|
Dødssynderne 4:
Lidenskab
Af Louis Nielsen -
KP 03-2004
Bare lyden af ordet “kysk” virker som en provokation
for det moderne øre. Det smager af middelalder
og fugtige klostervægge og lugter langt væk
af snerpethed. Mange vil heller ikke vide, hvad vi taler
om, når vi siger, at nogen er kysk eller ukysk.
Kysk defineres i den seneste
udgave af “Nudansk Ordbog” som “dydig”,
i “Dansk etymologisk ordbog” med “sædeligt
god” eller “hvad, der sømmer sig”.
Ukyskhed er i moderne sprog mere eller mindre synonymt
med “liderlighed”.
Det er vigtigt at være
sig bevidst, at det, som kirken har sagt om disse ting,
ikke uden videre er det, Skriften eller skiftende tider
siger. At ukyskhed, også kaldet “kødets
lyst”, har noget med sex at gøre, er klart
for os alle.
At føle lidenskab er
naturligt nok og er ikke i sig selv synd, men lidenskab
og lyst er voldsomme kræfter, som vi let mister
kontrollen over.
Fristelse til synd følger derfor ofte, når
lidenskaberne vækkes. Men Gud siger, at vi er ansvarlige
for vore handlinger; vi behøver ikke nødvendigvis
at ligge under for vort begær.
Til Kain sagde Herren f.eks.:
“Hvorfor er du vred, og hvorfor går du med
sænket hovede? Hvis du gør det gode, kan
du se frit op, men hvis du ikke gør det gode, lurer
synden ved døren. Den vil begære dig, men
du skal herske over den” (1 Mos 4:6-7).
Den bibelske lære om arvesynd
står ikke for ansvarsfrihed og for, at vi slet ingen
vilje har til at modstå synden med, men for, at
vi har en syndig natur. Derfor er vi disponerede for at
lytte til synden og finde den nydelsesfuld (jvf. Heb 11:25).
I sit store anklageskrift mod
menneskeheden i Rom 1-3 slår Paulus det atter og
atter fast, at ingen vil kunne påberåbe sig
at være ansvarsfri, men at vi alle “står
strafskyldige over for Gud” (Rom 3:19).
Flere afvigelser
Mange af kirkefædrene vrængede på næsen
ad sex, og det er heller ikke ualmindeligt, at helliggørelsesbevægelser
har afvist sex som nærmest pr definition uren og
syndig. Allerede på apostlenes tid var det svært
for mange i menighederne at relatere kristeligt til sex,
og Det nye Testamente afspejler de mange holdninger, omvendte
hedninger kunne have til sex lige fra at praktisere sex
på hedensk manér til ekstrem libertinisme
eller askese og forbud mod sex.
Paulus’ undervisning i
hans breve viser, at han mødte alle de her nævnte
former for afvigelse fra, hvad der stemmer med kristendommens
lære.
Paulus forsvarer ægteskabet, herunder også
den seksuelle forening mellem ægtemand og hustru.
Dette er i nøje overensstemmelse med Paulus’
jødiske rødder og rodfæstethed i Det
gamle Testamente, hvor den seksuelle enhed i ægteskabet
er noget både godt, naturligt, smukt og nydelsesfuldt,
som vi skal modtage som en af Skaberens særlige
gaver til mennesket, som vi som skabte i Guds billede
kan forholde os bevidst, og ikke kun instinktivt, til.
En af følgerne af vort
oprør mod Gud rammer os netop i sexlivet. Paulus
beskriver det sådan i Romerbrevet kapitel 1 fra
vers 24-27:
“Derfor prisgav Gud dem
i deres hjertes begær til urenhed, så de indbyrdes
vanærede deres legemer. De udskiftede Guds sandhed
med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet
for skaberen - han være lovet til evig tid! Amen.
