Grosbøll-sagen:
Kan man være kristen
uden at tro på Gud?

Af Louis Nielsen - KP 03-2004

Taarbæk-præsten Thorkild Grosbøll har med sin udtalelse om, at Gud har “abdiceret” sat fokus på det nye gudssyn, som præger dele af kirken og dens teologer. Vi stiller her skarpt på det moderne gudsbillede.

En ejendommelig følelse bemægtiger sig den fligtige avislæser i denne tid. Det religiøse stof har fanget mediernes interesse og optager mere og mere plads i aviserne og i TV. Islams synlighed i gadebilledet, den uro, som præger store dele af verden i dag, og den politiske debat er uden tvivl en stærkt medvirkende årsag hertil.

Nyfigenheden over for det “mere, som er mellem himmel og jord”, er en anden årsag. Så er der alle de kendte, som i interviews direkte bliver spurgt om, hvordan de forholder sig til Gud og religion.

Samtidig får vi fra mange inden for og uden for kirken næsten dagligt at vide, at det såkaldte postmoderne menneske umuligt kan tro på Gud.
For nylig var der et indlæg i Kristeligt Dagblad, hvor forfatteren med stor iver opfordrede teologiske professorer og andre kompetente mennesker til at formulere et nyt gudssyn, som giver mening for mennesker vokset op med det moderne verdensbillede og Darwins evolutionsteori.

Det er jo indlysende, påstod samme forfatter, at vore forfædre, som for godt 1500 år siden formulerede den apostolske trosbekendelse, var endda meget uvidende. (Et hjertesuk: Hvad stiller man op med sådan et hovmod?).

Sådan bølger debatten frem og tilbage, men efterhånden står det klart, at for nogle er bare tanken om, at der findes mennesker i dette land, som har en bibelsk, ortodoks tro en vederstyggelighed. Folk med en gammeldags tro på, at

“Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Om slægter svimle - blandt stjernestimle
utallig vrimle i høje Himle Guds grøde”

er grinagtige, dumme og værst af alt fundamentalistisk og foran sig ser man allerede konturerne af en terrorist (se Gal 1:8 og 1 Kor 16:22).
Allehånde ting, som ikke har det ringeste slægtskab med hinanden, blandes sammen i fremstillingen af dette fugleskræmsel: Uvidenhed om kristendommen, foragt for og had til amerikansk kultur, frygt for Islam og islamisk fanatisme. Andre årsager er en udbredt autoritetsforskrækkelse, demokratisme, politisk korrekthed og afvisning af afhængighed og at have nogen over sig, som man endeligt og ultimativt står til ansvar for med sit liv.

Det er det tragiske ved at være en falden synder, som vi alle er, at det er de færreste, som ved, at de er det, og som kalkulerer med det i deres selvforståelse og opfattelse af verden.

Fri fortolkning
Tager vi Bibelen alvorligt, bør ingen af disse ting overraske os - de indgår tydeligt i Bibelens beskrivelse af det gudløse menneske, og Jesus og apostlene har også tydeligt forudsagt og advaret om, at sådan ville det blive hen mod det, de kaldte “de sidste dage” eller “den sidste tid”.
Samtidig rettede de en advarsel til os om ikke at lade “kærligheden blive kold”, ikke at “miste fodfæstet”, ikke at miste modet og tabe målet af syne, men tværtimod være vågne, bedende og afventende. Om det skal vi koncentrere os og samle vore sanser fremfor at mundhugges med mennesker, der ikke kan og vil forstå.
Vi skal dog ikke regne med, at vi flytter nogen sten. Debattens nytteværdi for os ligger i at lade vor egen tro udfordre og skærpe ved den. Og så er det nyttigt at have et overblik over, hvor folk står, og hvordan de tænker.

Vigtigst for os er, at vi “gør en evangelists gerning” (2 Tim 4:5), “prædiker ordet, står frem i tide og utide, overbeviser, irettesætter, formaner, tålmodigt og med stadig undervisning” (2 Tim 4:2), “glæder os til Jesu Kristi tilsynekomst” (2 Tim 4:8), og således “holder fast ved livets ord” (Fil 2:16) og dermed bevarer “den skønne betroede skat”, dvs. det fulde apostoliske evangelium (2 Tim 1:12-14) til Jesus kommer igen.

