Kristen spiritualitet 1:
Hvad kristen spiritualitet ikke er

Af Louis Nielsen - KP 03-2006

Evangelikale kristne og blandt dem navnlig reformerte kristne har ry for at være meget optaget af teologi, dogmer og ret tro, men manglende i at udtrykke troen i større følelsesmæssige udladninger. Begejstring, tungetale, jubelråb, dans, løftede hænder, falden om, latterkramper etc. er ikke almindeligt forekommende mellem evangelikale; ikke alene ser man med mistro og skepsis på sådanne ting, men mange steder vil man også afvise dem som umodne, kødelige og uåndelige.

Tændte lys, røgelse, og storstilet liturgisk udfoldelse, sakramentalisme, pilgrimsrejser, retræter, ikoner etc. er heller ikke i høj kurs mellem evangelikale. For nogle af os er endog den voksende lovsangsbølge et problem.
Alt om åndelighed eller spiritualiet er en kompleks ting og meget svær at tackle, og det er svært at finde ud af, hvilket ben en selv eller ens kirke skal stå på. Hvad, der ikke lader sig gøre, er at glide uden om spørgsmålet og uden om at have en holdning til det meget, som i så henseende sker både udenfor og indenfor kirken.

At tiden lige nu kan kaldes mere “åndelig” end bare 10 år tidligere, ligner noget af en kendsgerning. Nogle er vrede og fortrydelige over det, og nogle af dem har skærpet den ateistiske attitude, de i forvejen havde; nogle få kalder ligefrem til kamp, men har svært ved at få deres “trosfæller” råbt op til handling.

Mange i kirken hilser den spirituelle opvågnen velkommen og søger at udnytte den til fremgang og vækst for kirken og naturligvis til udbredelse af troen. De fleste af os vil være både glade og betænkelige på samme tid; glade fordi det er muligt at føre en åben religiøs dialog (hvilket imidlertid ikke altid er det samme som at forkynde evangeliet) med mange mennesker i dag, glade også fordi mange søger og stiller spørgsmål, hvoraf nogle også vil være villige til at overveje og forsøge kirkens svar.

Men samtidig er vi bekymrede og urolige, fordi de fleste i søger- generationen ikke vil være tilbøjelig til at se på Jesus som den ENESTE, som den absolutte sandhed og åbenbaring af Gud og vil have særdeles svært ved at forlige sig med tanken om, at Jesus som Herre skal have herredømme over min tilværelse, skal bestemme, hvordan jeg skal leve mit liv, og at min vilje, ønsker og mål herefter skal rette ind efter hans.

Mange former for spiritualitet, som før ikke var accepterede i evangelikale, lutherske kirker og oprindeligt heller ikke i karismatiske kirker, søges i dag af nogle i disse kirker, ja i visse tilfælde opmuntres der til at søge disse former for spiritualitet og dyrke det.

Den reformatoriske arv er ikke længere så højt i kurs, som den engang var. Mere og mere betragtes reformationen som en kulturhistorisk begivenhed eller en begivenhed forklarlig ud fra den psyke en mand som f.eks. Luther var behæftet med end som et indgreb, Helligånden satte ind med, fremkaldt af en genopdagelse af Skriften, navnlig Paulus’ breve til Galaterne og til Romerne.

Mere og mere ser man på den romersk katolske kirke og de ortodokse kirker som sunde kirker, der måske på mindre områder er forskellige fra os, men ikke forskellige på nogen afgørende og skelsættende måde.

Gennem den karismatiske fornyelse har man også oplevet, hævder man, at den åndelige oplevelse og åndelige erfaring er den samme - og gennem en fornyet interesse for oldkirken og navnlig for ørkenfædrene er katolsk og ortodoks fromhedsliv kommet højt i kurs og opsøges nu af kristne fra både karismatiske, lutherske, men også evangelikale kirker.

Mindre forkyndelse
Samtidig med denne udvikling er der sket en næsten systematisk nedbrydning af tilliden til, kendskabet til og brugen af Bibelen i samme kirker.
Bibeludlæggende forkyndelse bliver sjældnere og sjældnere, og forkyndelsen får mindre og mindre tid ved de almindelige gudstjenester, udelades måske endda helt som andre ting indtager mere og mere tid og optager mere og mere plads.

Det personlige andagtsliv er også blevet indskrænket, og familieandagten praktiseres næppe i nogen særlig udstrækning. Mere og mere bliver vi bibelske analfabeter, mindre og mindre i stand til at bedømme ud fra Skriften og opveje op mod Skriften.

