Kirken og Ånden

Af Louis Nielsen - KP 04-2000

Mens der ikke er den store uenighed kirkerne imellem om læren om Helligåndens person, plads i Guddommen og relation til Jesus Kristus1, så er der ikke den samme enighed, når det gælder Helligåndens virke i den enkelte troende og i kirken.

De teologiske forskelle viser sig dog ofte mere at være et spørgsmål om betoning end om grundliggende uenighed, og igen vil jeg hævde, at forskellene er forventelige og delvis skyldes forskelle i betoning i Det nye Testamente selv.

Generelt har der været en tendens til, at karismatikere har isoleret en række “oplevelser” eller erfaringer af Helligånden fra frelsesoplevelsen og henlagt dem til oplevelsen af “den anden velsignelse”. Denne anden velsignelse er blevet set på som en særlig helliggørelse eller særlig indvielse, i det ydre markeret af gaven til at tale i tunger.

Ikke mindst har man forstået “Helligåndens dåb” og måske også “Åndens fylde” i det lys. Nogle er så gået videre og har postuleret en slags fuldkommenhedslære, hvorefter den åndsdøbte og åndsfyldte kristen er blevet sat fuldkommen fri fra den iboende synd og dennes magt over dem.

Retfærdigvis må vi sige, at ikke alle, måske langtfra alle karismatikere har disse opfattelser. Karismatikere generelt har også en tendens til at betragte kristenlivet og menighedslivet som jublende og sejrende og som gående “fra herlighed til herlighed”; synd, sygdom og anden menneskelig svaghed og elendighed betragtes i princippet som overvundet og kristne frisat fra disse ting.

Den åndelige kamp udkæmpes mere med magterne og kræfterne i verden end i kirkens og den enkelte kristnes indre liv. Karismatisk praksis (men ikke nødvendigvis de karismatiske kirkers teologi og lære) er mere at være “ konger med Kristus allerede nu” end at efterfølge en korsfæstet Kristus med tyk streg under “korsfæstet”. Men hvor der er forfølgelser af de kristne, og hvor kirken er en martyrkirke, der lider karismatiske kristne utvivlsomt ligeså loyalt med Kristus som kristne af anden observans. Det af den kommende herlighed, vi allerede kan kende og nyder nu (realiseret eskatologi) får ofte mere eftertryk blandt karismatikere end ikke karismatikere.

Karismatiske menigheder vil også have en stærkere tilbøjelighed til at give sig hen til den “karismatiske” lederfigur, “the divine man” , manden eller kvinden med udstrålingen, synerne, auraen af hellighed, karisma og succes, egenskaber man alt for let uden videre identificerer med det at være “salvet af Ånden”.

Ved at nævne disse ting ønsker jeg ikke at tegne et fjendebillede eller en karikatur af karismatiske brødre og søstre. Mange ser slet ikke sådan ud, men er nøgterne kristne med begge ben på jorden og med en sund tro og en sund dømmekraft. Min “skitse” af den karismatiske kristen, det vedgår jeg gerne, er mere tegnet med streger fra Paulus’ breve (især Korintherbrevene og Pastoralbrevene) end med streger trukket fra et dybt kendskab til karismatiske menigheder. Men ved læsning af blade som “Udfordringen”, “Ny Vision” og “KE” (ikke mindst i disse blades annoncespalter) mener jeg at kunne genkende nogle af disse samme streger. Skitsen er rids, ikke et fotografi og slet ikke et portræt. Jeg har “tegnet” den udelukkende af pædagoiske grunde med henblik på den følgende diskussion og ikke for at “svine” mine karismatiske medkristne til.

Åndens dåb og Åndens fylde
For en almindelig evangelikal kristen er det meget svært at forstå, at nogle karismatikere er kommet på den idé, at Helligåndens dåb med alt, hvad den indeholder, ikke er alle sande kristnes del og ikke skulle høre omvendelsen og dåben i vand til, men høre en såkaldt “anden velsignelse” til, dvs.en efterfølgende oplevelse af Åndens komme med kraft (så vidt jeg forstår er det dog en idé, som måske de fleste karismatikere i dag tager afstand fra og gudskelov for det).

