Frafald og evig frelse

Af Louis Nielsen KP 02-2008

Den teologiske strid om at være frelst for evigt, og om hvorvidt en sand kristen kan falde fra og gå fortabt, er velkendt for flere af dette blads læsere.

Det er ikke et emne, jeg tager op med stor lyst, men jeg jeg gør det, fordi jeg skønner det nødvendigt. Uklarhed om så vigtig en ting som vore sjæles ultimative frelse er ikke godt. Samtidig erkender jeg, at det er et svært emne at håndtere, og jeg gør det med nogen frygt.

Der tales ikke så hyppigt som før om at være frelst eller ufrelst. Vores måde at forholde os til menneskene udenfor kirken på har ændret sig radikalt de senere år. Vi siger, at vi har en inkluderende tilgang til evangelisation, dvs. vi vil gerne, at mennesker straks skal føle sig som en del af kirken og fællesskabet og så bede om og håbe på, at de efterhånden også kommer til en personlig tro på Jesus Kristus.

Hertil kommer, at vores tro på, at der findes en fortabelse (helvede) er blevet svækket, og at universalismen (troen på at alle omsider vil blive frelst) også finder mere og mere fodfæste. Det at være frelst eller ikke frelst er med andre ord ikke så påtrængende en sag, som den var for vore fædre. Den direkte, konfronterende evangelisation med appel og kaldelse til syndere om at omvende sig og fly fra den kommende vrede er næsten død.

Det psykologisk vise i denne åbne og favnende strategi er sikkert i orden, men set ud fra Det Nye Testamentes synspunkt er det knap så holdbart og forbundet med store teologiske vanskeligheder.

Spørger man mennesker i dag, om de er frelste, vil de fleste ikke vide, hvad der tales om. Men mange vil svare, at de er kristne eller noget mere diffust, at de er religiøse og tror på et eller andet om Gud. Klare bekendelser er blevet sjældne.

Typisk i dag er det, at et personligt vidnesbyrd bliver til noget om, hvor skægt det er, det man oplever med andre kristne, eller hvor fantastisk det er at have et netværk, hvor “fed” lovsangen har været, eller om alt det, troen hjælper en med på det eksistentielle område. Sjældent hører man om at være blevet overbevist om sin synd og sin fortabthed og om at være blevet frelst ved Jesu forsoningsdød på korset.

Frelsesbegrebet er med andre ord blevet uklart. Flere kirkeledere, som følger den nye strategi, beklager sig over, hvor svært det er at gøre mennesker til disciple af Jesus. At kristenliv indbefatter at anerkende Jesus som Herre og adlyde hans bud bliver også mindre tydeligt. Det samme gør forholdet til Bibelen, som ikke tages helt så nøje, men nærmest som var der “frit valg på alle hylder”.

Jeg bestrider ikke, at mennesker kommer til tro på Herren Jesus Kristus gennem den moderne strategi, men jeg fastholder, at større klarhed var ønskelig, og at vi i højere grad holdt os til Det Nye Testamentes parametre og kendetegn for, hvem der er de frelste og hvornår og hvordan.

Frelse og frelsesvished
Selvom vi er nogenlunde enige om, hvornår der er tale om en frelst person i nytestamentlig forstand, kan der efterfølgende opstå problemer. For ser vi ikke, oftere end vi bryder os om, at mennesker forlader kirken og efter nogen tid tilsyneladende også troen?

Og kender vi ikke perioder og stunder hos os selv, hvor flammen brænder meget svagt og måske næsten er ved at slukkes, eller hvor vi har gjort noget, som end ikke vi selv ville tro, at en sand kristen kunne gøre?

Frelsesvished er vigtig at have, men den er en Guds gave og ikke noget, vi tager af os selv, og det er vigtigt, at vi begrunder den i Skriftens vidnesbyrd og i Helligåndens vidnen med vor Ånd om, at vi er Guds børn, altså i noget objektivt og ikke i følelser eller andre sjælelige virkemekanismer hos os.

