Af Knud Aage Bach - KP 03-2002

Artiklen om lovsangsbølgen gav anledning til en artikel af Knud Aage Bach om samme emne. Han beskriver sin egen vej til en større værdsættelse af den nyere lovsang - som udfylder et tomrum i kirkens liv og tilbedelse af Gud.

Det var godt nok noget af en oplevelse at se godt 100 kirkefremmede unge helt oppe på stolene til vores skoles sommerferieafslutning. Lovsangen brusede gennem salen og løftede os alle op i en anden sfære.

Denne oplevelse er jeg meget sikker på, at vi ikke havde fået, hvis vi som skole havde satset på den mere almindelige, den traditionelle salmesang som lovsangsinstrument i modsætning til den nyere lovsangsstil.

Lad denne praktiske erfaring stå et øjeblik! Og lad os så prøve at se lidt på dilemmaet mellem salmesangen og det nyere fænomen lovsang.
Ingen tvivl om at det er noget, der kan vække de store følelser. Og blandt kristne diskuterer man jo ikke, man holder fred, og derfor lader man emnet ligge. Men spørgs-målet er om den sædvanlige konfliktskyhed er sær-lig åndelig, for slet ikke at tale om at den måske ikke er særlig frugtbar i længden. Det er jo rent faktisk dér, hvor der er modsigelse, at man udvikles.

Som kirkekorsdreng oplevede jeg engang en sådan modsigelse. Min mor havde slæbt mig med ud i et mindre missionshus, hvor vi blev diverteret med et strengekor. Det var i den grad en vederstyggelighed for mine ører, at der skulle en mand fra Frelsens Hær til, før jeg fik et andet syn på den form for kirkelig musik.

Nu har guitaren om jeg så må sige erobret pladsen fra orgelet. I hvert fald i frikirkelige kredse, og dermed er salme-sangen kraftigt på retur.
Og ingen tvivl om at denne udvikling repræsenterer et voldsomt kulturtab. For selvfølgelig er det en forarmelse af en dansk gudstjeneste, hvis man ikke længere kan finde på at synge Grundtvigs salmer. Eller Ingemanns, eller Kingos, eller hvem det nu måtte være.

For salmerne repræsenterer en tradition som går virkelig langt tilbage i kirkens liv. Ja, noget tyder på at uden kirken havde vi slet ikke haft den flerstemmige musik. Historien lærer os endvidere, at i de perioder og i de hjørner af kirkens liv, hvor musikken har været bandlyst fra gudstjenesten, har det bestemt ikke været Gud til ære og os til gavn!

Det er lidt underligt, at man skal have fx en Per Nørgård til at vise os det forunderlige i, at det er det samme princip, den samme orden, der ligger bag planetbanerne, som i forholdet mellem størrelsen på fingrenes knogler, som i forholdet mellem bestemte toneintervaller, nemlig Det gyldne Snit!

Fra klassisk til lovsang
Så selve skaberværket vidner om, at musik hører med til at tjene Gud.
Mange er så af den overbevisning, at den musik som er værdig og passende, for den rette Guds-tjeneste, kun kan være den klassiske musik.

Som ung kordreng var det min absolutte overbevisning! Lidet anede jeg dengang, at en af Bachs mest berømte og elskede koraler fra en af hans passioner var en simpel verdslig melodi: Innsbruch, ich muß dich lassen!

Det var Christian Ramild fra Frelsens Hær, der på en ungdomslejr på Bornholm fik mig revet lidt ud af den vildfarelse, at det kun var den klassiske musik der var passende til brug i Guds-tjenesten.

Her stod han, den gamle frelsersoldat, med sin guitar og sin stråhat og sang den mest gribende enkle sang med de obligate to-tre akkorder. Her var langt til koralharmonisering, polyfoni og ophøjet melodiføring. Men det var, i modsætning til meget af det der fremføres i klassisk regi, ægte og ligetil. Og gribende!

Det var ægte lovsang.

