Kirken i Krise

Af Louis Nielsen KP 01-2008

“... Du skal vide, hvordan man skal færdes i Guds hus det er den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1 Tim 3:15).

Kirken er i de fleste menneskers bevidsthed en bygning eller en institution, som man kan få brug for ved begivenheder som fødsel, bryllup og begravelse eller højtider som julen.

For andre er kirken en national, kulturel institution. For andre, måske mest frikirkefolk er kirken et netværk af venner og opfylder et socialt behov.
Nu vil det være forkert at hævde, at kirken ikke er nogen af de ting, men at identificere kirken med nogen af dem er alligevel at ramme meget ved siden af det væsentligste ved kirken.

Generelt vil læserne af dette blad næppe kalde sig for “højkirkelige”. Er man højkirkelig har man en sakramental forståelse af kirken som formidler og ligefrem uddeler af Guds frelse til verden.

Kirken er en frelsesinstitution, en frelsens ark, og uden for den er frelsen ikke. Guds rige og kirken bliver nærmest identiske, og skal man komme ind i Guds rige, må det ske gennem kirken, dens sakramenter og præsteskab. Og skal sakramenterne have gyldighed er det afgørende, at de bliver ret forvaltet, og et indviet, ordineret præsteskab er nødvendigt, hvis det skal ske.

Evangelikale kristne kaldes “lavkirkelige”, fordi de ikke tildeler kirken, dens præsteskab og dens sakramenter rollen som frelsesformidlere. For dem er forkyndelsen af Guds ord, omvendelsen og den personlige tro på og overgivelse til Jesus vigtigere end sakramenterne og nødvendige til liv og frelse.

Kirken er for dem vigtig som vidne om og forkynder af Guds ord og som arnested og hjemsted for “de helliges” fællesskab og samfund på jord. Som lavkirkelig definerer man heller ikke “præstens” rolle som hos de højkirkelige. Han (eller hun) har hos dem ingen ofrende rolle, og de formidler ikke adgangen til Gud. I den sammenhæng er alle sande kristne “præster for Gud”.

Men selvom man ikke er højkirkelig, kan man dog omgive kirken med stor respekt og kærlighed, hvad jo også Paulus gør i de ovenfor citerede ord. Og så alligevel er det blevet en sandhed med modifikationer. For mere og mere trænger spørgsmålet om, hvad kirken er, hvad den står for, og hvad dens opgave og kald i verden er, sig på. Og når det kommer til den diskussion er svarene mange, og om nogle af dem må vi ganske enkelt sige, at de blæser for vinden.

Hvordan opfattes kirken?
For nogle er kirken blevet et tilvalg eller et fravalg, altså ikke hvad den er for Det Nye Testamente noget givet og nødvendigt. Flere og flere i dag vil bekende sig som kristne uden at have nogen tilknytning til en kirke, i bedste fald kun en yderst sparsom og perifér tilknytning.

Hvor alvorlig og oprigtig sådanne kristnes bekendelse er, kan kun Gud og de selv afgøre, men uden tvivl er der sande kristne mellem dem. Men at de handler anderledes end Det Nye Testamente opmuntrer til, kan der ikke være selv den mindste tvivl om.

Og om man vil kunne bevare troen og holde fast ved evangeliet uden jævnligt at høre det forkyndt, troen bekendt og være med i tilbedelsen af Herren i de helliges forsamling er ikke så sikkert.

For mange andre igen er kirken blevet mere eller mindre et socialt netværk. Kirken rettet horisontalt mod mennesket og livet er blevet vigtigere end kirken rettet vertikalt mod Gud. Uden tvivl er også for Det Nye Testamente den sociale dimension vigtig. I en tidlig nytestamentlig definition af, hvad kirken eller de helliges samfund er, indgår “fællesskabet” som en af de fire hjørnestene (ApG 2:42).

Omvendt må også siges fra, når den horisontale dimension kommer til at lægge sig over det hele. For kirken er “Guds kirke”, “Guds tempel”, “Guds ager”, “Kristi legeme”, “Kristi brud”, “Guds helllige, udvalgte, kaldede”, det “himmelske borgerskab”, “Zion”, fællesskabet mellem Fader, Søn og Helligånd og alle dem, som ved “livets ord” er kommet til tro. Fjern det fra kirken og alt det, som unikt gør den til kirke og ikke til forening, er borte.