Det Nye Testamente giver os flere fikspunkter at knytte frelsesvisheden til.

1. Det er budskabet om Jesus Kristus - evangeliet - som formidler tro og vished (Rom 10:5-13). Den, som hører og tror dette budskab, og som, når han hører det, påkalder Herrens navn, skal frelses. “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet”, sagde Jesus (Joh 5:24). “Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen , skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham”, siger evangelisten Johannes (Joh 3:36; se også 1 Joh 5:11-12; 13). At være kristen hænger nøje sammen med at tro på Jesus Kristus og tro det, som fortælles om Jesus, om hvem han er, og hvad hans liv, død og opstandelse betyder. Uden at tro dette vidnesbyrd er der ikke tale om frelsende tro.

2. Frelse hænger også nøje og uadskilleligt sammen med at have Guds Ånd. Uden at have Helligånden hører man ikke Herren til (Rom 8:9-10). Men Helligånden gives også som en fri gave til enhver, som hører evangeliet i tro (Gal 3:2 ff.). Og uden Helligånden har man ikke det nye liv, er man ikke født på ny, har man ikke Guds natur eller hans kærlighed i sig, har man ikke håbet og den kommende verdens liv (Joh 3:3-8; Rom 5:5; Gal 5:5; 1 Joh 4:13),

3. Det frelste menneske er et menneske, som er forligt med Gud og en ny skabning i Kristus, og derfor tænker, bedømmer og handler anderledes end han ville have gjort det, før han blev frelst. Der er en skillelinje mellem “før jeg blev kristen” og “nu, da jeg er kristen”(Se 1 Kor 2.14-16; 2 Kor 5:11-21; Rom 12:1-2; Gal 5:13-26; Ef 4:17-5:14 og talrige andre steder).

4. Det frelste menneske “holder Kristi bud” (1 Joh 2:3; 3:24); “gør retfærdighed” (1 Joh 2:29; 3:7; 10), “elsker brødrene” (4:7-12); 5:1-5, “bliver i Ham” (i Jesus Kristus; 2:24; 3:24; 4:13-16, 2 Joh 9; Joh 15:1-8).

5. Det frelste menneske holder ud, holder ved, holder fast og gør det til enden, men ikke uden Guds hjælp. Når han gør det, skyldes det netop Guds bevarende hånd, Guds holden fast ved sine.

I dette sidste punkt rammer vi så kernen i hele spørgsmålet om Guds bevaren af sine (evig frelse, perseverance of the saints) og den frelstes holden fast (bevaren sig selv). I praksis er der er en dynamisk erfaret vekselvirkning mellem de to. Det er i den sammenhæng, at spørgsmålet om frafald fra troen og mulighed for frafald skal bedømmes.

Bibelen går aldrig af vejen for den tilsyneladende modsigelse. På den ene side gør den det lysende klart for os:

• Vi som tror på Guds søn har evigt liv (1 Joh 5:13).
• Den, som tror, er allerede forbi dommen (Joh 5:24).
• Ingen og intet kan skille os fra Guds kærlighed (Rom 8:37-39).
• Sønnen bevarer og vogter os, og derfor går ingen af os fortabt (Joh 17:12).
• Ingen “river os ud af hans hånd” (Joh 10:28).
• Vi “værnes mod fald” og vil blive “stillet over for Guds herlighed uden fejl og fulde af jubel” (Judas 24).
• “Al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, vil selv udruste, støtte, styrke og grundfæste os” (1 Pet 5:10).

Advarsler om frafald
På den anden side advarer den os mod faren for selvbedrag, lunkenhed, defaitisme, apati, desillusionisme, fejhed og frafald.

Jesus gjorde det helt klart, at ikke alle, som kom i berøring med ham og evangeliet, var ægte eller ville holde ud, at noget af det såede korn ikke ville holde til høstens tid (Matt 13:4-23), at ikke alle, som sagde “Herre, Herre! til ham, skulle komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje” (Matt 7:21) og at ikke alle, som blev hans disciple, var sande og ægte disciple (Joh 2::23-25; 6:60-71; 8:30 ff.).

