Kristen spiritualitet:
Hvad er spiritualitet

Af Louis Nielsen - KP 04-2007

Spiritualitet er et mangesidigt ord. Men for os handler spiritualitet eller det at være et åndeligsindet menneske, om at tro på Gud, søge til Gud, kende Gud og om at indrette sit liv så Guds vilje sker og hans navn ophøjes.
Det spirituelle (åndelige) liv i evangelisk forstand begynder med Guds søgen os. Den bibelske grundfortælling om syndefaldet får vi ikke lov at komme uden om. Med det fald udelukkes mennesket fra Paradiset og fra at have nogen rettigheder over for Gud. Nu gælder kun dette med “syndens løn, som er døden”. Versets anden del om “Guds nådegave, som er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre” (Rom 6:23), forudsætter helt og fuldt Guds nåde, Guds suveræne frihed, hans gave, altså hans initiativ fra først til sidst.

Der findes i den kristne kirke en lang spirituel tradition om, hvordan mennesker har forsaget næsten alt andet for dette ene at søge Gud og finde ind til Gud. Uden tvivl har der været nogle ting i denne spirituelle historie, som har fjernet dens udøvere fra centret, som er Jesus og hans kors, men der har også været ting, som har bidraget positivt til kirkens tro og dens mission i verden.
Men syndefald og forsoning gennem Jesu død på korset , en objektiv frelses-historie, Guds ords forkyndelse og de helliges fællesskab og samfund og missionen over for verden har sjældent været det primære i den spirituelle søgen.

Personlige oplevelser
Det individualistiske og personligt oplevede og formede er altid på en eller anden måde i forgrunden i næsten enhver spirituel søgen. På disse punkter adskiller evangelikal kristendom sig fra kirkens spirituelle historie fra kirkefædrene over ørkenfædrene og klosterbevægelserne. Men også fra den spirituelle søgen, som i dag har fået en renæssance og opfyldes gennem pilgrimsvandringer, retræter, lystænding, tidebønner og ikoner og ved at søge til klostre som f.eks.det i Taizé, i Assissi eller Peter Halldorfs i Sverige eller til en spiritualitet a la den, Ben Alex plæderer for i bogen “Vejen Ud”.

Ikke alt i disse forskellige bevægelser og tiltag er usundt, dårligt eller skadeligt, men fokus flyttes nemt fra Gud og over til os, fra frelse fra synd, død og fortabelse over i en sanselig, umiddelbar og henrykkende oplevelse af Gud, fra Guds ord og Guds frelseshistoriske åbenbaring i Kristus til vores intuition og følelse, fra fællesskabet som opgave og ansvar til selvopfyldelse, fra det at “tjene hinanden hver med sin nådegave” til noget, som den enkelte har unikt for sig selv og som udmærker ham eller hende i forhold til andre.

Ingen åndelig selvforkælelse
Bibelen giver os ikke mange anvisninger på det, vi i dag kalder et spirituelt liv. Måske fordi den dybest set ikke er interesseret i det. Åndelig selvforkælelse er ikke, hvad der ligger den mest på sinde. Men den taler afgjort om et liv med Gud, om at “vandre for hans ansigt”, “elske ham”, “kende ham”, “tro på ham”, “holde hans bud og vedtægter”, “glæde sig i ham”, “blive i Kristus”, “vandre i Ånden”, være “lys og salt”, “have Kristi sind”, “vandre i kærligheden”, “være som Han i denne verden”.

Det er i virkeligheden ret så enkelt og elementært. Det kræver ingen teknik, ingen remedier, ingen rejse eller søgen til hellige steder eller til hellige mænd og kvinder. Det er bare dette at “kende Herren på alle sine veje”. Det støttes ved at søge til hans ord, ved at bede, ved fællesskab med Guds folk, ved nådemidlerne, ved andres eksempel og vejledning og ved at give agt på sine omgivelser og mulighederne for at gøre noget godt i dem.

Et spirituelt liv er vel mere eller mindre synonymt med et gudfrygtigt liv, et helligt liv, et liv ledet af Guds Ånd, og med disse termer er de fleste af os mere kendte og trygge end ved termen “spirituel”.