Når vi så mødes af et nyt spirituelt fænomen, er vi ikke i stand til at stille de relevante kritiske spørgsmål som f.eks. om dette er noget, der anbefales af Skriften, om det styrker værdsættelsen af evangeliet, om det herliggør Jesus, om det opbygger menigheden eller fremmer gerningsretfærdigheden fremfor retfærdighen alene ved tro på Jesus Kristus.

Helt praktiske spørgsmål som, om det er nogen nytte til (glem ikke, at Det nye Testamente stiller den slags spørgsmål), og om der ikke var bedre ting, vi kunne bruge vor tid og energi på, bliver heller ikke stillet.

I nedtoningen af den reformatoriske profil har vi måske allerede glemt, at al vor retfærdighed er i Kristus, og at vi er vidunderligt fritaget fra at skulle frembringe noget, som skal gøre os mere acceptable for Gud.

Åndelig gudsdyrkelse
Det må kraftigt understreges, at Bibelen ikke er imod gudsdyrkelse som sådan. Den bliver en uundgåelig følge af at kende Gud. At kende ham er at tilbede ham, ære ham, lyde ham, elske ham og tjene ham.
Og alle disse ord er mere eller mindre synonyme med at dyrke Gud, hvilket igen er synonymt med åndelighed, spiritualitet, hvis man skulle foretrække det ord.

Der er en “åndelig gudsdyrkelse”(Rom 12:1-2) fremkaldt af den barmhjertighed, Gud i Kristus og i frelsen i ham har forbarmet sig over os med. Der er en “ret gudsdyrkelse” frigjort af hykleri, forstillelse og laden som om fremkaldt af frygt for Gud og ærbødighed for Gud og hans væsen (Jak 1:25-26).

Der er en tjeneste for Gud sanktioneret og fremkaldt af Helligånden gennem den nye pagt, vi står i (2 Kor 3:6; Fil 3:3). Der er en opøvelse i gudsfrygt (2 Tim 4:8); en “jagen efter hellighed” (Heb 12:15); en iver efter til “troen at føje dyd, til dyden erkendelse, til erken-delsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind og til brodersindet kærlighed” (2 Pet 1:5-7).

Der er en bøn om bedre at kende Gud og hans vilje (Kol 1:9-10), og en ærlig vilje og bestræbelse på at lægge synden bag sig og med udholdenhed løbe fremad i det løb, vi har foran os (Heb 12:1-2).

I al ægte og bibelsk spiritualitet er der også en etisk prioritering og at sætte hensynet til andre og kærligheden til andre foran hensynet og kærligheden til sig selv.

Dette er indholdet af den spiritualitet, Bibelen anbefaler, al anden øvelse er et tillæg til denne, som i nogle tilfælde kan kaldes nyttig, i andre tilfælde neutral og i visse tilfælde harmfuld og forførende, fordi den afleder fra evangeliets og frelsens klarhed, skygger over Kristi værks storhed og fokuserer på noget andet end “Guds rige med dets retfærdighed, glæde og fred i Helligånden” (Rom 14:17).

Gamle Testamentes skygger
Det gamle Testamente er ubetinget Guds ord, men på visse områder er Det gamle Testamente midlertidigt og foreløbigt, “skygger af de kommende goder og ikke tingene i deres rette og sande skikkelse”.

F.eks. at efterligne gammeltestamentlig religionsudøvelse, som den fandt sted i templet gennem præsteskabet, ofringer og højtider, er at gå tilbage til skyggernes tid fremfor at leve i virkeligheden selv, som den er kommet til os ved Jesus Kristus.

I den virkelighed har vi alle ved Jesus Kristus frimodighed til at gå ind i selve helligdommen, lige frem til nådens trone gennem den ene og store præst, vi har over Guds hus; nogen anden præst end ham, har vi ikke, og alle er vi præster for Gud kaldet til at bringe ære til Gud gennem alt og i alt, hvad vi gør selv i de mest hverdagsagtige gerninger.

Der kan appelleres til det fornuf-tige i at opretholde en kæmpemæssig frelsesanstalt med al den ritualisme, som den katolske messe er, men det utydeligggør kun evangeliet. Der er altså former for spiritualitet, individuelle som kollektive, som gør mere fortræd end de opbygger.

