Dødssynderne 7:
Vrede

Af Louis Nielsen - KP 02-2005

E vangelisk tro kender ikke til nogen forskel mellem små og store synder, da den lægger mindre vægt på den åbenbare handling end på menneskets gudløshed, der ligger til grund for al synd.

De såkaldte dødssynder er menneskelige grundholdninger, som den konkrete synd vokser frem af. Den definition er vigtig at holde sig i erindring, når vi retter søgelyset mod “vrede”.

I Bibelen viser langt de fleste forekomster af navneordet “vrede” eller udsagnsordet “at være vred” hen til Guds vrede. Det er som om, at det fortæller os, at den eneste, som har grund til at være vred og med rette kan være vred, er Gud. Vrede er ligesom forbeholdt Gud, er hans fortrinsret.

De forholdsvis få steder i Bibelen, hvor vi møder noget, som kan minde om en formel introduktion til Gud, præsenterer ham ikke som vred, men omvendt lægger Bibelen ikke skjul på, at Gud er en Gud, som kan vredes, og hvis vrede er som en fortærende ild.

Er der noget, vi har grund til at frygte, er det Guds vrede, Guds altfortærende og altødelæggende vrede. Giver Gud sin vrede frit løb, er der ingen og intet, der bliver; så kalder vi alle på klipperne og bjergene og beder dem falde ned over os for at beskytte os mod “Guds og Lammets vrede”.

Guds vrede er lidenskabelig; den er brændende; den er uudholdelig, men den er også hellig, ren og majestætisk, og til det hører, at den ikke er impulsiv, vilkårlig eller lunefuld; den fremkaldes aldrig uden grund, og den er altid og vil altid være retfærdig:

“Herrens navn kommer fra det fjerne, han vrede brænder, vældig i kraft, hans læber er fulde af vrede, hans tunge er som fortærende ild. Hans ånde er som en flod, der vælter frem og når til halsen. Han ryster folkeslag i tilintetgørelsens si, et bidsel, der fører vild, lægger han i folkenes gab” (Es 30:27-28). Se også Åb. 6:16-17 og Sl. 90:7-12).

I Skriften er der eksempler på, at Gud lader sin harme få frit løb, men det normale er, at Gud holder sin vrede tilbage, neddæmper den, “er sen til vrede”, og det gælder i sådan en udstrækning, at vreden gemmes til og koncentreres om “Guds vredes og harmes dag”, “Herrens dag”, “den yderste dag”, “dommens dag”;

Guds vrede bliver “den kommende vrede”. Så udtalt er den nåde fra Gud, at mennesker forhærder sig, afviser at Gud kan blive vred, og endda spotter og håner ham for sin “sendrægtighed” med at sende sin vrede (2 Pet 3): “Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed” (2 Mos 34:6).
(Se også: Sl 78:38-39, Sl 103,8-9, Sl 30:6, Sl 85:4; Es 57:16; Jer 3:5; Joel 2:13 og Jonas 4:2).

Guds vrede er virkelig noget, vi bør forholde os til, og som vi vælger at ignonere til ubodelig skade for os selv. Ja i dag er det vel næsten blevet et dogme, at Gud ikke kan blive vred, at uanset hvad er vi hans yndlinge. Det er nærmest et krav, vi har på Gud, at han vil elske os betingelsesløst.

I grunden er det vel ikke så mærkeligt, at hårde evangeliske kendsgerninger som behovet for at blive forsonet og forligt med Gud ikke siger moderne mennesker noget og næsten også er på vej ud af den moderne prædiken.

At vi ikke vil erkende Guds vredes virkelighed viser, hvor indskrænkede, vi er blevet, fordi synden har eroderet så meget bort af det Guds billede, vi skabtes i, og dermed har efterladt os som “forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter”.

Når vi nu taler om menneskers vrede, og ser, at den optræder mellem “dødssynderne”, undrer det os måske en smule, for er det ikke nu og da i orden at blive vred, ja ligefrem fejt og måske syndigt ikke at blive det?

