Forkyndelsen i kirken

Af Louis Nielsen - KP 02-2010

"Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”
Luk 11:28

Forkyndelsen i kirken og de, som forkynder, bliver ofte evalueret, og kritik er ikke ualmindelig, snarere forventelig.

Nu er der ikke noget galt ved at efterprøve det, man hører, snarere er det noget, Bibelen opfordrer os til at gøre. Men ofte går bedømmelsen på alle mulige andre ting end det bibelske indhold og den bibelske substans i det prædikede ord, såsom forkynderens udstråling, hvor vittig og hvor frisk han eller hun var, forkynderens udseende og manerer, og om man følte sig emotionelt henført eller sågar underholdt.

Nu skal artiklen ikke handle så meget om forkynderen som om menigheden, tilhørerne, men en kortere paragraf om forkynderen vil alligevel være på sin plads. Så den begynder vi med.

Forkynderen er Ordets tjener
Forkynderen bør først og fremmest besinde sig på, hvem han er der for, og hvorfor han er der. Han er menighedens (menneskers) tjener i den forstand, at han gerne vil formidle noget til sin menighed, som er den til gavn og opbyggelse. Det er ikke sig selv, han tjener, eller sit eget ego han udvikler og sit eget image, han bygger op. Han er der for andre.

Poul Madsen har i en af sine sange (“Kristne Sange” nr 103 “Som børn der sig fryder”) udtrykt det på denne måde: Sangens overskrift bærer hele sangen, og hver strofe giver os et friskt eksempel på, hvordan vi som Guds elskede børn kan tjene Ham og gøre det med fryd, således også ved

“at elske de ringe, de fattige, små,
og gerne vil bringe, hvad de kan forstå,
et ord fuld af nåde om ham,
der selv lå på fattiges måde i krybben af strå”.

Men forkynderen må også gøre sig klart, at han er Ordets tjener, og at han er underlagt Ordet og ikke over det, at han er Guds tjener og er kaldet til at være Gud til behag ved at kundgøre Guds vilje og råd og ikke sine egne råd og sine egne tanker.

Det er ikke sig selv, han prædiker, men Kristus som Herre. Autenciteten, som det postmoderne menneske lægger så megen vægt på, kommer ikke indefra ham selv, men kommer udefra, fra Ordet selv, fra Helligånden og fra Guds egen myndighed og autoritet.

Forkynderen må være kompromisløs i den henseende, at han ikke belægger sine ord for at behage mennesker; ingen må være i tvivl om, hvor hans loyalitet er, han må også i sin personlige livsførsel vise, at han ærer det ord, han prædiker og underlægger sig det. Han må også være rede til at bære hån og spot for Ordets skyld og være rede til at blive misforstået og misrepræsenteret, ligesom han må være indstillet på at være udholdende og tålmodig og nogen gange også se sig frustreret og mislykket i sin tjeneste. Alle Guds tjenere har været udsat for det og vil blive udsat for det, selv Jesus var det.

Forskellige kirker og menigheder har forskellige måder at kalde Ordets tjenere på, og forskellige krav til, hvordan disse skal være uddannede og udrustede.

I udprægede lægmandsmenigheder har der sjældent været opstillet formelle krav, som en forkynder har skullet opfylde; i mange tilfælde har et møde eller en gudstjeneste været styret af det, man har ment har været Helligåndens indskydelse her og nu.

Det har man dog mere og mere forladt i de etablerede menigheder, hvor en stadig større del af gudstjenesten er blevet forudtilrettelagt og styret; husmenigheder derimod tenderer imod at have en møde-og gudstjenesteform, som tidligere var normen i f.eks.brødreforsamlinger og andre frie menigheder.

Med indførelsen af strukturer og faste former bliver kravene til forkynderne også ofte formaliserede og professionaliserede på en måde, så en teologisk uddannelse eller en eller anden lederuddannelse bliver tæt på at være et “must”. Om det altid er en god ting er en helt anden sag, men nok en diskussion og en overvejelse værd.

Når man ser på, hvordan “præster” og andre ledere i kirkerne ofte bliver “udbrændte” og opgiver efter forholdsvis kort tid, kan man godt spørge - og spørge både bekymret og ængstelig - om der ikke er et eller andet afgørende galt, om der ikke er noget, vi har misforstået og et eller andet sted, hvor vi er gået fejl af vejen.

