Kristen spiritualitet 10:
Lektier fra Jeremias' Liv

Af Louis Nielsen - KP 04-2008

Jeremias er en af Bibelens store skikkelser, men samtidig en skikkelse, som mennesker med en moderne livsholdning og spiritualiet kan have det virkelig svært med.

Det samme gjorde sig iøvrigt gældende i Jeremias’ egen samtid, ja lige meget hvilken tidsepoke eller hvilket samfund, vi bevæger os ind i, vil Jeremias være en person, man måske vil affinde sig med, men ikke tage til sig og holde af.
Upopulariteten skyldes ikke, at Jeremias var en usympatisk kantet person, nærmest tværtimod, men skyldes det budskab og den tjeneste, som pålagdes ham af Gud. Det vender vi tilbage til. Her bare nogle få biografiske oplysninger.

Betydningen af hans navn er usikker og spænder over så vidt forskellige betydninger som fra “Herren styrter” til “Herren grundfæster” eller “Herren ophøjer”.

Det er besynderligt, at en mand, som optræder i så mange politisk afgørende begivenheder i sin samtid, ikke nævnes en eneste gang i Kongebøgerne og Krønikebøgerne. Jeremias kommer fra den levitiske by Anatot i Benjamin. Han er af præstelig familie og vokser op i en præstelig familie.

Om han også har fungeret som præst, ved vi ikke. Jeremias er unik, i sin egen samtid den uden sammenligning mest spirituelle person i Israel. Naturlige gaver og åndelige gaver er blandet i ham på enestående vis. Jeremias blev kaldet til tjeneste i 626 f.Kr, og han tjente mere end 40 år som profet.

Herren forbød ham at gifte sig. Han havde ingen disciple; hans nærmeste ven var Baruk, hans skriver. Jeremias var formodentlig omkring de 20, da han blev kaldet til profet. Hans profetiske tjeneste foregår under kongerne Josija, Jojakim og Sidkijas. Josija er en af de mest gudfrygtige konger, som har siddet på Davids trone; Jojakim en af mere ugudelige og Sidkijas er en svag mand, som helt er undergivet sine rådgivere, og som aldrig kan mande sig op til følge Herrens råd. Jeremias tjente under vanskelige kår og til tider under farlige kår. Flere gange var hans liv i fare.

Dyb sorg
Jeremias’ liv var ikke noget lykkeligt liv. Jeremias forekommer konstant bedrøvet, og han udtrykker sin sorg og bedrøvelse. Vort danske sprog indeholder ordet “en jeremiade og udråbet “herre jemini!”. De sure gamle mænd i dansk litteratur hedder ofte Jeronimus. Sådan har folkeviddet altså opfattet Jeremias; sandheden om hans person er anderledes dyb og anderledes sammensat. Jeremias’ personlighed trænger dybere igennem i hans budskab end nogen anden profets, og det skyldes i vid udstrækning, at hans personlighed og hans måde at opleve sit folks tragiske gudløshed på reflekterer det, Jahve oplever.

Jeremias er af temperament og dispostion blid og sagtmodig. Han føler dybt med sit folk, men optræder også modigt og uforsagt og går ikke af vejen for at forkynde sandheden og forkynde den uafkortet og usminket. Han kæmper også med Gud, og hans tro møder mangen en krise.

Jeremias’ skuffelser og frustrationer var ikke mindre end nogen anden profets. Han minder på mange måder om Hoseas, hvis personlige ægteskabstragedie også på mange måder er Hoseas’ budskab, genkaldende som den gør det Israels utroskab og smerten ved den sammenholdt med Jahves troskab. Hoseas forudsiger Samarias fald, Jeremias Jerusalems. Jeremias længes efter kærlighed fra familie og venner og fremfor alt fra sit folk, men uden at finde den. Dermed blev hans liv ét langt martyrium.

Jeremias kaldes
Jeremias kaldes direkte til tjeneste (1:4-5) ligesom Esajas (kapitel 6) og Ezekiel (kapitel 1) blev det, men hans reaktion på kaldet er markant anderledes end de to førstnævntes, tøvende og afvisende (1:6), ikke ulig Moses, da Jahve kaldte ham ved den brændende tornebusk (2 Mos 3). Men ligesom det var for Moses og for Paulus langt senere, havde Jeremias heller ikke noget valg: “Du skal ikke sige: Jeg er ung! Men overalt, hvor jeg sender dig skal du gå, og alt, hvad jeg befaler dig, skal du tale. Du skal ikke frygte dem, for jeg er med dig og frelser dig, siger Herren” (1:7-8). Og Herren rækker sin hånd ud og berører Jeremias’ mund: “ Nu lægger jeg mine ord i din mund. Se, nu giver jeg dig myndighed over folkene og rigerne til at rykke op med rode og til at rive ned, til at ødelægge og til at jævne med jorden, til at bygge op og til at plante” (1:9-10).

