Hvor er kristenheden på vej hen?

Af Louis Nielsen - KP 04-2004

Det er altid svært at danne sig et bare nogenlunde præcist billede af ens egen tid. Man er for meget et barn af tiden til, at man kan se objektivt på sin egen tid, for vi lever i vid udstrækning på tidens præmisser.

Paulus skriver til korintherne, at der bør være forskel mellem kirken og verden, men han er også realistisk nok til at indse, at kristne ikke er trukket ud af denne verden og følgelig skal færdes mellem verdens mennesker, også mennesker, hvis livsførelse vi tager afstand fra (1 Kor 5:9 ff.). På den anden side forventes det, at kristne ved troen på Jesus Kristus har fået et andet liv, er blevet fornyede mennesker.

“I skal fornyes i sind og ånd” (Ef 4:23), og “I har iført jer det nye, som fornyes i sin skabers billede til at have sand erkendelse” (Kol 3:10), skriver Paulus. Det vil sige, at kristne er fornyede i såvel erkendelse som i sind og vandel. Evangeliet inddrager alle dele af livet og fylder hele vor personlighed som mennesker. (Se 1. Pet. 1:23 og 2:1 ff.).

Kedelig kirke?
Kristne bliver ofte karikeret som sære, og kirkens budskab anses for at være gammeldags og kedeligt.

Kirken er i knibe i en tid, som anser fortiden for ligegyldig, som spørger efter relevans og det, man selv kan få ud af en given ting, og som ikke tror på objektive sandheder eller store fælles fortællinger. Kirken har nemlig sine rødder i frelseshistorien og sit budskab i alt det, som Gud “i tidens fylde” (og det er år 0 og årene deromkring og ikke 2004 eller 2005) gjorde ved at sende sin Søn som Frelser til verden.

Den tror ikke hvad som helst, men vejer det op mod en gammel bog. Den lader det ikke bero på skøn og følelse, om noget er godt eller ikke er det, men spørger efter, om det er i overensstemmelse med Guds sandhed og vilje.

Jo, sådan overfladisk bedømt er kirken kedelig og meget lidt relevant. Spørgsmålet er så, om kirken kan gøre så meget ved det, uden at den selv og dens budskab lider skade derved.

Dens dilemma i forhold til den tid, den lever i, er alvorligt og ubehageligt. For Jesus har befalet den at forkynde evangeliet for alle folkeslag og til at gøre alle mennesker til hans disciple. Og det kan kirken ikke lave om på.
Kirken selv behøver ikke at være autoritær, men følge sin Herres eksempel og være mellem mennesker, som “en der tjener”, men kirkens Herre er “alles Herre”, og kirkens budskab, evangeliet, har karakter af “befaling”, et ord med myndighed, vælde og kraft.

Kirken må alvorligt bestræbe sig på at identificere sig med alle slags mennesker, og den må “være vis i sin omgang med dem udenfor og bruge det gunstige øjeblik”.

Vores “tale skal altid være venlig, krydret med salt, så vi ved, hvordan vi skal svare hver enkelt” (Kol 4:5-6). Men samtidig må kirken også vogte sig for på nogen måde at svække evangeliet eller være eftergivende over for dem i dens midte, som vil føje sig så meget efter tidsånden, at det hele ender i humanisme, hygge og harmløs underholdning og tant.

Kirken vil være populær
Min fornemmelse er, at kirken ofte er blevet bange for sin egen skygge, at den vil indynde sig og være populær og ikke længere vil bære nogen forsmædelse for Jesu skyld og ikke længere vil stå inde for evangeliet i den paulinske definition af dette som “ordet om korset” med al den forargelse og foragt, det indebærer.

En ting er dialog - en anden ting er selv at blive så medrevet af den dialog, at man ender med dårligt nok at vedkende sig kristendommens unikke stilling som Guds egen åbenbaring, men i princippet erklærer al slags søgen som god og rigtig og ender med at sammensmelte det hele i en stor pærevælling, så “lille Olivia til sin barnedåb i dåbsgave får et sølvkors, et horoskop og en buddhistisk amulet”.

Kirken må altid kritisk stille sig selv spørgsmål som: hvor langt rækker dens mandat? hvad er dens mission i verden? er den loyal over for sin Herre? er den loyal over for Skriften? og fremfor alt, er den loyal over for apostlenes evangelium?