Modtagelse af forkyndelsen
Men nu er vi også så småt på vej over i det, som er hovedanliggendet for denne artikel, spørgsmålet om prioriteringer i menigheden og vores forventninger til, mål med og modtagelse af forkyndelsen.

Det er helt tydeligt, at forkyndelse ikke spiller den rolle i menighederne som den tidligere har gjort. Er der noget, man mener, kan undværes eller kortes ned til næsten ingenting i gudstjenesten, så er det prædikenen.
Hvor man i mange kirker førhen, foruden søndagsgudstjenesten, ugent-ligt havde, hvad man kaldte et “opbyggelsesmøde”, bibelmøde eller helliggørelsesmøde, og desforuden flere steder søndag aften havde et “evangelisk møde”, som alle på en eller anden måde havde forkyndelse og undervisning i centrum, så er det nu en saga blot. Hvad der er af forkyndelse begrænses nu af prædikenen søndag formiddag, og den varer i flere kirker ikke mere end 15 til 30 minutter. Netværksgrupper er kommet i stedet, og her er undervisning og forkyndelse i bedste fald kun en biting.
Mange kristne sukker efter at kende mere til Bibelen, og når initiativer tages til at skabe fora for bibelundervisning er mange glade, men det gode forsæt holder ofte ikke længe.

Dagliglivets krav og de mange andre ting, man vil med sit liv rykker ind og fortrænger de gode forsætter. Forhåbentlig kommer der tid en anden gang, og forhåbentlig gives muligheden en anden gang. Men bliver der tid og kommer mulighederne? og gør det nogen forskel, hvis det sker? Ja - se det er en anden historie.

Sætter Bibelen dagsordenen?
Også når det gælder indholdet af forkyndelsen, er meningerne og holdningerne mange, og kun sjældent får Bibelen lov til at sætte dagsordenen. Vore spørgsmål er mere interessante, end de spørgsmål Bibelen stiller til os, og vi ønsker langt mere at blive bekræftede i vort eget og få noget at vide om os selv, end vi ønsker at kende, hvad Gud tænker om os, og hvem Han er, og hvad Han tænker.

Dette jordiske liv og vor egen eksistens fylder vort interessefelt mere end det himmelske, det evige og mere end Guds eksistens og hans mening og vilje med vort liv.

Virkningerne af, at kirken har fulgt opinionens pres, er ikke udeblevet. Bibelkundskaben hos mange af os lader sørgeligt meget tilbage at ønske. Alt for mange mangler det bibelske overblik, har f.eks. ingen fornemmelse for Bibelens frelseshistoriske linje, ingen kronologisk eller geografisk fornemmelse, ingen idé om, hvad der er budskabet i mange af Bibelens fortællinger, ingen fornemmelse for, hvorfor tingene set fra Bibelens perspektiv ser ud som de gør, fordi de ingen fornemmelse har for, hvordan den Gud, som Bibelen åbenbarer og hvis vilje den forkynder, er.

Alt dette være sagt i dybeste ydmyghed og uden foragt for eller bebrejdelse mod nogen. Men i sorg, uro og bekymring, bekymring for, hvordan Guds kirke og kristenfolket skal “stå distancen”, alt efter som det bliver mørkere og mørkere i verden og sværere og sværere at være en kristen og navnlig leve som en kristen.

Vælges det kedelige fra?
Med hensyn til hvad formålet og målet med forkyndelsen er, kunne vi også godt være mere tydelige, end vi er. Forkyndelse er ikke en kristen eller kirkelig udgave af, hvad underholdning er i de elektroniske medier. I disse synes alt - selv nyhedsformidling - at høre under hovedkategorien underholdning og underholdende og kun som subkategori har man “nyhedsformidling” eller “vidensformidling”. Men først og fremmest skal det være underholdende. Selv i en kirkelig sammenhæng har man hørt nogen spørge: Men hvad er underholdningsværdien af det?

Ingen tilstræber kedsomhed eller at gøre noget kedeligt. Men det er farligt som sit udgangspunkt at operere med et spørgsmål om noget kan opfattes som kedeligt og så vælge det fra, hvis man skulle mene, at det er det.
I en kristen sammenhæng er det afgørende spørgsmål, om det, vi ønsker at formidle og bringe videre til mennesker, er Guds sandhed eller ikke, om det lærer os Gud og Guds nåde og frelse bedre at kende og dermed drager os til Gud eller det ikke gør det?

