|
Dødssynderne 7:
Vrede
Af Louis Nielsen -
KP 02-2005
E vangelisk tro kender ikke til nogen forskel mellem små
og store synder, da den lægger mindre vægt
på den åbenbare handling end på menneskets
gudløshed, der ligger til grund for al synd.
De såkaldte dødssynder
er menneskelige grundholdninger, som den konkrete synd
vokser frem af. Den definition er vigtig at holde sig
i erindring, når vi retter søgelyset mod
“vrede”.
I Bibelen viser langt de fleste
forekomster af navneordet “vrede” eller udsagnsordet
“at være vred” hen til Guds vrede. Det
er som om, at det fortæller os, at den eneste, som
har grund til at være vred og med rette kan være
vred, er Gud. Vrede er ligesom forbeholdt Gud, er hans
fortrinsret.
De forholdsvis få steder
i Bibelen, hvor vi møder noget, som kan minde om
en formel introduktion til Gud, præsenterer ham
ikke som vred, men omvendt lægger Bibelen ikke skjul
på, at Gud er en Gud, som kan vredes, og hvis vrede
er som en fortærende ild.
Er der noget, vi har grund til
at frygte, er det Guds vrede, Guds altfortærende
og altødelæggende vrede. Giver Gud sin vrede
frit løb, er der ingen og intet, der bliver; så
kalder vi alle på klipperne og bjergene og beder
dem falde ned over os for at beskytte os mod “Guds
og Lammets vrede”.
Guds vrede er lidenskabelig;
den er brændende; den er uudholdelig, men den er
også hellig, ren og majestætisk, og til det
hører, at den ikke er impulsiv, vilkårlig
eller lunefuld; den fremkaldes aldrig uden grund, og den
er altid og vil altid være retfærdig:
“Herrens navn kommer fra
det fjerne, han vrede brænder, vældig i kraft,
hans læber er fulde af vrede, hans tunge er som
fortærende ild. Hans ånde er som en flod,
der vælter frem og når til halsen. Han ryster
folkeslag i tilintetgørelsens si, et bidsel, der
fører vild, lægger han i folkenes gab”
(Es 30:27-28). Se også Åb. 6:16-17 og Sl.
90:7-12).
I Skriften er der eksempler på, at Gud lader sin
harme få frit løb, men det normale er, at
Gud holder sin vrede tilbage, neddæmper den, “er
sen til vrede”, og det gælder i sådan
en udstrækning, at vreden gemmes til og koncentreres
om “Guds vredes og harmes dag”, “Herrens
dag”, “den yderste dag”, “dommens
dag”;
Guds vrede bliver “den
kommende vrede”. Så udtalt er den nåde
fra Gud, at mennesker forhærder sig, afviser at
Gud kan blive vred, og endda spotter og håner ham
for sin “sendrægtighed” med at sende
sin vrede (2 Pet 3): “Herren, Herren er en barmhjertig
og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab
og sandhed” (2 Mos 34:6).
(Se også: Sl 78:38-39, Sl 103,8-9, Sl 30:6, Sl 85:4;
Es 57:16; Jer 3:5; Joel 2:13 og Jonas 4:2).
Guds vrede er virkelig noget,
vi bør forholde os til, og som vi vælger
at ignonere til ubodelig skade for os selv. Ja i dag er
det vel næsten blevet et dogme, at Gud ikke kan
blive vred, at uanset hvad er vi hans yndlinge. Det er
nærmest et krav, vi har på Gud, at han vil
elske os betingelsesløst.
I grunden er det vel ikke så
mærkeligt, at hårde evangeliske kendsgerninger
som behovet for at blive forsonet og forligt med Gud ikke
siger moderne mennesker noget og næsten også
er på vej ud af den moderne prædiken.
At vi ikke vil erkende Guds
vredes virkelighed viser, hvor indskrænkede, vi
er blevet, fordi synden har eroderet så meget bort
af det Guds billede, vi skabtes i, og dermed har efterladt
os som “forhærdede tidsel-gemytter, så
stive som torne og støtter”.