Igen er kirken for mange andre en institution båret af gammel kultur og historie, af skønhed og æstetik i arkitektur, billedkunst og musik, af højtid og ceremoniel skønhed, eller i den modsatte ende af spekret af “fede oplevelser”, inciterende lovsang, venner man kan være sig selv med og give “den hele armen med”, også når det har med Gud at gøre.

Her skal vi også være forsigtige med på forhånd at afvise det, men også her må vi sige og sige med eftertryk at stå alene kan det ikke. Kirken er stadig noget andet og langt mere end det.

Folkets og statens kirke
I Danmark har vi Folkekirken, og den fylder så meget sikkert aftagende, men stadig i betydende grad i det almindelige folks bevidsthed, at KIRKEN mere eller mindre er den. Men spørger vi, hvad er så folkekirken? må vi være forberedt på at få flere svar. Hvis vi siger, at det er statskirken, er der mange, som vil “slå syv kors” for sig. Officielt, juridisk defineres den ikke som statskirke, alligevel er det i meget vid udstrækning Folketinget og regeringen, som juridisk og administrativt og nogen gange også åndeligt sætter rammerne om dens liv.

Det sidste bliver mere og mere tydeligt. Officielt er kirken bundet op på Bibelen og de lutherske bekendelsesskrifter, hvilket stadig er tydeligt i dens ritualer og i dens salmer, men dens biskopper og præster som flest vil bestemt frasige sig, at folkekirken er en bekendelseskirke, dvs. en kirke, som forudsætter, at alle dens medlemmer på det personlige plan holder fast ved og bekender kirkens tro. Kætter er det svært at blive udråbt til i folkekirken, og generelt vil man tage afvigelser fra det politisk korrekte langt mere alvorligt end afvigelser fra apostlene og bekendelserne.

Flere af folkekirkens biskopper og præster på den grundtvigske fløj lægger mere vægt på ordet “folke” i “folkekirke” end på, at man er Guds kirke, som mere skulle være optaget af at adlyde Gud og følge hans bud og forordninger. Men der også et betydeligt segment indenfor folkekirken, som føler sig bundet af bekendelserne og af troen, og som ønsker at blive i kirken, fordi de elsker dens historie, dens ritualer og dens salmer, og elsker den Herre, som kirken bekender og beder til. Indtil nu har de valgt at blive, men uden tvivl ser de sig trængte, og det er måske kun et spørgsmål om tid, før de er så uønskede, at de trænges ud.

Dåben som indgangen
Som udgangspunkt opfatter disse brødre og søstre kirken som “fællesskabet af alle de døbte”, og dåben er stadig for dem den port, som åbner til Guds rige og til medlemskab af kirken. Men samtidigt vil de også insistere på troen og på det at blive i Kristus. Og det ulykkelige er så, at mange af de døbte hverken tror eller bliver i Kristus.

I frikirkelig sammenhæng har vi ikke problemet på samme måde, men alligevel har vi det. Selvom vi lægger vægt på den personlige omvendelse og tro, gør vi fællesskabet mere og mere inkluderende og bryder os ikke om at tale om “indenfor” og “udenfor” eller om at “komme til sin Frelser og tro på hans navn”.

I frikirkerne er der også nominelle medlemmer, hvis tilknytning til menigheden mere er bestemt af familiebånd og kultur end af personlig tro på evangeliet. Spørgsmålet om hvad kirken er, og hvem der i sidste instans hører til kirken, er derfor omgivet med megen uklarhed i mange kristnes bevidsthed.

Men hvad er så kirken?
En tilsvarende uklarhed kan bestemt ikke siges at findes i Det Nye Testamente. Her er kirken alle dem, som tror på Herren Jesus Kristus og bekender ham som Herre, alle dem, som tror på evangeliet, er blevet omvendt, har fået syndernes forladelse, blevet født på ny, blevet Guds børn og arvinger til det evige livs håb, har fået Helligånden og blevet beseglet med Helligånden, som er blevet helliget og renset ved Jesu Kristi blod, blevet retfærdiggjort og blevet Guds “udvalgte, hellige og elskede”.

Nok bliver det stadfæstet og bekræftet gennem dåben, men dåben er kun den ydre handling og tegn for den virkelighed i Kristus, som er alle de her nævnte forhold og flere til.

For Det Nye Testamente er kirken både en åndelig, usynlig og universel virkelighed kendt af Gud, og en synlig, lokal virkelighed, et samfund hvor nogle bestemte mennesker samles om troen på Jesus. Man vil kunne høre til i det sidste samfund uden at høre til i det første.