Jeg var vant til fx 12-stemmige Magnificatter og kan selvfølgelig stadig svøm- me aldeles hen over dem: Renæssance- og barokmusik er absolut blandt mine favoritter. Ingen tvivl om at komponisten fra den gang virkelig har komponeret sine formfuldendte satser ad Soli Deo Gloria: Til Guds ære alene. Det var hans gudstjeneste.
Men i dag har vi, kulturelt som så meget andet, bevæget os meget langt væk fra dette tonesprog.

Vi gør meget ud af på vores skole at møde de kirkefremmede unge på en måde, som ikke får dem til at løbe skrigende bort fra alt, hvad der lugter af kristendom. Der er det nok ikke lige sagen, om jeg hver gang jeg har morgensang, møder dem med barokmusik, ligegyldig hvor meget jeg selv elsker Bach og Händel!

Desuden udgør musikken i salmerne egentlig ikke nødvendigvis den største barriere for moderne mennesker. Det er oftest teksterne. Så min brutale påstand er, at hvis man i dag vil formidle en ægte atmosfære af lovsang, give mennesker en autentisk oplevelse af Guds-tjeneste, så må der lovsange til. Også moderne lovsange, man behøver jo ikke kaste salmebarnet ud med orgelbruset!

At salmerne i dag er næsten uforståe-lige for moderne mennesker, er ikke først og fremmest kirkens problem, det er skolens! Det er et kulturtab af dimensioner, at salmerne er på vej ud, men det er skolens undervisning, der er noget galt med.

Det er efterhånden sådan, at tekster fra midten af det forrige århundrede nærmer sig det uforståelige for mo-derne mennesker. Hvorfor? Fordi der ikke bliver undervist i det danske sprogs mangfoldighed.

Det er ikke få gange i min skole-hverdag, at eleverne siger til mig: ”Det kan man da ikke sige!” – ”Jo, min gut, men der er tilsyneladende noget om det danske sprogs bredde, du ikke rigtig har lært!”

Lovsang dækker et tab
Naturligvis bør der være plads til den danske salmeskat i gudstjenesten.

Men man må også indrømme, at det er de færreste af de gamle salmer, som dækker et forsømt behov i gudstjenesten, nemlig tilbedelsen og hengivelsen til Gud, og at de dermed ikke kan stå alene.

I Det Nye Testamente findes der ikke mange regelrette anvisninger på hvordan en gudstjeneste skal finde sted. Ifølge Apostlenes Gerninger var det brødsbrydelsen og lovsangen, som var hovedsagen. Prædiken, Ordets tjeneste, står faktisk ikke nævnt direkte, hvilket jo må være “chocking news” for enhver rettroende protestant!

Vi véd fra Gamle Testamente, at lovsangen indtog en væsentlig plads i templets gudstjeneste, og ingen tvivl om at de første kristne overtog den praksis. Deres gudstjeneste var præget af lovsang, deres hverdag var præget af lovsang og deres martyrium var præget af lovsang. Det véd vi rent historisk.

Et vendepunkt
Da jeg i sin tid påtog mig opgaven med at oversætte psalmodimaterialet, blev det også noget af et vendepunkt i mit eget liv. Denne grundige bibelundervisning satte nogle ting på plads for mig. Ikke mindst praksis har rykket nogle teltpæle.

Det er for mig ikke længere en noget diffus forestilling (og i verdslige øjne lettere latterlig tanke), at vi i evigheden vil have nok at gøre med at lovsynge og tilbede Den Allerhøjeste! Har man fået lov til at gå ind i lovsangens kontemplative dimension, kan man sagtens fore-stille sig, at man aldrig bliver færdig med den!

Jeg tror, lovsangen er med til at generobre et domænetab, som kirken har lidt under i århundreder. Det som har været tabt for hovedkirken, har levet op gennem århundrederne i visse dele af den som kontemplativ bøn. Hinduisterne har ”hugget” begrebet og gjort det til meditation.
Når der i Salmerne står omtalt ”at grunde på hans ord”, så er det meditative i fokus, som det til overflod fx fremgår af den alfabetiske Salme 119.

