Kristen spiritualitet 12:
Lektier fra Jeremias' Liv (3)

Af Louis Nielsen - KP 02-2009

En meget stor del af Jeremias’ offentlige tjeneste bestod i at gøre op med falske religiøse forestillinger. Når disse ydermere er blevet en slags folkereligion og opfattes som den eneste korrekte måde at tænke på, siger det sig selv, at kampen bliver uforsonlig. Jahve havde forberedt Jeremias på det, men alligevel kom opgørets hårdhed meget bag på ham.

Der er altid en fare forbundet med at tro sig noget særligt. Måske skal vi alligevel være taknemmelige for at bo i Jantelovens fædreland. Israel var noget særligt, for det var Guds folk og ejendom. Men glemmes det, hvad dette hviler på, og hvad det betyder for liv og vandel, så er faren overvældende stor.

Israel kom til at stole på sin udvælgelse og på, at Gud havde priviligeret det frem for alle andre folk ved at give det Jerusalem, Davids by, Zion og templet. Gud havde bundet sig sådan til Israel, til Jerusalem, til landet og navnlig til templet, at ingen overvældende ulykke kunne ramme Juda.
Sådan var folketroen, sådan var den politisk korrekte tænkemåde, sådan var den nationale religion. En cocktail blandet af netop disse ingredienser er altid dødbringende. Dengang og nu.

Jeremias’ nedrivningsarbejde (1:10) var først og fremmest at rive den forestilling ned. “Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel!” (7:1-4) var slagordet, den politisk korrekte tale, som forbandt alle mennesker i Jerusalem uanset forskelle. For Jeremias var det “løgneord” uden mindste dækning. Men populær bliver man ikke ved at sige den slags ting, man bliver nærmest forhadt.

Vi mennesker ønsker ikke at se vore falske værdier afsløret. Vi kan være nok så overbeviste om deres holdbarhed, alligevel er der noget i vort indre, som fortæller os, at de er falske og dermed, at de kan skride meget hurtigt. Derfor er vi midt i vor tryghed utrygge, og derfor når vort raseri uanede højder, når nogen fortæller os, at vi bygger på sandgrund og på en livsløgn.

I så henseende er der ingen forskel mellem os i det 21.århundrede og judæerne i det 6. århundrede før Kristus. Også den blinde tillid til, at rituelle handlinger var, hvad Gud ville, og hvad der kunne forsone Gud med sit folk, ja hvormed han blev deres skyldner, bliver genstand for Jeremias’ heftige angreb.

Det samme gør Judas udenrigspolitik, hvori folkets ledere tror, at med rette alliancer med Egypten kan det klare frisag. Men hvad nytter det, når man har fået Gud til fjende. Jeremias kæmper således på flere fronter og på hver af fronterne samler hansig bitre fjender.

Hjertets omvendelse
Det, Jeremias kalder folket til, er hjertets omvendelse med syndserkendelse og realistisk selverkendelse. Erkendelse af frafald, svigten i pagten, troløshed, afgudsdyrkelse, manglende taknemmelighed og erkendelse af Guds godhed og trofasthed mod sit folk, trods, afvisning af Guds ord, social undertrykkelse og uretfærdighed.

Kun ved at erkende, at det er sandheden og ved at omvende sig fra syndigt liv kan ulykken afværges. Så vil måske Gud være nådig. Hvor der er sand omvendelse, tages nåden ikke som givet og ikke som ret, men det den just er, nåde. Det budskab blev ikke hørt, og hvor det kortvarigt blev hørt, var det alt for overfladisk til, at det gjorde nogen forskel.

Jeremias står i et konstant opgør med de falske profeter. Af dem var der mange. Kunsten at “skaffe sig lærere i hobetal” (2 Tim 4:3; 1948 - oversættelsen) er ikke af nyere dato, den har fulgt menneskene fra den allerførste tid. Med deres konstante tale om “fred”, hvor Herren forkyndte ulykke, var deres tale sød, optimistisk og fremadrettet, hvem vil ikke helst tro på den?

