homoseksualitet og kirken:
Hvem kan velsigne?

Af Louis Nielsen - KP 03-2010

Flere og flere opfatter kirken som stedet, hvor homofile par kan gå hen og hvor de uden videre har ret til at få Guds velsignelse af deres forhold/ægteskab.

Kirken opfattes nærmest som en velsignelsesanstalt; man har krav på velsignelsen, kirkens metier er at velsigne, sådan som filosoffen Heine sagde, at det var Guds metier at tilgive.

Det er en forkrøblet og forvirret tankegang, der har sneget sig ind her, og den rejser mange spørgsmål om Guds forhold til os.

Hvad er det for en gud, vi har med at gøre, som vi mener at kunne kommandere med? Har denne gud overhovedet noget slægtskab med Bibelens Gud. Er denne Gud ikke snarere en projektion af vore følelser og født og båret af tidsånden? Tror vi, at Guds velsignelse er en menneskeret, enhver kan have krav på, uanset hans eller hendes forhold til Gud? For at kunne tro det må der være sket ikke så få afsporinger undervejs; vi vil prøve på, om vi kan finde tilbage til nogle af dem.

Det er sandt, at under skabelsens og Guds forsyns nåde (den almindelige nåde) er alle mennesker velsignede. Alle er vi afhængige af Gud, og alt, hvad der kommer til os af godt, kommer fra ham og beror på hans velsignelse af vore liv, og det om vi erkender det eller ej, siger Ham tak for det eller ej (Rom 1:20-23).

Men vi står også alle til ansvar overfor Gud. Se f.eks. den illustrative historie om den unge kong Belshassar i Daniel 5. Til ham siger Daniel: “Men du hans søn (Nebukadnesdars søn) har ikke ydmyget dit hjerte, selv om du vidste alt dette” (vers 22). Alle skal vi en dag fremstilles for Guds domstol for at gøre regnskab, for der kommer en dag, “da Gud vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand (Jesus Kristus), som han har bestemt dertil” (ApG 17:31).

Der er meget, som Bibelen kalder synd, og som er under Guds dom, men som kristne er vi ikke sat til at dømme, dem, som er udenfor kirkens fællesskab. “Dem vil Gud dømme”, siger Paulus (1 Kor 5:11-12). Heller ikke skal vi trække os tilbage fra menneskeligt fællesskab med mennesker, heller ikke når vi ikke kan bifalde deres liv (1 Kor 5:9 ff).

Det er ikke vores ansvar, hvordan mennesker lever deres liv. Vi skylder dem at give dem evangeliet, men det må ikke forveksles med at moralisere for dem. Vi er alle skyldige overfor Gud; også om os gælder det, at “Der er ingen retfærdig, ikke en eneste” (Rom 3:10), også “vor mund er lukket” og også vi “står strafskyldig ind for Gud (Rom 3:19)”. Kun Guds “uforskyldte nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3:23) kan ændre og har ændret på det; se også Ef 2:1 ff; 1 Tim 1:15; Tit 3:3-7.

Guds vrede mod al synd
Bibelen vidner om en Guds vrede, som er rettet mod al synd og ugudelighed hos mennesker (Rom 1:18; Ef 2:3; 5:6; 1 Thes 5:9-10; 2 Thes 1:5 ff.; 2:11). Fra den vrede er den, som tror på Jesus, frelst ved, at Jesus døde for os og tog vreden, dommen og straffen på sig.

Guds vrede er virkelig. Men Gud er også “sen til vrede”, og han er ikke bestandig vred. Vrede er ikke en del af Guds natur, men en følge af syndefaldet, af menneskets oprør, undertrykkelse af sandheden, ødelæggelse af medskabningen, uretfærdighed og ondskab.

Gud holder sin vrede tilbage, men hans vrede er ofte skjult og virker på den måde, at Gud giver mennesker hen til at følge den vej og den kurs, de har lagt for deres liv og følge det til den bitre ende. Det er der flere eksempler på i Guds handlen med sit eget folk, Israel, og det siges direkte i Det Nye Testamente (Rom 1:24 ff.; Åb 22:11 ff.).

