Tre måder at være religiøs på

Af Louis Nielsen - KP 02-2006

I en anmeldelse i Kristeligt Dagblad for onsdag den 3.maj under titelen “Folkekirkens mange farver” anmeldes bogen “Religiøse grundfarver - Peter L.Bergers sociologi i anvendelse på folkekirken” af Steen Marqvard Rasmussen. I bogen omtales tre måder at være religiøs på i dag.

1. Den deduktive - karakteriseret ved, at traditionen - evangeliet og trosbekendelsen - anses for givet som indiskutabel autoritet og skal videregives til antagelse eller forkastelse. Her går man ikke på kompromis med tidsånden, her indgås ingen “handel med moderniteten”. “En sådan form for fundamentalisme finder man hos to i øvrigt forskellige grupper som Tidehverv og Indre Mission”.

2. Den reduktive - her accepterer man derimod den moderne tidsånds vilkår med “de videnskabelige landvindinger”. Her afmytologiserer man ind til benet. Den menneskelige fornuft er den afgørende instans.

3. Den induktive - som lægger vægten på individets religiøse erfaring. Her er valgfrihed og søgen blevet det væsentlige.

I bogens forord omtaler forfatteren, at Peter L.Berger i sin bog tager afsæt i de tre store teologer Karl Barth (den deduktive måde), Rudolf Bultman (den reduktive) og Friedrich Schleiermacher (den induktive). Og han siger: “Jeg rendyrker de tre metoder, der i dansk sammenhæng når deres spidsformulering hos hhv. Poul Hoffmann, Thorkild Grosbøll og Benny Alex. Allerede i indledningen til bogen stiller forfatteren sine tre teser op:

A. Ligesom vi har tre grundfarver (gul, rød og blå), kan man i det moderne samfund være religiøs på tre grundlæggende forskellige måder. Tesen er altså, at man kan beskrive en hvilken som helst religiøsitet i befolkningen som en specifik blanding af tre grundformer, ligesom kunstmaleren kan skabe alle mulige farver ved at blande de tre grundfarver.

B. De tre religiøse grundformer er fundamentalisme, rationalisme og synkretisme, og de udgør sammen med især to blandingsformer fem centrale måder at være religiøs på i dagens Danmark.

C. Den aktuelle folkekirkelige debat udtrykker forskelle, der kan opfattes som brudflader mellem de tre religiøse grundformer.

Steen Marqvard Rasmussen formulerer også de tre grundformer at være religiøs (kristen) på i relation til holdningen til Bibelen som: “Bibelen har altid ret”, “Bibelen er på linje med andre fortællinger” og “Bibelen som én blandt flere veje”.

Kristen på én måde
Umiddelbart vil vi hellere tale om at være kristen end tale om at være religiøs. Vi kan vist roligt fastslå, at religiøs kan man være uden at være kristen, og omvendt kan man sagtens være kristen uden at være religiøs. Kristen eller ikke kristen er ikke et spørgsmål om religion, men et spørgsmål om tro på Herren Jesus Kristus og om efterfølgelse af Jesus.
Men kan man så være kristen og selv vælge på hvilken måde, man vil være det? Det er et langt mere påtrængende spørgsmål i dag, end mange af os måske forestiller sig.

Mange vil sandsynligvis svare: Naturligvis kan man det. Men hvem kan give os et virkelig klart og definitivt svar på det spørgsmål. Tidligere var det måske ikke så svært at besvare som i dag. For dengang ville man bare have henvist til Bibelen, og med det var alt sagt.

Dilemmaet i dag er bare, at det i vide kredse af kristenheden har tabt sin gyldighed at afgøre alle ting ved at henvise til Skriftens autoritet. Sola scriptura (Skriften alene) afgør ikke længere enhver sag, som det gjorde for reformationens fædre.

I en kronik i Kristeligt Dagblad om dr. Philip Jenkins besøg i Danmark i begyndelsen af maj refererer kronikkens forfatter Hans Raun Iversen til to biskopper, som sidder sammen i en bibelstudiegruppe. Den ene er afrikansk anglikaner og den anden er fra den amerikanske episkopale kirke.
Afrikaneren glæder sig over Skriftens klarhed og de stærke retningslinjer, han her finder for sit liv og virke. Han har det som Martin Luther, der sagde “Bibelen er levende. Den har hænder, som griber fat i mig. Den har fødder og løber efter mig”.

