Evangeliet Alene

Af Carsten Thomsen - KP 02-2005

Om den dybe kløft mellem protestanter og katolikker, som stadig eksisterer i dag

"Der er jo ikke rigtig nogen forskel på protestanter og katolikker”. Bemærkningen faldt i en samtale efter en gudstjeneste for nogle år siden.

Umiddelbart vil en del sikkert nikke samstemmende. Vi tror jo sammen med Den romersk katolske Kirke på den treenige Gud, på Guds nåde i Kristus, på retfærdiggørelsen ved tro på Jesus, og vort fælles grundlag er Bibelen som Guds ufejlbarlige ord. Alle centrale sandheder i kristendommen.

Men der er et men, og det er ordet sola - alene. Et ord, som skabte - og stadig skaber - en dyb kløft mellem det frigørende evangelium, apostlene forkyndte, og det paven formidler.

Det reformatoriske firfoldige råb i det 16. århundrede “Sola Gratia”, “Sola Christo”, “Sola Fide” og “Sola Scriptura” giver stadig genlyd i Sankt Peterskirken den dag i dag. Frelsen er af nåde alene, i Kristus alene, ved tro alene og alt, som er nødvendigt for en forståelse af frelsen, finder vi alene i Skriften.

Dette forkyndte reformatorerne Luther, Calvin og Zwingli med hver deres betoninger. Bomben var placeret under pavestolen og Roms bandlysning ligeså sikker som amen i kirken. Holder vi fast ved disse fire centrale sandheder, så vil vi hurtigt se, at vi kommer på kollisionskurs med Vatikanet.

Skriften alene
Jeg mindes en scene fra den nye film “Luther”, hvor reformatoren overrækker kurfyrst Frederik oversættelsen af Det nye Testamente på tysk. Kurfyrsten er klar over, at der vil ske et afgørende brud ved at rive Bibelen ud af hænderne på de lærde i den katolske kirke og række den over til bonden og vaskekonen, så de selv kunne læse Guds ord.

Hvad der var på spil for Luther var ikke Skriftens ufejlbarlighed, som også katolikkerne holdt fast på, men dens tilstrækkelighed.

Skriften er dens egen fortolker, sagde Luther, og han mente dermed, at Bibelen ikke behøvede en pave eller et kirkeråd for at fortælle mennesket, som fra Gud, hvad den betyder. Faktisk kan Skriften selv udfordre paven eller en trosbekendelse, hvis de eller den lærer noget, som ikke er i overensstemmelse med Skriften - Guds Ord i det Gamle og Nye Testamente er således alene dommer over, hvad kirken på et hvilket som helst tidspunkt fremfører i Herrens navn.

På Luthers egen tid havde den romersk-katolske kirke nedskrevet Bibelens autoritet ved at ophøje menneskelige traditioner, så de blev sidestillet med Skriften. Romerkirken insisterede på, at Bibelens lære kun kunne kommunikeres gennem paver, præster og kirkeråd. Paven kunne i sidste instans tolke Bibelen og afgøre, hvordan den skulle opfattes. Når han talte “ex cathedra”, var han ufejlbarlig og havde myndighed til at fastslå, hvad alle kristne bør tro. Dermed blev det i sidste ende pavens ord, folket måtte tro, og ikke Bibelens.

Reformatorerne insisterede derimod på, at Gud kunne tale til sit folk direkte og autoritativt gennem Bibelen. At det rykkede ved hele fundamentet fremgår af Luthers store modstander Eck, som skrev:

- Tingene er i en sørgelig tilstand, når enhver kvinde kan svare de lærde teologer igen ved at citere Bibelen for dem.

Prostestanterne afviste derfor alt, hvad der ikke kunne påvises udfra Skrifterne - f. eks. at Maria blev undfanget uden arvesynd og til sidst blev optaget i Himmelen med legeme og sjæl, bønner til helgenerne og Maria, læren om skærsilden og at nadverens brød og vin på en magisk måde forvandledes til Jesu legeme og blod (transsubstantiation).

