Af Louis Nielsen - KP 01-2003

Det var ved at iagttage Jesus bede, måske endda lytte til, hvad han bad, at disciplene bad ham om at lære dem at bede. Som i så mange andre ting var der noget særligt ved Jesus, noget betagende anderledes ved ham, også når han bad.

Det er svært at danne sig et indtryk af, hvordan Jesu samtidige bad. Nogle har uden tvivl haft et egentligt bønsliv, men for mange af Jesu samtidige som i dag var bøn formaliseret og rituel. Med Jesu bøn var det anderledes; når han bad var man klar over, at Gud var til stede, og at der var en personlig kontakt mellem ham og Gud og en dyb og inderlig fortrolighed mellem dem.

Meget af dette må tilskrives Jesu unikke relation til Gud, det at han er Sønnen; det forunderlige for os, som hører Kristus til, er, at Gud ved Kristus og ved sin Ånds iboen har givet os samme adgang til sig.
Det er ikke mange af Jesu bønner, som er optegnet for os i Det nye Testamente, fem i alt bliver det til, men fælles for alle fem er, at de har deres fokus i Gud og i Guds vilje (Matt 6:9-13; 11:25-27; 26:39-42; Joh 17). Om noget viser Jesus os ved sit eksempel og sin undervisning, at vi skal være Gud-centrerede. Det falder os ikke naturligt at være Gud-centrerede. Fra vugge til grav er vi yderst opmærksomme på os selv og vore behov.

Det hører med til vor natur som skabninger, at vi har behov, og det er behov, som dybest set er vendt mod Gud, og som kun han i alleregentligste forstand kan tilfredsstille, for hvad enten det er liv eller det, som betinger livet, mad, vand, omsorg, kærlighed, så kommer det i sidste instans fra ham, Faderen hvem alt kød er afhængig af.

Faderen i Himlen véd, at vi har bestemte ting nødig, siger Jesus, og at vi erkender disse behov som behov for Gud sætter os blandt rigets børn, dem som Jesus indleder sin bjergprædiken med at prise salige. Men så har vi så mange andre “behov”, som hidrører fra, ikke at vi er skabninger, men at vi er syndere, født med en falden natur, som vi yderligere har brugt hele vort liv på at dyrke.

Det faldne menneske sætter altid sig selv i centrum, ud fra dets filosofi er intet vigtigere i verden end det selv. Det elsker kun Gud, hvis det kan opnå noget ved det. Dets kærlighed og loyalitet er altid betinget af egeninteressen.

Det er det livsmønster, Jesus bryder med. Fra begyndelsen af hans inkarnerede liv er der en bestemmelse for ham, “et bør”, som han som Menneskesøn underordner sig og bevidst søger at bruge sit liv, sin tid, sine evner og gaver på at fremme, også selvom det til sidst betyder, at han må dø en skamfuld og pinefuld død på et kors.

Om Ham kan det siges, som det ikke kan siges om nogen anden, at Han “elskede Herren sin Gud af hele sit hjerte, hele sin sjæl, hele sin styrke”, og om Ham kan det ligeledes siges, at “han elskede sin næste som sig selv”. Var det næstens behov, at han satte livet til for næsten, så opfyldte Jesus det behov. Det var ikke til diskussion for Jesus, at sådan måtte det være; Djævelen fik ikke lov til at hindre ham i det, hans bedste og nærmeste venner kunne ikke tale Ham fra det.

Det er til at forstå, hvis denne grundliggende indstilling ligger bag alt, hvad Det nye Testamente lærer om bøn, også med hensyn til nogle af dets ufattelige nærmest groteske løfter om bønhørelse.

Indgangs-portalen til bøn:
Guds rige med opfyldelsen af Guds vilje er helt afgjort i centrum i Jesu liv og forkyndelse, om end under en lidt anderledes formulering naturligvis også i apostlenes forkyndelse (ApG 20:25; Rom 14:17; 1 Thes 2:12).
“Himmeriget er kommet nær” (Matt 4:17) indledte Jesus sin prædiken med at forkynde; “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5:3) proklamerede han overfor sine disciple”; “Komme dit rige” (Matt 6:10) lærte han disciplene at bede, “Søg først Guds rige og hans retfærdighed” (Matt 6:33) befalede han dem. Og når han underviste og fortalte sine lignelser, var det om Guds rige, han underviste og fortalte (Matt 9:35; 10:8; 13:19; 44; 45; 47).