Paulus advarede også om, at muligheden for selvbedrag var til stede (2 Kor 13:5), at ligesom ikke alle israelitter opnåede at komme ind i landet, således kunne det også blive med korintherne. “Derfor skal den, som tror, at han står, se til, at han ikke falder” (1 Kor 10:12). Han advarede også om, at levede man efter sit kød og sine lyster, kunne man kun forvente at høste fordærvelse af kødet; vandrede man derimod efter Ånden kunne man forvente at høste evigt liv ved Ånden (Gal 6:8; se også 5:19-21).

Han sagde lige ud, at levede man som en fjende af Kristi kors, endte det i fortabelse (Fil 3:17-21). Sammenhængen godtgør, at med udtrykket “leve som fjende af Kristi kors” tænker han mere på en måde at leve på end en måde at tro på, og at hans primære henvisning ikke gælder ufrelste, verdslige mennesker, men mennesker, som går for at være kristne og befinder sig i de kristne menigheder. Om nogle siger han, at han har “overgivet dem til Satan”, og han siger, at det har han gjort i det håb, at “ånden kan frelses på Herrens dag” (1 Kor 5:5; 1 Tim 1:20). Hele indholdet af dette afsnit af Første Korintherbrev (kapitel 5 og 6) siger også tydeligt, at nogle af korintherne lever sådan, at der er fare for, at de ikke arver Guds rige (5:11-13; 6:9-11).

Om Hymenæus og Filetus siger han, at de “er kommet bort fra sandheden” (2 Tim 2:17-18), og han profeterer også ved Helligånden, at “i de sidste tider skal nogle falde fra troen” (1 Tim 4:1 ff.). Som kontravægt til Hymenæus’ og Filetus’ kommen bort fra sandheden anfører Paulus, at det ikke ryster den “grundvold, Gud har lagt”. Den ligger dér, og den ligger fast, og den er forseglet med et segl, som bærer denne indskrift: “Herren kender dem, der hører ham til,” og : “Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed” (2 Tim 2:19).

Igen denne omhyggelige balance mellem vished og formaning til at ransage sig selv og kende, hvor man står. Ultimativt er det kun Gud, som kender, hvem der virkelig er hans; ønsker vi at have vished om at høre ham til så påkald Herren, tro ham som Frelser, adlyd ham som Herre og lev i sandhed, gudsfrygt og retskaffenhed. Det er den eneste gangbare måde, hvorpå vi kan forvisse os om, at vi er af sandheden, og at det er i orden mellem os og Gud.

Spænding i Hebræerbrevet
I Hebræerbrevet, om i noget nytestamentligt skrift, bliver denne spænding mellem evig frelse (perseverance of saints) og de helliges “holden urokkeligt fast ved bekendelsen af vort håb” (Heb 10:23) forkyndt igen og igen både som opmuntring, formaning og advarsel.

Forfatteren af Hebræerbrevet føler sig usikker overfor hebræerne og er, hvad dem angår, både fortrøstningsfuld og bekymret på samme tid. Der er opmuntrende tegn, især når han tænker på deres fortid, men der er også foruroligende tegn, især når han tænker på dem lige nu. Han vil dem det bedste og bekymrer sig for dem, sympatiserer med dem i deres lidelse, afsavn og kamp.

Men han er også bange, bange for, at deres stilstand, apati og måske ligefrem tilbagegang skal lede dem ud i frafald. Det tror han ikke vil ske, for han har tiltro til Guds trofasthed, til storheden og effektiviteten af Jesu Kristi værk og gerning og til Herrens leven med i deres liv og i deres fristelser og møje, men han kender også menneskets svaghed og tilstedeværelsen af “det onde vantro hjerte, der falder fra den levende Gud” (Heb 3:12).