At sige det, som er populært, som klinger godt og bekræfter folk i det, som de helst vil tro, er det vi allesammen helst vil. Jeremias ikke undtaget. Han ville helst have uret, og så gerne, at de falske profeter og folkeforførerne havde ret. Det har altid været en fristelse, hvor succes, charme og de store tal er i fokus, som de er det hos os. At skulle gøre op med det er ikke nogen misundelsesværdig opgave. Jeremias forstod det bedre end mange andre.

Men et folk (selv et gudsfolk/ en kirke / en kristen?) kan være så meget ude af trit med at høre Guds ord, så lidt forstående for grundsubstansen i Guds tale, at kun rystelser, som dem Jeremias forudsagde, kan ændre noget ved det. Set fra Guds side er ulykken næsten noget, Han er “tvunget” til at påføre Israel, hvis han skulle gøre sig noget håb om nogensinde at få det Israel, som udvælgelsen af det altid havde haft som mål.

På den måde må vi opfatte Guds dom over Israel som et udtryk for Guds kærlighed til Israel, hans varme omsorg for det. Det er den menneskelige tale, Gud taler gennem Jeremias og kan tale, fordi Jeremias kommer Gud så nær, også så tæt ind i Guds sorg og smerte, at det virkelig er Guds tale, som lyder, og hans hjerte, som bliver lukket op.

Jeremias er nok den af profeterne, som kommer til at minde mest om Jesus, i Jeremias’ sorg og lidelser ligesom forudanes den endnu større sorg og lidelse, vi møder i ham, som Esajas kalder en “lidelsernes mand og kendt med sygdom (pine)” (53:3).

Kald til efterfølgelse
Spiritualitet forstået som øvelser, teknikker, sanselig oplevelse, ritualer, folke-religiøsitet, stævner, festivaler, syner, hellige steder osv. er altid nemmere at praktisere og forlade sig på end det virkelig at kende Gud og komme ham nær og omsætte hans vilje i daglig liv og omgang med medmennesket. Jeremias’ liv og forkyndelse er en stadig påmindelse til os om det.

At komme Gud nær og lære ham at kende, især i en tid, der er meget langt borte fra ham og hans virkelighed, ligger ikke lige for, og kan blive en ubehagelig og smertelig opvågnen. Det er Jeremias’ liv et stadigt vidnesbyrd om.

Jeremias kendte dog også glæden i Gud og Guds nåde og trofasthed, og intet tyder på, at han ville have byttet sit hårde, ensomme og sorgfyldte liv ud med noget andet.

Igen må vi sige, at vi er ikke Jeremias, og hans kald er ikke vores. Men vi er kaldet til at tage korset op og følge Jesus. Også vi er kaldet til Jesu lidelsers fællesskab. Til at tåle, holde ud, holde fast. Det er vores kald. Om vi får skænket spirituelle oplevelser ved siden af er en anden sag, og nok ikke så vigtigt.
Ved at overgive vort liv til Jesus, har vi på en måde overladt til Gud at bestemme. Hvordan og hvorhen og til hvad, han vil føre os, er ikke vores sag. Vores sag er at stole på, “Han fører os ad rette veje for sin godheds og trofastheds skyld”. Nogen bedre form for spirituelt liv kan vi vel ikke tænke os, ej heller nogen højere grad af opfyldelse.