Bønnen om, at Guds rige må komme i Herrens bøn (Fadervor) føjer sig naturligt til bønnen om, at Guds navn må blive helliget, og at hans vilje må ske på jorden som i Himmelen.

Vore daglige fornødenheder er bestemt ikke glemt som det daglige brød (alt, hvad der betinger livets opretholdelse og udfoldelse), behovet for tilgivelse samt behovet for Guds hjælp og redning gennem fristelser og prøvelser, men de sættes ind i rigets sammenhæng, som den efterfølgende lovprisning igen minder os om : “Dit er Riget og magten og æren i evighed!”.

Guds børn, ikke klienter
Når kristne beder, er vi ikke en slags klienter, som kommer til Gud med et retskrav om bestemte ydelser og som principielt ikke behøver at føle nogen taknemmelighed for disse ydelser, fordi det er vores borgerret at få dem.

I og med, at Gud ved troen på Jesus Kristus har givet os barnekår, dvs. gjort os til sine børn og sine arvinger, bevist og beseglet ved, at han har sendt sin Søns ånd til os og givet den plads i vore hjerter, kan vi komme til Gud med fuld frimodighed og tillid og bede ham om hvad som helst, som samme Ånd sanktionerer.

Helligånden filtrerer på forhånd syndige og selviske ting fra ved, at vi tydeligt fornemmer, at dette kan vi ikke bede om, dette begær kan vi bestemt ikke bringe til Gud. Bøn er således noget, vi gennem fællesskab med Gud gennem Hans ord og ved fællesskab med vore brødre og søstre i menigheden, lærer og opdrages til.

Det fokus behøver vi at lære igen, for der i tiden en tendens til at forvandle bøn til en slags åndeliggørelse af og et slags alibi for alle hånde former for selvviskhed og selvhævdelse. Sloganet “You name it and you claim it”, som i nogle kredse bruges som en ligefrem guddommelig legitimering for at sætte Gud fra tronen og indsætte selvet samme sted, er ikke alene direkte i strid med både ånden i Det nye Testamentes holdning og dets eksplicitte lære, men det underminerer tillige al gudsfrygt.

Nu er Gud god og barmhjertig, derfor hører han selv hedninger, som i uvidenhed beder til ham (1 Kong 8:41-43; ApG 14:17; 17:25-27), men kristne har lært at bede anderledes.

“Ydmyg jer under Gud” formaner Peter og føjer i næsten samme åndedræt til: “og kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer” (1 Pet 5:7).

“Vær ikke bekymrede for noget” skriver Paulus, “men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus” (Fil 4:6-7).

Kristne kan uden tvivl bede Gud om bestemte ting, som vi ønsker, at han skal give os, men på en måde er det måske bedre, om vi helt overlod vort liv til ham og overlod det til Ham at finde ud af, hvad vi mest behøver, og hvad der tjener os bedst.

Er det ikke ligesom det, både Peter og Paulus lægger op til, når de siger “Kast jeres bekymringer på ham” eller “Vær ikke bekymrede for noget”? Paulus selv bad f.eks. om at slippe for noget, som han følte gjorde ham megen fortræd, og han bad indtil flere gange. Hans bøn blev hørt, men ikke ved, at Gud fjernede “tornen i kødet”, som han kalder sin bekymring med samt alle dens afledede åndelige virkninger og følger, men ved, at Gud gav ham sin nåde med dens kraft i magtesløshed.