Nogen vil måske opfatte det som kedeligt, men så er der ikke noget at gøre ved det. Det skulle være overflødigt at sige, at vi naturligvis må formidle budskabet så levende, så autentisk og så overbevisende som muligt - salvet og bistået af Helligånden og Helligåndens kraft - men ikke et sekund må vi glemme, at det er Guds sandhed, vi er sat til at formidle, ikke hvad der “kildrer menneskers ører”.

Det er afgørende, at vi har et mål for vor forkyndelse, at vi går efter noget, og ikke bare taler på må og få og om hvad som helst. Smalltalk hører ikke hjemme på en kristen prædikestol. Gags og selvpromoverende udfald heller ikke. “Ikke os selv prædiker vi”, siger Paulus, “men Jesus Kristus som Herre”. Det, vi siger, må være til “indbyrdes opbyggelse og gavn”, “til trøst, formaning og hjælp”; det må forherlige Kristus, og vi må kunne erkende det og modtage det som “Guds ord, ikke menneskers ord”.

Det må være blevet sandhed for os selv og i os selv, selvom vi altid, ligesom alle andre står under ordet og ikke over det, og vi selv må høre det, før vi kan forvente at andre kan høre det. Således er der meget vi som Ordets tjenere og forkyndere ind for Guds ansigt må arbejde med hos os selv.
Det er “troens ord” vi prædiker, og vi prædiker “ud af tro til tro”. Vi lægger ikke skjul på, at det vi vil, er at bringe mennesker ind under “lydighed mod Kristus”. Men vi gør det ved Ordet og ved Ordet alene og ikke ved hjælp af manipulationer eller andre former for overtalelse og pres.

På ingen måder ønsker vi at gøre os til herrer over andre og deres tro. Kan vi derimod være medarbejdere på andres tro og glæde, føler vi os lykkedes i vores tjeneste. Andre, ikke os selv, er altid i fokus, også når det gælder forkyndelse.

Lyttende ører
Kun få af os er forkyndere og kun få af os skal tilstræbe at blive det. Det siger Bibelen, ikke jeg. Men vi er alle, også vi som er forkyndere, tilhørere. Alle er vi tilhørere til Ordet, også den som forkynder.

Hvis han eller hun ikke føler sig som det, er der noget grundliggende forkert i hans eller hendes vurdering af situationen. Guds folk er først og fremmest et lyttende folk, lyttende til Gud og til hans røst. Vi er det folk, som sætter os ned for Guds fødder og modtager ord af hans mund.
De lyttende ører og det stille modtagelige sind understreges igen og igen i Skriften, i Det Gamle Testamente ikke mindre end i Det Nye Testamente.

Jesus beskrives af Esajas som lyttende og modtagende, og i Jesu ord i Johannes Evangeliet understreger Jesus igen og igen sin lyttende, iagttagende og dybe afhængighed af sin himmelske Fader. Hvad han hører ham sige, siger også han, og hvad han ser Ham gøre, det samme gør også han. Intet kan han eller vil han kunne uden sin himmelske Fader.

Jesus opelsker i sine egne den samme afhængighed. Kirkelig og kristen modenhed er ikke, at vi kan selv, men at vi er sådan vokset op til Ham, Kristus, som er Hovedet, at vi også fuldgyldigt repræsenterer Ham i verden og for verden.

Det er kirkens smerte og ulykke, at den kun i alt for ringe grad er blevet moden. Derfor har den ikke kunnet modstå tidens og verdens pres, men har ladet sig lede alt efter, hvor strømmen drev den hen, hvor vinden blæste og som menneskers terningekast er faldet ud.
Et møde med Herren

Som tilhørere er vi disciple, disciple under vækst, men aldrig fuldvoksne før herlighedens og forløsningens dag kommer, og vi står foran Guds og Lammets trone. Vi har altid mere at lære, og Gud har altid mere at give os.

Derfor må der være en hunger i os efter Guds ord, og kun ved det ord “vokser vi op til frelse”. “Oplad mine øjne, så jeg må skue de underfulde ting i din lov”, således bad salmisten, og således beder Paulus. “Tænd din ild og din brand i os, når vi hører dit ord, som det brændte i dine disciples hjerter, da du oplod for dem Skrifterne og oplod dem til at forstå Skrifterne”. “Jeg er kommet for at høre, hvad du min Gud og Skaber nu vil tale til mig”.