Det er her som med lignelserne om Himmeriget i Mattæus 13, at nogen vil være “god sæd”, andre vil være “ukrudt”, nogle vil være “gode fisk”, andre vil være “dårlige”. Om Israel efter udgangen af Egypten siger Paulus, at “de er blevet advarende eksempler for os”, for ligesom de kan vi stå i fare for at have oplevet den kristne virkelighed og så alligevel ikke være en del af den (1 Kor 10:113). Ydre medlemsskab af kirken, af Guds folk, garanterer ikke for nogen af os, at vi også har det indre medlemskab, har vort navn indskrevet i “Livets Bog”, har “vort borgerskab i Himlen” og er “indskrevet til livet” i Det nye Jerusalem.

Konkluderende kan vi slå fast, at kirken i sit kald og i sin grund er noget guddommeligt, kaldt sammen af Gud og opretholdt ved hans frelse, og ikke en social og sociologisk størrelse.

Som sammenkaldt af Gud er den kun kendt af ham, medens den for os, som iagttager den udefra, ofte opfattes som en særdeles menneskelig størrelse. Kun må vi aldrig glemme, at med det er ikke alt og slet ikke det vigtigste fortalt om kirken.

Hvad står så kirken for?
Er der i vor tid uklarhed over hvem kirken er, og hvem der er i kirken, er der endnu større uklarhed om, hvad kirken tror, og hvad den skal grunde sin tro, sin lære og sin praksis på. Længe var det sådan, at man uden tøven henviste til Bibelen, når man ville forkynde, forklare og forsvare troen.

Princippet med “Skriften alene” blev grundigt slået fast med reformationen. Desværre er dette princip siden hen blevet alvorligt undergravet og svækket.
Naturligvis må kirken altid være i løbende dialog med det omgivende samfund, og troen må altid forkyndes nutidig, og altid må det påvises, at troen er så relevant og gyldig nu som nogensinde. Men den dialog må føres med Skriften og på troens præmisser ikke på vantroens og tidsåndens.

Skal teologi f.eks., som nogen vil hævde det, foregå på modernitetens præmisser og troen omskrives, så den falder i med moderniteten eller med postmodernismen, er det os, som skal omvendes til moderniteten eller postmodernismen og opgaven er så ikke at få disse “tankebygninger og fæstningsværker” brudt ned”og “gøre enhver tanke til en lydig fange hos Kristus” (2 Kor 10:36), snarere tværtimod.

Tvivl om Gud og kirken
Guds kirke kan kun næres og vokse ved sandhedens ord. Efterligninger er dødsensfarlige for kirkens trivsel. Kun grundvolden, som er Jesus Kristus og “apostlene og profeterne” (1 Kor 3:11; Ef 2:20) er sikker grund for Guds kirke at bygge på, hvis den da vil være “den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold” (1 Tim 3:15). Nogen gange kan man godt komme i tvivl om, om det så er det, kirken ønsker?

Når f.eks. Guds virkelighed drages i tvivl, og “Gud” bliver en metafor eller en upersonlig kraft, og det med største overbevisning siges, som var det etableret sandhed, at det ikke mere er muligt at tale “meningsfyldt” om Gud, så spørger man vantro, om det kan være kirken, der taler sådan, og hvorfor man så ønsker at være kirke?

Hvem er det, der siger, at man ikke længere kan tale meningsfyldt om Gud. Det må være en anden, som er blevet Gud, som taler sådan. Videnskaben? Menneskets selvtilstrækkelighed? Alt det er lige så gammelt som syndefaldet.
Tilsvarende må vi undre os, når Herrens opstandelse gøres til fortælling, og det historiske ved opstandelsen, at den korsfæstede, døde og opstod virkelig og synlig, bortfortolkes i symbolik.

Det giver ikke evangeliet kraft, fortæller nærmest, at Gud har tabt og aldrig kan vinde, at håbet om hans rige kan vi lægge fra os som endnu en af menneskehedens mange utopismer.

For er “Kristus ikke opstået, så er vores tro forgæves, og vi er stadig i vore synder og er de ynkværdigste af alle mennesker” (1 Kor.15:16-19). Tak Paulus!, at du sagde det så klart. Og ville du ikke til hele det teologiske etablissement i dag have sagt det samme, som du sagde til det jødiske: “Hvorfor holdes det da for utroligt hos jer, at Gud opvækker døde?” (ApG 26:8)?

