Tid til at tie - tid til at kritisere

Af Louis Nielsen - KP 02-2010

Fra tid til anden er der visse kristne blade, som melder ud med hvor forkert det er, når kristne indbyrdes kritiserer hinanden. Nogen gange er en sådan vurdering naturligvis rigtig, men andre gange er den endda meget forkert. Afgørende er med hvilke motiver og i hvilken ånd, vi gør det, og hvilken sag det drejer sig om.

Som hovedregel skal vi ikke opelske en kritisk ånd, men som kærligheden “tåle alt, tro alt, håbe alt og udholde alt” (1 Kor 13:7), men vi må heller ikke lade os forlede til at tro, at Paulus med det siger, at vi skal være blåøjede, naive og godtroende. Jesus rammer det godt, når han til disciplene sagde, at de skulle være “snilde som slanger og enfoldige som duer” (Matt 10:16), og det sagde han i en sammenhæng, hvor det siges, at han sendte dem ud som “får blandt ulve”.

Hvad vi skal tage os i agt for er fordomme og bedømmelser, som hviler på fordomme. Også domme og bedømmelser, som bygger på manglende kendskab og manglende indsigt skal vi vare os for, ligesom vi ikke skal fælde dom ud fra snæversyn eller ved at bruge en alt for subjektiv målestok.

Det er også misvisende at bruge sit eget kirkesamfunds normer og traditioner til at dømme og bedømme et andet kirkesamfund med. Mange af vore domme og bedømmelser bliver skæve just fordi grundlaget, vi dømte ud fra, var af denne løse karakter. Vi skal heller ikke dømme, fordi vi er i dårligt lune eller er irriterede eller på anden måde har en dårlig dag.

Nogle gange er vi også alt for skeptiske, andre gange alt for kolde og kyniske. Men fejldomme forekommer også på grund af det modsatte, at vi er alt for entusiastiske, alt for lette at rive med, alt for personfikserede og betagne af bestemte typer, og fordi vi stiller for få kritiske spørgsmål.

Det at dømme og bedømme er i det hele taget en svær sag, og vi skal hele tiden gøre op med os selv, hvad grundlaget, vi dømmer efter, er, og hvad vore motiver til at gøre det er. Modsat er det også lettere ikke at dømme end at dømme, lettere at “hyle som de ulve vi er iblandt”, lettere at gøre sig til ven med mennesker og være populær end at holde fast ved Guds ære og Guds sandhed. Fejhed og ugidelighed holder os også nogle gange fra at udtale afstand og kritik, hvor vi burde gøre det; menneskefrygt og det, at vi lader os manipulere med eller endda true spiller også ind.

Når vi ikke skal blande os
Nogen gange er det klogt og rigtigt at tie, andre gange er det aldeles nødvendigt, at vi giver vor mening til kende. Det er det, når det er en del af vort vægteransvar.

Vi er ikke kaldet til at blande os i sager, som ikke vedkommer os. Vi er heller ikke kaldede til at viderebringe sladder og udbrede rygter. Vi er heller ikke kaldede til at “dømme dem, som er udenfor” (ikke er en del af den kristne menighed). Men vi er kaldede til at “dømme os selv”, dvs.gøre op med synd i vort eget liv og med uværdig opførsel (uværdig for en kristen).

Vi er ikke sat til at afstikke, hvordan en medbroder eller en medsøster skal leve sit liv. Livsstil og normer er meget forskellig for de forskellige af os, men fælles for os alle skal være, at vi ønsker at ære Gud, men til det mål er der ikke kun én farbar vej. Udbredt tolerance, frihed og åbenhed bør være den kristne families adelstegn såvel som den kristne menigheds.

Respekten for andre og glæden over det gode og smukke liv, vi ser hinanden leve, bør karakterisere os som kristne, ikke misundelse og surhed. Vi er “medarbejdere på hinandens glæde” og ikke herrer over hinandens tro.

Meget i den enkeltes liv er skjult, og vort kendskab til hinanden er ofte langt mindre dybt, end vi tror. Vi kender dårligt nok os selv, og åbenbart ( i hvert fald ifølge Paulus) er det heller ikke så vigtigt, som vi i dag ustandseligt får at vide, at det er. Men Herren kender os, og det er det vigtige og afgørende. Vi bør både over for vore medmennesker og over for Gud øve os i at have en god og uskadt samvittighed, men også være opmærksom på, at vi ikke altid er uskyldige, selvom vor samvittighed måtte frikende os.

Altid har vi brug for Guds nåde, altid har vi brug for hans overbærenhed, altid har vi brug for tilgivelse og hans hjælp til at komme videre. Det giver en åben og tillidsfuld atmosfære omkring os, det giver os at kunne færdes i et åbent land og at kunne ånde frit. Og den atmosfære bør vi udbrede til andre og lære at udbrede til andre. Det er sundt for både legeme og sjæl.
Dømmesyge som sådan er dermed noget, som ikke rigtig hører hjemme i det kristne liv.

Gå imod falsk lære
Men det betyder ikke, at vi ikke må bedømme og skelne, vælge og vrage, give tilslutning og lægge afstand, sige ja eller nej. Tværtimod er det vigtigt, at vi opøver os til at blive bedre og bedre til det. “Indsigt i Guds vilje”, dvs. kendskab til Gud gennem hans åbenbaring, først og fremmest hans åbenbaring i evangeliet om Jesus Kristus og personligt kendskab til Ham gennem et liv, som er helliget Ham, er afgørende og vitalt i udviklingen af det kristne liv. I det bør ingen af os være børn, men fuldvoksne.