En sådan opfattelse begrundes sædvanligvis med det, som skete med disciplene i Efesos (ApG 19:1-7), men strider afgørende mod flere klare udsagn i Paulus’ breve. Modtagelsen af Helligånden og Åndens iboen sker i det øjeblik, hvor et menneske kommer til tro, kalder på Herrens navn til frelse og bliver døbt:

“I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt,
men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi “Abba, fader!”
Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn” (Rom 8:15-16)

(“Men I er ikke i kødet, I er i Ånden, så sandt som Guds ånd bor i jer.
Den, der ikke har Kristi ånd, hører ikke ham til” (Rom 8:9))
“For vi er alle blevet døbt med én ånd til at være et legeme, hvad enten vi
er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1Kor 12:13)

“Dette ene vil jeg vide af jer: Fik I Ånden ved at gøre lovgerninger eller ved at høre i tro?” Han, der giver jer Ånden og gør undergerninger iblandt jer - gør han det, fordi I gjorde lovgerninger, eller fordi I hørte i tro” (Gal 3:2 og5).
“I ham (i Kristus) blev også I, da I kom til tro, beseglet med forjættelsens hellige ånd” (Ef.1:13 b).

Fornyelse og gennembrud og oplevelsen af at blive bragt tilbage til Gud eller nærmere Gud, kan vi som kristne opleve mange gange på vor pilgrimsrejse, men det giver os ikke belæg for at indføre et “begreb” som “den anden omvendelse”, “den anden velsignelse” , at blive løftet op på “højere grund” eller at “finde ofirsguldet i bækken”.

Omstændighederne og oplevelserne omkring det at komme til tro vil også være forskellige og variere meget ikke blot fra individ til individ, men også fra tid til tid og fra kultur til kultur. Intet teologisk afgørende kan lægges ind i sådanne ting.

Opererer man med en model om “en anden omvendelse” eller “anden velsignelse”, kommer man meget let på afstand af retfærdiggørelsen af tro, syndernes forladelse og det evige liv, ikke blot som de første velsignelser, men som de bærende og grundlæggende velsignelser. De velsignelser, som evangeliet primært handler om, og som vi hele tiden vil have brug for at få fornyet for os både i vort sind og i vor tanke.

Også helliggørelse, selv om den indeholder et progressivt element af vækst, skænkes os i samme øjeblik, vi kommer til tro på Jesus Kristus og bliver frelst:
“ .... men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved
Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds ånd” (1 Kor 6:11).

“Derfor var det også uden for byporten, Jesus led for at hellige folket med sit eget blod” (Heb 13:12).

En opdeling af kristne
Introduktionen af “en anden velsignelse” skaber let skel mellem Guds hellige, så der bliver første-og anden klasses kristne, mere og mindre indviede kristne, en klasse af åndelige superkristne og mere almindelige og ordinære kristne.
Naturligvis kan vi være mere eller mindre modne, mere eller mindre åndelige, mere eller mindre afklarede og hengivne, men det er muligheder, afgørelser og valg, som ligger foran den enkelte af os livet igennem, og ikke noget som hænger på en bestemt indvielse eller oplevelse.

Tværtimod elsker Det nye Testamente at fremhæve og minde os om alt det, vi har fælles i Kristus, og at alle Guds rigdomme er åbne og tilgængelige for alt Guds folk. Det nye Testamente er også præget af stor nøgternhed; det indgiver os ikke griller om, at vi er nogle vældige kæmper, det gør ikke noget væsen ud af noget menneske, ingen af os udgør en åndelig elite.

Kun i Herren og af Herren er det legetimt at rose sig. Det punkterer alle menneskelige storhedsdømme, og det forbyder os at gøre noget stort ud af noget menneske og at ophøje noget menneske på jorden. For kun én er vor Mester og Herre, og kun én er vor Fader, vi derimod er alle brødre (Matt 23:8-9).

“Åndens fylde” er også et udtryk, vi skal omgås med nogen varsomhed. Det er vigtigt at fastslå, at kun “Han, som Gud har udsendt”, vor Herre Jesus Kristus, har Ånden “ikke efter mål”, dvs. ubegrænset (Joh 3:34). Det er den Ånd, Jesus sendte sin kirke pinsedag med forjættelse og løfte om, at Helligånden både vil udfordre og møde verden og styrke og hjælpe menigheden og tillige undervise den om alt det, som hører ham til.