Hvorfor beder vi kun sjældent sådan, hvorfor bliver det tit noget blot rituelt og formelt at mødes, ofte mere et møde med hinanden end at møde med den levende Gud? Hvorfor holder vi vore antenner tæt ind til os frem for at åbne dem mod Gud og også at forvente, at når vi kom til Guds hus, så mødte vi Herren selv, og Han mødte os med sit ord og i sit ord? Er det ikke det, vi skulle begynde at spørge ind til fremfor at være så optaget af form og atter af form?

Jesus efterlyste “det åbne øre”, som var, hvad han selv havde. Han efterlyste det, medens han var her, og han efterlyser det nu fra Himmelen. Og han erklærer dem salige, som har sådanne ører, de, som “hører Guds Ord og bevarer det”. Jakob appellerer til os om at være “sen til at tale, men snar til at høre”; Paulus understreger igen og igen, hvor vigtigt det er at lytte til det prædikede ord, til ordet om Kristus, det som skaber troen, og som også giver alt, hvad Guds mennesket behøver for at være netop Guds mennesker. Hebræerbrevet understreger og formaner os til at høre Guds ord og høre det i dag, altså høre det, når det lyder og ikke skubbe det til side, men handle på det og handle på det nu. Peter tilskynder os til som “nyfødte børn at hige efter ordets ufortyndede mælk, så vi ved det kan vokse op til frelse”.

Men Bibelen advarer os også imod de mange ting i verden, i livet og ikke mindst i vort sind, som modvirker, at vi hører Ordet, og det kommer til at sætte frugt hos os. Jesus nævner Djævelen, men også tidslerne, som er i vore hjerter, og som, hvis de får lov til at gro, vil ende med at kvæle Ordet, så det ikke bærer frugt. Han nævner også overfladiskheden, ordet får ikke lov til at fæstne rod, og han advarer specifikt både mod bekymringerne, dagliglivets sysler og rigdommens bedrag som årsag til, at Ordet kvæles, standses i sin vækst i os, og ender uden frugt. Også forfølgelser for Ordets skyld kan være mellem årsagerne til, at det dør i os. Det er allesammen vægtige grunde, som vi alle som tilhørere til Ordet må tage til os og lade indgå i vor ransagelse af os selv.

Hovmod vil altid modvirke Guds ord, det samme vil “klogskab i egne tanker”, splittelser, persondyrkelse, sekterisme, fordomsfuldhed og mange, mange andre ting, som vi med Højsangens billede kunne kalde “de små ræve, som ødelægger vingården”, og som vi derfor må “fange” og få uskadeliggjort.

Ordet er skarpt, og det gør sig til dommer over os, og det helt ind til det inderste i os. Det sårer, og det læger. Det bryder ned og bygger op. Det tager til fange og sætter i frihed. Det er sødt og bittert.

Disse ting må vi som tilhørere til ordets forkyndelse - og som bibellæsere - være indstillet på vil møde os. At være tilhører er derfor lige så udfordrende og lige så engagerende som at være forkynder, også lige så forpligtende.

Som tilhørere har vi også brug for at være disciplinerede og trænede, trænede til at høre, trænede til at tage imod, trænede til at bedømme.
En af vor tids største svøber er, at vi ser os som forbrugere i enhver sammenhæng. Vi bruger hinanden - den gensidige nytteværdi (vi fristes til at skrive “bytteværdi”) sætter sig på alt - vi “køber” dette og hint, alt er blevet til “en vare”, alt skal kunne “sælges”, og kun hvis det kan sælges, har det legitimitet - ustandseligt søger vi anerkendelse og bekræftelse og vort image vejer tungt og vi forventer, at der bliver kælet for det.

Men det er en syndig og skæv udvikling, og jo før vi omvender os fra den, des bedre. Lad kirken være det første sted, hvor det sker. Og lad det først og fremmest ske i os som tilhørere. Så kunne det ved Guds nåde hænde, at det også forplantede sig til forkynderne. Så havde Ordet igen frit løb iblandt os, og hvem ved, hvad der så kunne ske?