Amerikaneren understreger gentagne gange, at Skriften må læses kritisk og i lyset af, hvad den nyeste eksegetiske videnskab har at sige. Til sidst bliver det for meget for den afrikanske biskop, der ophidset udbryder:”Hvis I ikke selv tror på Bibelen, hvorfor havde I så travlt med at bringe den til os i Afrika?”

Guds ords autoritet
Som en analyse af tidens tendens i den religiøse søgen er kategorierne, deduktiv, reduktiv og induktiv uden tvivl nyttige og interessante, men spørgsmålet er, om man trosindholdsmæssigt, historisk og reelt kan være kristen på nogen anden præmis end den deduktive.

At mange energisk vil hævde, at de med god ret er det på den reduktive eller den induktive præmis står temmeligklart, og om de er det, er ikke op til os at afgøre, men er alene et spørgsmål mellem dem og Gud, som ene af alle kender menneskers hjerter, og alene afgør, hvem der kender ham og hvem, der ikke gør.

Det er blevet sagt, at i dag er det positivt og en dyd at søge, men ikke at finde. Og det kan der være noget om. Bibelen opmuntrer os bestemt til at søge, men den viser os også, hvor vi skal søge, og uden at rødme overbeviser den os også om, at vi vil finde alt, hvad vi søger og mere til i dens budskab. “Søg og I skal finde”, siger Jesus (Matt 7:7-8).

I Ordsprogenes Bog står den personificerede Visdom “på højderne ved vejen, ved indgangen til byen” og råber til hver forbifarende: “Lyt! “ og lover at lade sig finde af enhver, som søger hende (8:1-21). I Sl 119 siger salmisten i vers 105: “Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”. I Johannes Evangeliet siger Jesus: “Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys” (8:12). (Læs også 1 Kor 1:30, 2 Tim 3:14-17)

“Gud har talt” på en definitiv måde, i tidligere tider til fædrene ved profeterne, til os ved sin Søn (Heb 1:1-3). Og det er altafgørende for Hebræerbrevets forfatter at fastslå overfor sin menighed, at det er kun ved at modtage og holde fast ved bekendelsen til Jesus, at vi frelses.

Og Johannes formulerer sig lige så absolut: “Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds Søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20:30-31). (Læs også 1 Joh 5:10-12).
Jesus understregede igen og igen sit ords autoritet, evige gyldighed og uforgængelighed; ikke mindst i Johannes-Evangeliet understreger han for sine disciple, hvor vigtigt det er, at de holder fast ved hans ord. Elsker man Jesus, vil man “holde fast ved hans ord” (Joh 14:23).

Og når Jesus efter opstandelsen samler sine disciple igen, er Skriften meget i fokus, og han sender dem ud i verden med et definitivt budskab (Luk 24:44-48) og med en befaling om at gøre alle folkeslag til hans disciple og lære dem at holde alt det, som han har befalet dem (Matt 28:19-20).

Apostlene lægger afgørende vægt på, at det, de prædiker og lærer, har de modtaget fra Herren og nu videregiver til menigheden, og at menigheden igen skal videregive, hvad den har modtaget og det i slægt efter slægt til Herren kommer igen i herlighed. “Kæmp for den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige”, skriver Judas (vers 3).

Skal vi konkludere på det med de tre måder at være religiøs på, må det blive, at i nytestamentlig (og apostolsk) forstand kan man kun være kristen på den deduktive måde.

Det betyder også, at vi så må finde os i at blive kaldt fundamentalister, selv om vi på det bestemteste lægger afstand til den måde, islamisk fundamentalisme praktiseres på, ja også den måde den politiske kristne højrefløj i USA praktiserer sin religionsudøvelse på.

Reduktive: Intellektuel
Det betyder ikke, at der ikke kan være værdifuld indsigt at hente fra dem, der er kristne på den reduktive måde og navnlig den induktive.
Eksistensteologien med Rudolf Bultmann som dens førende eksponent er et godt eksempel på den reduktive måde at være kristen på. Eksistensteologien forudsætter en radikal anderledes måde at tolke og forstå Bibelens budskab på.

Øvelsen er nu at forstå kerygmaet (dvs det kristne budskab) i dets “betydningsfuldhed” for det moderne menneske, dvs. for dets selvforståelse og for fuldendelsen af dets eksistens i verden.

Tolkningen spørger om den nytestamentlige forfatters eksistensforståelse og vil gøre denne forståelse synlig som en mulighed, også for dem, der hører eller læser om den. Tilhøreren skal over en afstand af årtusinder se sig kaldet ind i den samme afgørelse, som Jesus stillede sine samtidige over for: at vinde eller miste liv, dvs. sig selv.

