Religion: Velsignelse eller forbandelse?

Af Louis Nielsen - KP 01-2006

Den aktuelle ballade forårsaget af de famøse Muhammed-tegninger afslører utvetydigt, at religion er ikke noget, man spøger med, men må tage særdeles alvorligt. Det kan nemt føre til blodsudgydelser og indeholde kimen til krig.

Religionskrige er ikke noget ukendt fænomen i historien. Det, der overrasker mange vesterlændinge er, at religion ved begyndelsen af det 3. årtusinde spiller så stor en rolle.

Efter alle forudsigelser at dømme burde religion for længst være afgået ved døden, i hvert fald i offentlighedssfæren. Men sådan er det ikke gået, tværtimod. Er religionens genkomst set med evangeliets øjne så en glædelig ting eller det modsatte?

Nogle læsere vil uden tvivl være overraskede over, at vi overhovedet kan finde på at stille et sådant spørgsmål. For en søgen mod det åndelige og det guddommelige må da være en god ting, som i sidste instans også baner vej for evangeliet. Men er det ufravigeligt sådan?

Religion - en definition
“Religion” er et mangetydigt ord og bruges i mange forskellige forbindelser og i ulige kontekst. Filosofisk ordbog ved Bente og Knut Hanneborg (Høst & Søn 1971) forklarer religion som “Gudsdyrkelse, gudstro; samfunds tro på og forhold til en gud.

1. Følelser, handlinger og erfaringer hos mennesker der føler sig stående i forhold til noget de opfatter som gud. 2. Tro på eksistensen af en højere, overnaturlig magt man føler sig afhængig af og forpligtet overfor; menneskets trosforhold til et højere, overnaturligt væsen, hvis holdning opfattes som afgørende for menneskets velfærd. 3. Social institution hvor absolutte sandheder og værdier dyrkes ved ritualer og åbenbaring af åndelige kræfter der er overordnet mennesket. 4. Overbevisning”.

Umiddelbart er der ikke nogen af ovennævnte definitioner, som ikke kan anvendes i en beskrivelse af kristendommen, men de kan også med lige så god ret anvendes på en hvilken som helst anden religion. Alle definitionerne har det til fælles, at de handler om noget menneskabt og viser tilbage til mennesker. De siger egentlig ikke noget om Gud udover, at religionernes genstand er Gud, ikke nødvendigvis GUD, HERREN eller JAHVE, men en gud, en kraft, eller et noget.

Hvis og når mennesker tror på Gud, må de nødvendigvis forholde sig til ham, og det udmønter sig både i deres personlige og sociale liv. Og noget tilsvarende gør sig gældende, når det drejer sig om flere mennesker og disse sammen dyrker Gud.

Religioner opstår i kølvandet af guds-troen. Religionshistorien handler om, hvordan mennesker tror, og hvad de tror, og om hvordan de indretter sig med deres tro, og den søger psykologiske, sociologiske og historiske forklaringer på tro.

Tilsvarende forsøger religionspsykologien at forklare de psykiske mekanismer bag et fænomen som tro samt de adfærdsmæssige konsekvenser, positive som negative heraf. Mange nyttige oplysninger kan blive bragt for dagen gennem begge former for studier, men kernen i en åbenbaringstro som kristendommen finder man ikke gennem sådanne studier.

Åbenbaring
Og nu har vi introduceret ordet “åbenbaring”, og senere vil vi møde ordet “åbenbaringsteologi”.

Jødedom, kristendom og Islam gør alle krav på at være en åbenbaringstro, dvs. at komme fra Gud, være sat i gang af Gud og lede til Gud.
Teologisk ordbog ved Johannes Hanselmann og Uwe Swarat (Lohse 1999) definerer åbenbaring henholdsvis åbenbaringsteologi som følger: “åbenbaring; kundgørelse af religiøse sandheder, der er skjulte for mennesker som sådant, forkyndt af Gud selv. I den bibelske åbenbaring, der fuldbyrdes i Israels historie, har sit midtpunkt i Jesus Kristus, og som omspænder hele verdenshistorien, åbenbarer Gud sig som frelser fra synd og død og som fornyer af skabningen; åbenbaringsteologi (latin theologia revelata), betegnelse for den teologi, som ene og alene bygger sin lære på, at Gud har åbenbaret sig for mennesket. Af sig selv kan mennesket hverken udsige noget om Gud eller nå frem til ham; Gud kommer tværtimod til mennesket i sit ord og sin gerning. Fylden af Guds åbenbaring kom til syne i “Ordet, der blev kød”, Jesus Kristus”.

