Det Universelle Evangelium

Af Louis Nielsen - KP 03-2003

På mange måder er det en yderst spændende tid, vi står i, men måske også en meget farlig tid. For bare ret så få år siden var tiden meget mere optimistisk, det er den ikke rigtig mere. Vi er længere fra fred og stabilitet i verden, end vi længe har været.

Global retfærdighed, som den ene WTO konference efter den anden pinligt lægger for dagen, synes at være længere borte end nogensinde. Ufreden i Mellemøsten er vokset og vokset, og skønt der stadig tales om fred, er der færre og færre, som tror på fred og arbejder på fred. Truslen fra den militante islamisme er efter alt at dømme heller ikke blevet mindre. Pludseligt opdukkende sygdomme som SARS viser os også, at vi stadig er meget sårbare og indtagelige individer. “Let kan os fjenden fælde”, skrev Luther, og det er ikke mindre sandt i det 21.århundrede end i det 15.

Grundlæggende gælder for alle mennesker til alle tider den livslov, som Jakob så hårdt konfronterer os med i denne udtalelse, en af hans mange bastante udtalelser: “I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen, I er jo kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort” (Jak 4:14).
Ideologisk og idémæssigt er tiden ikke til de store fortællinger, ikke til store fremtidssyner. Paradoksalt nok synes politikerne stadig at tro på en eller anden stor fortælling, på menneskerettighederne, som gør det enkelte menneske til det, livet handler om.

Men som fortælling er menneskerettighederne ikke nogen særlig god fortælling, for dens grundlæggende virkelighed er, at der aldeles ikke er lige muligheder for alle; nogle er som i “Kammerat Napoleon” stadig meget mere lige end andre, og er mulighederne ikke til stede, er retten til dem ikke meget bevendt.

Bibelen forholder sig ikke til virkeligheden som den kunne være, men virkeligheden som den er, men Bibelen nøjes ikke med at give os menneskers virkelighed, men zoomer ind på Guds uendeligt meget større virkelighed. Gud vil ikke bestandigt se på, at den gode verden og det gode liv han har skabt lægges øde af synd og død.
Ikke så snart var syndefaldet sket, før Gud begyndte at afsløre sin plan til verdens og menneskenes frelse. Og den virkelighed er i det lange perspektiv mere afgørende for Bibelen end syndefaldets virkelighed trods de mange spor af straf, død, ødelæggelse og fortabelse det trækker med sig.

Ingen kulturdialog
De to typer af virkelighed brydes fx temmelig kraftigt i beretningen i ApG 17:14-34. Paulus er ikke en tilfældig turist i Athen. Han er i Athen, mest fordi omstændighederne har ledt ham hertil. Men uanset omstændigheder og lokalitet ser Paulus sig altid som en ambassadør for Jesus Kristus; Hans ærinde vejer konsekvent tungere end et eneste af hans egne.
Paulus’ dagsorden i Athen er ikke et kulturmøde, ikke en eftermiddag tilbragt i næsegrus beundring for athenernes æstetiske frembringelser.

Tværtimod er Paulus fyldt af dyb frustration og sorg over menneskets universelle fald, der selv i en by af Athens intellektuelle omdømme får mennesker til at tilbede døde ting som afgudsbilleder skabt af menneskeånd og menneskehænder.

Det handler ikke om Paulus, jøden med dennes overlegne religiøse følelser overfor andre folks religiøse følelser, ikke om Paulus nationalisten eller kulturimperialisten for hvem andre folks historie, sprog og kultur opfattes som underlegen og primitiv i forhold til ens egen, men om Paulus apostlen, Jesu Kristi tjener og budbringer over for alle folk og nationer.

Evangeliet om Jesus Kristus er den eneste adkomst, Paulus og vi og nogen anden har til at komme til andre folk og bede dem lytte til os, ja endda befale dem til at omvende sig. Retten og myndigheden til at optræde sådan er bestemt ikke hos os, men alene hos den Herre, som har sendt os, Ham som “Gud har gjort til alles Herre”, og som Han har givet “al magt i Himlen og på jorden”.