Og når Gud kan blive vred, gives der så ikke situationer, hvor vrede også er en passende reaktion fra Guds-menneskets side? Det er allerede indlysende, at dette er noget, som der skal tænkes omhyggeligt over.

Bibelen lægger op til, at det er Guds vilje, at vi skal ligne Gud så meget som muligt, dvs. vi skal reflektere hans karakter. Men samtidig ved vi også, at der er en verden til forskel mellem os og Gud. Gud har overleveret ansvar og opgaver til os, men han har aldrig abdiceret, aldrig opgivet sin suverænitet og fortrinsret.

Myndighederne kan bære sværd og er som sådan Guds tjenere, som “ lader vreden ramme dem, der gør det onde” (Rom 13:1 ff.), men på det personlige, individuelle plan formaner Skriften os til ikke at dømme og fordømme og til at dæmpe vreden, ja til slet ikke at blive vrede. Og der er gode grunde til det, både teologiske, medmenneskelige og personlige.Vrede ud af proportioner

Når vi bliver vrede, glemmer vi ofte, hvem vi egentlig er, og ophøjer os til anklager, dommer og retsudøver på én og samme tid og føler os også ofte i vor gode ret til at gå langt ud over, hvad den andens forseelse har krænket os med. Når vi bliver vrede, er det oftere, end vi bryder os om at erkende, vort oppustede selv, som driver på os, og så får den ikke for lidt.

Enhver erkendelse af, at vi selv kunne være skyldige eller i det mindste delvis skyldige i den andens “forbrydelse” mod os, er gået fløjten, moderationen lagt væk og sluserne åbnet for både verbale og nogen gange korporlige angreb på den formastelige, som er kommet os på tværs.

Glemt er også, at vi selv er uretfærdige og syndere, som ofte har krænket andre. Glemt er nåden og tilgivelsen, som vi alle uden undtagelse er afhængige af; glemt er Guds overbærenhed og godhed mod os.

Vrede udløses langt fra altid af krænkelser. Misundelse kan udløse morderisk vrede som f.eks. Kains mod Abel; irritation, lunefuldhed, dårligt humør, magtsyge, frustration, indre tomhed, trangen til at dominere har stået fadder til mangt et vredesudbrud, således også hævngerrighed:

“Lemek sagde til sine koner: “Ada og Silla, hør på mig, Lemeks koner, lyt til mit ord. Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme. Hævnes Kain syv gange, skal Lemek hævnes syvoghalvfjerds gange” (1 Mos 4:23-24).

Kun én dødssynd
Når vi ser på synden, også menneskers vrede, i dette skarpe evighedslys, så går det igen op for os, hvorfor nogle i kirken har følt sig foranlediget til at tale om “dødssynd”.
Begrebet er nok romersk-katolsk og middelalderligt, mere end det er bibelsk. Nytestamentligt er der kun én synd, som specifikt kaldes “synd til døden” , nemlig frafaldets synd eller synden mod Helligånden.

Og dog begynder Bibelen med at fortælle os, at “den dag du spiser af det (af træet til kundskab om godt og ondt) skal du dø” (1 Mos 2:17), og keruberne med de flammende sværd, som ved slutningen af kapitel 3 i 1 Mosebog “vogter vejen til livets træ”, er ligesom eksekveringen og beseglingen af den dom.

Nu er vi alle faldne, og om os alle gælder “at syndens løn er døden” (Rom 6:23), og at hvor synden hersker, der hersker døden også (Rom 5:14 og 21). Synden føder altid død (Jak 1:15).

Al synd - ikke kun de synder, som Middelalderkirken kaldte dødssynder - fører til døden, med mindre Guds nåde kommer imellem og frier fra både synden, døden og vreden, så det om os nu kan siges, at “Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus, som døde for os, for at vi, hvad enten vi er vågne eller sover, skal leve sammen med ham” (1 Thes 5:9-10).