Sådanne hjerter har tidligere manifesteret sig i Guds folks liv og vandring med Gud, lad det hjerte ikke manifestere sig igen og slet ikke nu, hvor Herren Jesus Kristus, frelsens store banebryder har ført os til hvilen, og evner at føre os hele vejen til den evige sabbatshvile, der er rede for Guds folk.

Frafald kan være en bevidst villet afgørelse, men frafald kan også ske snigende ,som strømmen bærer os bort fra frelsens grund. Agtpågivenhed overfor Guds ord, fællesskab med Guds folk, daglig søgen hjælp og nåde fra vor store ypperstepræst på nådens trone og villighed til at lide og fuldende løbet er nødvendige for hver eneste kristen, hvis vi vil bevare vort håb og opnå, hvad Gud har lovet os.

Ikke et øjeblik må vi forlade os på, at apati og status quo vil kunne bringe os i mål. “Tilbagegang er dødens vej”. Guds kald er fremadrettet og opadrettet, og det er dynamisk, er i bevægelse.

Ønsker vi at forblive kristne, må vi følges med Gud og ikke halte bagude og forblive liggende, når vi falder. Det er Hebræerbrevets budskab til os. I det ser vi den dynamiske ligevægt, der på den ene side er mellem Guds holden fast ved sine og bevaren sine og på den anden side vores aktive rækken ud efter og holden fast ved “håbets bekendelse”.

Men så tæt er de to sider forbundet med hinanden, at de i virkeligheden er to sider af samme mønt. For også i vores holden fast og aktive arbejden på vor tro er Gud, og Gud i handlen for os. Han ønsker virkelig at føre os hjem.

Johannes’ Åbenbaring understreger også kraftigt nødvendigheden af at følge Lammet og følge ham helt til enden, til at høre og adlyde, til at kæmpe, tåle, holde ud, forblive tro. Både opmuntringer og advarsler findes her, både løfter om herlig og vidunderlig løn for “den, som sejrer” og advarsler om dom og tab af alt for den, som er fej og troløs og den, som nægter at høre og nægter at omvende sig.

Kun Kristus leder til livet
Konkluderende vil jeg bekende, at jeg tror på evig frelse, at Guds ord lærer og lover evig frelse til alle, som i sandhed tror på Jesus og modtager og bekender ham som Herre. Men menigheden kan ikke sikre nogen, og den rette lære kan ikke sikre nogen. En omvendelsesoplevelse engang ude i fortiden kan heller ikke sikre nogen. At andre tror på en og anerkender en som broder eller søster sikrer heller ingen. Det gør dåb og nadver eller medlemsskab af den rette kirke heller ikke.

Kun Jesus Kristus kan lede os til livet, og skal vi komme til livet, må vi være i ham og blive i ham. Og blive i ham kan vi kun ved at følge ham. Hans ord og bud må være i vore hjerter og tanker, og vi må have sindelag og vilje til at gøre hans vilje og adlyde hans bud. Gud bevarer og frelser alle, som lider på ham.

Ingen tvivl om det, og gudskelov for det.

Uden det har vi ingen frelsesvished og intet håb om nogensinde at komme hjem. Men troen på Jesus Kristus er dynamisk og i bevægelse. Hvor man hægter sig af, nægter at afstå fra forehavender man ved mishager Gud, bliver liggende og ikke omvender sig, når man falder, er ligeglad og ikke mener at have brug for Guds nåde og hjælp, ikke kender behovet for at bede, afskriver og ikke har brug for de helliges fællesskab, ikke længere beder om og længes efter, at Guds rige skal komme, dér er man på vej til at afskrive sin kristne tro, dér er man på vej, villet eller glidende ud i frafaldet, og dér lyser allerede med store bogstaver advarselsskiltet FARE! VEND OM! Og det bør vi gøre, det bør du gøre endnu I DAG, endnu medens det hedder i dag, for at vi ikke skal bedrages og forhærdes ved syndens bedrag.