1. saligprisning:
De fattige i ånden

Af Carsten Thomsen - KP 03-2010

Da Jesus så skarerne, gik han op på bjerget og satte sig, og hans disciple kom hen til ham. Og han tog til orde og lærte dem: Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.
Matt. 5:1-12

Jeg må i al ydmyghed bekende, at jeg altid har været ved at revne af indbildskhed. Mig, mig, mig, det var omkvædet i mit liv…..Jeg følte mig ganske simpelt uafhængig af alle andre af den storartede grund, at jeg ikke kunne anerkende dem som ligemænd. Jeg har altid regnet mig selv for mere intelligent end alle andre….Jeg levede fra dag til dag uden anden kontinuitet i min tilværelse end den uafbrudt at være optaget af mig selv, mig selv, mig selv.
Hovedpersonen Clemence i Albert Camus’ bog Faldet.

Nothing in my hand I bring,
Simply to the cross I cling;
Naked, come to Thee for dress;
Helpless look to Thee for grace;
Foul, I to the fountain fly;
Wash me, Savior, or I die.
Salmen Rock of Ages af Toplady

Jeg er i bund og grund et godt menneske. Mit eget hjerte er et ufejlbarligt kompas, som jeg blot skal lytte til og følge. Jeg har i mig selv ressourcerne til at skabe min egen fremtid. Jeg tror på mig selv og mit eget potentiale, og jeg er fri til at gøre hvad som helst. Det er vigtigt for mig at have et sundt selvværd. At jeg mærker efter i mit indre og føler det godt med mig selv og kommer til at lide mig selv.

Vi genkender disse udsagn, for det er hvad Hollywood-film forkynder og populær-psykologien udspreder. “Når alt kommer til alt, er intet helligt uden din egen sjæls retskaffenhed. Frikend dig selv i dine egne øjne, så vil du få verdens stemme”, skrev Ralph Waldo Emerson i sit kendte essay “Selvtillid” i 1841. Det klinger stadig godt i det moderne menneskes øre. For det siger med stor frimodighed:

- Jo, det er rigtigt, at jeg har nogle fejl, jeg dummer mig indimellem og sårer andre mennesker, men grundlæggende er jeg jo ikke noget dårligt menneske. Jeg kan finde styrken i mig selv til at rette de fejl, de mangler, de uheldige sider, den kommen til kort. Jo, jeg kan blive deprimeret og angst, men jeg kan jo gå til en terapeut, hvis der er noget, der er virkelig svært og som jeg ikke lige kan finde redskaberne til at bekæmpe.

Jesu åbningsord i Bjergprædikenen gør radikalt op med denne uafhængighed af Gud, denne tro på sig selv, denne illusion om, at “jeg jo i bund og grund er fri til at gøre hvad jeg lyster”. Første saligprisning er ikke en kompliment til mennesket, som det er efter syndefaldet. Tværtimod. Syndefaldets konsekvenser har skabt så megen ravage, ødelagt så meget i mennesket, ja i hele skaberværket, at alle lider under det. Det er ikke sådan, at mennesket blot synder ind imellem, nej, det er en slave af synd. Joh. 8:34: “Enhver, som gør synden, er syndens træl”. Uhjælpeligt bundet af synden.

Menneskets situation er langt alvorligere end det selv er klar over. “Jeg kan gøre hvad jeg vil”, siger det frigjorte menneske. Flemming Frøkjær Jensen skriver om dette udsagn i bogen “Fri”:

- Ja, det er sandt, forfærdeligt sandt. Man kan netop gøre, hvad man vil - men heller ikke andet! Det er lige præcis ens egen selviske vilje, der er lænken, et menneske ikke kan bryde. Så kan man camouflere sin trældom ved at give den ud for frihed...I virkeligheden er den påståede frihed kun en frihed til at leve på tværs af Gud og hans vilje. Det er det, som gør situationen så håbløs: Man er bundet til sig selv; og dette selv vil ikke det, Gud vil, men er grebet af et begær efter at tilfredsstille sig selv, leve for sig selv og sin egen selvudfoldelse.

Meget godt i mennesket
Selvom synden har ødelagt meget, så er det vigtigt her at understrege, at Bibelen også løfter mennesket højt. Det er skabt i Guds billede, mennesket er værdifuldt for Gud og elsket af Gud. Salme 8:6-7: “Du har gjort det kun lidt ringere end Gud, med herlighed og ære har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder”.

Dette gudsbillede er godt nok blevet ødelagt, men ikke totalt. Gudsbilledet i os er sønderrevet, men det er der stadig. Syndefaldet betyder ikke, at der ikke eksisterer noget godt mere i mennesket, at det kun er reduceret til en synder og alt, hvad det gør er synd. Mennesket fortsætter med i varierende grad at reflektere sin Skabers herlighed selv i dets synd og fald. Mennesket har en fornuft, en vilje, en samvittighed, en Guds lov skrevet i sig.

Der er meget smukt og godt i menneskers liv, og det må vi bekræfte og glæde os over. Guds omsorg for sit skaberværk er der stadig midt i en falden verden - Guds almene nåde og barmhjertighed begrænser syndens udfoldelse og syndens konsekvenser. Troende såvel som ikke-troende kan udvise stor heroisme, mod, kærlighed, medlidenhed og offervilje.

