Kristen spiritualitet 11:
Lektier fra Jeremias' Liv (2)

Af Louis Nielsen - KP 01-2009

Jeremias havde ladet sig kalde til profet, ikke fordi han så forfærdelig gerne ville det, men fordi han ikke kunne komme uden om det.

Jahve havde på det nærmeste tvunget ham. Men kan Jahve det?
For os med vor moderne individualistiske tankegang er det at blive tvunget til noget, nærmest utænkeligt. Vi er først og fremmest til vor for egen skyld, ikke for de andres skyld eller for et højere måls skyld. Er det mon derfor, at vi ofte finder vort liv så indholdsløst og skuffende.

Anderledes med bibelhistoriens personer. De er alle med i den historie, fordi Gud drog dem ind i den. De responderede ikke, fordi der blev kaldt til audition. Alle er de med på Guds præmisser, og han bestemmer opgaven og resultatet af deres anstrengelser. Jeremias’ opgave var meget hård, og mange konflikter lå foran ham. Konflikter med folket, med familie, med sig selv og med Jahve. Ingen af de ting, skulle vi mene, er ligefrem fremmende for spirituel søgen og spirituel berigelse. Jeremias er selvfølgelige en ener, og hans kaldelse er unik. Ikke to er kaldede på samme måde. Alligevel er der meget for os at lære af ham.

Ret til lykken?
Spørger man, hvad er formålet med livet? bliver der givet mange svar og intet svar. Uden Gud ender livet blindt og i et tomrum. Men selv med Gud ved vor side kan vi ikke forvente, at verden kommer til os. Jeremias blev nægtet mange af de ting, vi anser for selvfølgeligheder, ægteskab og børn f.eks. Morskab, ja endda at vise medfølelse blev ham forbudt (se 16:1-9).

Ting, som vi betragter som sikre lykkeparametre, skulle heller ikke tælle i hans verden: For ”dette siger Herren: Den vise skal ikke være stolt af sin visdom, den stærke skal ikke være stolt af sin styrke, den rige skal ikke være stolt af sin rigdom. Nej, den, der er stolt, skal være stolt af dette, at han har indsigt og kender mig. For jeg, Herren, øver trofasthed, ret og retfærdighed på jorden: det er, hvad jeg ønsker, siger Herren” (9:22-23).

Er det meningen, at vi skal være lykkelige? Er lykkefølelsen livets højeste gode? Er meningen med spirituel søgen, at vi skal finde den berusendelykkefølelse? De spørgsmål er ret ligetil at stille; men meget sværere at svare på.

Herren taler til Jeremias om at der er noget i livet, vi kan være stolte af. Stolthed må da også have noget med lykke at gøre. Men ligesom lykke er ”stolthed” ikke noget entydigt begreb.

Stolthed har flere afarter, nogle af dem særdeles negative; hovmod, arrogance, selvhævdelse, pral, forfængelighed for eksempel. Men alligevel må vi hævde, at mennesket har noget at være stolt af, nemlig sin skabthed i Guds billede.
Det er den værdi, vi har bragt i spil og vanæret ved faldet. Det har bragt stor skam over os, så det at være menneske er at skamme sig dybt, men samtidigt dog at ranke ryggen og se op, for jeg er dog, og jeg forbliver, synd og fald til trods, skabt i Guds billede.

Frelseshistoriens pointe er at forløse os fra synden og genskabe os og forny os iGuds billede. Det er også den store spænding i frelseshistorien, og få steder ser vi den spænding udløse sig voldsommere end i de kampe, som foregår i Jeremias’ hjerte.

Netop det at blive sandt menneske og en åndelig moden kristen, bør optage os mere. Det er essensen i det Guds ord søger at fremkalde i os, og det bør være essensen i vor spirituelle søgen.

Hjertets bedrag
Jeremias bliver i sin oplevelse af, hvad Gud tænker og vil, smerteligt opmærksom på, hvor langt både Israel og Juda og han selv er fra det.
Han ser virkelig hjertets bedrag (17:9), dets ”forstokkethed” og utaknemmelighed. Han ser også, hvor umuligt det er at reformere det. Leoparden kommer lettere af med sine pletter og nubieren med sin sorte kulør end Israel får et andet hjerte.

Gode konger som Josias har forsøgt sig med reformer, men så lidt har deres åndelige og fornyende kraft været, at Jeremias fortvivlet må opgive bare at finde en retfærdig i Jerusalem.

Jeremias kender som få syndens hærgen og sætten sit præg på alt. Han ser også det dybt irrationelle i folkets handlen, i det at skifte Jahve ”en kilde med levende vand ud med udhugne cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand” (2:13). Hvornår har man hørt, at hedningerne har skiftet deres guder – guder som ikke engang er guder – med andre? Hvordan kan det gå til, at folk så privilegeret som Israel sådan kan sælge ud af dets førstefødselsret, at det er endt som en træl?