Derfor prisgav Gud dem til vanærende lidenskaber:
Deres kvinder udskiftede den naturlige omgang med den
naturstridige, og ligeså opgav mændene den
naturlige omgang med kvinden og optændtes af deres
begær efter hinanden; mænd levede skamløst
med mænd og pådrog sig derved den straf for
deres vildfarelse, som de forjente”.
Livskraften
Uanset, hvor oplyste vi bliver, har de fleste af os en
instinktiv fornemmelse af, at livets kræfter indeholder
noget mysteriøst, at livet selv er større
end summen af alle enkelt-eksistenser.
Som skabninger føler
vi os indbyrdes afhængige af andre skabninger og
måske også afhængige af livskraften
selv, hvordan vi så end definerer den.
Sexakten mellem de to køn
er bestemt til at skulle medføre, at nyt liv skabes.
Hos dyrene er der tale om et blindt instinkt, hos mennesket
er der en bevidsthed om at være skabere af nyt liv.
Religion beskæftiger sig generelt med den side af
tilværelsen, som ligger ud over den iagttagelige
og sanselige verden, med det transcendente og mysteriøse,
med livsgåden og livstydningen.
Det, der holder livet i gang
(livskraften), er en af de ting, som religionen mest sikkert
forholder sig til. Når der ses bort fra de store
monoteistiske religioner som jødedom, kristendom
og islam er de fleste religioner på en eller anden
vis naturreligoner, og det er i virkeligheden naturen
og naturens kredsløb, man i gudernes og myternes
skikkelser dyrker og beskriver.
Og i naturen spiller sex en
afgørende rolle, derfor indtager den rå dyrkelse
af sex en stor rolle i de fleste naturreligioner. Det
være sig i Ba’alsdyrkelsen blandt kana’anæerne
kendt fra Bibelen, hos grækerne i deres dyrkelse
af Olympens guder og i vore nordiske forfædres dyrkelse
af asaerne, og nu til dags mellem naturfolk i Asien, Polynesien,
Australien og Afrika og mellem indianerstammer i Syd-og
Nord Amerika og hos inuitterne i nord.
Bibelens Gud er ikke en naturgud.
Han er til uden for rum og tid, og rum og tid skylder
ham, at de er til. Han har skabt alle ting, også
livsbetingelserne og den fysiske og biologiske verdens
love, men selv er han ikke underlagt nogen lov, men helt
og aldeles fri.
Han sidder inde med al kraft og styrke, men han er ikke
kraft, han er JEG ER, dvs. intensiv personlig, mere personlig
end nogen af os. Og han er hellig. Lyset er hans rige,
renhed præger alt, hvad han er, og alt hvad han
gør.
Hedenskabet er i sit væsen
et udtryk for menneskets frafald fra den ene og sande
Gud og en perversion af både hans natur, hans gerninger
og hans vilje med os mennesker og bestemmelse med os.
“De regnede det ikke for
noget værd at kende Gud”, siger Paulus og
fortsætter: “Derfor prisgav Gud dem til en
forkastelig tankegang, så at de gjorde, hvad der
ikke sømmer sig” (Rom 1:28).
Ikke alene nedskriver mennesket
Gud, det nedskriver også sig selv, den herlighed
og ære at være skabt i den evige Guds billede.
Og det er ophavet til al umoralitet, ondskab, undertrykkelse
og uretfærdighed i verden.
Gud vil, at hans egen natur
skal præge det enkelte menneskes liv i relation
til sig selv og i relation til andre. Dette gælder
ikke mindre for sexrelationens vedkommende end for nogen
anden relation.
Det ligger i menneskets natur
at ville have sine drifter og behov tilfredsstillet, helst
så snart de melder sig. Er vi tørstige, vil
vi gerne have noget at drikke, er vi sultne vil vi have
noget at spise, trues vort liv, kæmper vi for at
bevare det, og tilsvarende føler vi, at melder
trangen til sex sig, har vi også et umiddelbart
krav på at få det opfyldt.
Jo raskere, rigere og rørige vi føler os,
des mere vil vi generelt føle, at det ligefrem
er vor ret at få vore behov tilfredsstillet og dækket.
