|
Dødssynderne 4:
Stolthed
Af Louis Nielsen -
KP 04-2004
Det pinligt karakteristiske ved dødssynderne er,
hvor dybt de stikker hos os allesammen. Det er som om,
de skildrer vores tilstand som fortabte mere end en gruppe
af særligt slemme mennesker.
Med stolthed og hovmod
bevæger vi os hen til synderens inderste væsen.
Fordi det er så almindeligt, undslipper det os nemt,
at vi er stolte. Selv et ydmygt og selvfornægtende
menneske kan i sit inderste dyb huse en form for stolthed,
noget som han eller hun pinedød ikke vil slippe,
et afgudsbillede af sig selv, som man forholder sig til
i ærefrygt, nærmest tilbedende.
Hvor svært - ja hvor umuligt
uden Guds Ånds hjælp - er det ikke for mange
af os virkelig at erkende, at den “du”, der
synges om i Graham Kendricks sang, er mig, er dig:
“Kom og græd, kom
og klag,
for din synd ham nagled’ der -
endnu dybere end sår fra søm og torn!
Du var stolt - med begær -
faldet dybt i synd og skam.
Han fik straffen fra Guds
vrede lagt på sig.”
Ved Kristi kors
Kun dette: I sandhed og ægthed at stå ved
Kristi kors og opleve det, som sker her, som værende
for mig, kan få os til at se på os selv med
virkeligt fornyede øjne og til med ægthed
at forsage stolthedens og hovmodets forfærdende
synd, som salmedigteren Isac Watts gør det i dette
vers:
“Når jeg med undren
korset ser,
hvor Herlighedens Fyrste dør,
al vinding for mig tab kun er,
mit hovmod er et knækket rør”
Saulus af Tarsus, apostlen Paulus,
blev godt og grundigt frelst den dag uden for Damaskus,
hvor Jesus åbenbarede sig for ham. Aldrig glemte
han den dag. Den brændte sig ind i hans erindring.
Her følger to af hans optegnede vidnesbyrd: “Gid
det aldrig må ske for mig, at jeg er stolt af andet
end af vor Herre Jesu Kristi kors; ved ham er verden blevet
korsfæstet for mig, og jeg for verden” (Gal
6:14).
“Det er os, som er de
omskårne,
og som tjener ved Guds Ånd
og har vores stolthed i Kristus Jesus
i stedet for at stole på noget ydre...
...hvad jeg havde af fortjeneste,
det regner jeg nu på grund af Kristus for tab.
Ja, jeg regner så
vist alt for tab på grund af det langt større
at kende Kristus Jesus, min Herre.
(Fil. 3:3,7-8)
Andetsteds i sine breve spørger
Paulus: “Hvad bliver der så af vores stolthed?”
(Rom 3:27) og han svarer selv: “Den er udelukket!”
“Ved hvilken lov”? spørger han videre
og føjer til “Ved gerningernes?” og
igen svarer han prompte: “Nej, ved troens lov!”,
dvs. ved evangeliet.
Evangeliet om korset er det
eneste i verden, som bringer os til virkelig erkendelse
af os selv, som vi er over for Gud. Alle ønsker
vi, som mundheldet siger det, at “være karl
for sin hat”, dvs. hævde sig på egen
hånd. Men alt det bryder ned over for Kristi kors.
Her falder alle vore forsvarsværker,
og i stedet får vi uden omsvøb at vide, at
“Gud udvalgte det, som er dårskab i verden
for at gøre de vise til skamme, og det, som er
svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke
til skamme, og det, som verden ser ned på, og som
ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at
gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen
skal have noget at være stolt af over for Gud.
Men ham skyldes det, at I er
i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, både
retfærdighed og helligelse og forløsning,
for at den, “der er stolt, skal være stolt
af Herren”, som der står skrevet” (1
Kor 1:27-31).
Uden tvivl reflekterer hovmod og stolthed ursynden, synden
bag al synd, og mere end det, ærkeenglens synd,
Lucifers synd, Satans oprør og fald:
“Tænk, at du faldt
fra himlen,
du strålende morgenstjerne!
Du er slynget til jorden,
du som besejrede folkene.
Du sagde ved dig selv:
“Jeg vil stige op til himlen,
højt over Guds stjerner
rejser jeg min trone;
jeg tager sæde på bjerget,
hvor guderne samles,
i det yderste nord.
Jeg stiger op over skybankerne,
gør mig lige med den Højeste”.
Men du er blevet styrtet i dødsriget,
ned i afgrundens dyb” (Es 14:12-15).
Viljen til guddommeliggørelse
af sig selv var synden i Edens have (1 Mos 3:5), og denne
vilje ligger bag hver en synd, for “kødets
vilje er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds
lov og kan det heller ikke” (Rom 8:7; se også
Joh 3:5-8, Rom. 1:21).