Kirken må først og fremmest vide, hvor den selv står, men den må også kunne læse “tidens tegn”, udtrykt på en anden måde må den være relevant og autentisk i forhold til sin egen grund, men den må også kunne kommunikere sådan, at den opleves autentisk og relevant i den kultur og samtid, hvor den er anbragt af Jesus, som “jordens salt” (Matt 5:13) og “verdens lys” (Matt 5:14). Det giver spændinger, er fyldt med faldgruber og kræver mere end jordisk visdom.

En del af årsagen til den rådvildhed, der råder i kirken i diskussionen med både moderne og postmoderne mennesker, er, at Bibelen er blevet detroniseret i kirken og ikke længere anerkendes som “Guds ord, hvad det i sandhed er” (1 Thes 2:13). I store dele af kirken anerkendes Bibelen heller ikke som “Guds åbenbaring” og dens fortælling ikke som frelseshistorie eller åbenbaringshistorie, men betragtes og tolkes som enhver anden religion bliver det ud fra religionshistoriske kriterier alene.

De til enhver tid rådende filosofiske anskuelser kommer dermed til at bestemme, hvordan kristendommen skal tolkes; hvordan det postmoderne menneske føler om Gud kommer også til at have meget at skulle have sagt.

Således har vi gennem de sidste 150 år set, hvordan forskellige filosofiske strømninger har sat deres fingeraftryk, ja ofte har lagt deres hænder på kirken og næsten dikteret, hvordan teologien skulle tænkes og formes for at blive respekteret og være gyldig på parnasset.

Og således er vi meget groft udtrykt gået fra Kant, Schleiermacher, Bultmann, Tillich til Spong eller fra religionsfilosofisk apologetik over kristen eksistentialisme til ateistisk kirkelighed. Indimellem var der Karl Barth og den dialektiske teologi eller neoortodoksien, som insisterede på åbenbaringen, men desværre fejlede med at forankre den til Skriften.

Kirkens forkyndelse er i krise (og det gælder alle afdelinger af den kristne kirke, ikke kun folkekirken), fordi vi ikke længere respekterer og brænder for reformatorernes “Sola Scriptura”, “Skriften alene”.

Gud - kun en metafor?
Kan man være forkynder i den kristne kirke uden at ville eller turde tale om Gud som værende? “That is the question”! I f.eks. den aktuelle sag omkring Grosbøll kan han eller de præster, professorer og lægmænd, som har udtalt deres støtte til Grosbøll siges at være autentiske i forhold til det, som kirken står og falder med?

For er det muligt at operere med en tro, man stadig vil kalde kristen, hvor man nedskriver Guds eksistens, og siger “at han har abdiceret til fordel for sin søn”, hvor man gør op med selve teismen? Ifølge “Teologisk Ordbog” er teisme “troen på en personlig, selvbevidst og selvvirksom Gud, der ikke kun har skabt verden, men også indvirker på den udefra.”

Er det Bibelens tro, som begynder og ender med Gud? Er der nogen som helst antydning af, at nogen bibelsk forfatter brugte ordet “Gud” som metafor, som betegnelse eller tydningsord for noget andet, kærlighed f.eks.?
Kan man forestille sig, at trosbekendelsens første led mener noget rent abstrakt eller poetisk med det, når den gennem generationer har lagt ord til kristnes bekendelse af vores fælles tro på “Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber”?
Grosbøll og andre vil måske svare nej på disse spørgsmål, men omgående vil de gøre gældende, at vi lever i en helt anden verden, og at ord som gud, skaber, jomfrufødsel, opstandelse, himmelfart, kødets opstandelse og evigt liv ikke giver mening i vores verden.
Hebræerbrevet 11 er lærerigt i henseende til det spørgsmål, vi stiller om tro, både om, hvad tro er og forudsætter, og hvor tro fører hen.
Kun ved tro er det muligt at fatte sammenhængen i verden og i livet - kun gennem den kender vi, at “verden blev skabt ved Guds ord”, og at det, vi ser, er blevet til af noget usynligt.