Synden med i alt hvad vi gør
Men mennesket kan ikke frikende sig selv på den baggrund. Gud ser dybere end vi gør. Han ser den sammenhæng, der er mellem det vi er, og hvad vi gør - også når vi gør godt og handler ret.

“Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne. Jeg giver enhver efter hans færd og efter hans gerninger”.

Når Gud sådan udforsker hjerterne, så ser han en dybere sammenhæng i vort liv, en sammenhæng mellem, hvad vi er, og hvad vi gør. Vi er syndere, og derfor er synden med i alt, hvad vi gør. Han ser den skjulte, ofte ubevidste selvglæde over vor egen indsats og “gode gerninger”. Vi masserer selvet hele tiden, med en stadig trang til at være noget, betyde noget, gøre sig selv gældende. Hvor stolthed stikker hovedet op overalt.

- Synden er den grundakkord, der altid klinger med. Selv om vi overhører den, gør Gud det dog aldrig. Selviskheden er så dybt rodfæstet i os, at vi aldrig kan flygte fra den. For synden er ikke en fremmed magt, der har okkuperet os. Den er eet med os selv. Den er vort eget syndige hjertes slag - vor egen selviske viljes greb om os. Derfor følger den os selv i vore bedste stunder og sætter altid sit præg på os. Det er det, der gør et selvforsvar over for Gud så umuligt og håbløst: Vi er trælle af os selv, skriver Flemming Frøkjær Jensen.

Det er klart, at denne situation skærer i ørerne på mange. Historikeren Henrik Jensen skriver i “Det Faderløse Samfund”:

- Det er svært, for ikke at sige umuligt, for et moderne menneske at komme ned på knæ og bede en højere instans om tilgivelse for sine synder. Det er ikke bare jævnt ydmygende - det er skudt helt forbi! Vi er ikke de syndere og skyldnere, der tales om i dagens tekster og bønner. Vi har ikke gjort noget forkert. Det er snarere os, det går ud over. I denne vending af tiden falder det os lettere at se os selv som ofre end som syndere.

Ja, vi kunne lade Jesus kommentere Henrik Jensens kommentar: “De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” (Markus 2:17)

Tiggeren med tomme hænder
Jesus punkterer menneskets hovmod og selvretfærdighed. Det kristne liv starter nemlig med “fattigdom i ånden” - som tiggeren, der rækker tomme hænder ud. Det er en åndelig desperation og fortvivlelse, som siger: “Jeg opgiver det håbløse forsøg på at opbygge en tilværelse, et liv uden om Gud, jeg er ikke stærk nok til at leve dette liv i mig selv og for mig selv, jeg opgiver min egen selv-realisering og selv-tilstrækkelighed. Jeg er ikke rig i mig selv, men fattig. I mig bor intet godt. Intet som ønsker Gud, intet som ærer Gud. Jesus, giv mig din tilgivelse, din frelse, dit liv. Uden dig er jeg intet. Med dig er jeg alt”.

“Intet i min hånd, jeg bringer - jeg klynger mig kun til dit kors. Nøgen kommer jeg til dig for klæder, hjælpeløs kommer jeg til dig for nåde”, skriver Toplady i sin kendte salme.

For mange synes dette overdrevet og usundt - for hvad gør det ikke ved sit selvværd at bøje sig så langt ned. Er det nu også nødvendigt? Ja, det er nødvendigt. Der er noget i os, der må dø. Før vi erkender vor egen magtesløshed, så kan Gud ikke løfte os op og fylde os med sin Helligånd.
Og D. A. Carson skriver: “Fattigdom i ånden er ikke et menneskes bekendelse af at være uden betydning, som person at være værdiløs, for noget sådant ville ikke være sandt; snarere er det en bekendelse af at mennesket er syndigt og oprørsk og fuldstændig uden de moralske kvaliteter der kunne gøre det acceptabelt i Guds øjne....Fattigdom i ånden bliver en generel bekendelse af menneskets behov for Gud, en ydmyg indrømmelse af afmagt uden ham. Den kan ikke frembringes kunstigt ved selvhad”.

For dette siger den højt ophøjede,
som troner for evigt,
og hvis navn er Hellig:
Jeg bor i det høje og hellige
og hos den, der er knust,
hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte.
Esajas 57:15

Først der hvor vi bøjer os for Gud, kan Gud løfte os op, oplive den nedbøjede ånd og det knuste hjerte. Her starter det kristne liv. Det er alt åndeligt livs begyndelse. Det er indgangen til Himmerriget.

Men ikke nok med det. Her må vi altid være - foran Gud med tomme hænder. Jo nærmere vi kommer Gud, jo mere vil Den Hellige Ånd vise os dybderne af den gamle natur, så vi altid foran Gud må sige, at vi intet har at rose os af.

Kirken må altid passe på, at den ikke kommer væk fra den grundlæggende afhængighed af Guds nåde. Jesu liv er det liv, som vi til stadighed må tilbage til. Det er rigtigt, som en har sagt, at korset er fortegnet for al teologi. Kirken må altid identificere sig med den korsfæstede Jesus, følge ham i tro og forkynde et evangelium, som kun kan modtages af Guds nåde.