Bibelen har det ikke med at graduere synd, for al synd er alvorlig. “Synd er lovbrud”(1 Joh 3:4), brud på Guds hellige lov. Dens løn er døden (Rom 6:23). Nogle synder er samfundsmæssigt mere alvorlige end andre (se f.eks. Matt 18:6 ff.; 1 Kor 3:17; Gal.1:8-9; 5:12; 1 Tim 5:24; 1 Joh 5:16). I den henseende kan vi måske graduere synd. Men vi må aldrig glemme “bjælken i vort eget øje” (Matt 7:5), og vi må ikke overhøre advarslen i Jesu ord til os, når han spørger os “Mener I, at de var større syndere end andre?” eller “Mener I, at de var mere skyldige end andre?” (Luk 13:1-5), og også i dag gælder hans advarsel: “Hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de”.

Lad os understrege, at vi ikke har problemer med at anerkende homoseksuelle som mennesker. Vi har heller ikke problemer med at anerkende homoseksuelle kristne som brødre og søstre i Kristus og med at have fuldt fællesskab med dem.

Hvor betænkelighederne melder sig, og hvor vi må stå af, er, når homoseksuel tilbøjelighed realiseres i homoseksuelt samliv. Det er her det bliver rigtig svært, og hvor vi mærker en konflikt i vore hjerter. For hvorfor skal det være sådan? Hvorfor må den homoseksuelle ikke følge sine instinkter på samme måde som den heteroseksuelle må?

Men er det nu rigtigt set fra et bibelsk perspektiv, at den heteroseksuelle er fri til at følge sine lyster og instinkter? Er ikke også den heteroseksuelle under Guds Ånds disciplin, og er der ikke ting, han og hun kunne have lyst til, som må lægges ned i lydighed mod Herrens bud? Er Skriften ikke meget detaljeret i dets formaninger til os, hvad netop ægteskab og samliv angår?

Sandheden er jo, at hvad enten vi er heteroseksuelle eller homoseksuelle, er vi som kristne under Kristi herredømme; vi ejer ikke os selv, men vore legemer tilhører Kristus, og derfor kan vi ikke bruge dem bare som det lyster os (se 1 Kor 6:12-20).

Kun homoseksuelle kristne
Vi taler her udelukkende om kristne, og vi taler om kristne indenfor en nytestamentlige definitionsramme og ikke om “kristne” som omfattende enhver, som er barnedøbt eller ikke ligefrem tilhænger af en anden religion.
Hvordan vi end med tiden er kommet til at se på det, kan vi ikke komme udenom, at Det Nye Testamente skelner mellem dem, der “står udenfor” og dem der “er indenfor” (1 Kor 5:12), mellem dem, som er “i Kristus” og dem, der ikke er det, mellem dem, som er “Guds børn”, og dem, der ikke er det, mellem dem, som er gået ind i Guds rige og er “rigets børn” og dem, der ikke er det.

Det er dem indenfor, som vedkommer os. Dem udenfor har vi ingen myndighed over, og vi kan ikke forvente af dem, at de skulle føle sig forpligtet af Jesu lære eller af de normer, der gælder i kirken.

Problemet i hele debatten om kirkens inddragelse i det sekulære samfunds projekt med at ligestille ( i ligerettens hellige navn) homofilt og lesbisk samliv med ægteskab er, at kirken i vort land er så meget en del af samfundet, at kirken næsten er tvunget til at følges med samfundet. Men gør kirken det, kan den ikke være Jesu Kristi kirke. For i kirken er Jesus Kristus hovedet, og kun han. Han og han alene bærer kronen. Det gør han også i verden, men det er ikke en synlig virkelighed endnu, men bliver det først ved hans genkomst (se Ef 1:19-23; Fil 2:9-11; Matt 28:19; Joh 17:2; Heb 2:8 ff.).

Folketinget kan ikke være kirkens hovede, og hvad Folketinget vedtager kan ikke være lov i kirken.

Hvis samfundet vil anerkende homofilt samliv på linje med ægteskab mellem mand og kvinde, bliver det samfundets sag og ansvar, som vi ganske vist som kirke profetisk må advare imod, fordi det går Guds skabelsesordning imod og vil nedkalde Guds dom og vrede, men vi vil ikke kunne hindre det.

Men når samfundet så yderligere vil tvinge kirken til at følge trop og tvinge kirken til at være ceremonimester og ved et ritual og en velsignelseshandling stå inde for sådanne forhold, så må kirken stå af og sige nej.

Ellers er den illoyal over for sin Konge og Herre, og illoyalitet på det plan truer kirken med, at den bliver “overladt til sig selv” og ophører med at være kirke, at lysestagen flyttes og slukkes (Åb 2 & 3).