Fokus er for os flyttet fra “religion” til “åbenbaring”, og de to ord er langt fra synonymer, i nogle tilfælde er de helt modsatte. Fra nu af koncentrerer vi vor undersøgelse om BIBELEN og lader dermed Islam ude af betragtning, uden dog at overse, at Koranen, Islams hellige bog indeholder kerner af bibelsk stof. Hvor meget eller hvor lidt det gør Islam til en autentisk åbenbaring af GUD, kan jeg ikke have nogen mening om; dertil mangler jeg de mest elementære forudsætninger.

Men det må være os tilladt at bede for Islam, som vi beder for Israel, at det en dag må finde Gud i Jesus Kristus, at sløret må blive taget bort, og evangeliet om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt må skinne ind i muslimske hjerter som i jødiske hjerter, ja i alle menneskers hjerter. Om Gud vil, og hvornår han måtte lade det ske, har vi ingen viden, men det hindrer ikke, at vi kan bede om, at det må ske.

Den suveræne Skaber
I Bibelen begynder og slutter alt med Gud: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” (Joh 1:1-3). “Og når alt er underlagt ham (Sønnen, Herren Jesus Kristus), skal også Sønnen underlægge sig under ham, som har lagt alt under ham, for at Gud kan være alt i alle” (1 Kor 15:28).

Gud skaber verden og alle ting ved sit ord, og kalder historien frem ved det samme ord: “Herlighedens Gud viste sig for vor Fader Abraham i Mesopotamien” (ApG 7:2). “Herren har talet”, “Så siger Herren”, “Herrens ord”, “Herren talte og sagde” og andre kombinationer heraf bliver en af de hyppigst forekommende vendinger i Bibelen:

“Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn, hvem han har indsat som arving til alle ting, ved hvem han også har skabt verden” (Heb 1:1-2).

Som alt i skabelsen, historien og i den enkeltes liv kommer fra Gud og er hansnådegave, er frelsen eksklusivt hans: “Frelsen kommer fra vor Gud, som sidder på tronen, og fra Lammet” (Åb 7:10); “Frelsen og æren og magten er vor Guds” (Åb 19:1).

Kun af hans nåde er vi frelst, og kun gennem forløsningen i Kristus: “Det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2:8-10).
På den måde og mange andre måder understreger Bibelen Guds absolutte suverænitet, og at alt kommer fra ham og afhænger af ham: “Fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! (Rom 11:36).

Samtidig fremhæves det lige så utvetydigt, at Gud ikke er afhængig af mennesker:

“Lyt mit folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil advare dig, jeg er Gud, din Gud! Jeganklager dig ikke for dine slagtofre, og dine brændofre har jeg altid for øje. Jeg tager ikke tyre fra dit hus eller bukke fra dine folde, for alt skovens vildt er mit, dyrene på de tusinder af bjerge. Jeg kender alle fuglene i bjergene, markens dyr hører mig til. Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, for jorden er min, med alt, hvad den rummer. Behøver jeg at spise tyrekød eller drikke bukkeblod? Du skal bringe takoffer til Gud og indfri dine løfter til den Højeste. Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig” (Sl 50:7-15).

Her siges det klart, at Jahve på ingen måder er afhængig af, at hans folk ofrer til ham; han tager dog gerne mod deres ofre, ikke fordi han behøver dem, men som en imødekommelse af et behov hos dem; hans er hele jorden og alt, hvad der rører sig på den, alle sine skabninger kender han og har tal på; hvad han virkelig søger hos mennesker er tillid og taknemmelighed og en bevidsthed hos os om, at vi trænger til ham.