Allerede ved Jeremias’ kaldelse står det klart, at han vil blive en kontroversiel person og et modsigelsens tegn. Også, at han ikke vil bryde sig om det eller finde nogen personlig fryd og glæde ved det: “Men du skal spænde bæltet om lænden, stå frem og tale til dem alt det, jeg befaler dig. Lad dig ikke skræmme af dem, for så skræmmer jeg dig for deres øjne! Jeg gør dig i dag til en befæstet by, en søjle af jern, en mur af bronze, mod hele landet, Judas konger og stormænd, dets præster og storbønder. De skal angribe dig, men ikke overvinde dig, for jeg er med dig og redder dig, siger Herren” (1:17-19).

Det er ikke sådan, at vi uden videre kan overføre det, som i en bestemt situation siges til og om en bibelsk person, til os selv. Jeremias er talerør for Gud, og han indgår i den bibelske kanon. Hans ord og hans tjeneste har en autoritet og autencitet vores aldrig kan få. Dog er det muligt at trække paralleller, som vi som kristen kirke kan lære af. Det ligger til tiden (og til menneskenaturen), at popularitet er noget, vi alle stræber efter. Den smukke, sporty, karismatiske og veltalende leder er allevegne efterspurgt.

Mere og mere opfatter vi livet som et supermarked og vore valg som varer. Vi siger “Den køber jeg” , eller “den køber jeg ikke”. Køb og salg indtager så megen plads i vor bevidsthed, også når det ikke er ting, det handler om, men følelser, politik, events osv., osv. Man siger om en person, at han eller hun“sælger billetter”, og han eller hun bliver så den, vi sætter til opgaven, og det uanset om det er Folketinget, rådhuset, TV-avisen, forretningen eller for den sags skyld, kirken det handler om.

For enhver pris gælder det om at behage og vække behagelige følelser. Men den model er ikke altid brugbar for kirken, og Jeremias’ kald er en påmindelse til os om det. Der er sider ved Guds ord og budskab til os, som aldrig bliver behagelige. Dertil er vi alt for langt borte fra Gud. Set fra hans side er der ting, der må brydes ned og rives ned, før det gode kan bygges op. Andetsteds hos Jeremias sammenligner Herren selv sit ord med en “hammer, der knuser klippen”, og med en ild” (Jer 23:29; se også 2 Kor 10:3-6; Gal 1:10-12).

Sand kristen spiritualitet handler ikke om personlighedsfremmende teknikker eller andet, der giver os åndelig og fysisk wellness, ikke så sjældent handler det om noget så ordinært som at se og bedømme ret (se Jer 1:11 og 13) og tage de skridt og handlinger som det, vi ser, leder os til. Hvad vi også lærer fra Guds indledende møde med Jeremias er noget om at være under Guds ledelse og autoritet. Ledelsen og autoriteten ligger hos Gud, ikke hos os og ikke i det, vihar lyst til, men i det, Gud sætter os til.

Jeremias’ liv har meget at lære os om, hvad sand spiritualitet, åndelighed er. Historien om Jeremias er lang og bogen med Jeremias’ navn stor. Tiden er knap, siderne få. Derfor kun nogle få opsummerende tanker om den spiritualitet, vi møder hos Jeremias. Skrifthenvisninger anføres, men den understøttende tolkning (eksegese) får vi ikke plads til.

Det, vi i denne artikel og den næste vil fremhæve ved Jeremias’ åndelighed, er (1) hans relation til hans folk; (2) hans mod og udholdenhed; (3) hans nedbrud og opgør med Gud; (4) hans opgør med falsk religiøsitet og (5) hans håb. Flere andre sider kunne være med, men vi vælger at begrænse os til de fem nævnte.

1. Jeremias’ relation til sit folk:
Megen spirituel søgen opleves som meget “jeg”-fikseret, og det virker bekymrende bedømt med en bibelsk alen. For er der noget, Bibelen lægger afstand til, så er det, hvis man har sig selv som centrum for sit liv.
I dag lægges der også utrolig megen vægt på vor selvbestemmelse; ingen skal tage nogen bestemmelse for os, og det skubbes nu helt frem til livets begyndelse, jvf. den hysteriske diskussion der for tiden føres omkring jødiske og muslimske drengebørns omskærelse.