Jeremias græder fortvivlet over denne frygtindgydende uvidenhed. Det bringer ham både nærmere til Gud og fjerner ham fra Gud, fjerner ham ikke i den forstand, at han vender Gud ryggen, for det gør han på intet tidspunkt, men sådan, at han tager nogle bitre opgør med Gud.

Jeremias i flere opgør
Jeremias står i mange slags opgør. Det er i hans kaldelse, at han vil komme til det. Hans ståsted er så afgjort i åbenbaringshistorien og i den tro, som udspringer af den. Men han må tage mange opgør med falske forestillinger omkring samme åbenbaringshistorie f.eks. den, at templets tilstedeværelse i Jerusalem sikrede byen imod fjendtlige angreb.

For Jeremias var slagordene ”Herrens tempel! Herrens tempel” løgnetale og forfærdeligt bedrag. Ligeledes ydede ofringer ingen beskyttelse mod Guds dom. Uden at folket ydmygede sig under Herrens Ord og omvendte sig fra afgudsdyrkelse, undertrykkelse og anden synd mod hinanden, ville straffen komme, og den ville blive aldeles ødelæggende. Ingen ville undgå at blive ramt, utallige ville dø ved sværd, sult og pest. Ikke kun med folket er Jeremias i opgør. Han er det også med de falske profeter, med kongehuset, med storbønderne.

Ikke så mærkeligt, at han blev skydeskive for hån og hårdtslående overgreb. Ikke så mærkeligt, at han følte sig som en udstødt, en vandringsmand uden hvile, en paria, en som alle lo ad, gjorde grin med.

Hans respekt for og kærlighed til Gud er stor. Gudsopfattelsen hos Jeremias er funklende, og nogle af højderpunkterne i Det Gamle Testamentes tale om Gud finder vi netop hos ham:

”Herren er den sande Gud, han er den levende Gud og den evige konge; for hans vrede skælver jorden, og folkene kan ikke udholde hans harme....... I sin kraft skabte han jorden, i sin visdom grundlagde han verden, i sin indsigt spændte han himlen ud. Når han tordner, bruser vandene i himlen, og han samler skyer fra jordens ender; han skaber lyn sammen med regn og slipper stormen løs fra forrådskamrene. Det menneske, der ikke ved det, er en tåbe. Enhver guldsmed får skam af sine gudebilleder, for det han støber, er løgn; der er ikke ånd i dem. De er kun tomt blændværk, de går til grunde, når straffen kommer. Han, som er Jakobs lod, er ikke som de, for han er altings skaber, Israel er den stamme, han ejer, Hærskarers Herre er hans navn” (10:11-16).

Herren er skaberen, Han er også den suveræne, enerådende Gud, Han er opretholderen af alt det skabte, han er den eneste Gud, den levende Gud, han er historiens Gud, udvælgelsens Gud. Israel er på en særlig måde hans ejendom, men alle folk og riger står under hans magt og er under hans dom (kapitel 46-51).

Ærbødigheden for Herrens magtfulde ord gennemtrænger alt, hvad Jeremias er, siger og gør:

”Dette onde folk nægter at høre mine ord. De vandrer i deres hjerters forstokkethed, de følger andre guder og dyrker og tilbeder dem; det skal gå dem som dette bælte (se 13:1-7), der ikke kan bruges til noget. For ligesom bæltet er knyttet tæt om lænden på manden, havde jeg knyttet hele Israel og Juda tæt til mig, siger Herren. De skulle være mit folk, til berømmelse, lovsang og til herlighed; men de ville ikke høre” (13:9-11).

Symbolhandlinger (agerede lignelser, drama) er der flere af os hos Jeremias. Kun således kunne han vække sine tilhørere til nogle øjeblikkes lydhørhed.

Opgør med Jahve
Jahve havde lovet at gøre Jeremias stærk. Uden det løfte havde han næppe overlevet. Men selv med det løfte er Jeremias sårbar i det ekstreme og på nippet til at lukke af og sige ”nu kan det være nok; jeg vil ikke mere, jeg kan ikke mere!”

Det kommer da også til flere opgør med Jahve, der minder om Jobs opgør. Men Jahve gør sig hård overfor Jeremias’ bønner om at slippe fri:
”Når du løber om kap med folk til fods, og det udmatter dig, hvordan vil du kappes med folk til hest? Når du kun er tryg i et fredfyldt land, hvordan skal du da klare dig i Jordans tætte krat?” (12:5).

Onde ting er hændt, endnu værre vil komme, Jeremias. Det kan du lige så godtindstille dig på. Det er vilkårene for din tjeneste for mig. Beregn omkostningerne! det sagde også Jesus. Vær beredt på onde tider, sagde Paulus til Timotheus. De gode nemme dage er tænkt som nåde- og forberedelsestid for de tunge dage, som kan være i anmarch.