Så meget kan forstyrre glæden og freden, så meget kan gøre os pirrelige og nærtagende, men et liv levet for Guds ansigt med alting bragt til ham og alt lagt i hans hænder, er et liv i Guds fred. Det lader sig ikke forklare, hverken for os selv eller andre, men det mærkes på vort liv.
Et sådant liv er i sig selv et liv i bøn og et liv med svar på bøn, selvom måske ikke en bøn er bedt og ikke et ønske eller begær bragt frem for Gud i ord. Måske er denne form for bøn mere virkelig og ægte bøn end nogen anden bøn.

Mysteriet og Kampen
Bøn er ægte fællesskab med Gud, samtale med Gud. Gud kommer os virkelig nær, når vi beder, og vi kommer virkelig nær til Gud. Som i hvert ægte møde med Gud er der noget mysteriøst ved bøn, noget som vor rationelle bevidsthed ikke kan gøre rede for, noget som unddrager sig vore ord. Derfor kan vi på samme tid frygte bønnens møde med Gud og drages mod samme møde.

Meget i vor natur vil hindre os i at bede, Djævelen vil friste os bort fra bønnen, og i bønnen brydes nogen gange vor vilje og selvopholdelsesdrift med Guds krav om underkastelse. Bønnen bliver på denne måde “en kamp”, en kamp nogen gange helt privat mellem os og Gud, andre gange en kamp på andres vegne.

I tiden og i evigheden
Bønnen er undertiden op imod vældige odds, hvor det på forhånd er meget usandsynligt, at den kan blive hørt. Den enorme forskel mellem Gud og hans opfattelse af tiden og vor bliver sat på alvorlig prøve. For os har det hast, for Gud kan selv det, som har hast tage uendelig lang tid. Det er denne faktor mere end nogen anden, som er det paradoksale og selvmodsigende i meget af det Jesus, navnlig i sine lignelser og sammenligninger, siger om bøn.

“Mennesker bør altid bede og ikke blive trætte”, formanede han, og så fortalte han lignelsen om enken og den uretfærdige dommer (Luk 18:1-8). Gud er naturligvis totalt anderledes end denne dommer, men set fra vort synspunkt og vor tidshorisont, kan han ligne ham ved, at der går så lang, lang en tid. Gud er på vej med sit svar, siger Jesus, bestemt vil han skaffe jer ret, “og det snart”, men for jer er det nødvendigt uafladeligt at bede uden at blive trætte.

Dette især fordi det, som dybest set er svaret på samtlige bønner, Guds folket beder, Guds riges komme (Matt 6:10), er for os længe undervejs. Gud er bestemt vor ven, men på grund af de enorme forskelle i perspektiv mellem os og Gud, ikke mindst tidsperspektivet, kan vi godt opleve ham som træg, og for os kan der yderligere ske det, at vi opfatter hans træghed som uvillighed (Luk 11:5-13).

Derfor er det for os nødvendigt at være påtrængende og blive ved at bede, og endegyldigt slås det fast, at “den, som søger, han finder, den, som banker på, for ham lukkes der op, og den, som beder, han får” (Matt 7:7-11).

Bøn vendt mod Guds fremtid
Hver af disse påmindelser og lignelser bliver mere forståelige, når det bliver klart for os, at Guds rige er endemålet for al bøn. Det nye Testamentes eskatologi har afgørende betydning for Det nye Testamentes forståelse af bøn. I det lys lader også nogle af de mere overvældende (for ikke at sige for os grotesk overdrevne) løfter om sikker, usvigelig og umiddelbar bønhørelse sig delvis forklare, f.eks. Joh 14:12-14: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør, ja større gerninger end dem, for jeg går til Faderen; og hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må blive herliggjort i Sønnen. Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det” og Joh 16:23b: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det”.

“Jeg går til Faderen” er et af nøgleordene og en af pointeringerne i Jesu afskedstale til sine disciple. På alle måder markerer det noget afgørende med hensyn til Jesu gerning og Jesu fremtidige position hos Gud og universelt i verden. I den sammenhæng bliver disciplenes forhold og siden enhver discipels forhold til Jesus også radikalt anderledes og løftet med Ham derop, hvor Han er på vej hen. Fysisk konkret og med hensyn til tiden er disciplene og vi stadig i verden og har ansvar og opgaver i verden, som vi skal varetage for Jesus. Men med Jesus og gennem hans opstandelsesnærhed hos os ved Helligånden er vi også sammen med Jesus og i levende forbindelse med ham.