Et religiøst behov
Religion og religiøse ceremonier siges her klart at være et behov hos mennesker mere end et påbud fra Gud og en nødvendighed hos ham. Sådan er det normalt ikke i religionerne. Der har gud eller guderne lige så meget behov for at blive dyrket af sine eller deres tilbedere, som de har for at blive velsignet af ham eller dem.

Den tankegang illustreres tydeligt af de mange altre og gudebilleder, Paulus så, da han tog Athen nærmere i øjesyn. Men Paulus afviser den klart:

“Det, I således ærer uden at kende det, forkynder jeg jer. Gud, som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord, bor ikke i templer bygget af hænder. Heller ikke lader Gud sig tjene af menneskehænder, som om han trængte til noget. Det er ham, der giver alle liv og ånde og alle ting” (ApG 17:23b-25).

Religion i Israel
I Det gamle Testamente kan man sige, at holdningen til religion er ambivalent. Gud anerkender, at patriarkerne f.eks. rejser mindesmærker til markering af de forskellige steder, hvor de har mødt Gud. Men det er på ingen måder essensen i patriarkfortællingerne i 1 Mosebog. Her falder betoningen så afgjort på pagten, Gud indgår med fædrene, hans nærvær hos dem og beskyttelse af dem.

Fortællingen om Moses og om Israels udvandren af Egypten indeholder også meget lidt egentligt religiøst stof. Guds navn og hellighed er afgjort dominerende temaer, men disse er essentielle i selve gudsåbenbaringen og på ingen måde begrundet i noget menneskeligt behov.

Påsken er i første sigte begivenheden, som sætter skel mellem israelitterne og egypterne og sætter dødsenglen i stand til at afgøre, hvor der er et hjem, hvis førstefødte han skal skåne. Den er klart en frelseshistorisk hand-ling og også en type, dvs. et frelseshistorisk billede på frelse i en mere universel betydning:

Den første påske forudskygger den sidste påske, hvor påskelammet selv, Herren Jesus Kristus dør for at tage hele verdens synd bort. Og netop fordi påsken på den måde er så afgørende en begivenhed både i sin tilbageskuen og sin fremadskuen bliver den genstand for årlig ihukommelse i slægt efter slægt af israelitter.

Påsken er i sin ydre fremtoning nok en religiøs handling, men af væsen er den snarere forkyndelse af forsoning, tilgivelse, genløsning, svarende til hvad den kontinuerlige forkyndelse af evangeliet betyder for den kristne menighed.

Religion som nødløsning
Først med pagten på Sinaj indtroduceres en egentlig religion i Israel. Og den religion - glem det ikke - er også under konstant kritik af Israels profeter og senere af Jesus, apostlene og Det nye Testamente.

Igen og igen påkaldes opmærksomheden om dens fundamentale mangler. På en måde introduceres den som en nødløsning for at imødekomme menneskelig svaghed, men også for at være en type, et mønster, en forudskygning af det fuldkomne, “tingene i deres sande skikkelse” , som først kunne komme med Jesus.

Måske er det guldkalven og dansen om gudebilledet, der er den umiddelbare (og pædagogiske) årsag til, at helligdommen, ofringerne, præsteskabet, renhedslovene og renselsesritualerne indføres i pagten.

Lovens ceremonielle love har paralleller og forbilleder i mesopotamisk kultur generelt - om det behøver der ikke herske tvivl - men i og med, at de finder vej til Moseloven sker der afgjort også en tillempning af dem, så de svarer til guds- og frelsesåbenbaringen til Israel og oplyses af den.

Tabernaklet oprejses med det udtrykkelige formål, at Jahve ønsker at bo midt iblandt sit folk, men samtidig er Israel et urent folk, og denne syndighed blokerer for, at de kan have en Gud med en hellighed og majestæt som hans i deres midte.

Derfor de mange hellighedslove, som næsten må have gjort et almindeligt menneskeliv umuligt. Derfor også nødvendigheden af de mange ofringer og af forsoningsdagen. Og af præsteskabet til at holde styr på disse ting og til at begrænse tabet af israelitiske liv, og det på trods af, at Israel som sådan er kaldet som et “helligt folk, et kongeligt folk og et præsteligt folk”.

