Dødssynderne 3:
Grådighed

Af Louis Nielsen - KP 02-2004

De synder, man fra gammel tid har kaldt “dødssynder” forekommer så almindelige, at man kan undre sig over, at man har sat dem i denne særlige kategori. Det forhold gælder helt afgjort “grådighed”, som vi måske vil kalde den rige verdens mest iøjenfaldende synd.
Det er samtidigt klart, at langtfra alle deler opfattelsen af grådighed som synd, idet der hviler et skær af accept og selvfølgelighed over det at være grådig og ville rage til sig.

Ekstravagante lønninger ud over enhver værdisættelse, arbejdsindsats og rimelighed udbetales til sportsstjerner, musikere, skuespillere, entertainerne og nogle gange til direktører. I går kunne TV-avisen således oplyse om en 35 årig fodboldtræner, som var købt af en engelsk fodboldsklub til en årsløn på ikke mindre end 55 millioner.

Udbetalingen af astronomiske fratrædelsesgodtgørelser og bonusser kendes der også flere eksempler på, beløb tæt på en milliard i et enkelt tilfælde og mere end en milliard i et andet har dagspressen kunne fortælle om disse senere år. Eksorbitante profitter og udbytter er heller ikke nogen sjældenhed i vore dages kommercielle verden.

Nu skal vi selvfølgetig tage os i agt for ikke at falde for en anden af dødssynderne - misundelsen, som dog, når det gælder disse for almindeligt dødelige uopnåelige ting, måske ikke er så stor. Men trangen til at blive rig og blive pludselig og uventet rig går virkelig tæt på mange af os mere almindelige mennesker.

Det ses ikke mindst af den store spillelidenskab, hvor beløbene, som ofres på spil, simpelthen er svimlende. Og alt går ud på at vinde førstepræmien, som i moderne spil er helt ude af proportioner i forhold til alle efterfølgende gevinster. Ingen synes at reflektere det mindste over det moralsk urimelige i, at en hob af mennesker sætter en masse penge over styr, for at en enkelt heldig kan stryge af med det hele. Spillelidenskab er måske spænding, men oftere grådigheden, som løber grasat.

En synd mod næsten og Gud
Grådighed i en mindre målestok men på en stribe af tilværelsens områder kendes mere eller mindre hos os allesammen, og den er altid grim at iagttage, ikke mindst hos en selv. Grådighed med at skrabe til sig ses f.eks. i knaphedsperioder, som får hamstringsbølgen til at rejse sig. Den ses også ved udsalg, og når muligheden for at gøre “røverkøb” tilbyder sig. I landbrugssamfund som f.eks. det gamle Israel var det erhvervelse af jord og ophobning af jord hos en selv, som var objektet for de riges grådighed.

Grådighed ligger også bag megen berigelseskriminalitet; samlermani er også et udtryk for grådighed, i det hele taget trangen til at have mest og flest af sjældne og unike ting er en form for grådighed.

Grådighed er en synd mod næsten, idet ophobningen hos mig af mere end min retmæssige del af goderne, uundgåeligt medfører, at der er mindre til alle de andre. Men grådighed er først og fremmest en synd mod Gud, fordi vi ved at være grådige dybest set ikke anerkender Ham som den suveræne giver af alle gode gaver, og som den, der tilmåler os ejendele, goder og evner, for at vi skal bruge dem under ansvar over for ham og til vor næstes gavn.

Grådighed er derfor afgudsdyrkelse, en anden eller noget andet end Gud kommer ind i mit liv og tager hans plads. Grådighed afsporer os, fordærver os og umenneskeliggør os. Den sætter Guds vilje, at vi skal “søge Guds rige og Guds retfærdighed først”, ud af kraft og gør os dennesidige og jordiske af sind. Grådighed gør os dermed fatttige på den rigdom, som er den kristnes ædleste smykke: at være “rig i Gud”.

Den gode giver
Det er vigtigt at forstå fænomenet grådighed i en hel bibelsk sammenhæng. Bibelens Gud er ikke som guderne i det græske panteon “lutter skinsyge”, men tværtimod “rig på miskundhed og nåde”, rundhåndet i sin holdning over for os og i sin given (Rom 6:23; 2 Kor 9:6-11; Ef 1:3 ff.; Jak 1:17). Hans første handling efter, at han havde skabt mennesket, var faktisk at velsigne det (1 Mos 1:28).