Desværre har kirken alt for ofte i sin historie glemt dette - og det svier ubodeligt til den i dag. Den er kommet som et herrefolk, ikke i Jesu Kristi navn, men i kejserens navn, ikke som ydmyge tjenere og budbringere for Jesus Kristus, men med en overbevisning om, at vores nationale kultur og vores måde at leve livet på, var og er alle andre kulturer overlegne.
Paulus ønskede ikke, at hans optræden i Athen skulle være en kulturdialog eller en kulturkrig. Evangeliets transcendente, evige og universelle gyldighed var for ham en tro og overbevisning, der var hævet over al tvivl.

Evangeliet gør Gud suveræn over hvert et folk og over enhver kultur. Men det undertrykker ikke noget folk ved at ophæve og opløse dets sprog og øvrige nationale og etniske identitet. Det beder dig heller ikke om at bryde ud af dine sociale og øvrige menneskelige fællesskaber og anlægge en bestemt stil, kunne lide bestemte ting og gebærde dig på en bestemt måde.

Kun i forhold til synd dvs. det, som er imod Guds lov og Jesu Kristi bud, er evangeliet antagonistisk, idet det kalder os til at “vende om til Gud fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud og fra himlene at vente Hans Søn, som han oprejste fra de døde, Jesus der frier os fra den kommende vrede” (1 Thes 1:9-10).

Åndens våben
Herrens er jorden og dens fylde. Han er “al jordens Gud” , al verdens dommer, kongen, Hærskarers Herre, alle folk skylder ham lydighed og respekt, alle folk skal komme og tilbede for hans ansigt. Ved at oprejse Jesus fra døden har Gud gjort ham til Herre og til Kristus, Herre over levende og døde.

Jesus er Menneskesønnen, hvem alle skal lyde og tilbede, som Gud selv adlydes og tilbedes, Jesus er den af Gud udpegede dommer over levende og døde. Alles knæ skal bøje sig for ham, alle tunger skal bekende Ham og alle magter og myndigheder underlægge sig ham, som Gud har underlagt alt.

På den vis er kristendommen en militant religion. Intet andet end, at “verdensherredømmet skal være Guds og Hans Salvedes”, (Åb 11:15; 12:10), er dens mål. Men den er ikke militant på den måde, at den med våbenmagt og andre tvangsforanstaltninger undertvinger folk og enkeltindivider. Dens våben er mægtige, tag ikke fejl af det (2 Kor 10:4-6), men de er udelukkende åndelige; kun ved Ordets, overbevisningens, kærlighedens, nådens, diakoniens og Helligåndens våben kan evangeliet vinde frem.

Jesus har forbudt os ikke bare at bruge sværd, men endda så meget som at tænke på, at hans rige kan fremmes med verdslige midler (Joh 18:11; jvf.også 2 Kor 10:3-5 og Ef 6:12-20). Kristne er i verden som “fredens børn”, og følger de deres Mester, elsker de at stifte fred, vil hellere give end tage, hellere give deres liv end tage liv, hellere selv gå i fængsel end bringe andre i fængsel.

Kristne kan vise deres medmennesker respekt og deltage i alle hånde samfundsopgaver og dialoger. Kristne glæder sig over alt, hvad der er ædelt og smukt i alle kulturer og hos alle mennesker. Oprigtigt og alvorligt søgte Paulus, Jesu Kristi apostel til hedningerne at “være alt for alle”, også at være “hedning for hedninger”.

Men når det gjaldt forkyndelsen af evangeliet, var han kompromisløs. For evangeliet var ikke hans eget, men Guds evangelium. Hvor alt andet i livet og i kulturerne var relativt, tidsbundet, klassebestemt, nationalt og etnisk, var evangeliet det ikke. I evangeliet handlede Gud, åbenbarede sig Gud og talte Gud med myndighed og suveræn autoritet til folkene.
Og heri er evangeliets herlighed og forargelse på en og samme tid, ikke mindst i vor tid.

Livsgåden
På en og samme tid kæmper også nutidsmennesket alle steder og i de fleste kulturer med problemet om at finde universel sandhed, sandhed, som er bred og omfattende nok til at inkludere alle aspekter af tilværelsen, inklusive det gådefulde og mysteriøse og kunne give svar på livsgåden: Hvorfor er vi her, hvorfor dør vi, og hvor går vi hen?