Før vi forlader dette afsnit om Jeremias´ opgør med den falske gudsdyrkelse i Juda vil en liste med henvisninger til bibelteksten utvivlsomt være på plads.
Jeremias angriber den falske udenrigspolitik (ensbetydende med at søge hjælp hos andre folks guder fremfor hos Jahve) bl.a.i 2:18 og 36. Han angriber ba’alsdyrkelsen i 2.23 og flere andre steder, okkultisme i 27:9, dyrkelsen af Himmeldroningen i 44:15 ff.; han går hårdt i rette med forhærdelsen, de forstokkede hjerter, den manglende vilje til at høre og adlyde Herrens ord og vægringen mod at omvende sig bl.a.i 3:6-13;; flere steder i teksten kommer et direkte og indtrængende omvendelseskald bl.a.i 3:14 og 25:5. Jeremias har flere sammenstød med falske profeter; et generelt angreb på dem har vi i 23:9-40. Konger og kongehuset angribes igen og igen, storbønderne ligeså, heller ikke det jævne folk går fri. Tempelromantikken og troen på templets ukrænkelighed og yden beskyttelse af by og folk angribes i 7:4 og 26:6; brændofre i 18:15, pagtens ark i 3:16; omskærelsen, som Gud vil er hjertets omskærelse (4:4); vold, undertrykkelse, snyd og bedrag, og mange andre sociale og strukturelle synder angribes igen og igen, fremtrædende eksempler er 9:5 og 22:3. Kravet om at yde ret og retfærdighed lyder stærkt i 22:3.

Jeremias og håbet
Med Jeremias’ stærke forkyndelse af dom får hans forkyndelse af håb og frelse os virkelig til at spidse ørerne.

Denne vending er i sandhed overraskende, og var det også for profeten selv (32:16-25; 33:3. Herren, Jahve, “alle menneskers Gud”, han som skabte jorden og for hvem intet er umuligt (32:27; 33:2-3) åbner for den fremtid, som i dommen var frataget både Israels folk og alle andre folk (jvf.dommen over nationerne forkyndt i kapitel 46-51).

Det frelseshistoriske perspektiv, som er alle profeternes, og som kun Israel blandt alle folkene er velsignet med, er af afgørende betydning for vor tolkning af Skriften, og det er vigtigt at holde fast ved det, når det gælder en så kompleks bog som Jeremias’ Bog.

Ellers ender vi let i almindeligheder og i forestillinger, ønsker og tanker, som vi mennesker har og tumler med. De bringer os aldrig længere end til den ene dags tidender om lykke og og den næste om finanskrise, som ingen kender varigheden af (jvf.Jer 51:46).

Guds folk har noget mere substantielt at bygge deres liv og fremtid på, nemlig ham, som Jeremias kalder “Israels håb”, han hvis pagt og løfter står fast.
Ingen vil kunne beskylde Jeremias for at være lykkeprofet, for at udstede tomme og løfter, for jubeloptimisme.

Jeremias har forkyndt Herrens altomstyrtende dom og mere end nogen ud-slukt ethvert håb bygget på falske fore-stillinger. Mere end nogen har han tegnet et retvisende billede af verdenssituationen og af folkets moralske uforberedthed på at kunne honorere den. “Trindt om er rædsel” (6:25; 20:10; 29:18; 30:5; 46:5 og 49:29) var så meget hans budskab, at han ligefrem fik det som øgenavn.

Derfor er det så vigtigt at lægge mærke til, hvor omfattende, han taler om håb, men vel at mærke et håb knyttet til Jahve alene, ikke til noget menneskeligt. Kun det at stole på Herren går an. Alt andet vil kun bringe skam.
Der er meget historie i Jeremias’ tale om håb. For det handler om noget, Gudvil gøre. Det er ikke en indre fornemmelse, men bygget på åbenbaring og erfaring af Guds frelse. (Der er grund til også, og måske navnlig når vi taler spiritualitet, at advare mod den ahistoriske tilgang til Bibelen, som bliver mere og mere almindelig blandt teologer men også blandt jævne kristne.

Åndeliggørelsen af Skriften har altid indebåret store farer; de er ikke blevet mindre i dag, hvor tendensen er så udtalt).

Når Jeremias kan forkynde håb, hænger det sammen med, at Gud er den Gud, han er, og han kan aldrig reduceres til noget mindre eller omgøres til en anden. Han er den Gud, han er, og han er det “fra evighed til evighed”. Hans frelsesforsæt, hans udvælgelse, kald og forjættelse fortryder han ikke, trækker han ikke tilbage, går han ikke fra.