Det er denne sandhed, som det er så overordentlig vigtigt for Jesus at kommunikere til sine disciple den sidste aften, han er med dem. Igen og igen og under brug af forskellige billeder og sammenligninger søger Han at gøre dem begribeligt, hvor meget det indebærer, og hvor afgørende det er for dem og for deres forståelse af sig selv som Hans i tiden efter hans bortgang. I en sammenhæng som denne giver det ikke alene god mening, men også sand mening at se på alle sine bønner i Jesu navn som hørte og opfyldte.

For at bede i Jesu navn er at bede ud fra den relation, vi nu er sat i af Gud i Ham; “i mit navn” kommer dermed også til at udtrykke, at det i virkeligheden er Ham, som beder gennem os. Og den bøn bliver hørt af Gud, ikke nødvendigvis i tiden, men i Himlen.

Det løser ikke gåden om de ubesvarede bønner ( bønner som ikke opfyldes) - den må vi leve med, så længe denne faldne verden står, for i en verden af den beskaffenhed kan der handles mod Guds vilje, og bliver der handlet mod Guds vilje - det er en del af gåden. Abraham f.eks. kunne i sin bøn for Sodoma ikke finde frem til nogen vished om, at Sodoma ville omvende sig og “skriget over den” forsvinde. Derfor standsede han sandsynligvis ved ti. Med mindre end ti retfærdige var der ligesom ikke noget perspektiv i, at Gud skulle skåne byen.

Apostelen Johannes husker tydeligt, hvad Jesus har sagt om bøn og gentager det ved slutningen af sit første brev: “Dette har jeg skrevet til jer, der tror på Guds søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv. Og dette (fordi vi tror på Guds søns navn og har evigt liv) er den frimodighed, vi har over for ham: at hvis vi beder om noget, som er efter hans vilje, hører han os. Og når vi ved, at han hører os, hvad vi end beder om, så ved vi også, at vi allerede har fået det, vi har bedt ham om”. Og alligvel ved Johannes også om tilfælde, hvor det ikke hjælper at bede, nemlig dér hvor der er “synd til døden”, dvs. hvor der er et åbenlyst villet og fastholdt frafald fra troen på Jesus som “den Sande, dvs.den sande Gud og det evige liv” (5:13-15;16b; 20).

Med den “stykkevise” erfaring af virkeligheden (Guds virkelighed, som Paulus konsekvent har forholdt sig til i kapitlet, 1. Kor 13), som vi ser og oplever her, og som kommer som et tåget omrids i et spejl, som i en gåde, vil der altid være ting i bønnens verden, som vi ikke forstår.

Bøn sender vi “op” til “vor Fader, som er i Himlen”, men svaret kommer “ned fra oven” (Jak 1:17), fra “lysenes fader”, som allerede ved evangeliet har genfødt os til den kommende verden (Jak 1:18).

Bøn er i virkeligheden at blive lukket ind i den transcendente verden, ind i den himmelske helligdom, hvor “nådens trone er”, hvor Jesus er som vor forløber, vor frelses banebryder og ypperstepræst (Heb 2:10; 4:14-16; 6:20), blive lukket direkte ind for Gud (Rom 5:1-2; Heb 10:19-22).

Frygt og begrænsning
Men samtidig ved vi også alt for godt, at vi er på jorden og er en del af skabningen, som på grund af synden er underlagt forgængeligheden og tomheden. Derfor sukker vi, men - føjer Paulus til - vi sukker i håb om den kommende frelse, som vi ved Helligåndens iboen, er forvisset om kommer (Rom 8: 15; 22-27). Denne dobbelthed - barnekår ved Helligånden men med en falden natur og et hjem i denne faldne verden er livsbetingelserne, vort bønsliv leves under.