Mere end drifter
Men mennesket er mere end summen af dets drifter, det
er også ånd. “Det lever”, som
Loven og som Jesus sagde det, “ikke af brød
alene, men af hvert et ord, som udgår af Guds mund”.
Vor krop er ikke et ingenmandsland, som vi kan gøre
med, som vi vil, men en del af vor hele menneskenatur,
og Gud har endda bestemt den for evig herlighed.
Paulus siger det særdeles klart, at vor Herre Jesus
Kristus ved sit synlige komme “skal forvandle vort
fornedrede legeme og give det samme skikkelse som hans
herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge
sig alt” (Fil 3:21).
“Legemet”, siger
Paulus også “er ikke til utugt, men er til
for Herren , og Herren for legemet, og Gud oprejste Herren
og vil oprejse os ved sin kraft” (1 Kor 6: 13).
“I tilhører ikke jer selv”.
For moderne tænkende mennesker
er det lodret fornærmende at få at vide, at
ens krop ikke tilhører en selv, jvf. abortdebattens
ulideligt gentagne slogan: “Kvinden råder
over sin egen krop!”.
I en verden, hvor så meget
synes uvirkeligt og uden substans, er ens krop snart noget
af det eneste sikre, substantielle og virkelige, man har
at forholde sig til. Den er ens virkelige selv, den er
ens egen, og med den må man da gøre lige
præcist, hvad man vil. Det vedkommer ikke andre,
og slet ikke Gud.
Dyrkelse af kroppen
Det moderne menneskes ekstreme kropsbevisthed møder
os alle vegne og presser sig ind på os alle steder
fra. Stramtsiddende og minimalistisk tøj, billeder
i trykte reklamer og sekvenser i elektroniske medier,
idealmål og slankekure, fitnessbølgen, voldsomt
duftende og seksuelt ophidsende parfumer, tatoveringer,
piercinger, skønhedsklinikker og kosmetiske operationer.
Og på det mere dæmoniske
plan rockidolernes gøren sig hæslige, satanisme
og sadomasochisme er altsammen udtryk for, at det er gennem
kroppen, at vi søger identitet, autonomi og virkelighed.
Det faldne menneske vil altid
gerne dele, hvad Gud holder sammen, for vi vil gerne have
et område, hvor vi ikke er afhængige af Gud.
Når alt kommer til alt er syndefaldets væsen
gemt her, det var der lige fra begyndelsen i slangens
ord til Eva: “I bliver som Gud”, dvs. uafhængig
og enerådende. Men Gud samler og deler ikke. “Sekulært”
og “helligt” er kategorier, vi helst vil have,
der skal være vandtætte og sikre skotter imellem,
men det er ikke Bibelens måde at tænke på.
Her mødtes Israel af
Guds krav på det, at det som hans folk og pagtens
folk skulle være helligt, for “jeg, Herren
jeres Gud, er hellig” (3 Mos 19:2). Og dette hellighedskrav
var ikke alene rituelt bestemt, men i allerhøjeste
grad også etisk, og ikke mindst på “seksualpolitikkens”
(familiepolitikens område):
“Tal til israelitterne
og sig til dem: Jeg er Herren jeres Gud. I må ikke
bære jer ad, som man gør i Egypten, hvor
I boede, og I må ikke bære jer ad, som man
gør i Kana’an, hvor jeg fører jer
hen. I må ikke følge deres skikke. I skal
følge mine retsregler, og I skal holde mine love
og vandre efter dem. Jeg er Herren jeres Gud. I skal holde
mine love og retsregler; det menneske, der følger
dem, skal leve ved dem. Jeg er Herren!” (3 Mos 18:1-5).
Tre gange i denne korte indledningstekst
til et helt kapitel om, hvad vi bedst kan kalde seksuallovgivning,
understreges det, at Gud er Herren.