Men pointen i disse ord er ikke, at det er fint dette med troen, men at Gud er der før troen, og at den netop er mulig, fordi Gud er der, tager initiativer og handler. Kun derfor kan troen kaldes “tillid” og “håb”. Hvordan f.eks. Enok og Noa eller Abraham modtog Guds ord, ved vi ikke, men uden tvivl hørte de det og var ikke i tvivl om, at det var Gud, som talte til dem.

Videnskaben ikke ufejlbarlig
Meget har ændret sig siden Bibelens tid og i kirkens totusindårige historie. Verdensbilledet er et afgørende andet, livets opståen forklares anderledes, verden er blevet uendelig mere kompleks og skræmmende upersonlig, tilfældig og meningsløs.

Menneskets teknologiske kunnen og formåen synes ubegrænset. Men ikke kun for det gode, bestemt også for det destruktive og ødelæggende. Ja havde der ikke været et Forsyn, som har holdt hånden over os, kunne vi nemt have udslettet alt levende for længst. Mennesket selv er på bunden det samme frygtende og skrøbelige menneske, det har været lige siden syndefaldets dage.

Videnskabelige målinger giver sig ud for at være objektive, og generelt er der ikke nogen grund til at betvivle deres nøjagtighed eller de fysiske love. Den subjektive faktor i en hvilken som helst undersøgelse kan man imidlertid ikke se bort fra. Videnskaben er dermed ikke uforanderlig eller ufejlbarlig; tilmed savner den helt den personlige dimension; gør man den til Gud og betragter den som den definitive autoritet uden for sig selv, er man i sandhed ilde stedt, ikke bedre end babylonerne, om hvem Esajas sagde:

“Bel går i knæ, Nebo synker sammen (Bel og Nebo er babyloniske guder),
gudebillederne læsses på lastdyr og okser. De, der blev båret af jer, løftes op på trætte dyr, men de synker sammen og går i knæ, de kan ikke bringe deres byrde i sikkerhed, guderne selv må gå i fangenskab. Hør mig, Jakobs hus, alle de, der er tilbage af Israels hus: Lige fra fødslen blev I løftet op, I blev båret fra moders liv. Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer.” (46:1-4). (Læs også Es. 47:13-15.)

Maren i Kæret
Meget afhænger som bekendt af øjnene, der ser, ørerne, som hører og hjertet, som tror. Grosbøll f.eks. taler hånligt om “Maren i Kæret” og “Anna i Mosen”, og frimodigt proklamerer han, at “den slags (de i kristentroen indbyggede dogmer og forestillinger) siger mig ikke noget, og som min mor kan bevidne, sagde mig heller ikke noget som barn”.

Men hvad kommer det dog sagen ved, hvad der siger Grosbøll noget; hvem gør ham eller Spong eller nogen som helst anden af tidens kloge til uimodsigelige sandhedsvidner og autoriteter? Hvorfor skulle vi dog lytte til dem fremfor til Moses, Esajas, Jesus, Paulus, Augustin, Calvin, Luther eller kirken i dens totusindeårige historie, ja for den sags skyld til enfoldigt troende mennesker som de navnkundige “Maren i Kæret” og “Anna i Mosen”?

Var det ikke Jesus, som takkede og priste Gud for, at han “havde skjult dette (om Himmeriget) for vise og forstandige, og åbenbaret det for umyndige” (Matt 11:23)? Tilsvarende appellerer Paulus til korintherne og beder dem huske, hvad de var, da Gud kaldte dem:

De var “ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som var svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting.” (1 Kor 1:26-29).

Hvor stor en betydning for vor gudsforståelse har egentlig det med verdensbilledet? De bibelske forfattere var udmærket klar over eksistensen af nærøstens skabelsesmyter, men intet steds, hvor Guds skabelse af verden præsenteres som historie gøres der brug af dem, kun, hvor der er er tale om poesi, kan vi træffe på dem i Det gamle Testamente, og da fremgår det klart af sammenhængen, at det er billedsprog, og ikke en beskrivelse af et hændelsesforløb.