Vantro, oprør, ateisme
og en række andre forfærdelige og grusomme
ting bunder i menneskets indsættelse af sig selv
som Gud, i dets ophøjelse af sig selv som sin egen
autoritet og i dets hersken over andre uden at ville stå
til ansvar herfor over for verdens og livets skaber.
Men vi er blinde for det og lever derfor i virkeligheden
som fortryllede; forblændelsens mørke har
sænket sig over os, og kun ved Guds barmhjertighed
og hans befaling om, at lyset skal skinne, kan vi blive
seende.
Gennemtrænger
alt
Hovmodet er aldeles gennemtrængende,
ikke mindst i vor narcissistiske tid og med den megen
viden og de mange teknologiske muligheder, som er åbnet
for os.
Moralsk befinder vi os i et
tomrum, når mennesket gør sig selv til tilværelsens
centrum og mening og lader det alene bero på menneskerettighederne
og den politiske korrekthed, om noget er etisk ansvarligt
eller det modsatte.
Det tragiske og dybt ironiske
er, at det er Gud, som har udrustet mennesket med dets
mange evner og muligheder, ja nærmest lagt hele
verden under det (1 Mos 1:26 ff; Sl 8.5 ff.). Men det
mandat kan mennesket kun bestyre ret, når det underlægger
sig Gud og søger visdom, ikke i sin egen forstand,
men hos ham (1 Mos 2:15-17; Dan 4:21 ff.; 31-34).
Det samme gælder det at
udøve magt, at kun ved at underordne sig Gud og
være rede til at stå til ansvar over for ham
kan det gøres til lykke og fremme for dem, vi får
magt over ( Se som eksempel Sl 72; Joh 17:2; Fil 2:5-11;
Mark 10:41-45; Joh 21:15-19).
Sådan vil verdensherskerne
eller mægtige institutioner og selskaber det sjældent
- for ikke at sige aldrig. Snarere sidder de som en anden
Farao på deres troner eller i de prægtige
minister- og direktionskontorer og tænker og siger
som han: “Nilen er min, jeg har skabt den!”
(Ez 29.9), eller som Tyrus’ konge, som i sit hovmod
sagde om sig selv: “Jeg er en gud! Jeg sidder på
en gudetrone midt ude i havet!”.
Men hvad siger Gud til ham?
“Du er et menneske, ikke en gud, og du har gjort
dit hjerte til et gudehjerte!” (Ez 28:2). (Se også
Hab. 2:4-5).
Jesus uden hovmod
Ud fra disse skriftsteder forstår vi godt, hvorfor
stolthed er mellem dødssynderne. Som syndens synd
er den hovedaktøren mellem dem. Ingen af os går
ram forbi, og slet ikke det religiøse menneske.
For hvem er stolt som den, der mener at have noget at
rose sig af over for Gud? Hvem trænger virkelig
til Gud, som bare aner det mindste hos sig selv, som giver
ham noget fortrin hos Gud, noget som skulle give ham Guds
nåde som fortjeneste? (se Rom 4:2 og 11:33-36).
I Jesus møder vi den,
der både er sand Gud og sandt menneske. Kristi pletfrie
liv, hans død, opstandelse og himmelfart er Guds
dødsstød mod hovmodet, mod synden.
Gud, siger Paulus, fordømte
i Kristus “synden i kødet” (Rom 8:3-4).
Jesus levede her på jorden et liv, som bragte ære
til Gud. Han åbenbarede en visdom som ingen, talte
med en myndighed som ingen anden, befalede, så storm
og hav, dæmoner, sygdom, ja døden selv måtte
adlyde ham; han bragte Guds rige nær og “gjorde
alle ting vel”, og altsammen gør han uden
den mindste antydning af egenrådighed, selvophøjelse
og selvpromovering.
Jesus optrådte med værdighed
og majestæt, med bestemthed og autoritet, men koblet
til sagtmodighed, ydmyghed og tjenersind. Ikke så
mærkeligt, at hans rige opretholdes af alle de dyder,
han i sin bjergprædiken saligpriser: fattigdom i
ånden, sagtmodighed, barmhjertighed, renhed, hunger
og tørst efter retfærdigheden og fredsstiften.
Djævelen ønsker
ikke klarhed. Tvivl, forvirring, slørethed og bedrag
er hans strategi, og har været det fra begyndelsen.
Med føje kaldte Jesus ham “løgnens
fader” (Joh 8:44). Ordet og sproget er det stærkeste
kommunikationsmiddel mellem Gud og mennesker og mellem
mennesker indbyrdes.
En del af Satans strategi er
derfor at skabe forvirring omkring ordenes betydning.
Han gjorde det over for Eva i haven, over for Jesus i
ørkenen - for bare at nævne yderpolerne,
og han har siden gjort det igen.
Ved den strategi kan stolthed og hovmod ligefrem komme
til at optræde som en dyd, og som noget, vi ikke
kan være foruden. “Har du ingen stolthed i
livet?”, kan vi indigneret spørge, og nu
og da afviser vi at modtage hjælp med begrundelsen,
at “også jeg har da nogen stolthed i livet”.