Vrede på sin plads
Bibelen benægter ikke, at der kan opstå situationer, hvor vrede er på sin plads og er fuldt berettiget, ja hvor det ikke at blive vred snarere udtrykker kynisme, apati, fejhed og manglende mod. Sådanne situationer, hvor vrede er den rigtige og naturlige reaktion, er situationer, hvor andre er involveret og uretten rammer andre, mere end når det er os selv, den går ud over.

Moses’ vrede (2 Mos 32:19), da han kom ned fra bjerget og så Israels sanseløse frafald fra Jahve og Sinajpagten, er ikke alene forståelig, men hellig. Irritation, harme og krænkethed, som til sidst løber sammen i vrede er dog særdeles farlige følelser for dødelige at slippe fri.

Det fremgår af en anden hændelse i Moses’ liv med Israel, nemlig dér, hvor han og Aron ved Meriba var så forbitrede af sind, at de endog trodsede Herrens ordre og i stedet for kun at tale til klippen, slog på den to gange (4 Mos 20).

Denne deres handling var ikke alene udtryk for manglende tillid til Gud, den udtrykte også manglende respekt for Guds hellighed, og derfor kom Aron og Moses ikke til at føre folket ind i det forjættede land.

“Bliv blot vrede, men synd ikke” , siger Paulus i Ef 4:26 “lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen”. Tidligere oversættelser var lidt mere forsigtige med “Bliver I vrede, da synd ikke”. Under alle omstændigheder erkender Paulus, at faren for synd og for at give Djævelen plads er overhængende, når vi bliver vrede. Vrede er heller ikke noget, vi må gemme på. Gør vi det, tager den sandsynligvis magten fra os.

Advarsler mod vrede
Men bortset fra de forholdsvis få situationer, hvor vrede har en legitim plads, advarer Bibelen os generelt mod at blive vrede. I samme afsnit, hvor Paulus taler om legitim vrede, og dog advarer mod dens oplagte farer, siger han: “Al forbitrelse og hidsighed og vrede og råb og spot skal ligge jer fjernt, ja, al ondskab; men vær gode mod hinanden, vær barmhjertige og tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef 4:31-32; se også Kol 3:8).

“Kiv, fjendskaber, splid og hidsighed” hører kødet og kødets gerninger til og passer sig ikke for den, der har Helligånden og lader Helligånden styre sit liv (Gal 5:19 ff.).
“Forargelser”, sagde Jesus er uundgåelige i en falden verden ; forurettelse er vi sikkert allesammen udsat for fra tid til anden, ligesom vi selv foruretter andre. Ofte efterlader følelsen af forurettethed os med trang til at betale igen, trang til at hævne os og ønsker om, at det må gå den, som har forurettet os, dårligt, at om ikke vi, så skæbnen eller livet må betale ham tilbage.

Kristne, advarer Paulus os, bør altid være de første til at række hånden frem til forlig; at holde fred med alle må altid være det, vi stræber efter, og dog kan konflikter ikke altid undgås.

Nogle gange vil vore uvenner og fjender gå for vidt, og trangen til at se dem straffet melder sig med næsten ubændig kraft. Men, siger Paulus, “tag ikke retten i jeres egen hånd, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: “Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde”, siger Herren” (Rom 12:19).

Retten til at dømme og hævne er efter bibelsk tankegang en af Guds prærogativer (hvad kun Gud har ret til). Det fremgår også klart af Paulus’ begrundelse for sin formaning.
Om Jesus siges det, at “han svarede ikke med skældsord, da han blev skældt ud, under sine lidelser truede han ikke, men overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt” (1 Pet 2:23)., og Det gamle Testamente forsyner os med flere eksempler på mennesker, som når de led uret, kastede deres sag ind på Gud og så hen til ham for deres genoprejsning.