Det er der flere i kirken som lider tungt under, og disse må vi støtte med dyb sympati og med vore bønner. Men det fortvivlede i situationen er, at det er der endnu flere, som ikke anerkender, heriblandt kirkens ledelse og ikke så få teologer. Det er her, vi må undre os og spørge, hvordan det kan gå til, at vi er blevet bragt så langt ud på så kort tid.

Homoseksuelle og synd
Bibelen forholder sig særdeles afvisende (og fordømmende) overfor homsoseksuel praksis. Moseloven fastsætter dødsstraf for det. Bibelen beretter om homoseksuelle udskejelser både udenfor (1 Mos 19: 4 ff.) og indenfor Israel (Dom 19) og også om den forfærdelige dom, som blev følgen af det. Paulus beskriver hedningeverdenens åndelige og moralske forfald i Romerbrevet 1:18 ff.

Herimellem skriver han, at “Gud prisgav dem til vanærende lidenskaber: Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den naturstridige, og ligeså opgav mændene den naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres begær efter hinanden; mænd levede skamløst med mænd og pådrog sig dermed den straf for deres vildfarelse, som de fortjente” (vers 26-27).

Til menigheden i Korinth skriver han: “Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, I blev helliget, I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd” (1 Kor 6:9-11).

Syndere - også de som konkret nævnes her - er ikke forment adgang til Guds rige, hvis de tager imod syndernes forladelse ved Guds nåde ved troen på og overgivelsen til Jesus Kristus, men man vil ikke som kristen kunne fortsætte i det samme liv, som om ingen ting er hændt. Der er et før og et efter i enhver sand kristens livshistorie. Troen på Jesus Kristus sætter et skel, den gør en forskel, en afgørende forskel.

På forskellig måde har man forsøgt at komme udenom disse bibeludsagn, bløde op på dem, mildne dem, omfortolke dem, men uden nogen overbevisende effekt. Teologisk har man også søgt at lægge afstand til dem ved at hævde, at de er tidstypiske og midlertidige og ikke en del af Bibelens budskab som sådan, men åbne for ændringer, ja ligefrem ophævelse i takt med, at vi som mennesker er blevet klogere på mennesker og vor tolkning af, hvad kristendom er.

Tale om synd nedtonet
Det humanististiske, darwinististiske, biologiske, psykologiske og terapeutiske menneskesyn har også vundet mere og mere indpas i kirken. Kirken taler ikke så meget mere om synd og frelse, om Guds vrede og dom og om fortabelse.

Gud bare accepterer os som vi er, “han tror på dig” siges det igen og igen af mange præster og fra mange prædikestole. Ligeværd, ligestilling, menneskers frie valg og frigørelse fra al myndighed og autoritet præger holdningerne udenfor som indenfor kirken. Seksuel orientering ligger i generne, er noget medfødt; skal en homoseksuel blive et helt menneske, må han og hun have frihed til at realisere sig selv, dvs.give sig hen til en partner af samme køn.

Med de holdninger, vi vokser op med i dag, er det utrolig svært for den enkelte kristen at gå imod strømmen, og gør man det, må man være beredt på at få mange stærke skældsord rettet mod sig. Desperat leder vi efter kompromisser og opgiver at kæmpe, og til sidst har vi ikke alene forsonet os med det herskende menneskesyn, men har gjort det til vort eget. Her befinder vi os i dag. Nu vil kirken gerne aktivt medvirke til at befordre homofile samliv og hjælpe dem på vej, endda hjælpe dem til Guds velsignelse.

To fløje i kirken
Det mærkelige er, at kun få spørger om, hvad Guds velsignelse mon er for en størrelse, og hvor Gud er i velsignelseshandlingen. Kan Gud gå imod sit eget ord, kan han mene noget i dag, han ikke mente i går, har han udstedt en blancocheck til os, som stiller hans velsignelse til rådighed for os til fri uddeling efter behag? Hvorfor bliver disse spørgsmål ikke stillet? Tror vi, at vi bestemmer over Gud? Er også vores gudssyn blevet forvansket?