Ingen Gud med hvidt skæg
Det med, at nogen bibelsk forfatter forestiller sig den evige Gud som en gammel mand med langt hvidt skæg og siddende på en trone svævende et eller andet sted i rummet, er helt ved siden af. Og vi skal hilse og sige fra Maren i Kæret og Anna i Mosen, at sådan har heller ingen af dem nogensinde forestillet sig Gud.

Så forholdsvis tidligt i Israels historie, som da kong Salomo bad sin bøn ved templets indvielse, stod det lysende klart for ham og for Israel, at Gud ikke kan rummes i nogen bolig, hvor stor og prægtig den end måtte bygges, og det hverken på jorden eller i himlen: “Bor da Gud på jorden? Nej, himlen og himlenes himmel kan ikke rumme dig; hvor meget mindre da dette hus, som jeg har bygget dig?” (1 Kong 8:27).

Profeten Esajas i det 7. århundrede før Kristus kendte ikke det moderne verdensbillede, men han vidste, hvilken hellig, majestætisk, ubegribelig og uendelig stor Gud, han tjente, så universet blev for ham uendeligt i sin udstrækning for bare at kunne skaffe rum for at kunne tale om så stor en Gud: “Med hvem vil I sammenligne Gud? Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?” spørges der i Es 40:18 og 25, og svares der i vers 22:

“Det er ham, der troner over jordens flade, men alle dens beboere er som græshopper; han spænder himlen ud som et slør, breder den ud som et telt til at bo i.”.

Om Herren Jesus Kristus i hans opstandelse og himmelfart proklamerer Paulus, at han er “steget op højt over alle himle for at fylde alt”, og at han dér er “højt over al myndighed, magt, kraft, herskermagt og hvert navn, som nævnes kan” (Ef 4:10 og 1:21). Når Skriften omtaler og beskriver Guds transcendens med at bruge billeder eller metaforer knyttet til rum og tid, afgrænser den ikke Gud til disse sfærer.

Vores manglende evne til at kunne beskrive og forstå Gud må ikke forlede os til at tro, som Grosbøll og andre synes at tro, at så er Gud ikke virkelig, ikke personlig og rådende, men kun et ord eller et symbol, vi har valgt at bruge, når vi vil tyde livet og finde dets sammenhængskraft.

Har Gud abdiceret?
Gud som den ikke værende, ikke eksisterende rimer også godt med Grosbølls erklæring, at “Gud har abdiceret til fordel for sin søn”, som han forklarer som “til fordel for os” og med, hvad han videre siger, at skal gudsriget komme, må det komme ved, at vi praktiserer næstekærlighed, ellers kommer det aldrig.

Stil over for det Guds ord til Moses “Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud” (2 Mos 3:6) eller lidt længere henne i samme tekst, hvor Gud både åbenbarer sit navn og tyder dets mening: “Jeg er, den jeg er!”, og sådan skal du sige til dem (til israelitterne): “JEG ER har sendt mig til jer” (2 Mos 3:14) (Læs også Joh. 17:6). Meget apropos, spørger stud.theol. Ida Hammerick Nielson i et læserindlæg i Politiken den 11.juli:

“Det er rigtigt, at inkarnationen er central i kristendommen. Men betyder den, at Gud helt og aldeles har udtømt sig i Jesus og definitivt opgivet at være “noget” uden for mennesket?......Ifølge den postmetafysiske tradition er det forkert at betragte Gud som “noget” Jeg mener, at denne tolkning af kristendommen er forkert.

Men baggrunden for den teologiske afvisning af metafysikken (“metafysik” betyder “efter det fysiske”, dvs. de sidste grunde og sammenhænge for tilværelsen; red.), og dermed også Grosbølls afvisning af denne bygger netop på inkarnationen, at der var “et noget”, som kunne udtømme sig i mennesket Jesus. Den teologiske afvisning af metafysikken bygger på metafysiske spekulationer.

