Gud, der udvælger

Af Louis Nielsen KP 03-2008

I trosbekendelsen bekender vi som det første af det, vi tror på, at “vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber”. Men vi har problemer med ordet almægtig. For hvad er almagt, og hvad betyder det?

Det betyder klart noget mere og noget dybere end at kunne alt og gøre alt, hvad man vil. Det betyder også at være ubundet, ikke at stå til regnskab overfor nogen anden end en selv, ikke være afhængig af nogen og at være uforanderlig, evig og uforkrænkelig.

I vores fantasi leger vi med tanken om almagt, men ender alligevel altid med dilemmaer, vi ikke kan redde os ud af. Tanken om, at nogen dødelig skabning skulle være almægtig, er heller ikke nogen behagelig tanke.

I samme øjeblik et menneske har fået den tanke om sig selv, at han er almægtig, da ve hans folk! ve alle i hans omgivelser! ve verden! “Store mænd”, har Lord Acton sagt, “er næsten altid onde mænd”. “Al magt korrumperer”og “total magt korrumperer totalt”, konstaterer han.

Egyptens faraoner, assyrerkongen Sankerib eller babylonerkongen Nebukadnesar blev tilskrevet guddommelighed af deres folk, og de opfattede sig som almægtige. Men i mødet med Israels Gud og stillet over for ham afsløredes det, at de var lige så dødelige og skrøbelige som alle andre mennesker. Læs Esajas 14; 37:21-29; Ezekiel 26-29; Daniel 4; 5:18 ff og grund over ordene i Es 40:21-24:

Ved I det ikke? Hører I det ikke?
Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen?
Har I ikke indset det
fra jordens grundlæggelse?
Det er ham, der troner over jordens flade,
men alle dens beboere er
som græshopper;
han spænder himlen ud som et slør,
breder den ud som et telt at bo i.
Fyrster gør han til intet,
jordens dommere til tomhed.
Knap er de plantet, knap er de sået,
knap har stiklingen slået rod i jorden,
før han puster til dem, så de visner,
og stormen river dem bort som strå.

Kun den kærlige Far
I det postmoderne vestlige demokrati er det ikke god tone at tro på, at der findes en definitiv sandhed, et evigt guds-herredømme, en magt, som vi skylder liv og alle ting og som suverænt råder over både vor individuelle fremtid og alt det skabtes fremtid.

Kirken har været alt for villig til at give køb på sin egen sandhed for at komme tidens mennesker i møde. Måden at møde mennesket på har længe været dikteret mere af terapi end af teologi forstået som den sande lære om Gud. For meget har der været talt om Gud som en kærlig far på bekostning af alle de andre sandheder om Gud, som Bibelen møder os med.

Vi har svært ved at forlige os med en Gud, som siger : “Der er ingen anden Gud end mig, en retfærdig Gud, en Gud der frelser, der er ingen anden end mig” (Es 45:21), en Gud, som gang på gang siger JEG ER HERREN, og som forlanger vor udelte hengivenhed og lydighed (2 Mos 20:3; 5 Mos 6:4-5).

Det er altid farligt at lægge til eller trække fra det, som Gud har sagt om sig selv (Åb 22:19), men det er der desværre mange, som gør og som uden at blinke udtaler sig om, hvordan en Gud, som de skal kunne tro på, skal være.
At en Gud, som har al magt, som kalder sig JEG ER, som “gør alt, hvad han vil i himlen og på jorden, i havene og de store dyb” (Sl 135:6), også skaber, former og danner som han vil, døder og gør levende som han vil og udvælger og kalder som han vil, kan vel ikke undre os, selv om måden, han gør det på og visdommen han gør det med, altid vil slå os med forundring, som det slog Paulus med forundring:

“ O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje! For “hvem kender Herrens tanker, eller hvem blev hans rådgiver? Hvem har givet ham noget først, så han må gøre gengæld? Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting. Ham være ære til evig tid! Amen” (Rom 11:33-36).

Almagt og nåde
Det forunderlige er, at Paulus og hele Bibelen forener Guds suverænitet og absolutte magt og herredømme med hans nåde, barmhjertighed, trofasthed og godhed, at samtidig med, at Gud er absolut almægtig, er han “god og gør godt, og hans miskundhed varer til evig tid”.

Guds udvælgelse af mennesker og folk må ses ikke blot som en udfoldelse af hans magt, men også som en udfoldelse af hans nåde. Han fra hvem alle gode og trofaste gaver kommer ned, er den samme, der “ved sin vilje fødte os ved sandhedens ord til at være en førstegrøde af hans skabninger” (Jakob 1:17-18). “Evigt bygges din godhed”, siger Etan, “i himlen grundfæster du din trofasthed” (Sl 89:3). “Nåden hun er af kongeblod” synger Grundtvig ( Den danske Salmebog gamle udgave 595; ny udgave 695).