Dom over religiøsitet
Israels religion, dets gudsdyrkelse kom på denne måde til at indeholde en indre modsigelse og viste sig at blive både en anklage og en dødsdom over folket, og en vej, som i det mindste på det symbolske plan åbnede op mod Gud.

På den måde indgår den ceremonielle lov i åbenbaringshistorien og gav Helligånden billeder og materialer, hvorigennem Han kan meddele guddommelige sandheder til menneskehjertet.

Men som med al religion og alt menneskeligt indeholder den også kim til formørkelse af både sindet og tanken. Meget hurtigt kommer mennesker til at se på det ydre som det egentlige i troen (religionen). Men Gud insisterer på, at lydighed mod hans bud vejer meget tungere end slagtoffer.

Hurtigt fortrænger ofret den egentlige syndsbevidsthed og gør det til noget formelt. Dermed fortrænges det kald til omvendelse og til sorg over synd som det, at en anden (selv om det “kun” er et dyr) må lade livet for, at jeg kan gå fri, egentlig skulle fremkalde og fastholde for sindet og tanken.

Hurtigt bliver det vigtigere at fejre højtider og trænges omkring templet end at lytte til Guds ord gennem profeterne. Hurtigt bygger man videre på religionen og øger dens pragt og sanselige indtryk samtidigt med, at man stadig nedprioriterer gudsfrygten, anstændigheden, retfærdigheden og næstekærligheden. Mere og mere udvikler religionen sig til nationalisme og til pral og dermed til falsk tryghed.

På det individuelle plan erstatter hykleri og selvbestaltet hellighed og nid-kærhed evnen til at kunne høre Guds røst og giver én en ret, nej en pligt til at hade, forfølge og endda myrde sådanne, som man betragter som Guds fjender. Den udvikling er der flere eksempler på i Det gamle Testamente og i evangelierne og i Apostlenes Gerninger. For det sidste tænk f.eks. på Saulus af Tarsus.

Nidkærhed uden forstand
Af stor relevans for os - måske også i vores bedømmelse af Islam - er “den nidkærhed for Gud uden forstand”, Paulus taler om både i forbindelse med sin egen livshistorie og i forbindelse med Israel i dets afvisning af Jesus, Messias.

Både i forhold til jødedommen og måske - men i en anden og meget fjernere betydning i forhold til Islam - gør evangeliet gældende, at “Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror” (Rom 10:4). Når det er sådan, at Kristus er gudsåbenbaringens endepunkt, så betyder det, at Gud kun lader sig møde og forstå i Kristus: “Ingen har nogen sinde set Gud, den Enbårne, som selv er Gud, og som er i Faderens favn, han er blevet hans tolk” (Joh 1:18).

Enhver teologi - kristen, jødisk og islamisk - som ikke har Jesus Kristus med og ikke udvikler sit budskab og indhold fra ham og vidnesbyrdet om ham og hans lære, bliver dermed falsk tale om Gud, uanset hvad den ellers måtte indeholde af delelementer af sandheden. Paulus kalder den religiøse nidkærhed, som både var hans egen, og som han giver Israel kredit for at have - og som vi kan give Islam kredit for at have - en nidkærhed uden forstand, uden forstand fordi den ikke erkender, at Kristus er enden, enden på enhver lov, ikke kun på Moseloven, men enhver lov, som ved at blive holdt som lov, skal sikre mennesker evigt liv og adgang til Himlen eller Paradiset. Sådan må det nødvendigvis være, ikke fordi Paulus siger det, eller fordi kirken siger det, men fordi sådan har Gud ved at sende Jesus og ved at ophøje ham som Frelser og Herre ved sin trone både villet det og virket det. Og vi ønsker og begærer, at også den islamiske verden må finde liv og frihed i Kristus.

Kirkens vidnesbyrd
Den kristne kirke må huske, at medens dens Herre har absolut myndighed og magt, og kan frelse hver og en, som kommer til Gud ved Ham, så gælder det ikke kirken.