Når først de er der, kan vi fysisk, intellektuelt og åndeligt være så fyldt af plagen, at vi måske ikke kan tænke klart. Mange oplever udbrændthed. Måske sker det lettere end før, fordi forventningspresset er så stort, og fordi vi generelt er blevet mere forkælede af livet, end tidligere slægter var det.
Måske har vi også for mange terapeuter i vore omgivelser. Gud kan være barsk. Måske er tiden kommet, hvor det ville være godt at få lidt mere barskhed ind i både forkyndelsen og tjenesteudførelsen

Et af de mest bitre opgør mellem Jeremias og Jahve har vi i kapitel 20, hvor præsten Pashkur slår Jeremias og lader ham lægge i blokken i den øvre Benjamin-port til Herrens tempel:

”Du lokkede mig, Herre, og jeg lod mig lokke”, siger Jeremias til Herren, ”du var mig for stærk, og du vandt. Dagen lang er jeg til latter, alle spotter mig. Hver gang jeg taler, må jeg skrige, råbe om vold og ødelæggelse, for Herrens ord bringer mig dagen lang kun spot og spe. Når jeg sagde: ”Jeg vil ikke tænke på ham og ikke mere tale i hans navn”, kom der i mit hjerte en brændende ild, den rasede i mine knogler. Jeg kan ikke holde det ud, jeg kan ikke bære det! Alle vegne er der rædsel, jeg hører mange hviske: ”Angiv ham, lad os angive ham!” Alle mine venner venter på, at jeg skal snuble: ”Måske lader han sig lokke, så vi kan få ram på ham og hævne os på ham” (20:7-10).

Derefter følger nogle ord, hvori Jeremias udtrykker sin tillid til Herren og sin overbevisning om, at han er med ham og ikke vil gå fra ham, kulminerende i en lovsang (vers 11-13), og så følger igen en klagesang, lige så fortvivlet som Jobs klagesang inden dialogen med vennerne begynder:

”Forbandet den dag, jeg blev født, den dag, min mor fødte mig, skal ikke være velsignet. Forbandet være den mand, der bragte min far det budskab: ”Du har fået en søn!” og gjorde ham meget glad. Det skal gå den mand som de byer, Herren ødelagde uden barmhjertighed. Han skal høre skrig om morgenen og kampråb ved middagstid, fordi han ikke dræbte mig i moderlivet, så min mor blev min grav og hendes moderliv svangert for evigt. Hvorfor kom jeg ud af moderlivet for kun at se ulykke og sorg, så mine dage svinder hen i skam?” (vers 14-18).

Der kommer intet svar fra Gud på den klagesang. Helt klart nægter Jahve at modtage sin tjeners afskedsbegæring og ønske om at dø. Allerede i næste kapitel (kapitel 21) sender han ham med svar til kong Sidkija.

Også i kapitel 15 er Jeremias i et opgør med Herren: ”Hvorfor er min smerte uden ende? Hvorfor kan mit sår ikke læges og ikke helbredes? Du er blevet mig en bæk uden vand, et upålideligt vandløb”.

Hårde ord må vi nok sige. Men Gud svarer ham mildt igen: ”Omvender du dig, vil jeg omvende dig, så du står for mit åsyn; giver du det ædle, ej det uædle, vækst, skal du være som min mund. De skal vende om til dig, du ikke til dem”(vers 19; 1931 oversættelsen). Jo Jahve kender vor skabning og kommer i hu, at vi er støv.

Vor spiritualitet
Vi begyndte med at understrege, at det ikke lader sig gøre direkte at overføre, hvad der siges til Jeremias og til os. Alligevel er der mange ting, vi kan lære fra ham om Gud og Guds handlemåde både med sit folk og sine tjenere.
Alle ønsker vi mere hellighed, mere kristen afklarethed, et bedre discipelskab, mere autencitet som kristne. Disse ting udtrykker hver for sig og sammen, hvad vi vil forstå ved kristen spiritualitet.

Men der findes ingen teknik, hvormed vi opnår disse ting. Visse øvelser og praksisser vil måske i et vist omfang kunne hjælpe os på vej til at blive åndelige mennesker. Men Bibelen anviser os kun i meget begrænset omfang en sådan vej.

Derimod viser Bibelen os, hvor afgjort det er, at vi kender Gud, tror på ham, giver agt på hans ord, og at vi tager livets tilskikkelser af hans hånd, følger hans vej og holder fast ved hans vej, uanset hvad andre gør, og uanset om vi bliver drillet herfor, måske endda bliver forfulgt.

Målet er ikke så meget, at vi bliver personligt lykkelige, som at vi kommer til at kende Herren, som øver ret og retfærdighed på jorden. Livet kan være hårdt, vejen kan være trang. Men får vi lov til at opleve at være for Guds åsyn og se hans ansigt lyse ind over os, så har vi fred, og det er bedre end noget af alt det, verden kan byde på.