Ofte er der i disse eksempler et stærkt element af noget eskatologisk, dvs. at vi først finder den fulde retfærdighed og den fulde genoprejsning i den kommende verden, i Guds rige (se f.eks. Salme 75:3 (1931 oversættelsen): “Selv om jeg udsætter sagen, dømmer jeg dog med retfærd; vakler end jorden og alle, som bor derpå, har jeg dog grundfæstet dens støtter” ; se også Hab 2:3).

Tænk også på Jesu lignelse om enken og den uretfærdige dommer, hvis pointe er, at vi skal blive ved med at bede, fordi Gud er en Gud, som “vil skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat”. “Lader han dem vente?” spørger Jesus og svarer: “Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart” (Luk 18:7-8).

Gud er tilbageholdende med dommen, han giver tid, tid til omvendelse, tid til, at det kan blive overvældende klart, hvad vi er, hvem vi er, og hvad vi virkelig vil, tid til, at frugtens natur og art har sat sig og dens virkninger følt.

Det mønster er også godt for os at følge. Det forpurrer vi tit, når vi er alt for “hurtige på aftrækkeren”. Det står til troende, at “en opfarende mand vækker splid, den, der er sen til vrede, dæmper strid” (Ordsp 15:18). Det hører med til visdom at give “et mildt svar” (Ordsp 15:1), at “afvende vrede” (Ordsp 29:8, og “holde sin vrede i ave” (Ordsp 29:11).

Og de råd er gode at følge i familien, i menigheden, i samfundet og på arbejdet, i alle anliggender, hvor der er optakt til strid og spektakel.

Sagtmodighed
I sit brev skriver Jakob meget om visdommen ovenfra (fra himlen), og han lægger os på sinde at lade den komme frem “i gerning ved et ordentligt liv med den vises sagtmodighed ” (3:13).

Er man sagtmodig, er man ikke vredladen og har ikke let til vrede. Man har ikke “en kort, letantændelig lunte”. Den sagtmodige kan blive vred, som både Moses, Jesus og Paulus f.eks. lejlighedsvis kunne blive det, selv om de alle tre fremhæves som eksempler på den sagtmodige.

En kristen skal “være snar til at høre, men sen til at tale, sen til vrede, for et menneskes vrede udretter intet, der er retfærdigt for Gud ”. Det er værd at skrive sig bag øre, dette: “udretter intet, som er retfærdigt for Gud”.

Det er ligesom det sidste og afgørende ord om vrede, derfor også det ord, vi vil slutte med. Lytter vi mere til Gud, end vi plejer vores egen forfængelighed, (og denne er kernesynden), så forvandles vi ved det; vi bliver andre mennesker, “en førstegrøde af hans (Guds) skabninger” (Jak. 1:18).

Dermed vil vi også komme til at dømme og bedømme anderledes, og det både os selv og andre. Mere og mere vil vi indse, hvor enorm vores gæld til Guds nåde er, og mere og mere vil vi indse, at det bedste, vi kan gøre, er at lade Gud være Gud og lade ham råde, også i vore affærer, små som store.

Mere og mere vil vi sige til vor sjæl: “Min sjæl hvad vil du mér, lad Gud kun råde”. Mere og mere vil vi, hvis vi skal foretage os noget - herunder også at blive vrede - lade det bero på Guds ord og Guds visdom i vore hjerter, på Guds Helligånd mere end på vore fordomme, meninger, følelser, domme.

Vi vil fremfor alt have gjort op med ondskaben i vort eget indre, den ondskab, som er det potentielt farlige i syndige menneskers vrede, og som med vredesudbruddet nemt risikerer at slippes fri til endda større fortræd, forbandelse og ulykke.

Meget apropos afrunder Jakob sin henstilling med at skrive: “Aflæg derfor al urenhed og al den megen ondskab, og tag med sagtmodighed imod det ord, som er indplantet i jer, og som kan frelse jeres sjæle” (1:21). Det råd har vi alle godt af at lytte til; det råd gør vi alle vel i at følge. Til det “hjælpe os Gud”.

.