Kirken vidner om Guds rige og søger Guds rige, men den er ikke Guds rige. Den vidner om og forkynder Kristus, men den er ikke Kristus. Den er de helliges fællesskab og har samfund med Faderen, Sønnen og Helligånden og om Livets Ord; den er Guds tempel og en bolig for Helligånden, den er Guds hushold, Kristi legeme og Kristi brud.

Som sådan er den universel, men også usynlig, og i den forstand kan ingen være kristen eller et Guds barn uden også at være medindlemmet i de helliges samfund og fællesskab på jorden nu og siden i himlen.

Anderledes med den synlige kirke. Den er fragmenteret og splittet og på godt og ondt præget af dens medlemmers personlige, kulturelle, nationale, sociale og religiøse egenart og bærer også tydelige spor af den syndighed og faldenhed, som alle Adams børn slæber rundt på.

Omvendelse betyder ikke omvendelse til kirken, men omvendelse til Jesus Kristus, kirkens frelser og Herre. Forlangendet er en ny fødsel ovenfra ved Helligånden og ordet, ikke at vi får en ny national identitet, en anden kultur, et andet sprog, en anden historie, sågar ikke en anden religion og konfession.
Vi beder ikke muslimer om at blive danske, vi beder dem ikke om at forsage deres egen kultur og deres egne skikke. Der er ting i enhver kultur og enhver religion (kristenheden medregnet) og i personlige vaner og dispositioner, Helligånden ved ordet vil overbevise os om, at vi må forsage og omvende os fra, men der er ingen kulturimperialisme knyttet til kristendommen.

Religiøst behov
Religion og religiøsitet er vel ikke til at komme udenom. Den er grundmenneskelig og findes selv hos ateister og andre, som på det bestemteste vil afvise at have noget forhold til det guddommelige.
Men religion og religiøsitet er noget relativt og har mange forskellige udtryk. Og der er som ved alt menneskeligt både gode og dårlige sider knyttet til religion.

Religion kan bidrage med meget godt og berige livet og frugtbargøre det, men den kan også være ond, slå ihjel, og lægge livet øde.

I praksis har vi behov for at sætte vore liv ind i en religiøs indramning, og vi har brug for et religiøst sprog, for religiøse følelser og oplevelser af religiøs karakter. Men religiøsitet er ikke det samme som kristentro, gudsfrygt, næstekærlighed og retskaffenhed og kan lægge sig hindrende i vejen for, at vi kommer til Jesus og lærer ham at kende. Religiøsitet er ikke det samme som Helligåndens virke i os og gennem os. Religion kan hjælpe os til at komme Gud nærmere, men gør ofte det modsatte.

Sand spiritualitet
Åndelighed eller spiritualitet, som det ofte kaldes i dag, er nytestamentligt forstået ikke knyttet til bud og forskrifter, ikke til bestemte højtider og ritualer, ikke til spægelse og forsagelse af Guds gode gaver, ikke til mad og drikke, ikke til syner og henrykkelser, ikke til retræter og pilgrimsrejser, ikke til en bestemt bedeteknik, ikke til hellige steder eller til hellige mænd og kvinder, ikke til konventer og til bestemte kristne nærmiljøer, ikke til offerhandlinger. Og listen kunne endda blive endnu længere.

Åndelighed er at kende Jesus bedre og kende hans kærlighed bedre, det er at blive grundfæstet i ham, blive moden og myndig og dermed fri i Kristus, blive fyldt af indsigt og dømmekraft, at kunne elske Gud og være fri til at tjene næsten, have sin retfærdighed og hellighed alene i Kristus og i hans frelsesværk, at leve og vandre efter Guds vilje, gøre Guds vilje af hjertet, blive ført til fuldkommenhed i alt godt, være fyldt af taknemmelighed og tillidsfuldhed, kunne være glad i Herren, leve og vandre i nåden og med glæde og forventning vente på vor Herres Jesu Kristi tilsynekomst.

Åndelighed er også at stifte fred, være sagtmodig, hungre og tørste efter retfærdighed, vise barmhjertighed, være ren af hjertet. Det snarere end religiøsitet og religiøse oplevelser og erfaringer er, hvad vi skal lægge vægt på som kristne.

Dertil hjælpe os Gud.

.