“Af nåden er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven” (Ef 2:7; 1948 oversættelsen) siger Paulus, og de fleste kristne har ikke svært ved at erkende det, ikke mindst når det sættes sammen med det følgende vers: “Detskyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af”.

Men ordene går dybere endnu og må forbindes med ordene i Ef 1:4 ff: “For før verden blev grundlagt, har Gud i ham (i Kristus) udvalgt os til at stå hellige og uden fejl for hans ansigt i kærlighed. I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed, som han har skænket os i sin elskede søn”.

Både den personlige og menighedens frelse hviler på Guds suveræne vilje og valg og ikke på noget i os. “Ingen”, siger Jesus, “kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6:44). Lidt før havde Jesus sagt: “Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig, og den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort; for jeg er kommet ned fra himlen, ikke for at gøre min egen vilje, men hans vilje, som har sendt mig” (Joh 6:37-38).

Gud udvælger, forudbestemmer og kalder: “Vi ved”, siger Paulus, “at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort” (Rom 8:28-30).

Almagt og Guds svaghed
Guds frelse i enhver af dens aspekter er her: Dens afsæt i Guds evige vilje over udfoldelsen gennem Kristi komme til verden og hans forløsende død på korset til kaldelsens øjeblik, hvor hver enkelt af Guds udvalgte hører Guds kald, tror på evangeliet og tager imod Guds nåde i Kristus til den herlighedens forunderlige dag, hvor alle Guds sønner står ligedannede i Kristi billede for hans ansigt:

“Strålende i Kristi lighed,
prisende hans nåde der,
skulle vi hos Herren samlet,
aldrig, aldrig skilles mer.”
(Evangelisk Sang nr 359).

Udvælgelse, forudbestemmelse, kaldelse er alle ord, som stærkt påminder os om, at “Frelsen kommer fra Gud, som sidder på tronen og fra Lammet” (Åb 7:10). Læg mærke til, at ordene, som hidrører fra den store utællelige skare af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål, også fremhæver Guds herredømme og magt - “vor Gud, som sidder på tronen”. (Åb. 12:10 og 19:1).

Frelse er at kalde på den opstandne Jesus’ navn og bekende ham som Herre, han som er rig nok for alle, som påkalder ham” (Rom 10:6-13). Frelse knyttes også i Ef 1 og 2 nøje til ham og sammen med ham, som er oprejst fra de døde og af Gud sat ved hans højre hånd i himlen “højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan, ikke blot i denne tidsalder, men også i den kommende. Alt har han lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken, som er hans legeme, fylden af ham , der skaber hele sin fylde af alle” (Ef 1:20-23).

Med rette er det blevet fremhævet, at evangeliet er “ordet om korset”, at kristen teologi frem for alt er “korsteologi”, og med rette er vi påpasselige med, at ikke for meget “herlighedsteologi” (forstået i bred almindelighed; ikke specifikt som fremskridtsteologi, trosbevægelse, KBC og Livets Ord) skulle trænge ind iblandt os.

Men ofte reagerer vi på Bibelens magtsprog med afstandtagen. Vores dårlige oplevelser af magt, afstandtagen fra myndighed og tendens til altid at se os selv i en offerrolle og terapikulturens udbredelse gør, at vi hellere taler om en afmægtig Gud end en almægtig Gud.

Korsets budskab udlægges også mere og mere som Guds identificeren sig med den hjælpeløse, frem for som soning for vore synder, og generelt føler vi, at vi trænger mere til trøst end til frelse fra synd, død og fortabelse. Der byttes virkelig om på indhold og begreber i disse år også på evangeliets indhold og begrebsverden.

Selvfølgelig er det sandt, at Kristi kors viser os Gud, i hvad vi må kalde hans svaghed. Men vi overser nemt, at Paulus også siger, at Gud i sin dårskab er “visere end mennesker og i sin svaghed stærkere end mennesker” (1 Kor 1:18-25).

Kristus blev “korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt” (2 Kor 13:4). Han døde, og han døde i navnløs pine, mørke og gudsforladthed, men han råbte også DET ER FULDBRAGT, og da han befalede sin ånd i Faderens hænder, “flængedes forhænget i templet i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede , og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op” (Matt 27:50-54). Jesus er, siger Paulus “stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde”(Rom 1:4).

Det Nye Testamentes vidnesbyrd om Jesus er tydeligt: Han forlod herlighedens trone, gav afkald, tog en tjeners skikkelse på, blev menneske, ydmygede sig selv og blev lydig indtil døden, døden på et kors, men han er også højt ophøjet og har af Gud fået navnet over alle navne, og i det navn og for det navn skal alle knæ overalt i det skabte univers bøje sig og alle tunger bekende til Gud Faders ære: JESUS KRISTUS ER HERRE (Fil 2:6-11).

Alt, hvad Det Gamle Testamente fortæller os om Gud som almægtig, gælder uafkortet om Jesus Kristus, Herren, Menneskesønnen, hvem Faderen har givet magt til at give liv og til at holde dom (Joh 5:24-30).