Den nyeste navnelov åbnede mulighed for, at man kan få ændret sit navn, ikke kun efternavn, men også fornavn. Forestillingen om, at man kan være “helliget fra modersliv” (Jer 1:5) til en bestemt gerning, en gerning man slet ikke har lyst til, er absurd for mange mennesker i dag. Men det er ikke desto mindre betingelserene, som trækkes op for Jeremias og for mange andre både før og efter ham. Gud forbeholder sig den fulde brugsret over ham, også at bruge ham til missioner, som ikke vil lykkes, og vil volde ham megen sorg og bitter smerte i sjælen. Guds vilje for os er, at vi helliges, og at vi lever Gud til behag (1 Thes 4:1-8). At være i Guds vilje og at helliges er en hjørnesten i al kristen spiritualitet og åndelighed. Og denne helligelse vender ikke blot ind mod sjælen men vender i allerhøjeste grad ud mod livet i verden og vore relationer i verden.

Levede midt i folket
Jeremias var af natur, hvad vi i dag vil kalde “en blød mand”; han taler meget om, hvad han føler, og han lukker ofte op for sit indre. Af det finder vi intet hos Esajas, som vi dårlig nok kender som menneske eller hos Ezekiel, som var en helt anderledes hærdet og robust mand.

Jeremias lever ikke i isolation fra sit folk, han lever midt iblandt det og deler dets daglige skæbne. Han er fortrolig med livet i Jerusalem, synes at kende dens bydele og gader ud og ind. Han er i hyppig dialog med folket, en prædikant, som folk møder på gader og stræder, ved tempelporten, ved højtider og på markeder. Han både appellerer og provokerer, både formaner til omvendelse og truer med kommende dom. Han er stærk og mandig i alt, hvad han siger, men også ydmyg, langt fra at være selvretfærdig, moralistisk og farisæisk. Frafaldet fra Gud, utaknemmeligheden mod Gud, troløsheden, afgudsdyrkelsen og den sociale uretfærdighed og undertrykkelse er de store temaer i hans forkyndelse. Radikal omvendelse, et helt andet liv, “bryde ny jord” og ikke lapperier og udvendige reformer er, hvad der må til, hvis dommen skal kunne afværges.

Måske er det allerede for sent, situationen er desperat, men måske, måske kan Jerusalem og dens befolkning endnu reddes, hvis den omvender sig. Men desværre - og Jeremias er knust derover - er der ingen tegn på omvendelse; forhærdelse må man snarere kalde det, og hadet og vreden mod sig ser Jeremias vokse dag for dag. Jeremias indser, at Jerusalem ikke kan reddes, overgivelse til fjenden er den eneste måde den enkelte kan redde og bjerge sig på, og Jeremias råder til overgivelse, og anses nu som forræder, og sættes i forvaring som forræder.

Selv bliver han hos sit folk til den bitre ende. Oplever belejringen og den forfærdelige ødelæggelse af byen. Af babylonerne får han frit lejde; han kan gøre, hvad han vil, tage med til Babylon eller blive i landet. I loyalitet over for sit folk og i opfyldelse af sit kald bliver han hos dem, også selvom det for ham er de, som bliver tilbage, “de dårlige figner”, medens de, som føres bort er “de gode figner”, som Gud kendes ved og vil give en fremtid i et genopbygget Israel. Mod Jeremias’ råd og formaninger beslutter de tiloverblevne at flygte til Egypten, og de tager Jeremias med.

Jeremias var i sandhed en mellemmand mellem Gud og sit folk. En vægter, en hyrde, en forbeder, et dommens og modsigelsens tegn, men paradoksalt også et håbets tegn. Hans liv var offentligt, og var i sig selv et budskab. Jerusalem ville blive ødelagt, pagten var brudt og kunne ikke fornyes, men Gud var Gud og forblev den samme. Derfor var der også en fremtid for Israel og for Israels land.

Gerne var Jeremias flygtet og havde taget ophold i ørkenen. Men Gud havde kaldet ham til en åbenlys og offentlig gerning. Han var om nogen en profet i det offentlige rum. Og i det rum udfoldede hans spiritualitet sig. Jeremias giver i sandhed stof til megen eftertanke.

2. Hans mod og udholdenhed:
Jeremias synes af natur at have været en genert, indadvendt og yderst følsom mand. Mod har næppe været hans naturlige styrke. I kaldelsesvisionen lover Gud at gøre ham hård, hærdet og ueftergivende, egenskaber han i allerhøjeste grad ville få brug for i det tjenesteforløb, han blev sat. Modstanderne var talrige, hans egen familie, rigets embedsmænd, dommerne, præsterne, de falske profeter, pøbelen på gaden, kongen.