Når vi nu taler om menneskers
vrede, og ser, at den optræder mellem “dødssynderne”,
undrer det os måske en smule, for er det ikke nu
og da i orden at blive vred, ja ligefrem fejt og måske
syndigt ikke at blive det?
Og når Gud kan blive vred,
gives der så ikke situationer, hvor vrede også
er en passende reaktion fra Guds-menneskets side? Det
er allerede indlysende, at dette er noget, som der skal
tænkes omhyggeligt over.
Bibelen lægger op til,
at det er Guds vilje, at vi skal ligne Gud så meget
som muligt, dvs. vi skal reflektere hans karakter. Men
samtidig ved vi også, at der er en verden til forskel
mellem os og Gud. Gud har overleveret ansvar og opgaver
til os, men han har aldrig abdiceret, aldrig opgivet sin
suverænitet og fortrinsret.
Myndighederne kan bære
sværd og er som sådan Guds tjenere, som “
lader vreden ramme dem, der gør det onde”
(Rom 13:1 ff.), men på det personlige, individuelle
plan formaner Skriften os til ikke at dømme og
fordømme og til at dæmpe vreden, ja til slet
ikke at blive vrede. Og der er gode grunde til det, både
teologiske, medmenneskelige og personlige.Vrede ud af
proportioner
Når vi bliver vrede, glemmer
vi ofte, hvem vi egentlig er, og ophøjer os til
anklager, dommer og retsudøver på én
og samme tid og føler os også ofte i vor
gode ret til at gå langt ud over, hvad den andens
forseelse har krænket os med. Når vi bliver
vrede, er det oftere, end vi bryder os om at erkende,
vort oppustede selv, som driver på os, og så
får den ikke for lidt.
Enhver erkendelse af, at vi
selv kunne være skyldige eller i det mindste delvis
skyldige i den andens “forbrydelse” mod os,
er gået fløjten, moderationen lagt væk
og sluserne åbnet for både verbale og nogen
gange korporlige angreb på den formastelige, som
er kommet os på tværs.
Glemt er også, at vi selv
er uretfærdige og syndere, som ofte har krænket
andre. Glemt er nåden og tilgivelsen, som vi alle
uden undtagelse er afhængige af; glemt er Guds overbærenhed
og godhed mod os.
Vrede udløses langt fra
altid af krænkelser. Misundelse kan udløse
morderisk vrede som f.eks. Kains mod Abel; irritation,
lunefuldhed, dårligt humør, magtsyge, frustration,
indre tomhed, trangen til at dominere har stået
fadder til mangt et vredesudbrud, således også
hævngerrighed:
“Lemek sagde til sine
koner: “Ada og Silla, hør på mig, Lemeks
koner, lyt til mit ord. Jeg dræber en mand for en
flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain
syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange”
(1 Mos 4:23-24).
Kun én dødssynd
Når vi ser på synden, også menneskers
vrede, i dette skarpe evighedslys, så går
det igen op for os, hvorfor nogle i kirken har følt
sig foranlediget til at tale om “dødssynd”.
Begrebet er nok romersk-katolsk og middelalderligt, mere
end det er bibelsk. Nytestamentligt er der kun én
synd, som specifikt kaldes “synd til døden”
, nemlig frafaldets synd eller synden mod Helligånden.
Og dog begynder Bibelen med
at fortælle os, at “den dag du spiser af det
(af træet til kundskab om godt og ondt) skal du
dø” (1 Mos 2:17), og keruberne med de flammende
sværd, som ved slutningen af kapitel 3 i 1 Mosebog
“vogter vejen til livets træ”, er ligesom
eksekveringen og beseglingen af den dom.
Nu er vi alle faldne, og om
os alle gælder “at syndens løn er døden”
(Rom 6:23), og at hvor synden hersker, der hersker døden
også (Rom 5:14 og 21). Synden føder altid
død (Jak 1:15).
Al synd - ikke kun de synder,
som Middelalderkirken kaldte dødssynder - fører
til døden, med mindre Guds nåde kommer imellem
og frier fra både synden, døden og vreden,
så det om os nu kan siges, at “Gud har ikke
bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå
frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for
os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover,
skal leve sammen med ham” (1 Thes 5:9-10).
