke.

Samfundet har overtaget administrationen af vort liv og dermed ansvaret. Vi er i vor gode ret til at forvente, at vore planer for vort liv bliver opfyldt, og gør de det ikke, har nogen svigtet, og denne nogen er ikke os selv.
Flere og flere gør regning uden vært. Det samfund, som vi engang troede var det mest sikre i tilværelsen, er det ikke mere, og har nok heller aldrig været det. Hvordan vi vil tackle den krise er ikke godt at vide, især når vi har afskrevet Gud. Det store flertal vil ikke kunne synge ”Vor Gud, Han er så fast en borg”, for de kender hverken salmen eller den Gud, salmen synger om.

Igen er vi tilbage ved zero, tårnene er faldet. Vort liv kan igen ses som en tåge, som ses en kort tid og så svinder hen. At undertrykke den kendsgerning og leve sit liv som om det ikke gjaldt, er ikke alene tåbeligt, men også arrogant. Men det er essensen af verdens ånd.

Bibelen gør flere steder op med den arrogance hos os mennesker, hvori vi lægger planer, uden at Gud er med i dem, som om vi ikke var afhængige af ham og stod til regnskab over for ham. Tænk blot på Herrens lignelse om den rige bonde. Måske tænker Jakob selv på den lignelse. Han har det med at inddrage Jesu ord i det, han skriver.

Mere i overensstemmelse med virkeligheden er det, når vi lever i pagt med Gud. Modsat hvad mange forventer, giver det også en højere frihedsgrad. Så er det ultimative ansvar for vort liv Guds, og ikke vores. Og ærlig talt, det ligger bedre i hans hænder. Derfor er der visdom i at leve under det forbehold: Vi vil gerne dette og hint, vi vil gerne dér og dér, vi vil gerne give det og det løfte, men endegyldigt er det ikke os, der bestemmer, men lader Gud det lykkes for os, så gerne.

En del af det at være vis er at tælle sine dage (Salme 90:12). Kommer så morgendagen er der også en ny nåde fra Gud, og hver aften kan vi gå til ro i bevidstheden om hans trofasthed, Hans, som bevarer vor “indgang og udgang fra nu af og til evig tid”.

Herre giv os den visdom!