Jesus kom og blev menneske, Skriften siger herom, at “et
legeme har du beredt mig” (Heb 10:5). I det legeme
adlød Jesus Gud, tjente ham, stolede på ham,
elskede ham, gjorde godt, det legeme gav han også
hen som syndoffer for Gud på korset og helligede
os for evigt (Heb 10:6-10). Også vi er kaldede til
at “ære Gud i vore legemer” og “
bringe vore legemer, som levende, hellige og velbehagelige
ofre til Gud “, og det, siger Paulus, “skal
være vores åndelige gudstjeneste” (Rom
12:1-2; 1 Kor 6:20).
Israel ved udgangen af Egypten
og Israel senere midt blandt kana’anæerne
var konstant fristede til ikke at tage dette med Guds
hellighed for pålydende og til, som syndige mennesker
er flest, at slippe tøjlerne løs og bare
følge kana’anæerne, og det så
meget mere som at gøre det virkelig opfyldte en
lyst, som fordærvet menneskenatur har iboende i
sig.
At skabe seksuel renhed blandt
de nyomvendte var tilsvarende en af de første undervisningsmæssige
og pastorale udfordringer, apostlene blev stillet over
for, havde evangeliet først fået rodfæste
i en eller anden by (se ApG 15:20 og 29; 1 Kor 5 og 6;
Ef 5:3; Kol 3:5; 1 Thes 4:3-8; Heb 13:4).
Som al bibelsk etik eller moral
er begrundet i Bibelens åbenbaring afhvem
Gud er, således er seksualetikken det også.
Bibelen har en etik og en moral, men den indgår
i den løbende frelsesfortælling og står
ikke uden for denne. Bibelen kan derfor ikke siges at
være moralistisk.
Uden tvivl bringer seksuel synd
tit megen menneskelig elendighed med sig både i
den enkeltes personlige udvikling og karakterdannelse,
og ofte ulykkelige konsekvenser for andre end de direkte
implicerede, men disse er ikke de primære grunde
til Bibelens stærke afstandstagen fra seksuel synd
(ukysk opførsel).
Brud på helheden
Grundlæggende udtrykker ukysk adfærd, som
flere andre af de såkaldte dødssynder gør
det, at vi river os ud af den sammenhæng, vi er
sat i af Gud. “Helhed ” er Guds vej, brudthed
syndens vej.
Helheden mellem mand og kvinde
i ægteskabets enhed kommer til at stå overfor
sidespringet, hvor sex mere eller mindre opfattes som
en vare og seksualpartneren som en genstand, man bruger.
Pornografi tingsliggør og løsriver sexakten
fra kærligheden og intimiteten mellem de to og nedværdiger
ved at lukke brugeren af pornografi ind i et rum og i
en sfære, hvor han ikke har nogen adkomst. Og sex
mellem to af samme køn bryder med det, at i “Guds
billede skabte han det (mennesket), som mand og kvinde
skabte han dem” (1 Mos 1:27).
Seksuel synd er i princippet
hverken mere eller mindre alvorlig end anden synd, synd
er synd, og kun Gud kan dømme synd og afgøre
om en synd er mere alvorlig end en anden. Men seksuel
synd står i en kategori for sig selv som synd, som
Paulus kalder “synd mod sit eget legeme” (1
Kor 6:18). Hvad kan han mene med det?
Det er interessant og afgørende,
at Paulus ikke angriber problemet utugt i korinthermenigheden
moralistisk, men at han begrunder, hvorfor utugt ikke
bør kunne tænkes i en kristen forsamling,
med en større teologisk udredning, i hvilken han
inddrager stort set alle de betydninger, som han teologisk
knytter til ordet “legeme” eller krop (1 Kor
6:12-20).
Først slår han
det fast (vers 13 b), at den enkeltes krop er Guds ejendom;
“legemet er til Herren”, siger han med eftertryk.
Fysisk og åndeligt er vi hans ejendom, ikke blot
som skabte, men nu også som købte med hans
eget blod (vers 20). Dernæst
inddrager han opstandelsen, Kristi og vores (vers 14).