Vrede på sin plads
Bibelen benægter ikke, at der kan opstå situationer,
hvor vrede er på sin plads og er fuldt berettiget,
ja hvor det ikke at blive vred snarere udtrykker kynisme,
apati, fejhed og manglende mod. Sådanne situationer,
hvor vrede er den rigtige og naturlige reaktion, er situationer,
hvor andre er involveret og uretten rammer andre, mere
end når det er os selv, den går ud over.
Moses’ vrede (2 Mos 32:19),
da han kom ned fra bjerget og så Israels sanseløse
frafald fra Jahve og Sinajpagten, er ikke alene forståelig,
men hellig. Irritation, harme og krænkethed, som
til sidst løber sammen i vrede er dog særdeles
farlige følelser for dødelige at slippe
fri.
Det fremgår af en anden
hændelse i Moses’ liv med Israel, nemlig dér,
hvor han og Aron ved Meriba var så forbitrede af
sind, at de endog trodsede Herrens ordre og i stedet for
kun at tale til klippen, slog på den to gange (4
Mos 20).
Denne deres handling var ikke
alene udtryk for manglende tillid til Gud, den udtrykte
også manglende respekt for Guds hellighed, og derfor
kom Aron og Moses ikke til at føre folket ind i
det forjættede land.
“Bliv blot vrede, men
synd ikke” , siger Paulus i Ef 4:26 “lad ikke
solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads
for Djævelen”. Tidligere oversættelser
var lidt mere forsigtige med “Bliver I vrede, da
synd ikke”. Under alle omstændigheder erkender
Paulus, at faren for synd og for at give Djævelen
plads er overhængende, når vi bliver vrede.
Vrede er heller ikke noget, vi må gemme på.
Gør vi det, tager den sandsynligvis magten fra
os.
Advarsler mod vrede
Men bortset fra de forholdsvis få situationer, hvor
vrede har en legitim plads, advarer Bibelen os generelt
mod at blive vrede. I samme afsnit, hvor Paulus taler
om legitim vrede, og dog advarer mod dens oplagte farer,
siger han: “Al forbitrelse og hidsighed og vrede
og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab;
men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige
og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus”
(Ef 4:31-32; se også Kol 3:8).
“Kiv, fjendskaber, splid
og hidsighed” hører kødet og kødets
gerninger til og passer sig ikke for den, der har Helligånden
og lader Helligånden styre sit liv (Gal 5:19 ff.).
“Forargelser”, sagde Jesus er uundgåelige
i en falden verden ; forurettelse er vi sikkert allesammen
udsat for fra tid til anden, ligesom vi selv foruretter
andre. Ofte efterlader følelsen af forurettethed
os med trang til at betale igen, trang til at hævne
os og ønsker om, at det må gå den,
som har forurettet os, dårligt, at om ikke vi, så
skæbnen eller livet må betale ham tilbage.
Kristne, advarer Paulus os,
bør altid være de første til at række
hånden frem til forlig; at holde fred med alle må
altid være det, vi stræber efter, og dog kan
konflikter ikke altid undgås.
Nogle gange vil vore uvenner
og fjender gå for vidt, og trangen til at se dem
straffet melder sig med næsten ubændig kraft.
Men, siger Paulus, “tag ikke retten i jeres egen
hånd, men giv plads for Guds vrede, for som der
står skrevet: “Hævnen tilhører
mig, jeg vil gengælde”, siger Herren”
(Rom 12:19).
Retten til at dømme og
hævne er efter bibelsk tankegang en af Guds prærogativer
(hvad kun Gud har ret til). Det fremgår også
klart af Paulus’ begrundelse for sin formaning.
Om Jesus siges det, at “han svarede ikke med skældsord,
da han blev skældt ud, under sine lidelser truede
han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer
retfærdigt” (1 Pet 2:23)., og Det gamle Testamente
forsyner os med flere eksempler på mennesker, som
når de led uret, kastede deres sag ind på
Gud og så hen til ham for deres genoprejsning.