Det sidste spørgsmål er der grund til at bore dybere i. Det går uden videre an at hævde at flere teologer og præster i dag for længst har afskrevet, at kristendommen er en åbenbaringsreligion, som hviler på den klare forudsætning, at Gud er Skaberen, historiens Gud, den evige, almægtige, alvidende, enerådende Gud. Kristendommen står og falder med, at det er sandt. Uden det er vi efterladt i mørke om Gud, idet Gud kun lader sig kende gennem det, han har valgt at tilkendegive om sig selv for os.

Henrik Højlund, Jens Ole Christensen og andre har ret i deres iagttagelse, at kirken i dag rummer to fløje, en, som betragter kristendommen som en menneskelig, social konstruktion, som derfor også må redefineres i forhold til som menneskers værdinormer ændrer sig og en, som holder fast ved, at kristendommen er noget overleveret, som skal kommunikeres uforandret fra generation til generation.

For den første fløj er Bibelen nok en vigtig bog, men først og fremmest en bog, hvis meninger må tolkes i forhold til omgivelsernes omskiftelige kultur, for den anden fløj er Bibelen Guds Ord, og er det helt bogstaveligt og absolut, ikke blot i en metaforisk betydning. For den gælder fortsat det reformatoriske princip udtrykt ved ordene sola scriptura, Skriften alene. Det er indlysende, at der ikke kan bygges bro over den kløft. Vedtages forslaget om at stille ægteskab og registreret partnerskab lige vil det være kirkesplittende.

Kristen etik er ikke en biting
Overfor det er det blevet gjort gældende, at kirkens bekendelse kun insisterer på, at man skal være enige om evangeliet og om sakramenternes betydning og forvaltning. Man vil altså sagtens kunne være en enhedskirke, selvom man har et divergerende syn på spørgsmålet om sidestilling mellem ægteskab og registreret partnerskab.

Men noget virkelig farligt er ved at snige sig ind i kirkerne med dette sidste argument, som også har frikirkelige fortalere. At evangeliet står centralt i kirkens forkyndelse er vi ikke uenige om. Men vi vil hævde, at det går imod Det Nye Testamente, hvis kristen etik opfattes som en biting, som principielt kan adskilles fra den ramme, hvori evangeliet er optaget og udfolder sit liv. Det er ikke apostolsk kristendom og bliver det aldrig.

Tro og liv, tro og gerninger, nåde og sandhed og så fremdeles går altid hånd i hånd i sand kristendom. Apostlenes breve, ikke mindst Paulus’ reduceres til en absurditet, hvis det ikke fastholdes. Overlagt synd i det kristne liv og i den kristne menighed omgås Det Nye Testamente altid med stor alvor.

Paulus advarer os endda om, at vi kan miste vor arv, miste Guds rige, hvis vi hengiver os til et liv, der nedkalder Guds vrede, og han advarer os om, at også for Guds folk gælder det, at “Gud lader sig ikke spotte”, og at vi, hvis vi giver os hen til “kødets gerninger” skal være advaret om, at det kan blive vor død. Virkelig alvorlige ting står på spil her.

Hjælp at hente
Til sidst er det os magtpåliggende at få sagt, at denne artikel skal opfattes som et opgør med kristne og med kirker, som er i oprør mod Guds skabelsesordning (se advarslen i Åb 11:18), ikke mod brødre og søstre i Kristus, som hos sig har en drift hen imod personer af samme køn som dem selv. Alle kender vi til at bære på et eller andet, som vi helst vil være foruden. “Vi og hele skabningen sukker endnu og vånder os sammen” (Rom 8:22-23), og “længes efter barnekår, vort legemes forløsning”.

For nogle er det det ene, for andre er det en homofil dispostion og trang. Vi ved godt, at i dag ser man accepterende på det og at ens omgivelser opmuntrer en til “at komme ud af skabet”.

For den kristne er det som så mange andre lidenskaber og fristelser, vi bærer med os, en del af den tunge arv, vi som faldne syndere har taget med os fra fædrene (se 1 Pet 1:17 ff.) Men en arv, som vi kan opleve hjælp fra ved den forløsning, som er i Kristus og i hans kostelige blod. Hvordan så forløsningen vil virke i den enkeltes liv, kan der være forskel på. Nogle vil behøve hjælp fra andre, nogle vil kæmpe sin kamp ud alene med Gud. Men under alle omstændigheder kommer Gud enhver, som søger hjælp hos Ham, i møde med nåde, tilgivelse, hjælp og fred, og vil herigennem - og ikke ved partnerskab - opleve sig velsignet af Gud, endda rigt velsignet (se Es 56:3 ff).