“Mave og mad” (vers 13 a) er forgængelige,
men legemet er det ikke, det skal opstå til herlighed,
uforkrænkelighed og evigt liv, når Jesus kommer
igen. “Vore legemer”, siger han videre (vers
15) “er Kristi lemmer” , dvs. de indgår
i Kristi mystiske legeme, hans menighed.
Bibelsk set er sex og den ægteskabelige
enhed mellem mand og hustru så meget forbundet,
at sex kun hører hjemme her, sex i enhver anden
forbindelse er synd. Utugt opløser ægteskabet,
bryder dets enhed og krænker dets hellighed.
Man bliver “et legeme”
(vers 16) med den, man har sexuelt samkvem med. Også
relationen den kristne/Jesus Kristus og relationen den
kristne/menigheden trues af illegitime sexuelle forbindelser.
Det er tankevækkende, som det er alvorligt!
Som hedninger før evangeliet
nåede korintherne (6:9-11), havde nogle af dem været
“utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere,
mænd, der ligger i med mænd, tyve, griske
mennesker, drukkenbolte, spottere, røvere”
(vers 10). Men, da de kom til tro, blev de “vasket
rene, helliget, gjort retfærdige ved Herren Jesu
Kristi navn og ved vor Guds Ånd”. Det var
definitiv fortid. Endelig er legemet også “et
tempel for Helligånden, som er i os, og som vi har
fra Gud” (vers 19).
Korinthernes nonchalante holdning
til sex var særdeles uansvarlig og uovervejet; sex
kan på ingen måde sidestilles med det at være
sulten og med at spise. Sex er noget langt dybereliggende,
noget helligt og mysteriøst, en relation til sin
ægtefælle, til sin krop, ja sex indgår
i mit gudsforhold på en måde, at det lider
skade og trues af illegitim sex.
Sex som underholdning
Paulus’ undervisning slår
os med forbløffelse, for det er milevidt fra den
tilfældige, ligegyldige, konsekvensløse måde,
vi moderne omgås sex på. Fra alle kanter lokkes
vi med sex, sexsymboler og sexsignaler er overalt.
Men det var de også i Korinth. Det ligger i tidens
ånd, at sex må man have, og at man ikke kan
begynde tidlig nok. Sex er underholdning og sjov. Et “knald”,
et tidsfordriv, den ofte obligatoriske afslutning på
en hyggelig aften eller en firmafest.
Sex er vittighedsmagernes, filmskabernes,
reklamefolkenes og revyforfatternes mest sikre sællert,
lummerhed i tanke og konversation noget af det mest sikre,
når mennesker mødes, og “titlerne lægges
bort” og facaderne og manererne lægges bag.
Harmløst forekommer det
måske os, men er det nu også det? Er det ikke
snarere en del af den “skamløshed og tåbelige
snak eller overfladisk vid”, som “ikke passer
sig” for “Guds kære børn”,
som Paulus skriver om i Ef 5:1-7?
Snerpethed er ingen kristen
dyd. Selvhøjtidelighed og gravens alvor er bestemt
heller ikke, hvad der skal eller bør karakterisere
levende kristendom. Sex er dejlig, henførende,
ekstatisk, og også en anelse komisk og grinagtig.
Alt det er der så rigelig
plads til i Guds verden, og altsammen vil det være
dér, hvor sex indtager sin legitime plads som den
fysiske, den kødelige komponent, som binder ægtefællerne
sammen til ét, som jo er Guds formål og vilje
med ægteskabet.
Sandheden er jo, at det blokerer
for den ægte vare, at vi fratages vor værdighed
og frarøver andre deres, at kærlighedsakten
ender som tyranni og undertrykkelse fremfor den fulde
udlevering og given sig selv hen til den ene eneste, man
elsker, tilbeder og vil dele livet med.
Igen et af disse bitre eksempler på djævelens
løgne, på det ulykkelige, som sker, når
“Guds sandhed udskiftes med løgnen”
(Rom 1:25).
.
|