Kirken kan kun gøre krav på Åndens fylde, når kirken bliver i Jesus og bliver ved hans ord og befalinger, ikke blot dem han har talt og givet på jorden, men også dem, han efter opstandelsen har meddelt sine udvalgte apostle - da vil kirken være både “hans fylde” og “fyldt af ham” (Ef 1:23).

Kirkens myndighed og troværdighed hænger dermed sammen ikke blot med dens loyalitet over for Jesu bud, men også hans bud givet den ved apostlene. At fravælge apostlene er også at fravælge Kristus, en kirke, som ikke bygger på et apostolsk fundament og ikke føler sig bundet af apostlene, er ikke en kirke i nytestamentlig forstand (jvf. Ef 2:20).

En lakmusprøve på, hvad der er ægte kristeligt, vil handle om, hvad der er ægte apostolsk og kan foretages ved at stille følgende spørgsmål: Kan vi i vor forkyndelse og vort vidnesbyrd genfinde det samme indhold og eftertryk , som var i apostlenes liv og forkyndelse?

Det daglige kristenliv
Men “Åndens fylde” er ikke kun et spørgsmål om den Ånd, som giver liv og ånd til kirken, og som kirken er fyldt af, det handler også om den enkelte kristens liv: “Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden” (Ef 5:18).

Sammenhængen, som denne formaning indgår i, er en belæring til de kristne om at vandre kaldet værdigt, at være lys i verden og at vandre som vise i den kristne tidsalder, som er tidsalderen mellem Kristi komme og hans genkomst, tiden som er både nat og dag, både lys og mørke.

Ordene om at “lade sig fylde af Ånden” kan sammenlignes med ordene længere henne i brevet: “Grib Åndens sværd, som er Guds ord. Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden og holde jer vågne til det og altid være udholdende i forbøn for alle de hellige” (Ef 6:18).

At være fyldt af Ånden synes ikke nogle af disse steder at vise hen til en slags “anden velsignelse” eller “indvielse” men til den generelle og daglige måde vi som kristne skal leve og vandre på, stride på, bede og være vågne på. Det er også det samme som at “leve i Ånden” (Gal 5:16). I Ef 5:18 står det i modsætning til det at lade sig beruse af vin, i Gal 5:13-26 i modsætning til det at lade kødet, selvviljen og selvinteressen råde og herske over en.

At være fyldt af Ånden er også at være “fuld af nåde og kraft”, som Stefanus var til at “gøre undere og tegn blandt folket” (ApG 6:8). Det ses i Stefanus’ kraftige vidnesbyrd om Jesus, som “rammer folket i hjertet”, så de ligefrem “skar tænder imod ham” (ApG 7:54); for Stefanus var det også at “stirre op mod himlene, og se Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd”.

Stefanus’ fjender og modstandere så ikke, hvad Stefanus så, men det strålede fra hans ansigt, så det nærmest lignede en “engels ansigt” (ApG 6:15).
Opsummerende kan vi sige, at det at være fyldt af Ånden er at kende Guds nærhed og berøring over sit liv, og det kan manifestere sig i oversanselige fænomener og evner, som ligger uden for det normalt erfarede. Men at være fyldt af Ånden er ikke det alene, det er ikke mindst at kende Guds hjælp og nærhed i det daglige ordinære liv f.eks. i kampen mod kødet og vore fjender i den åndelige verden, i bønnen og forbønnen og i at gøre Guds vilje under hverdagens stress.

I spørgsmålet om Åndens fylde er forskellen mellem evangelikale og karismatikere grundlæggende en forskel mellem betoninger, ikke om indhold. Vi evangelikale understreger mere ordet (Bibelen), menigheden og det ordinære liv, karismatikerne mere det kraftfulde, mirakuløse og oversanselige.
For os er faren, at vi i den grad nedtoner det oversanselige og mirakuløse, at der slet ikke er plads i vor teologi til, at Gud kan gøre undere. For karismatikerne er faren, at de let kommer til at føre en overgearet tilværelse, hvor man ustandseligt er til møder og stævner på jagt efter oplevelser af Ånden og ikke falder til hvile i, at hverdagen og de nære relationer er det første sted, hvor vi skal kende Åndens fylde og hjælp.