Derfor ved vi dårligt nok, hvad vi skal bede om. Allerinderst ønsker vi at ære Gud og at bringe ham det allerbedste, og det motiverer os, når vi beder, men vi er os samtidig vor menneskelige begrænsning bevidst med dens syndighed og dens frygt og dens forbehold mod at gå helt derud, hvor Gud måske ønsker os ud.

Gud tager alligevel imod os trods vor ringhed og begrænsning og ser os som i Kristus, og han hører vore bønner, som Ånden selv former og frembærer, som kom de fra os som allerede forvandlede til den lighed med Kristi billede, vi skal have i herligheden (Rom.8:29-30).

Da Paulus dikterede sit brev til menigheden i Efesos, var han sig meget bevidst, at der var en afgrund mellem den virkelighed, som nu var menighedens ydre virkelighed og den virkelighed, som Gud fra før verdensløbets begyndelse har tænkt og planlagt for sin menighed og også med Kristi opstandelse og ophøjelse løftet den til og givet den som sin indre virkelighed.

Paulus synliggjorde som en “fange i lænker” denne selvmodsigende kontrast. Men lige så lidt som Johannes i stenbruddet på Patmos lod sig indespærre og fastholde af sine ydmyge og alarmerende ydre forhold, lige så lidt lod Paulus. For menigheden har ikke kun en jordisk eksistens, den har i allerhøjeste grad også en himmelsk, og denne er menighedens dybe hemmelighed.

Den er “sat med Kristus i Himlen”, og i indledningen til Johannes’Åbenbaring afbildes denne virkelighed ved, at Jesus, den opstandne og ophøjede Herre vandrer mellem lysestagerne, som repræsenterer menighederne, og ved at menighedens ældste i den enkelte by kaldes “englen for menigheden”, og at Jesu budskab til den enkelte menighed formelt stiles til “menighedens engel” , menighedens himmelske repræsentant.

Det er derfor også naturligt for Paulus at forbinde menighedens bønner med Guds eskatologiske ære, den ære Gud tilkommer “i alle slægtled i evighedernes evighed”, og i samme sammenhæng udtrykke, at Gud “virker i os at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår”.

Paulus medindregner sin egen tid og hele kirkens historie i dette “langt ud over, hvad vi beder om eller forstår”, men i sidste instans forstår han “de kommende tidsaldre” med udgydelsen af Guds “overstrømmende rige nåde med dens godhed mod os i Kristus Jesus” (Ef 2:7), den dag hvor Kristus fører kirken frem for sig i herlighed, uden mindste plet eller rynke, hellig og lydefri” (Ef 5:27).

Igen i Filipperbrevet, hvor Paulus overvældet af filippernes trofasthed og godhed mod ham bryder ud i tak og bøn for dem. Og hvad andet og hvad mere kan han ønske for dem end, at “min Gud fuldt ud vil give jer alt, hvad I har brug for, af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus” (Fil 4:19).

Alt er os allerede givet med Kristus, og al Guds herlighed er samlet i Ham; alt, hvad vi får af gaver fra Gud under livets gang, kommer fra den herlighed i vente til os i Kristus. Hver en timelig og åndelig gave, Gud skikker ned til os, kommer fra hans forrådskamre af herlighed i Kristus.
Tingene selv, for så vidt som de er materielle ting, forgår med brugen, men den åndelige side forbliver og styrker vores tro på den fremtidige verden og retter vore længsler mod himlen, hvor Kristus er ved Guds højre hånd (Fil 3.20-21; Kol 3:1-4).

De helliges bønner
“Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud”. Tiden er kommet til at samle og runde af. Og det vil vi gøre med en scene fra Johannes’ Åbenbaring kapitel 8:

“Og da Lammet brød det syvende segl, blev der stilhed i himlen hen ved en halv time. Og jeg så, at de syv engle, der står foran Gud, fik givet syv basuner. Og der kom en anden engel og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og han fik givet megen røgelse for at lægge den på guldalteret (jvf.6:9-11) foran tronen sammen med alle de helliges bønner. Og røgelsen sammen med de helliges bønner steg op fra englens hånd foran Gud. Og englen tog røgelseskarret og fyldte det med ilden fra alteret og hældte den ud over jorden. Og der kom torden og brag og jordskælv. Og de syv engle med de syv basuner gjorde sig rede til at blæse i dem”.