Allerede Moses havde syslet med disse ting (3 Mos 26), havde forudsagt Israels frafald og eksil, men også dets genoprettelse og genindsættelse som Guds folk:
“Selv da, når de er i deres fjenders land, vil jeg ikke forkaste og ikke vrage dem, og ikke gøre det af med dem, så jeg bryder min pagt med dem. Jeg er Herren deres Gud! For deres skyld vil jeg huske på pagten med fædrene, som jeg førte ud af Egypten for øjnene af folkene for at være deres Gud. Jeg er Herren!” (vers 44-45).

Håbet er der og vil altid være der, fordi Gud er Gud.

Straf, og endda hård straf kan blive nødvendig for at frelse folket og åbne dets øjne for tingenes natur og den rette sammenhæng i gudsforholdet og pagten, men straffen er ikke ultimativ. Barmhjertigheden, nåden, trofastheden er større.

Derfor bliver Jeremias samtidig med, at den er den mest markante af doms-profeterne, også den mest markante forkynder af håbet.

Håbet genopretter alt
Håbet er eskatologisk, dvs. det gælder en tid, som endnu ikke er kommet: “Der skal komme dage”, og det rækker ud over tid og historiens vingefang, til den messianske konge, Davids retfærdige spire, til ham hvis navn ligefrem er “Herren er vor retfærdighed” (Jer 23:5-6; 33:15-16), til det messianske rige, til det nye Jerusalem, ja til evigheden og den fornyede jord. Dette håb er universelt, og gælder ikke kun Israel, folkene er også omfattet af det.

En ny pagt, et nyt hjerte, Guds lov skrevet i hjerterne, udslettelse af al synd og skyld, personligt kendskab til Herren fra den yngste til den ældste (Jer 31:31-37) er løftet, som bærer håbet. Alt det, som den første pagt ikke har kunnet give, er her, for det er faktisk en ny skabelse, som finder sted. Endnu mangler kun Jesus, men når først han er der, falder alt på plads; nyskabelsen, forvandlingen kan virkelig finde sted (se Rom 8:1-8; 2 Kor 3-5; Gal 6:15).

Håbet genopretter alt, gudsrelationen, relationerne indbyrdes mellem hinanden, landet. Forløsningen er både åndelig og fysisk, omfattende det helemenneske og hele dets verden. Dette sidste må ikke overses.

Håbet er værd at vente på; det er der, men opfyldelsen tøver. Det må leves ud i tro og tillid. Men det er håb som giver mod og kraft (Jer 46:27-28; 51:46), sætter i stand til at leve i fred, leve til velsignelse for sig selv og for andre (29:5-14), mod til at handle, også når handlingen forekommer absurd, næsten kan virke som en form for galgenhumor (kapitel 32). Det giver også mod til at bede, og substans til det, vi beder om.

Håbet giver tro og tillid til det, vi engang skal blive, og dermed også en mulighed for, at vi i hvert fald delvis kan blive det allerede nu (Jer 33:9). Håbet heler og læger og giver en rigdom af fred og tryghed (33:6). Håbet er lifligt, lifligt som den allerskønneste og sødeste drøm (Jer 31:26).

Spirituelt liv i Jeremias’ version er at leve med Gud og i hans bestemmelse for en, leve i de vilkår og omstændigheder, hans kald sætter en i. Det er at opleve at blive brudt ned og måtte bryde ned, at opleve sorg, smerte, vrede, frustration, misforståelser, måske had og overgreb. Det er at se sine håb svinde og opløses. Måske opleve det yderste mørke.

Men det at kende Gud, kende hvem han virkelig er og at blive ledt ind på hans vej, og i det få håb, sandt håb, håb der holder, håb, der overrasker, håb der fryder, læger, lindrer, giver mod, udholdenhed, gør mig positiv og til en medlever med andre fremfor en klager og klynker, gør mig til forbeder, lader mig kende Guds fred.

Det er et sådant spirituelt liv, Bibelen helst formidler videre til os allesammen. Må det blive vort.