Det er bl.a. derfor, at jødisk bøn ofte består af korte bibeltekster, fx Esajas: Ushawtem majim bessason, I skal øse vand med glæde af frelsens kilder, som gentages igen og igen.

Det står noget i kontrast til vores lovsangspraksis, hvor man nærmer sig det sekteriske, hvis et ”kor” synges mere end to gange lige efter hinanden! Men hvad er det, der bestemmer, at et ”kor” kun må synges to gange? Den bibelske tradition eller vores fordomme?!

Der ligger en fantastisk Guds-tjeneste i dette at kunne glide ind i tilbedelsen, hvor det ikke længere er det, jeg siger eller synger, jeg koncentrerer mig om, men fokus alene er på Herren!

Ja, jeg skriver ordet gudstjeneste bevidst anderledes for at henlede opmærksomheden på, hvad ordet egentlig betyder. Det er en udbredt misforståelse at søndagsgudstjensten (og hverdagsdittoen for den sags skyld også) først og fremmest drejer sig om mine behov.

Det er virkelig en misforståelse. Og misforståelsen er fatal. ”Det var vel nok en god prædiken!” ”Hvor er det godt, at vi har en præst/bibellærer, der er så god til at udlægge teksten!”

Det turde være evident, hvem der hér er bragt i fokus for menighedens ”guds-tjeneste”. Man burde egentlig kalde det for ”mennesketjeneste”: ”Hvem er det, der taler/har højmessen (mennesketjenesten) i dag? Pastor Sørensen! Nej, så gider vi ikke, vi venter til næste søndag!”

Hvad er det Jesus siger til den samaritanske kvinde? Faderen søger sande tilbedere (Joh 4). Dét er, hvad sand Guds-tjenste går ud på, det er nemlig Gud, der skal tjenes, Gud der skal tilbedes.At denne tjeneste af Gud så har den ”bivirkning”, at jeg også bliver betjent og beriget, er jo kun fantastisk.

Men at Gud ikke skulle have behov, er en ubibelsk, muslimsk tankegang: Gud længes efter at se sin kærlighed til os mennesker blive gengældt. Det vidner hele Den hellige Skrift om.

Det er faktisk dét hele frelsesværket går ud på. Ellers ville vores evighedsbeskæftigelse da også være meningsløs.
Det er et evigt kærlighedsforhold (ja, man tør jo næsten ikke bruges ordet, så profaneret det i dag er blevet), hvor de elskende giver til hinanden i en ubrudt opfyldelse af behov.

Salmesangen
Hvad er det da, der er ”problemet” med salmerne? Som nævnt, vil jeg kalde det et voldsomt domænetab, et virkeligt udsalg af arvesølvet, at skolen har svigtet sin opgave med at gennemgå de gamle tekster og dermed lukke dem op for moderne mennesker. Spørgsmålet er, hvor fedt det er, at alting i dag er reduceret til kanon!

Hvis man har svært ved at tro min påstand, kan man blot høre lidt nøjere efter næste gang, man kommer ud for sidste vers af Grundtvigs Den signede Dag. Her afsløres det nemlig med al ønskelig tydelighed, om man har forstået Grundtvigs tekst på det lille ord så i strofens begyndelse: Så rejse vi til vort Fædreland!

Mange synger så i betydningen nu. Nu rejser vi, så er vi klar! Og viser dermed, at de ikke har forstået et pip af Grundtvigs ærinde. Det lille ord er nemlig afgørende for tolkningen af hele salmen!

Nej, Grundtvig siger således rejse vi til vort Fædreland! Hvordan? Som de lysets børn, som i kraft af Jesu komme til jord kan takke Gud, vi som har fået livet han gav af døde, vi som er blevet kysset af aftenrøden, således at vort blik må tindre, vi der på denne måde kan tale med venner i Guds underfulde lys. Det er på denne måde vi rejser til vort fædreland.

Men der er også et andet problem med de gamle salmer i relation til dimensionen lovsang, og det er det faktum, at påstanden om, at de fleste af salmebogens salmer skulle være lovsange, er notorisk forkert.
Kun 11 af Den Danske Salmebogs 754 salmer er rubriceret som lovsange! Og så er de 11 ikke engang alle lovsange i den kontemplative forstand, som jeg har gjort rede for ovenfor.