På andre områder har relativismen og den nærmest totale tilsidesættelse af Bibelen sat ind. Efterhånden er det også blevet sådan, at man kun behøver at tro på en transcendent Gud og ønske at bygge sin tro og praksis på Guds ord for at blive udstillet som “fundamentalist”.

I sådant omfang har sekularismen holdt sit indtog i vide kredse af kirken. Forudsætningerne for at føre en respektfuld samtale med sin modpart fortoner sig mere og mere. Præster, som vil holde sig til kirkens gamle tro, får læst og påskrevet. Ydmyghed over for egen erkendelses skrøbelighed og utilstrækkelighed er dyder, som for længst synes forsvundet fra det akademiske og teologiske parnas.

Bibelen irrelevant
Vi tænker på den senere tids diskussion om kvindelige præster og om at tildele samliv mellem to af samme køn samme anerkendelse som ægteskab mellem to af modsat køn.

Før blev begge spørgsmål i det mindste diskuteret med grundlag i Bibelen, i dag bliver Bibelen dårligt nok inddraget i diskussionen. På forhånd har man fra den ene side i diskussionen gjort op med sig selv, at Bibelen må mene, hvad den vil den mener alligevel så mange forskellige ting rette sig efter den vil man i hvert fald ikke. Bibelen erklæres irrelevant, og man forbeholder sig ret til egenmægtigt at afgøre, hvornår man vil betragte den som relevant, og hvornår ikke.

Med den holdning er huset kommet så meget i splid med sig selv, at det er tvivlsomt, om huset kan bestå ret meget længere. Både Bibelen, kirkehistorien og samtidige erfaringer viser tydeligt, at en kirke kan ophøre med at være kirke. Får man først kirkens Herre mod sig, ophører man med at være kirke, uanset hvor meget man kalder sig kirke (se Åb 3:1422 og Åb 2:5).

Kønnenes kamp
Moderniteten og den politiske korrekthed dikterer og udøver i dag et åndsdiktatur, som måske kun føles af de få, fordi det er de mange, som udøver det. Men det er der ikke des mindre. Ligeberettigelse mellem kønnene i værdighed, betydning og værdi er bestemt ikke fremmed for den bibelske tankegang, tværtimod.

Både mand og kvinde er som mand og kvinde skabt i Guds billede og bærer afgudsbilledet. Begge er også faldet i synd, og begge er under dommen, men også under forjættelsen og nåden. Kvinden har fået sine fortrin og ynder og opgaver og de er mange men det betyder ikke nødvendigvis, at hun i alle ting skal overtrumfe manden og erstatte ham.

Mangfoldighed og forskellighed er skabelsens orden, er Guds orden, for derved er Gud selv bedst repræsenteret for sin skabning og af sin skabning. Faktisk er der uendelig mange gode, vise og kærlige grunde til at opretholde den bibelske skabelsesorden.
Er ægtemandens selvopofrende, tjenende kærlighed til hustru (EF 5:25) ogbørn noget ægteskab og familieliv kan undvære, og hvordan klarer vi os uden hustruens og moderens hengivenhed til ægtemand og børn? Det er måske ikke ligeberettigelse, som millimeterretfærdigheden, kønskvoteringerne og kvindekampen vil diktere det, men det er den cement og livseliksir, som gør ægteskab og familieliv til andet end daglig strid om, hvem der skal gøre hvad, og hvem der ikke skal gøre hvad.

Tilsvarende i kirken. Mænd og kvinder er lige velkomne, er lige for Gud og lige elskede og værdsatte af ham. Nådegaverne har han også givet begge køn. Nogle den ene nådegave, andre den anden. Hvorfor kan vi ikke forestille os, at han i sin visdom og nåde har fastsat, at manden skal have én opgave fremfor kvinden, opgaven at være lederen? Hvad nu hvis Gud ønsker i ægteskabet og i kirken at give os en anskuelsesundervisning i Guddommens mysterium, at ligesom Gud er én og dog er Fader, Søn og Helligånd, og hvor hver af personerne i guddommen gensidigt ærer hinanden, og Sønnen underlægger sig Faderen, og Helligånden vidner om Sønnen og tjener Sønnen, således også med kønnenes relative placering i forhold til hinanden i kirken og i ægteskabet?