Foragt for andre
Det er udmærket med selvopholdelsesdrift og overlevelsesinstinkt.
Disse har Gud ligefrem lagt ned i os ved at sætte
os i en verden og mellem andre levende skabninger, som
yder modstand og giver os et modspil. Det er også
godt at værne om sin personlige integritet, sit
gode navn og rygte, sin ære og sit selvværd.
Men forbistringen sætter
ind, når disse ting sættes op som værn
mod afhængighedsfølelsen af Gud og til afvisning
af hans herredømme over vort liv - eller når
stoltheden får os til at føle foragt for
andre og kalde dem med øgenavne som “skod”,
perkere”, “tabere” og det, som er værre.
Selv i børnehaven og i skolegården hører
man den slags gloser.
Denne forbistring sker langt
oftere, end vi tror, - vi, som kalder os disciple af Jesus
ikke undtaget - og så er vi i virkeligheden tilbage
i den samme skure, hvor vi lever i synd, alt imedens vi
energisk tror, vi er gode, dydige, i enhver henseende
acceptable og respektable mennesker.
Og atter er det lykkedes “løgnens
fader” at bedrage os. For hvad kan det nytte, at
vi bliver religiøse, dydige og respektable mennesker,
hvis vi som Jesus siger, gøres “dobbelt så
fortjent til Helvede” derved (Matt 23:15)?
Bibelen opmuntrer os ikke generelt til at gradbøje
synd. Nogle synder er mere samfundsskadelige, mere nedbrydende
og mere onde end andre, men synd er synd, og der går
en lige linje fra det første menneskes synd og
til enhver synd, der siden er begået i verden.
Tilsammen bringer både
den og de os under “syndens løn, som er døden”,
bringer os under “fordømmelse” og under
“Guds vrede”. Kun “nåde - og retfærdighedsgaven”
i Kristus (Rom 5:15 ff.) har ændret på det.
Men “stolthed” og “hovmod” er
på en arketypisk måde “synden i kødet”,
den typiske synd, som vi alle er underlagt, den synd,
som Paulus synes at have sloges med mere end nogen anden
synd.
Måske derfor hans insisteren
på, at “ingen (“intet menneske”)
skal have noget at være stolt af over for Gud”,
og at “den, der er stolt, skal være stolt
af Herren” (1 Kor 1:29 og 31).
Den religiøses
synd
Stolthed er det religiøse, moralske menneskes særlige
synd. Det stolte hjerte er “et hårdt og ubodfærdigt
hjerte” (Rom 2:1-6). Hvem kan være selvtilstrækkelig,
ubodfærdig, kynisk og umedfølende som det
selvretfærdige, religiøse menneske - mennesket,
som ikke for alvor har brug for Guds og andres overbærenhed,
brug for Guds nåde til at tackle sine egne mange
fejl og forsømmelser?
Esajas, som havde set Herren,
Hærskarers Herre højt ophøjet på
sin trone (Es 6:1) havde fra det øjeblik en radikal
anderledes virkelighedsforståelse. Ikke et sekund
mere var han i tvivl om, at virkelighedens virkelighed
var Jahve, Hærskarers Herre, og at Guds virkelighed
gennemtrængte hele universet og hele livet, for
“hele jorden er fuld af hans herlighed” (Es
6:3).
Det satte både ham selv,
Israel og alle mennesker, - “alt kød”
som Esajas ynder at kalde dem (se 40:5-6; 1931 oversættelsen)
- på plads. For ham var det følgelig ikke
alene grotesk, men nærmest farceagtigt, når
mennesker gjorde sig til og brystede sig, som f.eks.assyrerkongen,
øksehovedet, som bildte sig ind, at det var ham,
der førte øksen (10:15).
Og Esajas vidnede og forkyndte
om “Hærskarers Herres dag”, den dag
“hvor mennesket skal bøjes og manden ydmyges”,
hvor “menneskets stolte blik skal ydmyges, mænds
hovmod skal bøjes, og Herren alene være ophøjet
på den dag. For Hærskarers Herre har en dag
mod alt stolt og hovmodigt, mod alt knejsende, så
det ydmyges... (2:9-12).
Men “den dag bliver Herrens
spire (Messias) til herlighed og ære, og landets
frugt bliver til stolthed og pryd for Israels overlevende.
De, der er til rest i Zion, de, der bliver tilbage i Jerusalem,
skal kaldes hellige, alle i Jerusalem, der er indskrevet
til livet.
Når Herren har vasket
urenheden af Zions døtre og har skyllet blodet
ud af Jerusalem med dommens og udrensningens ånd,
så skaber Herren over hele Zions bjerg og over festforsamlingen
dér en sky om dagen og en rygende og flammende
ild om natten, for over alt herligt skal der være
et dække. Der skal være en hytte, som kan
skygge mod heden om dagen og give ly og læ mod skybrud
og regn” (Es 4:1-6).
“Salige alle, der længes
efter Ham” (Es 30:18).
|