Ofte er der i disse eksempler
et stærkt element af noget eskatologisk, dvs. at
vi først finder den fulde retfærdighed og
den fulde genoprejsning i den kommende verden, i Guds
rige (se f.eks. Salme 75:3 (1931 oversættelsen):
“Selv om jeg udsætter sagen, dømmer
jeg dog med retfærd; vakler end jorden og alle,
som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens
støtter” ; se også Hab 2:3).
Tænk også på
Jesu lignelse om enken og den uretfærdige dommer,
hvis pointe er, at vi skal blive ved med at bede, fordi
Gud er en Gud, som “vil skaffe sine udvalgte deres
ret, når de råber til ham dag og nat”.
“Lader han dem vente?” spørger Jesus
og svarer: “Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret,
og det snart” (Luk 18:7-8).
Gud er tilbageholdende med dommen,
han giver tid, tid til omvendelse, tid til, at det kan
blive overvældende klart, hvad vi er, hvem vi er,
og hvad vi virkelig vil, tid til, at frugtens natur og
art har sat sig og dens virkninger følt.
Det mønster er også
godt for os at følge. Det forpurrer vi tit, når
vi er alt for “hurtige på aftrækkeren”.
Det står til troende, at “en opfarende mand
vækker splid, den, der er sen til vrede, dæmper
strid” (Ordsp 15:18). Det hører med til visdom
at give “et mildt svar” (Ordsp 15:1), at “afvende
vrede” (Ordsp 29:8, og “holde sin vrede i
ave” (Ordsp 29:11).
Og de råd er gode at følge
i familien, i menigheden, i samfundet og på arbejdet,
i alle anliggender, hvor der er optakt til strid og spektakel.
Sagtmodighed
I sit brev skriver Jakob meget om visdommen ovenfra (fra
himlen), og han lægger os på sinde at lade
den komme frem “i gerning ved et ordentligt liv
med den vises sagtmodighed ” (3:13).
Er man sagtmodig, er man ikke
vredladen og har ikke let til vrede. Man har ikke “en
kort, letantændelig lunte”. Den sagtmodige
kan blive vred, som både Moses, Jesus og Paulus
f.eks. lejlighedsvis kunne blive det, selv om de alle
tre fremhæves som eksempler på den sagtmodige.
En kristen skal “være
snar til at høre, men sen til at tale, sen til
vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt
for Gud ”. Det er værd at skrive sig bag øre,
dette: “udretter intet, som er retfærdigt
for Gud”.
Det er ligesom det sidste og
afgørende ord om vrede, derfor også det ord,
vi vil slutte med. Lytter vi mere til Gud, end vi plejer
vores egen forfængelighed, (og denne er kernesynden),
så forvandles vi ved det; vi bliver andre mennesker,
“en førstegrøde af hans (Guds) skabninger”
(Jak. 1:18).
Dermed vil vi også komme
til at dømme og bedømme anderledes, og det
både os selv og andre. Mere og mere vil vi indse,
hvor enorm vores gæld til Guds nåde er, og
mere og mere vil vi indse, at det bedste, vi kan gøre,
er at lade Gud være Gud og lade ham råde,
også i vore affærer, små som store.
Mere og mere vil vi sige til
vor sjæl: “Min sjæl hvad vil du mér,
lad Gud kun råde”. Mere og mere vil vi, hvis
vi skal foretage os noget - herunder også at blive
vrede - lade det bero på Guds ord og Guds visdom
i vore hjerter, på Guds Helligånd mere end
på vore fordomme, meninger, følelser, domme.
Vi vil fremfor alt have gjort
op med ondskaben i vort eget indre, den ondskab, som er
det potentielt farlige i syndige menneskers vrede, og
som med vredesudbruddet nemt risikerer at slippes fri
til endda større fortræd, forbandelse og
ulykke.
Meget apropos afrunder Jakob
sin henstilling med at skrive: “Aflæg derfor
al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed
imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse
jeres sjæle” (1:21). Det råd har vi
alle godt af at lytte til; det råd gør vi
alle vel i at følge. Til det “hjælpe
os Gud”.
.
|