Det gælder også for kirken, hvor idealet er, at kirken sådan vokser op til Hovedet, Kristus, så kirken bliver moden og ikke længere flyder med strømmen, lader sig styre af tilfældigheder eller lader sig bære af vind og vejr (tilfældige stemninger og meninger).

Vi må ikke lade falsk lære få fodfæste i kirken. Vi er forpligtede på at lade Jesu ord blive hos os og holde fast ved dem; vi er også forpligtede på “apostlenes lære”. Kirken er bygget op på profeterne og apostlene med Jesus Kristus som hovedhjørnesten. Vi er forpligtede på Skrifterne, på den fulde bibelske kanon, Det Gamle Testamente ikke fraregnet. Kun på den måde er kirken “sandhedens søjle og grundvold”.

Kirken kan derfor ikke i læremæssige spørgsmål lade “fem og syv være lige”. Kirken må udøve lærekritik i forhold til sig selv som lokal menighed og i forhold til andre kirker. Der findes sådanne ting som vildfarelse og forførelse, og lader vi det passere uden videre, svigter vi vor vægtergerning, vort hyrdeansvar og lader dermed fårene (kirkens medlemmer) i stikken.

Men kritikken skal være fair og nøgtern og være underbygget af kendsgerninger og sund teologisk tænkning og kunne forsvares med Skriften, og den skal handle om væsentlige og afgørende ting, ikke om ting, hvor der legetimt kan være nuancer, forskellige opfattelser og forskellige tolkninger.

Udviklingen af sekterisme, åndeligt tyranni og tilfælde, hvor en karismatisk og i visse tilfælde personlighedsafvigende leder sætter sig på menigheden og bringer den i trældom er desværre ikke ualmindelig. For evangeliets skyld, for troværdighedens skyld, for vidnesbyrdets skyld er vi som kirkelige ledere forpligtede til at sige fra over for sådanne og gøre det klart over for offentligheden, at sådanne misdannelser intet har med sand kristendom at gøre. Misforstået solidaritet eller hvad vi nu vælger at kalde kærlighed må ikke afholde os fra at udføre vor pligt i disse ulykkelige situationer.

Som frikirker fristes vi til at angribe folkekirken eller den romerskkatolske kirke. Det kan vi synes, at der kan være god grund til, men det ville klæde os, hvis vi først ryddede op i vort eget hus, hvor vi alt for ofte er efterladende, selvtilfredse og alt for lidt selvkritiske.

På det personligt individuelle plan som brødre og søstre imellem har vi også et vægteransvar. Igen må vi understrege, at dette ikke må manifestere sig ved en snagen i hinandens liv, men gerne give sig til kende, når der er åbenlys synd til stede, og hvis vi iagttager, at en broder eller søster er på vej bort fra Herren. Sådanne situationer er altid risikable og indebærer åndelige farer også for os selv.

Farisæisme er fristelser for os allesammen, som let aktiveres, syndige som vi er af natur og tilbøjelighed. Den faktor må vi aldrig overse i sjælesorg, røgtertjeneste og ansvarsfølelse for andre. “Se til, at du ikke selv falder”, advarer Paulus os. Men situationen kan komme, hvor det falder i vores lod at måtte træde til. Da har vi brug for først selv at blive tilgivet, brug for Guds nåde, brug for Guds visdom.

Bøn vil være en essentiel forudsætning for, at vi vil kunne udfylde denne funktion. Diskretion er også en anden og nødvendig forudsætning. Jo færre involverede des bedre. Men nødvendigheden af menighedens indblanding kan opstå og i yderste tilfælde - men kun i alleryderste efter at alt andet har slået fejl - ekskommunikation, dvs.udelukkelse af menigheden.

Men selv efter det har vi et ansvar for den ekskommunikerede. Han og hun skulle gerne bringes tilbage, tilbage til Herren, tilbage til menigheden.

Bøje sig for irettesættelse
I Bibelen er det tegn på gudsfrygt og visdom at lade sig irettesætte og forholde sig positivt til den, som irettesætter os. Er vi Guds børn, må vi være indstillede på, at vor himmelske Fader irrettesætter os. Det er ganske enkelt en del af hans faderomsorg for os. Uden hans irettesættelse er vi næppe hans børn,

Når det er Gud, som irettesætter os, må vi bare bøje os og bøje os i ydmyghed. Det ligger også i den autoritet, Gud udøver over os. Og Gud er fuldkommen, hans vilje er fuldkommen, hans kærlighed og indsigt fuldkommen, hans ord fuldkomne. Han tager ikke fejl. Anderledes er det med mennesker. Intet hos os er fuldkomment, og alle er vi fejlende. Når vi irettesætter hinanden, må både irettesætteren og den irettesatte anerkende dette. Kun i ydmyghed kan irettesættelse praktiseres og ende lykkeligt.

Desværre lever vi i en tid og i en kultur, hvor ingen lader sig noget sige. Det præger også kirken og vidner imod kirken, hvor fællesskabet også bliver mere og mere overfladisk, og hvor modenheden, den personlige modenhed såvel som det forsamlede fællesskabs modenhed fortoner sig mere og mere.

“Vi er i stor nød” bad den posteksile forsamling i Jerusalem. Kirken trænger til at bede den samme bøn. Må vi kunne hjælpe hinanden til at kunne se det og hjælpe hinanden ind på omvendelsens vej.