Det Moderne menneske med Jesus i ørkenen:
Fristet over evne

Af Louis Nielsen - KP 01-2004

Fortællingen om Jesus’ fristelse i ørkenen er en vigtig fortælling i forhold til hans kald som Menneskesøn, som skal bringe ære til Gud og dø for menneskers synd.

Vi vil respektere denne prioritering men samtidig lade historien fortælle os noget om, hvori sand menneskeværd består. Ingen har mere fuldkomment end Jesus vist os, hvad det er at være autentisk menneske. Og det vidunderlige ved ham er, at han ikke blot er et forbillede for os, han forløser os også og fornyer os til at blive sande mennesker.

Mattæus-Evangeliet har proklameret, at Jesus er Guds Søn, men Jesus er også sandt menneske og hans aner rækker tilbage til begyndelsen af Israels udvælgelse og kaldelse. Han er også Israel.

Jesu Kristi guddom er fuld og ægte, men det er hans menneskelighed også. Det nye Testamente ophøjer aldrig det ene på det andets bekostning. Han er både Gud og mand, intet andet, intet mere, intet mindre.

Som menneske er han udsat for livets trængsler og fristelser, de fysiologiske, biologiske og åndelige love er ikke anderledes for ham end for enhver af os. Jesus er helt ægte menneske, og der er intet fantomagtigt ved ham. Han er, ifølge Hebræerbrevet, ”Sønnen i Guds hus”, men det betyder ikke, at han er undtaget forpligtelser og love, vi er pålagt. Det betyder ikke, at han handler efter sit eget hovede uden hensyn til, hvad hans Fader i Himlen vil eller hvad der gavner os, som han kalder ”sine brødre”.

Han kom for at gøre sin Faders vilje, det blev ”hans mad” (Joh4:34), han gav sit liv hen i tjeneste for sine brødre (Heb. 2:17; 1948 oversættelsen) Alt var frivilligt for ham, ingen og intet tvang ham. I frivillighed ”gav han afkald og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Fil. 2:6-11); frivilligt lagde han sit liv ned i døden på korset (Joh. 10:18). Han valgte at ”blive lydig” (Fil. 2:8) en lydighed, der betød fattigdom, fristelser, lidelser og død (Heb. 5:7-10).

Hans møde med Djævelen var virkeligt, sulten, udmattelsen og den brødløse og dæmonbesatte ørken var ægte. Fristelsen til at komme til at herske over al verdens riger og folk uden om korset var ægte.

Opholdet i ørkenen, de fyrre dages sult og mødet med Fristeren må forstås bogstaveligt, men helt præcist, hvordan mødet fandt sted, og om Jesus bogstaveligt stod på templets tinde og på et højt bjerg, eller om det foregik i syner, det ved vi ikke (jfr. 2. Kor. 12:1-4). Han blev fristet, men han sejrede også, og det var det første skridt frem mod korset og hans definitive og evige sejr der.

Det okkulte er blevet stuerent
Vi vil nu følge en anden tråd og lade fortællingen om fristelsen i ørkenen tale ind i den situation, som vi moderne mennesker står i.

1. Først skal vi lægge mærke til den verdensforståelse Mattæus’ beretning er sat ind i. I lang tid har den transcendente verden med engle og dæmoner, det mysteriøse, og Gud og Satan været henvist til skammekrogen i de lærdes kreds.

I dag dukker det op alle mulige og umulige steder og langfra altid for det gode. F.eks. er det okkulte blevet respektabelt, og benovet og ukritisk formidler medierne det ind i folks dagligstuer, ikke mindst TV2. På den noget mere positive side møder vi den genvakte interesse for det åndelige og hinsides i den enorme succes som Tolkiens ”Ringenes Herre” har haft og på et andet og måske lidt mere tvetydigt plan i den nærmest kultagtige bølge fremkomsten af Rowlings bøger om Harry Potter har sat i gang.

Filosoffers, historikeres, psykologers og kriminologers forsøg på udelukkende at forklare menneskers massivt onde gerninger ved rationelle forklaringsmodeller er langtfra altid overbevisende. Ondskaben manifesterer sig undertiden som både større og stærkere end selv de mest gruopvækkende uhyrer af menneskeracen er kapable til. Kort og godt er Bibelens verdensbillede mere sandt og mere i overensstemmelse med virkeligheden end psykologiens; verden er styret og ledet af, hvad Paulus kalder ”verdensherskerne i dette mørke, ondskabens åndemagter i himmelrummet” (Ef. 6:12).

Der er langt imellem den nye spiritualitet, som mest af alt er udsprunget af en gnostisk og dualistisk verdensforståelse, og det bibelske verdensbillede, der er frembåret af en tro på en transcendent, evig og suveræn Gud. Han har åbenbaret sig i Bibelens mægtige hændelser, gennem profeterne og i evangeliet om Jesus.

Den verdensforståelse afmystificerer ikke livet og verden, den trænger sig ikke på som et mantra eller en trylleformular, der løser alle gåder, men den forvisser os om, at Gud Herren kender alle ting og hersker over alle riger til alle tider. ”Af din vilje har du skabt alle ting og er alle ting blevet til”. (Åb. 4:11)

Forbedret livskvalitet
2. Hvem tilhører livet og har ansvar for livet? Er menneskebarnet sin egen herre, eller er det tillige en afhængig skabning? Er der nogen, det skal adlyde absolut? Er der noget, som er vigtigere end selv dets mest grundlæggende behov? Er det at redde livet i en ulykkessituation det eneste, som tæller? Disse spørgsmål konfronterer den første fristelse os med, som den også har konfronteret Jesus med.