Derfor har alle tider og alle kulturer haft og givet næring til utopier, som for en tid har givet sammenhæng i livet og tjent som det, som er større end livet selv. Men fordi utopier udspringer af mennesket, af dets tanker, fantasier, filosofiske grublerier og drømme, nogle gange også af dets ondskab og magtsyge, har der altid fulgt en bitter opvågning, og utopierne er bristet som sæbebobler, efterladende menneskene i de bristede illusioners forfærdende tomhed.

I dag har vi ikke mere nogen fælles drøm og nogen fælles utopi, kun at man kan være så heldig at beholde livet længe nok til, at man kan opfatte sig selv som udødelig, og at man må have både helbred og penge nok til, at man kan tømme livet for enhver tænkelig oplevelse og erfaring, det måtte rumme. En sådan tilværelse vil nogle kalde “evigt liv”.

Samtidig er der absurd mange mennesker, som dårlig nok er begyndt at leve, før de dør, absurd mange mennesker, som aldrig kom bare i nærheden af anstændige levevilkår, utroligt mange dybt ensomme mennesker, som føler sig uønskede og som “et sammenkrøllet papir, hvem ingen gider og ingen vil” , som en teenagerpige forleden så rammende udtrykte det i et TV-magasin. Derfor er verden så fuld af had, så fuld af vrede, og så fuld af utryghed og ufred.

På bunden er verden trods alle teknologiske, humanitære og medicinske fremskridt, (som, lad det ikke blive glemt, kun er tilgængelig for en lille brøkdel af verdens befolkning) en verden “uden håb” (Ef 2:12). Men ind i den verden sender Gud sit evangelium om, at der er håb, “håb om evigt liv, som Gud, der ikke lyver, har lovet for evige tider siden” (Tit 1:2). Det budskab sendte han også til Athen og til alle verdens hovedstæder såvel som til flækkerne alle vegne, til jøder og til grækere, til vise og til uforstandige, til tabere og vindere, og helt “derud, hvor vejene ender” (Matt 22:9), men hovedparten af dem, som hørte Paulus prædike i Athen, var for stolte og for mægtige i egne tanker til, at de tog imod (ApG 17:32-34).

Men budskabet, dets sandhed og gyldighed, står og falder med Gud, som sender det, ikke med om mennesker tager imod eller ikke.
Denne Guds suverænitet, som allerede har været meget i forgrunden i denne artikel, er det velsignet og velgørende at blive mindet om og holdt fast ved, ikke mindst i en tid som denne hvor alt drejer sig om os selv.Skaberen

“Gud”, siger Paulus, “som har skabt verden med alt, hvad den rummer, og som er Herre over himmel og jord” (ApG 17:24). Mennesker i dag gør oprør mod tanken om Gud som skaber. Skabelsen var en af de ting, som nogle i en folkelig høring om kirkens fremtid for nylig ønskede ud af kirken. Indrømmet, med en oprørsk, stolt, selvberoende holdning til livet og tilværelsen, er det også en ubekvem tanke. For så er jeg en afhængig skabning, så er der en styrende vilje, så er der et formål og et forsæt, så er der et ansvar, så er jeg og hvert eneste menneske “et du” overfor et “Jeg”.

Paulus fortsætter: “Det er Ham, der giver alle liv og ånde og alle ting; og af ét menneske har han skabt alle folk og ladet dem bosætte sig overalt på jorden og fastsat bestemte tider og grænser for, hvor de skal bo - for at de skulle søge Gud” (vers 25 b og 26). Ikke alene er Gud skaber, men han er det på en personlig involveret måde, sådan at han søger fællesskab med os og giver os sit fællesskab, han er former af historien, han er Forsyn, alle folks Gud og alle nationers konge.

I kraft af ham er menneskene, hvad de er, et i en fælles oprindelse fra et menneske (Adam), her er der ingen plads for racemæssig eller etnisk selvhævdelse, “alle har syndet og mistet herligheden fra Gud”, men ligeledes kan “de gøres retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3:23-24).

Omvendelsen
Paulus er omsider nået til sin slutpointe og sin appel: kaldet til omvendelse: “Efter at Gud har båret over med tidligere tiders uvidenhed, befaler han nu mennesker, at de alle og overalt skal omvende sig, for han har fastsat en dag, da han vil holde dom over hele verden med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil; og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde” (Ap. G. 17: 30 og 31).