Jeg indskyder forsætligt “apostlenes”, og jeg ønsker at understrege det, for ordet “evangelium” bruges ofte som et slags plusord, som skal vække positive associationer, uden at man rigtig gør sig overvejelser over, hvad evangeliet retteligt er.

I en temmelig bitter artikel “Civilisation på skrump” i Weekendavisen for den 13. - 19. juli 2004 skriver Lars Hedegaard bl.a.: “Folkekirkens præster har pligt til at forkynde evangeliet, men de savner tydeligvis overbevisningen til at gøre det.

Mange indvandrere undrer sig formentligt over folkekirkens gennemførte og i visse tilfælde demonstrative defaitisme (nederlagsindstilling) og drager deres konklusioner. Man fornemmer en understrøm, som iøvrigt bekræftes fra andre vesteuropæiske lande: de etablerede kristne kirker har mistet modet ...”.

Lars Hedegaard skriver specifikt om problemet den kristne verden og Islam, men hans bemærkninger har gyldighed på en lang række andre områder, og ikke kun i folkekirken; frikirkerne bør også lytte med.Evangeliet ikke i centrum

I kirkernes søgen efter noget at vinde opmærksomhed ved, så folk ikke fortsætter med at gå dens dør forbi, er der mange oplagte eksempler: Stefans Kirken på Nørrebro eller Christianskirken på Christianshavn, Pinsekirken på Drejervejs indbydelse til en aften med den græsk-ortodokse profet Vassulla Rydén eller Pinsekirken i Århus’ kampagne med Rodney Howard-Browne og de talrige helbredelseskampagner ud over det ganske land.

Nogle af disse aktiviteter er måske gode og i orden bedømt alene ud fra dem selv, andre er direkte skadelige og forførende, men om dem alle gælder, at det ikke er evangeliet om korset, som er i centrum, og at det ikke er frelse fra synd og fortabelse, som det drejer sig om; som en sideeffekt måske, men ikke som hovedsag.

Og det er just det, som er det bekymrende ved øjeblikkets situation, at evangeliet måske er der, og vi ønsker, at det skal være der, men at det kun er der indirekte og ikke direkte, at det med andre ord er blevet forvist til andenpladsen, og det sætter en glidende udvikling i gang, som nemt kan ende med, at vi mister det helt.

Velsigner det forkerte
Tag nu debatten, om kirken skal velsigne såkaldte homofile ægteskaber og endda autorisere et vielsesritual til brug ved indgåelse af sådanne. I sig selv er det tidstypisk, at en sådan diskussion overhovedet føres.

Tidligere i kristenhedens historie var det sjældent, om i det hele taget forekommende, at en sådan diskussion overhovedet kunne føres. De homofile selv ville aldrig komme i tanke om offentligt at afsløre, at de havde et homofilt forhold (et sådant var jo iøvrigt strafbart), endsige at kræve, at kirken skulle velsigne det.

Uden tvivl var der meget hykleri omkring sådanne forhold (og også dyb smerte, som altid har præget disse relationer; det må vi naturligvis ikke glemme); men direkte og indirekte tog alle - inklusive de homofile selv - afstand fra at gøre deres forhold til et offentligt anliggende. Sådan er det ikke mere.

Nu er det kommet så langt, at nogen synes, at kirken også skal følge trop og anerkende og velsigne, hvad Gud ikke vil velsigne, men forbyder.
Hvordan er det kommet så vidt? er der bestemt grund til at spørge, og når vi ikke undrer os og sørger over det, er det, fordi vi gradvis vænner os til, at sådan må det bare være. Næste fase er så at finde argumenter og støtte for, at kirken bør velsigne det.

Vores følsomhed over for Guds tanker og vilje vil uundgåeligt blive sløv ved at leve i en frafalden kultur, og det så meget mere som vort personlige kristenliv bliver mere og mere udvandet og mindre og mindre bibelsk funderet.

Skriften bortforklares
Den sørgelige udvikling, som nærmer sig frafald, begynder med, at Bibelens autoritet kuldkastes med det til følge, at Skriften ikke længere opfattes som Guds ord, men kun som menneskers ord.

Efterhånden bortforklares mere og mere af Skriften, og større og større dele af den enkelte kristnes liv sættes uden for Skriftens autoritet. Teologer og præster ser sig berettiget til at forkaste dele af Bibelens budskab, som de eller tiden ikke bryder sig om, og at omtolke andet til ukendelighed.