Hertil må vi igen og igen spørge: Hvad siger Bibelen? Luther skrev:

- Paven siger: Jeg har Bibelen akkurat som du. Hvad skal man da svare ham? Da må Gud alene være dommer over, hvem der har ret, hvem der har Bibelen klarest og mest tydeligt på sin side, efter det, som ordet siger, og efter det, ordene enkelt og enfoldigt betyder, sådan som Den hellige Ånd har sat dem på papiret.

Troen alene
Ved læsningen af Romerbrevet blev Luther klar over, at et menneske bliver retfærdiggjort alene ved tro på Jesu soningsdød på korset. Hans forsøg på med gode gerninger at opnå Guds retfærdighed eller at stille Guds vrede mod synden var nyttesløst.

“Den retfærdige skal leve af tro”, læste Luther i Romerbrevet 1:17. Han så, at Gud erklærer et menneske for retfærdigt på grundlag af Kristi retfærdighed. Det menneske, som omvender sig og tager imod denne gave fra Gud bliver tilregnet Kristi retfærdighed.

Dette blev et nøgleord for lutheranerne og de reformerte: Tilregning, fra latin imputare = sætte på en andens regning. Denne retfærdiggørelse opnås alene ved Guds nåde (Sola Gratia), og den modtages ved tro alene (Sola Fide) - helt uden gerninger.
Reformationen adskilte derfor retfærdiggørelse og helliggørelse fra hinanden.

Retfærdiggørelse blev forstået som en juridisk stilling, den troende har overfor Gud. Helliggørelse er derimod den forvandling, som Gud virker i en kristens liv, når han eller hun drives af Helligånden og bliver mere og mere lig Kristus. I stedet for at stræbe efter at leve retfærdigt for at opnå Guds accept, lever den troende nu retfærdigt, fordi han elsker Gud, og ønsker at ære ham med sit liv.

Ydermere så Luther, at tilgivelsen fra Gud alene var en sag mellem den troende og Gud - der var ikke andre involveret. Der krævedes ingen præst til på Guds vegne at tilsige, at han var blevet tilgivet.

For af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for ham; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse. Rom 3:20.

For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger. Rom. 3:28

Men fordi vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus, har også vi sat vores lid til Kristus Jesus for at gøres retfærdige af tro på Kristus og ikke af lovgerninger. For af lovgerninger vil intet menneske blive retfærdigt. Gal. 2:16.

Retfærdiggørelse som proces
I katolicismen ses retfærdiggørelse stadig som processen, der skal gøre den troende mere retfærdig. Det er ikke en objektiv stilling, som bliver tilregnet den troende. Ifølge Rom tilvejebringer Kristi død nåde for mennesket, men den skal kanaliseres til den enkelte gennem den romersk-katolske kirke og dens sakramenter, og det kan kun ske gennem indviede præster, som har fået pavens stempel.

Nåden bliver her indgydt i mennesket, ja vi kunne sige som en slags medicin, der bliver sprøjtet ind i mennesket gennem sakramenterne, og det gør den enkelte i stand til at gøre de frelsende gerninger. Disse gerninger bliver da grunden til frelse.

Et sådant skud af nåden sker ved dåbens sakramente, hvor mennesket bliver genfødt og tilgivet arvesynden og synder begået indtil dette tidspunkt. Synder, som begås efter dåben, må der gøres op med gennem de to andre sakramenter, eukaristien (nadveren) og (bod) skriftemål. Den katolske hjemmeside i Danmark skriver:

En alvorlig synd ødelægger kærligheden i menneskets hjerte og skiller mennesket fra Gud. Således bør alvorlig synd normalt ikke forekomme i en kristens liv, men hvis det sker, er det et brud på dåbens pagt, og det skal skriftes i forbindelse med bodens sakramente, for at den troende igen kan opnå dåbens nåde og modtage den hellige Kommunion (nadveren).