Den kristne fortælling synes selv at sætte en stopklods i for forestillingen om inkarnationen som Guds endegyldige nej til at være Gud. For nok er inkarnationen central, men hvad med opstandelsen? For postmetafysiske teologer er den et irriterende appendiks, der enten forsøges udlagt i meget diffuse vendinger eller ignoreres.

Bibelen er skrevet af mennesker og udstiller også disses kulturelle indskrænkning. Men man bliver nødt til at forholde sig seriøst til de centrale elementer i den kristne fortælling, hvis man vil formulere en kristen teologi. Blot at frembringe en filosofi, der svarer til tidsånden, og optage ét element fra kristendommen, man kan bruge, i dette tilfælde inkarnationen, er i bedste fald en tynd og mangelfuld kristendomsforståelse.

Et andet spørgsmål er, om metafysikken nu er så slem, og om det er så forfærdeligt at betragte Gud som “noget” uden for mennesket. Måske kan det endda være en befrielse. Historien viser med al tydelighed, at mennesket ikke formår at realisere den fuldkomne næstekærlighed. Og når mennesket ikke formår dette, er der ifølge Grosbøll intet. Mennesket må segne under dette umenneskelige krav.

Viser erfaringen ikke, at det er kravet om den totale realisering af kærligheden, der netop truer menneskeligheden? Ser vi ikke, at næstekærligheden viser sig og den store kunst opstår, når mennesket hengiver sig til en andethed, som er større end det selv.” (Så vidt Ida Hammerich Nielson).

I Grosbølls teologi er Gud (Faderen) og den anden person i guddommen, Jesus Kristus blevet radikalt omdefineret; ikke længere giver det mening at tro på ham som Guds Søn fra evighed; inkarnationen i egentlig forstand er også filtreret fra, og det er opstandelsen, himmelfarten og genkomsten også; vi står tilbage med en Jesus, der nok er unik, men alligevel ikke er mere end et menneske; “teologien er”, som det betræffende er sagt, “blevet til antropologi”.

Og det er noget afgørende andet end at tale om Gud i analogier hentet ind fra verden og menneskelivet eller at tale om ham i billedsprog og metaforer. Det gør Gud selv, det gør Bibelen, det gør kirken, det gør vi alle. Ingen ord og intet sprog slår til, når vi står overfor den virkelighedens virkelighed, som er Gud. At møde den er som at “bo ved fortærende ild og bo ved evige flammer” (Es 33:14). “Lad mig dog se din herlighed!”, bad Moses, og fik bønnen opfyldt, men kun på en måde, som han kunne bære: “Du får ikke lov til at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet”. (2 Mos 33:18-23; se også 1 Tim 6:16).
Ingen bibellæser lades i tvivl om, at Gud virkelig mødte Moses, eller at Esajas gjorde det (Es 6) eller Ezekiel (Ez 1-2) eller de udvalgte disciple på forklarelsens bjerg.

Ingen er heller i tvivl om, at den sproglige beskrivelse af det, ikke er virkeligheden selv, men det bedste, som ord, og metaforer kan yde for at føre os ind i Guds transcendente virkelighed.
At det er sådan skal vi ikke ringeagte og sige, “at det bare handler om ord”. At have ord og at kunne tale er i virkeligheden en del af gudsbilledligheden, mennesket er skabt med.
Dermed er kommunikation med sig selv og andre og med Gud blevet en åben mulighed for mennesket. Et af Det nye Testamentes dybeste vidnesbyrd om Jesus Kristus identificerer Jesus både i hans evige forudeksistens hos Gud og i inkarnationen med Ordet, Gudsordet.
Heller ikke bør vi se bort fra Helligåndens medvirken i Skrifternes tilblivelse (2 Tim 3:16; 2 Pet 1:21) og Helligåndens medvirken, når ordet bliver “liv og ånd” for os.
På den måde er der tale om guddommelig, ikke blot menneskelig kommunikation, når Gud taler til os gennem sit ord. Paulus sætter ord på denne hemmelighed i 1. Korintherbrev:
“Hvad vi taler om, er Guds hemmelige visdom, som var skjult, men som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed.
Den visdom har ingen af denne verdens herskere kendt, for havde de kendt den, ville de ikke have korsfæstet herlighedens Herre. Men som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte, det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham, det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder.