Grundtvigs salme om Gud
For at illustrere hvad jeg mener, vil jeg gerne stille to salmer/sange op mod hinanden: Grundtvigs Alt hvad som fuglevinger fik og Graham Kendricks With My Whole Heart.

Når Grundtvig opfordrer alle, som har fået fuglevinger, alle skabninger, som trækker vejret i sang på samme måde, som fuglene gør, så er hans fokus strengt taget ikke Gud, eller Gud er ikke den, han henvender sig til.
Han siger godt nok, at vi skal lovsynge Gud, fordi han er god, og at han i sin nåde afhjælper alt det, som mennesker har forvoldt af ulykke og skade. Men han henvender sig rent faktisk ikke direkte til Gud i tilbedelse og lovprisning.

Misforstå ikke mit ærinde. Dette er en pragtfuld salme af Danmarks store nationalskjald, men den er ikke udtryk for lovsang i den forstand, vi taler om her, så god den ellers er.

I anden strofe går han videre med at opfordre skabningen til at synge i vilden sky, fordi han med sin tanke og sine ord har de allerbedste vinger, og fordi han kan trække vejret dybest og friest, når han synger, så at det kommer til lyde langt væk.

Der er ikke noget med falsk beskedenhed her: Lovsyng dog Gud, så det kan høres! Jeg er sikker på, at hvis der var én der ville gå forrest ved March for Jesus, så var det Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, og det i fuldt ornat!

I tredje strofe konstaterer han, at vi lovsynger Gud, ikke fordi vi er noget særligt: Hvem findes der på hele Guds grønne jord, der har større behov for Guds nåde end jeg? Men han trøster sig med, at det netop er ham, som Guds Hellige Ånd ledte efter, da Han kom med Vor Herre Jesus, formidlet ved et under!

Vågn da således op, og bryd ud i lovsange og pris din Gud, fortsætter han, din skaber og genløser som har set til dig i sin nåde, og som med Helligånden udøser sin kærlighed! Så der er grund nok til at juble og prise Gud i høje toner.

Han slutter sin ikke-lovsangssalme (ja, jeg driller lidt) med at udfordre alle jordens fugle og alle himlens engle til et væddemål eller en konkurrence om hvem, der kan prise Gud bedst i al evighed! For hvad? For det at kunne trække vejret (= jeg lever), for stemmen (= jeg kan høres) og for (sangens) vinger (= jeg kan ses)!

Summa summarum: Skønt Grundtvig ikke har skrevet en lovsang, som jeg vil tillade mig at definere den, så opfordrer han jo os helt klart til at synge lovsange.

Og bemærk venligst: Her er ikke plads til sarte nerver. Nej, det er vinduerne i Vartov på vid gab, så lovprisningen af Gud kan høres ud over hele Rådhuspladsen. – Hvad er nu det for noget sludder?! – Er det nu også det? Tænk lige på hvor Vartov ligger i forhold til Rådhuspladsen, og tænk lige på hvem der var præst ved Vartov i mange år!

Kendricks lovsang til Gud
Men her følger til gengæld en salme/sang som jeg vil kalde en ægte lovsang. Hvorfor? Lad os se på den:

Graham Kendricks fokus er fra første strofe gjort klart: Dette er en inderlig, hjertelig lovprisning af Gud. Som det ses, er den inspireret af Højsangens og af Åbenbaringens tale om brudgommens komme. Intet kan være mere hjerteligt.

Dette er virkelig en samtale fra hjerte til hjerte: Af hele mit hjerte ønsker jeg at prise Dig, siger Kendrick. Jeg vil ikke holde noget tilbage (= intet i mig eller uden for mig skal forhindre mig i at lovprise Dig)! Hvorfor? Fordi

Du har gjort mig glad, og nu kommer jeg med åbne arme for at takke Dig!
Han fortsætter med et ordspil: Jeg vil omfavne dig af hjertet/jeg vil af hjertet tilslutte mig dig/overgive mig til dig! Og hvad sker? Jeg kan se, at Du smiler.