Vi forstår ikke det med Guds almagt, og måske føler vi os reduceret til brikker ved den determinisme, vi fornemmer, der gemmer sig i det. Hvad bliver der af vores vilje og ansvar? Er vort valg aldeles ligegyldigt? Tvinges vi til at spille med på Guds plan, er vores hengivenhed for ham uden betydning? Har vi slet intet at skulle have sagt?

Måske opstår vores problemer, fordi vi stiller noget op overfor hinanden, som er de modsætninger frem for komplementære? Gud har skabt os i sit billede, frelst os og gjort os til sin særlige ejendom og skat blandt alle andre folk og alle mennesker. Det er, hvad udvælgelse, forudbestemmelse og kaldelse er om. Det er sådan nådens frihed og herredømme manifesterer sig.

Når evangeliet drager os til Jesus Kristus, så er det Gud, som kalder på os. Når vi responderer på det, tager imod, tror på det, overgiver os til det, sker det ved Guds virke. Men det er os, dig og mig, som tager imod og bekender Jesus som Herre. Vi gøres “lydige af hjertet imod den lære, vi indføres i” (Rom 6:17).
Vores “ja” til Gud er virkelig vores ja, ligesom vores “nej” til ham bestemt vil være det. Men medens vores “nej” ofte er en refleks (jvf. Rom 1:18 ff.) indgroet i vor natur som syndere, er vores “ja” fremkaldt af ham, for “det erGud, der virker i os både at ville og at virke for hans gode vilje” (Fil 2:13).

Vor fortabthed er virkelig fortabthed, fordi vi end ikke evner at række ud mod Gud uden, at han først rækker ud mod os. Den alarmerende sandhed om os er jo , at “der er ingen forstandig, ingen der søger Gud, alle er vi kommet på afveje, alle er vi fordærvede, ingen gør godt, ikke en eneste” (Rom 3:11-12).

Udvælgelse, forudbestemmelse og kaldelse er dermed ikke perifere sandheder, som kun en spekulativ teologisk elite skal beskæftige sig med, og som den aldrig vil kunne enes om. Det vedrører os alle, en virkelighed som, hvis den ikke var til, efterlod os alle i fortabelsens mørke, “uden håb og uden Gud”. Det er glædelige sandheder, som bør efterlade os ydmyget, men også undrende over, at Guds nåde er så stor, at den også er nået til mig, ja mig.

Stadig mysterium
Men når alle disse ting er sagt, efterlader det os stadig med et mysterium: Hvorfor Hans og ikke Søren? Er der nogen, som på forhånd er udelukket fra frelsen? Vi vil aldrig kunne give noget tilfredsstillende svar på det spørgsmål.

“Er der nogen uret hos Gud?”, spørger Paulus og afviser med det samme spørgsmålet med et “Aldeles ikke!” (Rom 9:14). Guds veje er for os usporlige og hans domme uransagelige (Rom 11:33 f). Jesus besvarer heller ikke spørgsmålet “Er det kun få, som bliver frelst?” (Luk 13:23). Indbydelsen til at komme til Guds riges bryllupsmåltid udgår til alle. Sædemanden sår sit korn vidt og bredt også der, hvor det ikke lader sig så. Jesus er sonofferet for hele verdens synd.

Gud elsker verden så højt, at han giver sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Evangeliet sendes ud i verden og forkyndes vidt og bredt for alle, men ikke alle adlyder og tager imod. Bibelen slutter med en fremrakt hånd, med en appel til alle om at komme: “Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet” (Åb 22:17).

Gud har kaldet kirken ind i forligelsens tjeneste med forligelsens budskab til alle. Derfor appellerer vi også til alle på Kristi vegne: “Lad jer forlige med Gud! Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kan blive Guds retfærdighed i ham” (2 Kor 5:18-21).

Om nogle ting gælder, at “de skjulte ting hører Herren vor Gud til; de åbenbare hører for evigt os og vore børn til” (5 Mos 29:28). Flere af vore spørsmål må vi sende tilbage til Gud og sige: “Gud Herre, det ved kun du!” (Ez 37:3).

Ikke retskrav men nåde
Gud har åbenbaret os, at alle dem, som tror, har han velsignet og udvalgt i Kristus fra før verdens skabelse, dem har han også forudbestemt til herlighed og ligedannelse med Kristus, og dem har han også kaldet ved evangeliets nåde. Men han har også sendt os med fredens og forligelsens evangelium til en fortabt verden.

Nogen vil høre og tage imod. Andre vil afvise og sige nej. Og i begge tilfælde er Gud på en eller anden måde i det. På det dybeste plan er det en gåde for os, men sådan er frelsen.

Den er jo ikke en selvfølge, ikke en menneskeret, ikke et retskrav. Men en nådesbeslutning og en nådeshandling fra først til sidst. Anderledes kan det ikke være. For hvis nåden på en eller anden måde er relateret til os og udgår fra os, er den ikke længere nåde. Nåden sender altid al ære og al pris tilbage til Gud.