Noget definitivt er sket i disse verdens sidste dage. Gud, den evige Skaber og suveræne, almægtige Gud har grebet ind i menneskenes liv og skæbne. Som den barmhjertige Gud har han længe båret over med menneskers uvidenhed om Ham og hans veje og vilje med mennesket. Skønt hjemfalden til vrede, død og fortabelse har Gud båret over vel vidende, hvad han ville gøre, når tiden var inde, når “tidens fylde kom” (Gal 4:4; se også Rom 3:25-26).

Vi mennesker har altid været uden undskyldning for vor synd. Men Gud har vist overbærenhed og tålmodighed. Men nu med Kristi komme til verden og med hans død for verdens syndeskyld og hans ophøjelse ved Guds højre hånd, og nu med den universelle forkyndelse af evangeliet om Guds nåde er der ikke længere nogen undskyldning for synd, for Jesus er kommet for at tilgive og retfærdiggøre enhver, som tror og for ved sin Helligånd at gøre det muligt for os at leve i den retfærdighed og fred, som hører sandheden til.Ingen anden vej

Omvendelse, modtagelse af Jesus som Frelser og Herre og vores ja til evangeliets indbydelse og kald er afgørende for at blive frelst. Afvisende og modvilligt bliver ingen kristen, passivt og uden personligt samtykke heller ikke; i kraft af dåb og indlemmelse i en kirke heller ikke. Vejen er smal, og døren er smal, fordi ingen af os kommer igennem i flok og følge, kun ved personligt at sige ja til Jesus og følge ham kommer vi ind i Himmeriget. Vi fødes ikke til det som i jødedom og i Islam, vore forældre kan ikke bestemme det for os, som det sker i megen traditionel og folkelig kristendom.

Kaldet til omvendelse er obligatorisk, det er ikke et valg. For bag det står en befalende Gud. Jesus talte ofte i bydemåde. Selvfølgelig er det Guds suveræne ret at befale, og det er også Guds suveræne ret at blive adlydt. Guds befaling til omvendelse er en del af Guds kongelige og majestætiske natur. Men den er også et udtryk for Guds kærlighed og godhed mod mennesker, et udtryk for, at han vil os det vel. På denne måde er befalingen en opmuntring og hjælp til at adlyde.

For bag befalingen er både Guds handlen, som gør omvendelse mulig og Guds personlige hjælp til os til virkelig at kunne omvende os. Flere af de mennesker, som kom til Jesus, kom skælvende. På en måde turde de ikke; først i det øjeblik, befalingen lød fra Jesu læber, turde de. Jesu befaling skænkede frimodighed og kraft på samme tid. På samme måde er det med Guds befaling til alle om at omvende sig. Den lyder, fordi døren er åben, og mennesker nu kan komme og blive forsonet med Gud (2 Kor 5:20-21).

Frelsens og onvendelsens dag er nu. “Nu er det den nåderige tid, se nu er det frelsens dag!” (2 Kor 6:2). Men dommens dag er med Jesu Kristi opstandelse fra de døde også rykket nær. Som en eskatologisk realitet har dommedag altid ledsaget og på mange måder formet det bibelske budskab.

Men med Kristi opstandelse er dommen ikke længere “kun” en eskatologisk realitet, den er rykket ind i historien. Mødet med Jesus, med evangeliet er en monumental begivenhed i det enkelte menneskes liv, som afgør vores evige dom, om vi skal være med Gud og alle hans i Himlen, eller om vi skal være “i det yderste mørke med dens gråd og tænderskæren”.

Ved at oprejse Jesus fra de døde har Gud gjort ham til Herre over både døde og levende (Rom 14:9). Fremtiden er helt udfyldt af Jesu kongedømme (1 Kor 15:25-28).

Kun ved at have og gøre Jesus til Herre er vi med i Guds fremtid. Udenfor ham er der kun død og fortabelse, med ham er der liv og evig salighed. Afgørelsen herom er du imidlertid med til at træffe. Derfor når kaldet til omvendelse lyder, er det tid for det: “er kommet nær: omvend jer og tor Tiden er inde; Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!” (Mark 1:15).