Overladt til egen drift og tilskyndelse ville han for længst have opgivet, men han holdt ud, og holdt ud fordi han følte sig under guddommelig tvang. Mere om det lidt senere. Og modstanden mod Jeremias var ikke kun på det verbale plan, men var også fysisk voldelig. Jeremias oplevede både at blive slået, kastet i fængsel og sænket ned i en dyb brønd, hvor det ikke var langt fra, at han var omkommet. Det var også sin sag - og særdeles farligt at træde op mod kongen. Jeremias’ liv er én lang illustration af, at når et folk er på vild flugt i frafald fra Gud og kasten vrag på ham, så bliver det for alvor tungt og bittert at være loyal over for ham. Jeremias’ spiritualitet bliver en spiritualitet udviklet under pres, ufrivillig isolation, spot, forfølgelse, mental og fysisk smerte, ikke en spiritualitet udviklet på højderyggen af en velstands- og fremgangsbølge. På den måde adskiller hans spiritualitet sig meget fra den, vi har set udvikle sig hos os i den vestlige verden de sidste årtier. Rigdom, lykke og fremgang er ikke at foragte. Under visse omstændigheder er de endda Guds gode gaver. Men samtidig må vi ikke gøre os blinde for, at Det Nye Testamente advarer os og advarer os til tider i meget stærke vendinger om rigdommens farer.

Modgang og trængsler viger vi umiddelbart tilbage for, men spørgsmålet er, om der kan udvikles en spirituel karakter hos os uden netop modgang og trængsler. Det Nye Testamente synes at betvivle om der kan, siden det har så meget af fortælle os om trængslernes herlighedsværdi. Også Jeremias’ liv synesat bekræfte den formodning.

Jeremias er en ener, og det er svært for os at sætte os i hans sted, fanget som han er mellem en dyb hengivenhed for Gud og ærefrygt for hans majestæt og en næsten lige så stor og dyb kærlighed til sit folk, som han bare ser fjerne sig mere og mere og mere og mere afsindigt og forhærdet fra Ham, som er dets eneste håb og sande kildespring. Det må skabe konflikter og evig sjæleuro. Det slider på sjælen og fører ham ud i lidelser, som er lige så store og lige så uafklarede som Jobs lidelser, men lidelser som i første række ikke så meget har med hans personlige situation at gøre som med situationen mellem Israel og Israels Gud, og som reflekterer denne situation og dilemmaet i den. Hvis vi ønsker at få en fornemmelse af denne situation, kan vi ikke gøre noget bedre end læse kapitlerne 10-20 og læse dem i et stræk.

Essensen i at være en spirituel person er at kende Gud, og kende Gud, som han virkelig er og ikke som man forestiller sig, at han er eller ønsker sig, at han er. Men at kende Gud på den måde forudsætter, at vi lever med Gud og lever med ham på hans præmisser og gennem de forhold og situationer, han sætter os i. Ingen af os vil ønske os et liv som Jeremias’ - og ingen af os kaldes til et liv som hans - men vi kaldes til at leve et liv, som ledes og styres af Guds Ånd, som han fylder og skaber og som lidt efter lidt kommer til at bære hans billede (jvf.Joh 15:8; Gal 5:13-26; Ef 5:1 ff.; Fil 2:5-18).

Jeremias’ spiritualitet er en ægte og gudformet spiritualitet, ikke en selvskabt. Og det gør en enorm forskel. Med sin spiritualitet forbliver han et ægte menneske; derfor forekommer han også så svingende, som han gør. Han er alt andet end stereotyp og forudsigelig. Han kan være ubøjelig og fast samtidig med, at hjertet bæver. Han kan sige de mest forfærdelige og skarpe domsord samtidigt med, at sjælen græder. Han er overbevist om Gud og Guds ords sandhed samtidig med, at han anfægtes af den dybeste tvivl. Han holder ud og holder ved samtidig med, at han mest af alt har lyst til at flygte. Han beder om hævn, men må også bede om nåde. Han kan ikke andet end synes, at Guds dom over folk og nation er retfærdig og må føres igennem samtidig med, at han trygler om nåde. Og ingen bliver mere glad og jublende lykkelig end han, da han hører de livsalige ord om, at der hinsides “alle tings rædsel” venter en ny pagt, en fremtid under Guds nåde og fred i et genoprettet land og et genoprettet folk.

Jeremias’ liv vender op og ned på vore forestillinger om spiritualitet. Derfor må vi have ham med i vort galleri over Bibelens spirituelle personer. Uden at han var med, led vores samling af alvorlige mangler. Vi fortsætter i næste nummer vore studier af Jeremias’ spiritualitet. Men gør dig selv den tjeneste at læse kapitlerne 10-20.