Med det katolske syn på retfærdiggørelse er det kun muligt for helt specielle mennesker at opnå fuld frelsesvished, alle andre opnår ikke Guds standard i dette liv uden om skærsilden. Det er igennem sakramenterne, at mennesket får indgydt nåde, og kun ved at følge og opfylde kirkens bud kan den bevares.

Ved den romersk-katolske messe er præsterne mellemmænd mellem synderen og Frelseren, de formidler og tilsiger syndsforladelse og frelse gennem sakramenterne.

Kun ved en indviet romersk-katolsk præsts ord bliver brød og vin mirakuløst forvandlet til Kristi legeme og blod, kun ved hans ord bliver det til et offermåltid eller sonoffer, hvor præsten igen (i en vis forstand ) ofrer Jesu Kristi legeme for at forsone Gud. Herigennem får den, der modtager dette brød, tildelt nåde igen.

Derfor er det også forbudt for katolikker at gå til alters i protestantiske kirker. “Det er under ingen omstændigheder tilladt, at katolikker går til alters hos ikke-katolske kristne”. (Hjemmesiden for den danske katolske kirke). Her bliver brød og vin jo ikke mirakuløst forvandlet.

Her indvender protestantismen, at det offer, som Jesus bragte på korset er nok - ja, det er ikke bare nok. Der må ikke lægges noget til dette offer. Kristus er blevet ofret, en gang for alle - der behøves ikke mere noget offer (Heb 7:27; 9:25-28, 10:1-12).

Ny katolicisme
Men har katolicismen ikke ændret sig siden Luthers tid? Både ja og nej. Efter reformationen samlede de lærde i den katolske kirke sig ved konciliet i Trent (1545-63), hvor man godt nok fik gjort op med en række af de værste ugudeligheder, som misbrugen af aflad osv.

Men man stadfæstede også den hidtidige lære. Her blev det bl.a. bestemt, at der var to troskilder - den “officielle” katolske, latinske bibel, Vulgata, og den kunne kun fortolkes af paven, indviede kardinaler, præster osv. - og ligeværdig med denne traditionen, som f.eks. paveudtalelser, helgenberetninger osv. Messeoffertanken, pligten til at skrifte, skærsilden, helgen- og relikviedyrkelse blev også stadfæstet.

Ved Det seneste kirkeråd, Det Andet Vatikankoncil (1962-1965), var der en ny åbenhed over for protestanterne at spore. De blev ikke længere kaldt kættere, men var nu forfremmet til “adskilte brødre”, man opmuntrede lægfolket til at læse Bibelen, og det blev nu muligt at foretage messen på andre sprog end latin - så den katolske kirke ændrede helt klart sit image, men i substansen og i den officielle lære var der ingen større forandringer.

Dokumenterne ved Det Andet Vatikankoncil er dog i mange henseender også kompromisser mellem forskellige retninger inden for den katolske kirke, så det er svært at vurdere nøjagtig, hvor katolicismen står i dag. Nogle hævder, at pavens rolle blev minimeret, og at lægfolkets rolle er blevet styrket, og det ville kun glæde, hvis det var tilfældet.

Hovedproblemet, som jeg ser det, er stadig læren om, at paven er Peters efterfølgerog Kristi stedfortræder på jord, at den katolske kirke således har “nøglemagten” til at tilgive synder (Matt. 16:13-19) og at lede hele den synlige kirke på jorden. Og at paven ydermere kan udtale sig ufejlbarligt “ex cathedra” - fra sin lærestol.

Dette gør det umuligt at rokke ved den grundlæggende lære uden at indrømme, at man faktisk i flere århundreder har prædiket vranglære. At Romerkirken, som har hævdet eksklusivt at modtage ufejlbarlig inspiration fra Gud selv, skulle indrømme at de har ledet deres eget folk vild - det vil nok være for meget at håbe..