Menneskets interesser sættes mere og mere over Guds interesser; Guds rige forstås mere og mere som, hvad mennesker synes er skønt og dejligt. Mennesket omskaber Gud i sit billede og forvandler hans kærlighed til at blot at være en slags altomfattende tolerance. Borte er bibelske begreber som Guds hellighed, lidenskabelighed og vrede, en klæg, nærmest kvalmende forkyndelse som, at “Gud tror på dig” , eller “ligegyldigt hvad, så elsker Gud dig “ breder sig over hele kirkeligheden og udhuler dermed Bibelens tale om Guds sande nåde og Guds sande kærlighed.

Begge er blevet bedøvende ligegyldigheder, ingen længere tager alvorligt eller gider høre på. Menneskelige handlinger og aktiviteter bedømmes nu også i kirken alene ud fra humanistiske værdier og kriterier, ja ikke engang det, ud fra det postmoderne menneskes opfattelse af, at hvad der føles rigtigt og godt, også er rigtigt og godt. Derfor skal kirken naturligvis velsigne homofile partnerskaber.

Ikke synderen, men synden
Det er mig magtpåliggende at understrege, at mine bemærkninger her ikke må tages som et angreb på eller en fordømmelse af den homofile selv; han og hun er en synder, som vi alle er det, og Kristus er kommet for at søge og frelse ham og hende, som Han er kommet for at søge og frelse os alle. Han og hun er velkomne hos Kristus og dermed også i kirken ligesom alle andre, der ønsker at komme til Jesus Kristus, er det.

Det er ikke synderen, men synden, kirken vender sig mod, homofil praksis som al anden synd. Og det er homofil praksis, debatten står om, ikke om den homofile som menneske og person.

I Gal 1:10 spørger apostlen Paulus i et selvbiografisk afsnit af brevet: “Er det nu mennesker, jeg vil have på min side, eller Gud? Eller søger jeg at være mennesker til behag?” og han besvarer det selv: “Var det stadig mennesker, jeg ville være til behag, var jeg ikke Kristi tjener.

For jeg gør jer bekendt med, brødre, at det evangelium, som er blevet forkyndt af mig, ikke er menneskeværk. Jeg har heller ikke modtaget det af et menneske, men ved en åbenbaring af Jesus Kristus” (Gal 1:1-12.

Og ved slutningen af samme brev understreger Paulus, at det “Guds Israel” (Guds folk, kirken), han ønsker og beder om “fred og barmhjertighed” for, er alle dem, som “lever efter denne regel”, nemlig dem, som lever i en ny skabelse og roser sig af intet andet end “vor Herres Jesu Kristi kors” , for “ved ham er verden blevet korsfæstet for dem, og de for verden” (Gal 6:14-16).

Jesus er kirkens Herre
Kirken er ikke kirke ved egen udvælgelse og kaldelse. Den eksisterer kun som “Jesu Kristi kirke”. Jesus Kristus er kirkens Herre, sit legemes hoved, sin menigheds frelser. Kun i ham består kirken og holdes den sammen.
Som menighedsbrevene i Johannes’ Åbenbaring entydigt viser må kirken først og fremmest kunne høre hans røst og forstå alvoren af, hvad han taler og siger. Den må kunne gå i sig selv, omvende sig og gøre op med synd, fristelse, lunkenhed, falsk lære, verdslighed, svigten, åndelig døsighed og svigtende kærlighed.

Evner den ikke det, vil den ikke det, er han langmodig, men selv hans langmodighed får en ende, og lysestagen kan flyttes; han kan komme over den og dømme den, og den kan blive spyttet ud af hans mund, ophøre med at være kirke.

“Dens hus” kan, som jødernes hus (templet) i Jerusalem blev det, blive overladt til den selv. Hans sande kirke vil gå sejrende ud af striden - det har han lovet, og hans ord holder, hvad det lover - og vil en dag stå for hans trone; men ikke enhver kirke, som kalder sig hans, er hans kirke. Nogle kirker er måske allerede blevet spyttet ud af hans mund, andre er på vej til at blive det. Lad den kirke, som mener at stå, give agt, lad os alle sammen “våge over og vogte vore klæder, så vi ikke skal gå nøgne, og man skal se vor skam” (Åb 16:15).