Det samme må siges om brugen af ikoner i meditation og bøn. Igen mentalt kan de måske være en hjælp til at vende sindet mod den himmelske verden, men alligevel bringer de et mellemled ind, som afleder opmærksomheden fra fuldkommenheden af Jesus Kristus og Guds åbenbaring gennem ham. Og det samme gælder bønnen til helgenerne og til Maria i katolsk teologi.
Kristi tilstrækkelighed

Jesu Kristi fulde tilstrækkelighed til at møde alle behov og møde os præcist hvor vi er og hvad vi er i, tilsidesættes og krænkes ved det. Desuden tildeler det kirken en frelseshistorisk betydning, kirken ikke har.

Kirken er kun et vidne om frelsens gerninger, aldrig udvirker af samme. Om selvpineri, bodsøvelser og askese i dens forskellige former siger Paulus kort og kontant, at det “ikke har nogen værdi, det tjener kun til kødelig tilfredsstillelse” (Kol 2:23).

Pilgrimsrejser synes en tilsløring af, at vort sande fædreland er i Himlen og en fattig erstatning for vores kunnen søge “det som er i himlen, dér hvor Kristus sidder ved Guds højre hånd” (Kol 3:1). Søgen til helligdomme og hellige pladser er også passé og hører skyggernes tid til, for tiden er allerede inde, hvor “de sande tilbedere tilbeder Faderen i ånd og sandhed” (Joh 4:23), og hvor Jerusalem og Garizim er reduceret til ingenting.

Navlepilleri
Vi bør ikke være blinde for, at langt fra alt, hvad der går for at være åndeligt er det, også selv om det påstås at komme fra Helligånden.
Og når alt kommer til alt, er det kun den spiritualitet, som hidrører fra

Helligånden, som kan have interesse for et Guds barn.
Noget af den spiritualitet, som der for tiden er meget fokus på, indeholder en risiko for at svække vor bedømmelsesevne og for at bortlede vor opmærksomhed om evangeliets centrale budskab.

Andre former for spirituel praksis får os til at rette fokus på os selv og vort eget velbefindende fremfor på Gud og hans vilje og ære, ja nogen former for spiritualiet er det rene navlepilleri og bringer ingen som helst kristen modenhed med sig.

“Hvad der er i overensstemmelse med den sunde lære”, dvs. i overensstemmelse med det apostolske evangelium, må være kriteriet, vi bedømmer spiritualitet efter, og så efter hvad der fremmer “kærlighed af et rent hjerte, af en god samvittighed og af en oprigtig tro” (1 Tim 1:5).

I kirkehistorien, også i nyere historie er der flere eksempler på spirituel praksis, som har ført mennesker ud i vildfarelse. Vi skal være opmærksom på, at det er sørgeligt muligt at føre sig frem med et bibelsk sprogbrug og alligevel være milevidt fra det bibelske budskab.

Nu har vi talt og advaret mod misforståede og også vildførende og falske former for spiritualiet eller åndelig praksis og øvelse. Og vi mener, at der har været god grund til det. Og sådan så apostlene også på det med hensyn til deres tids falske åndelighed.

Evangeliets fylde
Der opstår nemlig en alvorlig fare, når evangeliet bliver mere underforstået end direkte proklameret. Skal vi forblive sunde i troen og vitale og dynamiske i vort kristne vidnesbyrd, må vi til stadighed fylde os med evangeliet og præsentere og konfrontere både os selv og andre med det.

Kun “Guds nådes ord”, som er identisk med hans “nådes evangelium” (ApG 20:32; se også vers 25), kan “opbygge os og give (og bevare) arven til alle dem, der er helliget”. Kirken er ved at glemme evangeliet, hvor evangeliet mere ligger i baggrunden, end det er fremme i forreste linje og det, vi holder alle ting op imod.

Det er en farlig tilstand for kirken at være i, for det betyder, at de næste generationer vil kende evangeliet endnu dårligere og være endnu mere åbne for ulvene, dvs. alle dem, som fører fremmed tale og ikke holder sig til vor Herres Jesu Kristi sunde ord.

Paulus advarede imod det i sin afskeds-tale til de ældste i Milet, og lige så profetisk og endnu mere bastant advarede han imod det i sine breve til Timotheus. Men disse advarsler bør ikke medføre, at vi fraskriver os al spiritualitet og alle ønsker om at blive mere modne, mere åndeligtsindede og mere åndsfyldte kristne.
Tværtimod.

Men hvad er så bibelsk defineret åndelighed? Og hvilken praksis kan give os den og hjælpe os til at opøve os i den? Det er det næste spørgsmål, som vi behandler i næste artikel om spiritualitet.