Her er en side af sagen, som aldrig bliver nævnt i debatten - Helligånden. Kristendommen betragter sig selv som rationel, og den forsøger at præsentere sit budskab, så der er struktur, sammenhæng og begrundelser i det.

Paulus understreger denne rationalitet, denne “visdom”, som han kalder det. Men der er en dimension mere, en Helligåndens dimension, idet at det kun er ved Helligåndens mellemkomst, at evangeliet kan forkyndes, og kun ved samme Ånds mellemkomst, at det kan høres i tro, blive forstået og modtaget.

Sælger ud af arvesølvet
Det er ejendommeligt at iagttage, hvor meget man er villig til at sælge ud af arvesølvet for at tilfredsstille kradse rationalister som Grossbøl, biskop Spong og andre, og hvor lidt, om overhovedet noget af kristendommen, man har tilbage, før man er færdige med den proces.

Det er efterhånden blevet noget af en kliche at forklare Jesu liv og død eksklusivt som Jesu solidaritet med de svage og lidende. Det unike ved Jesu død som en sonofferdød, hvori Jesus forsoner os med Gud, tager vor synd og skyld på sig og dør, som vor stedfortræder er borte, og med Grosbøll er ringen sluttet, og Gud selv bliver borte.

Guds kraft, hvormed Jesus oprejses fra graven og løftes op på tronen ved Guds højre hånd, er borte. Kan det kaldes “Guds skjulte hemmelige visdom, som Gud allerede før tidernes begyndelse havde bestemt skulle føre os til herlighed” (1 Kor 2:7)? Hvor er den trøst, som bærer gennem liv og død, i det?

Synden er ikke borte, døden er ikke borte, alt er ved det gamle, og nogen ny skabelse er der ikke. Kan det virkelig kaldes “det glædelige budskab”?
Den eskatologiske virkelighed, at Jesus kommer igen, og kommer med “magt og megen herlighed” (Matt 24:30) er også borte, og Guds riges komme er nu afhængig af, at vi efterlever det moralske eksempel, som Jesus satte os, og at vi går ud og praktiserer næstekærlighed som han. Ærligt og redeligt, det er en fattig kristendom, som her rækkes os, så fattig i forhold til evangeliet, at vi må spørge: skal det være kristendom?

Det dybt smertelige og anfægtende ved Grosbølls og ligesindede præsters holdninger er, at de fremsætter dem som præster og forkynder dem i kirken, hvor mennesker kommer (eller burde komme) med en forventning om at høre evangeliet og møde Guds ord. Men selv Grosbøll kan ikke for alvor mene, at det er Guds ord eller evangeliet, han forkynder.

I kirken er der imidlertid intet andet end evangeliet og Guds ord, som gælder. Kirken er ikke et debatforum, ikke et parlament eller en forening, og den er ikke sat ind i verden for at udsende utydelig lyd eller usikre meldinger (se 1 Kor 14:6-12), men for at forkynde for alle, at det umulige er sket og sket offentligt.

Kirken er ikke over Ordet, men under Ordet; Ordet står og falder ikke med kirken, men kirken står og falder med det. Kirkens tjenere må gøre op med sig selv, om de vil “prædike ordet” (2 Tim 4:2) eller ikke.
Kirken har ikke plads til menneskemeninger, men må skabe rum for Ordet. På et universitet eller i hvilket som helst andet forum er det en helt anden sag.

Men ikke i kirken for kirken er ikke menneskers, men Guds. I den råder Gud. Kirken har ingen myndighed i sig selv, men Jesu Kristi myndighed uddelegeret af ham til apostlene råder i den. “Apostlenes lære” (ApG 2:42), “med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten” (Ef 2:20) er, hvad kirken holder fast ved, bygger på og opbygges ved, al anden grund er sandgrund (Matt 7:24-27).

.