Djævelen henviser specifikt til, at Jesus er Guds Søn, men hvor vil Djævelen hen med det? Antyder han, at Jesus som Guds Søn har rettigheder og evner, som ingen andre har, og at han selvfølgeligt skal benytte sig af de rettigheder? Han behøver ikke finde sig i at lide sult, så let som ingenting kunne han forvandle ørkenens sten til brød. Måske antyder fristeren også, at Jesus med sådanne muligheder nemt kan vinde hele menneskeheden for sig. Fristelsen går sandsynligvis både på, hvordan Jesus definerer sit syn på sig selv, og hvordan han definerer sin mission.

Et ondt menneske skal der ikke særlig megen overtalelse til at friste til at handle ondt, anderledes med et godt menneske, især et syndfrit menneske som Jesus. Der må der virkelig snilde til, hvis det skal lykkes.

At foretage sig ting, som kan afværge ulykkelige hændelser og forbedre livskvaliteten for andre, må altid være det rigtige at gøre. Hvilke etiske principper, hvilke love og hvis vilje skulle kunne hindre os i at gøre det? er hensigten ædel og nobel, så må det veje tungere end midlerne. På den måde er der blevet ræsonneret igen og igen.

Fosterdrab, medlidenhedsdrab, fremme af bestemte befolkningsgruppers lykke ved undertrykkelse af andre og meget andet er altsammen blevet legitimeret med at tjene et godt og livsfremmende formål.

Beskeden ”Sig, at stenene her skal blive til brød” rejser mange spørgsmål, og Jesus stillede sig selv dem og gav sig selv svarene på dem. I hvis ærinde var han? Skulle han vente på Gud eller tage sagen i egen hånd? Var der noget, som var vigtigere end brød? Var Djævelen pludselig ophørt med at være en løgner og manddraber og blevet til at stole på?Gør vi os selv til Gud?

Fristeren har altid foreholdt mennesket, at det er noget andet, end det, det er, nemlig Guds højeste skabning på denne jord. Gud har udrustet mennesket med mange evner og talenter til at føre sine forehavender igennem. Mennesket er endda i et vist omfang medskaber og medarbejder med Gud, men altid og ufravigeligt under Gud.

Der har kampen stået lige siden syndefaldets dage og vil stå til tidernes ende. For det faldne menneske har denne iboende trang til at ”blive som Gud”, dvs. til at gøre sig fri af Gud, forherlige sig selv i stedet for sin Skaber og fremme sin egen agenda frem for Guds. Om det står Djævelens fristelse af Jesus.

Det virker måske harmløst, at det ville være harmløst, hvis Jesus havde brugt sin magt og skabt brød ud af sten. Men et eller andet halter alligevel. Gud er ikke bundet af materien eller af tiden, men mennesket er. Mennesket kan skabe brød, men ikke uden mel. Jesus er Guds Søn, men han har givet afkald, og er blevet menneske. For Jesus at kalde på sine guddommelige gaver og forrettigheder og bruge dem, uden at det er Faderens vilje, er at ophæve inkarnationen, ophæve, at han har givet afkald.

Derfor siger Jesus nej, så det høres. Der er en større og dybere årsag til, at vi lever end materien, nemlig Guds vilje. Og den vilje har ret til at foreskrive os vore livsvilkår og livsomstændigheder. Men den vilje evner også at bære os igennem til liv og en ny verden.

Bare vi havde noget af den samme ærefrygt for Gud, som Jesus. Med den moderne verdens teknologiske udvikling og med den biotekniske udvikling i yderste overhalingsbane er der snart ikke ret meget, som synes umuligt for mennesker. Men at noget er muligt er ikke det samme som, at det er en velsignelse at gøre det.

Er fravalg af børn med Downs syndrom eller piger med Turners syndrom f.eks. et godt og rigtigt valg at træffe? Er sæddonation som et middel til at blive forælder uden ægteskab en god ting, især hvis den kombineres med selektiv udvælgelse af de fysiske, mentale og psykiske egenskaber, man ønsker sit kommende barn udrustet med? Er stamcelledyrkning med embryonale celler etisk forsvarlig, når stamcellerne tages framenneskefostre i deres første udviklingstrin?

Disse spørgsmål er alle varianter af dette ”Sig, at stenene her skal blive til brød”. Sygdomsbekæmpelse gennem stamcelleforskning er ment som altruistiske forehavender, der sigter mod at skåne mennesker mod naturens lunefuldhed. Tilsvarende også med eutanasien i livets anden ende. Men gælder det ikke for både det ene og det andet, at ved at foretage sig disse indgreb har mennesket gjort sig til herre over liv og død og er gået fra at være medskabere med Gud til at optræde egenrådigt? Det var præcis dette, Jesus sagde nej til.

Lignede vi Jesus mere, ville vi nok have indrettet os væsentligt anderledes i livet; det ville have været mere saligt og helligt for os (Matt. 5:3-12), og uden tvivl ville verden have været en tryggere verden for os selv og vor næste.

Som kristne har vi stadig lov til at bede ”ske din vilje” og ”komme dit rige” og leve som dem, der mener det; så lader Gud også en dag riget komme.