En sådan tolkning nødvendiggør den såkaldte afmytologisering af Bibelen, og dermed benægtes, at Gud handler i tid og rum, hvormed det bibelske åbenbaringsbegreb (og også frelseshistorien) sættes ud af kraft.

I stedet for talen om Guds handlen uden for mennesket, kommer det nu til at handle om menneskets grundeksistens. At tale om “Gud i sig selv” er ikke længere muligt: kun om “Gud for mig” kan der tales. Objektiv vished om Gud kan man heller ikke længere have; tilbage er kun troen. (Skrevet med “Teologisk Ordbog” som kilde).

Megen forkyndelse i tiårene mellem 50 og 80 var domineret af eksistensteologien, ikke mindst i den folkekirkelige sammenhæng, men for menigmand var og er eksistensteologien uhyre filosofisk og intellektuel, så nogen folkelig opbakning fik den ikke. Tværtimod skete det, at kirkerne mange steder tømtes for kirkegængere. En præst som Grosbøll er i virkeligheden et levn fra dengang (af den mere ekstreme slags).

Induktive: Folkelig appel
Så er der i dag langt mere folkelig appel i den induktive måde at være religiøs (kristen) på. Den måde er som skabt til den postmoderne tidsalder med dens opgivelse af de store fortællinger til fordel for de mindre, mere individuelle og personlige fortællinger, med dens hang til det esoteriske, det irrationelle og mystiske (“der er mere mellem himmel og jord”), til spirituelle oplevelser og til sjælevandring og reinkarnation. Flertallet i dag vil hævde, at de har et eller andet forhold til Gud, nok ikke så meget til Gud som person som til Gud som kraft eller “energi”, og mange vil påberåbe sig en eller anden religiøs erfaring og en tro på en eller anden form for liv efter døden.

Der er for de flestes vedkommende endnu en meget lang vej til kristendommen og til en personlig, levende tro på Jesus som Herre, og mange vil ikke være beredt til at tage dette skridt af overgivelse til Jesus; for enhver form for overgivelse og dermed af suveræniteten over sit liv er for de fleste postmoderne en aldeles umulig situation.

Men mulighederne for at komme i dialog med mennesker om spørgsmål, som transcenderer livet og dagliglivets erfaringer, er for en tid i det mindste blevet meget større. Her må vi som kristne bare gøre os klart, at selvom den lyttende, forstående og sympatiske indstilling altid er den, vi kommer længst med, og den som kristendommen i det mindste indirekte anbefaler, så er vores virkelige anliggende altid, at mennesker skal komme til at lære Jesus Kristus at kende. Ikke nødvendigvis på vor måde, men som “Vejen, sandheden og livet” , som den eneste, som åbner døren til Guds rige, den eneste Frelser fra synd, død og fortabelse, den eneste, hvem fremtiden tilhører, fordi liv og død, den nuværende og kommende verden er underlagt ham

Historie og fornyelse
Eksperimenteren med måder at nå mennesker på, med fornyelse i bredeste forstand er en del af den nødvendighed kirken er sat i, ja en del af sendelses-og missionskaldet at nå alle med det frelsende budskab.

I den sammenhæng kan vi lære meget af de sociologiske analyser og modeller, også af en bog som “Religiøse grundfarver”. Men skal vi kunne være kirke effektivt ikke mindst i vor egen tid, må vi være virkelig fortrolige med vor egen identitet, dvs. vi må være rodfæstet i vor historiske arv fra Jesus og apostlene, men samtidigt må vi aldrig glemme, at troen er noget levende, og troen er i bevægelse opad mod “Zions bjerg, den levende Guds by, det himmelske Jerusalem” (Heb 12:22), men at troen også er praktisk og altid kaster et mangefold af indsigt og gode initiativer af sig langs vejen (se eksemplerne herpå i Heb 11; se også Heb 13:15-l6; Jak 2:14-26; Gal 5:6).

Hvilken farve foretrækker nu læserne af dette blad? Det kan jeg jo ikke vide, selvom jeg kan have en formodning om det. For mig er det imidlertid rimeligt klart, at den reduktive model kan vi ikke anbefale.

Grundliggende må vi være deduktive, men med meget at lære af den induktive model. Skriften må dog altid i sidste instans afgøre for os, hvad der er sandhed, og hvad der ikke er det. Men vi må insistere på, at med til være sand kristen hører en erfaring af Gud, et liv og et fællesskab med ham, for at være kristen er ikke alene at tro noget bestemt, tro på Jesus Kristus, men også at være i Kristus.

.