Røgelse og lovprisning
Det er en stor og dyb hemmelighed, som lukkes op for os her. Er der noget, som er absolut centralt i Johannes’ Åbenbaring, er det Guds og Lammets suverænitet og uimodståelige magt. I kraft af sin død på korset og sin opstandelse er hele verdens skæbne lagt i Lammets hænder. Han alene er værdig til at åbne bogrullen og bryde dens segl (Åb 5).
Seglene, såvel som de senere basuner og skåle afbilder de messianske domme, som leder frem til, at verdensherredømmet omsider kommer til at hvile hos Ham, som det retteligt tilhører, det slagtede lam.

I den proces går Guds folk ikke helt fri af, at også nogle af dommene rammer det. Nogle kommer til at lide martyrdøden “på grund af Guds ord og det vidnesbyrd, de holdt fast ved”. Og deres sjæle siges at være stedt til hvile under guldalteret, som står foran Gud (det femte segl).

Det sidste og syvende segl lader os se guldalteret igen. Og nu lægges der røgelse på alteret, og røgelsen sammen med de helliges bønner stiger op foran Gud. Og når ilden fra alteret hældes ud over jorden, kommer der torden og brag og jordskælv, og de syv engle med de syv basuner gør sig rede til at blæse i dem.

Hvad kan det betyde? Just det, at “de helliges bønner” , altså de bønner, som Guds menighed beder, de bønner, som du og jeg beder, ikke bare sendes ud i den tomme luft, ikke heller glemmes i og med, at vi har sagt vort Amen her, men gemmes hos Gud og kommes i hu hos Gud. Også at Gud finder behag i sit folks bønner (“røgelsen”), som for ham er som et “lovprisningsoffer”, som vi bærer frem for ham ved Jesus Kristus ikke bare i ord, men også i offertjeneste (en offertjeneste som nogen gange koster livet) for ham.

Og Guds folks bønner bliver hørt. Hørt på en måde, som er højst overraskende: “Og der kom torden og brag og lyn og jordskælv, og de syv engle med de syv basuner gjorde sig rede til at blæse i dem”. Dommene, som udløses, hver gang en af englene blæser i sin basun, er Guds svar på de helliges bønner, og det er det også, når den syvende engel blæser i sin og høje røster i Himlen forkynder, “verdensherredømmet nu er vor Herres og hans Salvedes, og at han skal være konge i evighedernes evigheder” (Åb 11:15 ff. )

Endelig opfyldes, hvad menigheden gennem generationer, lige siden Jesus lærte os at bede “Komme dit rige!”, har bedt, endelig “skaffer Gud sine udvalgte, som råber til ham dag og nat deres ret”.

Bønnens perspektiv
Det er vigtige perspektiver og principper, som lukkes op for os her. Flygtighed er bygget ind i vor forfængelighed. Succes og hurtige oplevelser og resultater er hvad der kæles for i dag. Dybde og evighedsperspektiv er borte med blæsten. “Stjerne for en aften” er nærmest en paradisdrøm for mange unge. Hvad, popverdenen kan byde på, er bestemt stene for brød.

Sådan ønsker Gud ikke at møde os, og med det ønsker han ikke at spise os af. Ganske vist lader han os vente længe, men det han lader os vente på, er bestemt værd at vente på. Og jo mere vi venter, des mere uddybes og forstørres det, vi venter på for os. Herlighedens vægt forøges for os under livets tyngsel og pres. Og samme herlighed opmuntrer og tilskynder os til at “leve som Gud vil det, han der kalder os til sit rige og sin herlighed”.

Bønnen udfolder sig som hele kristenlivet i øvrigt gør det under evighedens og herlighedens horisont. Til det har vi brug for et vingefang, som kan løfte os mod Himlen. Og et sådant vingefang er, hvad bønnen er.