Om det argument holder vand, ved jeg ikke, men der er al mulig grund til at tro, at der ligger en guddommelig tanke og rationalitet til grund, når Nye Testamente fortæller os, at lederskabet i menigheden skal være mandligt og det samme i ægteskabet. Hvordan vi så ærer den orden og i praksis følger op på den under skyldig hensyntagen til kultur, tid og praksis er et helt andet spørgsmål til hvilket, der utvivlsomt kan gives mange svar og anvises mange veje. Men det vil vi ikke komme ind på her.

Homoseksuelle
Det andet af vore eksempler gælder vielse af personer af samme køn. Det spørgsmål er ikke blot et spørgsmål om teologi og kirkelig praksis, men tillige et spørgsmål med store etiske og familiemæssige problemer knyttet til sig. Uansvarlig bibeludlægning har på det seneste vist, hvor langt man vil gå for at få Bibelen til at sige ja til noget, den ellers fordømmer.

Bortset fra disse kuriøse undtagelser er holdningen den, at man ser på Bibelen som en gammel og rent menneskelig bog, en bog man ikke behøver tage hensyn til, når man selv mener at vide bedre. På samme måde ser man let og elegant bort fra, hvad kirken og den almindelige borgerlige moral har ment om det spørgsmål i generationer. Men fortiden har ingen vægt.

Evangeliet henvender sig til alle mennesker, hetzer ikke imod nogen, men stiller alle mennesker lige både i forhold til synden og til nåden. Homoseksuelle er ikke mere syndere end alle os andre, men de er lige så meget syndere som alle andre.

Når deres synd nogen gange specifikt nævnes, er det fordi deres adfærd vender sig imod og nedbryder skabelsens orden, ligesom utugt og hor også gør det. Og Gud er nidkær for sin skabelse, som han er det for sit navn og sin ære. At mænd attrår mænd eller kvinder attrår kvinder gør oprør mod, at Gud “skabte dem i sit billede” og “skabte dem som mand og kvinde”. Og menneskets indsættelse i skabelsens orden hænger uløseligt sammen med relationen mand/ kvinde.

Psykologisk/ biologisk, klinisk og sociologisk kan det diskuteres og bliver det diskuteret hvorfor nogle er homoseksuelle henholdsvis lesbiske. Og noget endeligt og entydigt svar på disse spørgsmål gives næppe, og svarene skal søges over en bred skala snarere end over en smal. Men i dag vendes alting på hovedet, og tendensen er at se på homofili og homoseksuel praksis som noget helt normalt og måske endda som positivt normalt snarere end som handicap og afvigelse. Og den holdning er det meget svært for ikke at sige umuligt at få Bibelen til at tilslutte sig. Homofil tilbøjelighed er ikke mere synd end andre tilbøjeligheder og fristelser, vi plages af som faldne mennesker, men mennesker, som har overgivet deres liv til Jesus, har lagt det i hans hænder og fået Helligånden, må kæmpe mod synd og fristelser og ikke overgive sig til dem. Og det gælder for homofile som for alle andre.

Det koster givetvis kamp og møje som al kamp mod synden gør det. Men der er hjælp at hente hos Jesus Kristus. Og det gør en stor forskel. Kristne må derfor aldrig kapitulere på forhånd i kampen mod synden. Kapitulerer vi, har vi til gode at opleve, at “den, som Sønnen får gjort fri, skal være virkelig fri”(Joh 8:36). Kristen sjælesorg og forkyndelse kan derfor aldrig uden at prisgive mennesket opfordre det til at følge sine tilbøjeligheder. Sådanne råd ville vi f.eks.aldrig give alkoholikeren eller den voldelige.

Bibelen opfatter sex mellem ægtefæller som en af Guds gode gaver til livet, men reserverer det også til ægteskabet. Men livet kan leves uden seksuel udfoldelse, og vi kan blive hele og lykkelige mennesker uden det. Jesus peger på, at det at vinde Guds rige er vigtigere end noget andet, og at det er vigtigere at gå ind til livet selv med handicap end at være hel og miste livet. Og den udfordring er ikke alene den homofiles men vores allesammens. Hver på sitområde og i sit kald.

At verden ikke kan forstå det er vel forventelig. Men hvad skal vi mene, når kirken ikke vil forstå det. Kan den da fortsat være “Guds hus, den levende Guds kirke, sandhedens søjle og grundvold”? Det spørgsmål burde bekymre os mere end noget andet.