Superåndelige “the divine man”
Det er ikke kun karismatiske kristne, som kan ligge under for den superåndelige dominerende leder, som mere eller mindre gør menigheden til sin private ejendom. Det er desværre et meget udbredt fænomen blandt ikke-karismatikere. Den store beundring man i karismatiske kredse har til personer med særlige åndelige gaver og tjenester udgør en risiko for at blive bedraget og forført større.

Den risiko bliver ikke mindre ved den samtidige tilbøjelighed til at lægge for meget eftertryk på kraft og sejr, succes og herlighed. Og tilbøjeligheden til blandt karismatikere at lægge afgørende vægt på den enkeltes subjektive erfaringer og oplevelser gør dem også mere udsatte.

Der har altid i kirkens historie været en spændingstilstand mellem magtesløshed på den ene side og oplevelsen af Kristi opstandelseskraft på den anden side. På en måde afspejler kirkens liv Herrens eget liv, hvor kraften afgjort var der, men hvor det på den anden side også var tydeligt, at Jesus ikke bare var en undergører, men at han også levede et ægte menneskeliv i dyb afhængighed af sin himmelske Faders vilje. Det indebar for ham begrænsninger, afsavn, fattigdom, fristelser, skuffelser, træthed og til sidst ubeskrivelig lidelse, sjæleangst og død.

Vejen for kirken til herlighed går den samme vej; opstandelsens kraft erfares gennem “fællesskab med ham i hans lidelser” (Fil 3:10). Paulus kan for sit eget vedkommende tale om både at komme “i svaghed og med megen frygt og bæven” (1 Kor 2:3, se også Gal 4:13) og om at bringe evangeliet “under slid og møje” og om at arbejde “dag og nat” for ikke at falde nogen til byrde (1 Thes 2:9), samtidigt med at ordet “kom med kraft og med Helligånd og med fuld vished” (1 Thes 1:5).

Uden tvivl har tiderne ændret sig meget siden Paulus’ dage, men alligevel synes der at være noget forkert i, at kirken udruster sig med for megen pragt og herlighed, når der er for megen glamour. Vi risikerer nemt at fordreje evangeliet i den proces, og vi risikerer også nemt at lægge afstand til netop de mennesker, som Jesus selv lagde afgørende vægt på at søge.

Det er svært at komme uden om, at tjeneste i apostlenes spor også i vore dage består i det paradoks, at Guds herlighed rummes “i lerkar” (2 Kor 4:7) med alt hvad det forkynder om “trængsel, tvivlrådighed, det at blive slået til jorden og at bære Jesu lidelse og død med sig i sit legeme” (2 Kor 4:8-12).

Kirken har ofte glemt det og har søgt efter storhed og pragt. Det er bestemt ikke noget, vi kun kan laste karismatatiske kristne for måske at have glemt. Man vil med rette kunne pege på, at Det nye Testamente viser hen til glæden, livsfylden, og overfloden i det at høre Jesus og hans rige til. Men det indgår i det, Paulus nævner i de forskellige ord af ham, vi lige har vist hen til. Og kun når det opleves på denne måde, bliver det et vidnesbyrd om den Guds overvældende kraft, hvis største herlighed åbenbares i Kristi kors.

Karismatiske kristne kan måske have en tendens til at betone “realiseret eskatologi” en kende for meget. Det er rigtigt, at der er, hvad vi kan kalde “realiseret eskatologi” i Det nye Testamente, men fundamentalt gælder det, at vi “er frelst til et håb” (Rom 8:24), og at vi ikke er konger endnu (1 Kor 4:8), dvs. at langt størstedelen af, hvad Gud har lovet os, venter os i fremtiden og først opfyldes for os, når Herren kommer igen.

Jeg venter med at tage spørgsmålet op om forskelle i opfattelsen af “tegn og undere” som beviser på Gudsrigets tilstedeværelse og spørgsmålet om, hvorvidt alle nådegaver endnu er tilstede og virksomme i kirken. Det vil jeg behandle i artiklen om den forskellige teologi om kirken og de forskellige opfattelser af, hvad der er meningen med kirkens liv.