Graham Kendrick er i total overgivelse til Gud, og han kan se Guds reaktion på denne fuldkomne tilbedelse: Der hviler et smil over Guds ansigt!
Fordi jeg er indfanget af Din kærlighed, vil jeg tjene Dig med hele mit liv. Oh, hvilken kærlighed! Oh, hvilken kærlighed!

I anden strofe beskriver han, hvordan Guds hjerte flyder over med den guddommelige kærlighed, som er min for evigt. Billedet bliver endnu mere vidunderligt: Jeg ser nu, at Din glæde har fået Dig til at le højt, idet Du falder ind i sangen. Og himlen synger med, ja, jeg kan høre stemmerne bruse op i høje crescendoer, idet de priser Din store kærlighed. Oh, hvilken kærlighed! Oh, hvilken kærlighed!

Lovsangen ender så med, at den der synger (altså dig hvis du synger med) beder Brudgommen om at komme, klædt i al sin herlighed: Du min elskede, hvor jeg længes efter at løbe Dig i møde, Du er den ypperste blandt titusinder, Du er liv og ånde for mig. En kærlighed stærkere end døden har (over)vundet mig. Alverdens floder og oceaner kan ikke slukke eller kølne denne kærlighed! Oh, hvilken kærlighed! Oh, hvilken kærlighed!

Her er der måske en del, der er stået af. Det er simpelthen for meget føleri! – Men prøv engang at gå tilbage til Brorson, så skal I se kærlighedserklæringer!!

Dette dybtfølte behov hos den frelste til at erklære Gud sin uforbeholdne kærlighed, ser vi ikke i ret mange af salmerne i Den danske Salmebog som den ser ud i dag. Den dimension i Guds tjeneste skal også med.
Det er uden tvivl dette behov, der er i fuld overensstemmelse både med Skriften og traditionen, som lovsangen kan være med til at dække. Det bør man ikke kimse ad. Heller ikke selv om man ikke selv helt kan følge (eller føle) dette behov.

Det er vel heller ikke særligt åndeligt at se ned på dem, der i menigheden beder meget følelsesbetonet? Nej, åndelighed er for mig at se at give plads til begge dele, både til Grundtvig (ham kan vi bestemt ikke undvære, hverken som kristne eller som danske) og til Graham Kendrick (som vi heller ikke kan undvære, som den forsmag på Himlen han er)!

Alt hvad som fuglevinger fik,
alt hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde!

Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

Hvad er vel og på jorderig
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde?
Og det var dig den ledte om
da med vor Herre hid den kom
på underligste måde.

Så vågn da op, min sjæl! bryd ud
med lovsangsrøst, og pris din Gud,
din skaber og genløser,
som så til dig i nåde ned,
og over os sin kærlighed
med Trøsteren udøser!

Og sig det til hver fugl på jord,
og sig til alle englekor
hvis sang livsaligst klinger,
at du med dem i væddestrid
vil prise Gud til evig tid
for ånde, røst og vinger!

N. F. S. Grundtvig, 1851

With My Whole Heart I will praise You,
Holding nothing back, Hallelujah!
You have made me glad and now I
Come with open arms to thank You,
With my heart embrace, Hallelujah!
I can see Your face is smiling.
With my whole life I will serve You
Captur’d by Your love, Hallelujah!
O amazing love! O amazing love!

Lord, Your heart is overflowing
With a love divine, Hallelujah!
And this love is mine for ever.
Now Your joy has set You laughing
As You join the song, Hallelujah!
Heaven sings along, I hear the
Voices swell to great crescendos,
Praising Your great love, Hallelujah!
O amazing love! O amazing love!

Come, O Bridegroom, clothed in splendour,
My Beloved One, Hallelujah!
How I long to run and meet You.
You’re the fairest of ten thousand,
You’re my life and breath, Hallelujah!
Love as strong as death has won me.
All the rivers, all the oceans
Cannot quench this love, Hallelujah!
O amazing love! O amazing love!

Graham Kendrick, Song 5:10; Rev 22:17