Jesus elskede at forkynde om en Fader, som elsker sin skabning, som lader “sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige” (Matt 5:45), og som har omsorg for os og tager sig af vore behov. Verden, Gud satte mennesket ind i, var en verden rig på skønhed, rig på føde, rig på mineraler, rig på alle ting. Og det er verden stadigvæk.

Sultproblemerne i verden skyldes ikke så meget, at ressourcerne ikke er der, men at vi fordeler dem forkert, at vi udpiner naturen, er dårlige forvaltere, er korrupte og starter krige – og mest af alt – er grådige. Var der god vilje til mere ligelig fordeling af jordens resourcer, behøvede ingen at dø af sult.

Anklagen for verdens nød og elendighed, som mange retter mod Himlen og mod Gud, bør snarere rettes mod jorden og os selv. Himlen indsatte os som konger, men vi er elendige konger, som hverken ærer Kongen selv eller vore medkonger, vore medmennesker, men opfatter livet som vor helt personlige ejendom, som vi kan skalte og valte med.

Løsrivelsesproces
Grådighed er et symptom på menneskets løsrivelsesproces bort fra Gud, for det anarki, som kommer til at råde, når vi ikke vil være underlagt Gud, for det, “at hver mand gør, hvad han finder for godt” (Dom 21:25) uden respekt for Gud og hans anordninger og uden hensyntagen til andre. Det er Kains og Lemeks verdensorden, der som sit motto har ordene: “Jeg dræber en mand for en flænge, et barn for en skramme” (1 Mos 4:23).

Grådighed bunder i myten om menneskets selvberoenhed og i vore desperate forsøg på at sikre os mod alle eventualiteter. Den bunder i vor forfængelige trang til at overtrumfe alle og i vor fanatiske tro på, at livet afhænger af, hvad man ejer og har (Luk 12:13-21: lignelsen om den rige bonde).

Skriften underkender ikke, at vi får en rimelig løn for vor ”møje og slid”, og den anerkender vinding, som vi er kommet til på ret vis. På en eller anden måde er det altid sådan, at alt udkomme og al vinding kommer fra Gud, for “alt sølvet og guldet er hans”.

Han opretholder alle ting og er personligt involveret i alt, hvad der har med os og skaberværket at gøre, er han også Forsyn. Liv, familie, samfund, ret, ordnede forhold, helbred, evner, førlighed, fred, velsignelse, lykke etc. kommer altsammen fra ham; derfor er det, jeg får ud af mit arbejde og hvad som helst andet, jeg gør, fra ham, og han tilkommer både æren og takken for det.

David udtrykte poetisk sin taknemmelighed herfor i disse dejlige ord: “Herre, du min tilmålte del og mit bæger, du sikrer min lod. Målesnorene tildelte mig herlige steder, jeg kan fryde mig over min ejendom”.
Paulus nævner for korintherne, kaldende på deres gavmildhed, eksemplet med Gud, som “forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise” og føjer til, at således vil han også “forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os” (2 Kor 9:10-11).

Men Skriften tager også skarp afstand fra den stærkes udnyttelse og undertrykkelse af den svagere og er konstant på mærkerne, når det gælder at tale enkens, de faderløses, de fremmedes og fattiges sag.
Profeternes mest konstante anklage mod det israelitiske og judæiske samfund i deres dage går netop på undertrykkelsen og udnyttelsen af de fattige.

Vestens rigdom
At være rig er ikke i sig selv noget ondt og forkert, men alt afhænger af, hvordan rigdommen er erhvervet, og hvordan den bruges. Der er mange fristelser og åndelige farer forbundet med at ville være rig (se 1 Tim 6:6-10), og Paulus lader Timotheus advare de, “som er rige i den nuværende verden”, om ikke at “være overmodige og sætte deres håb til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker os alt, hvad vi behøver” (1 Tim 6:17).
Rigdom er som alle andre velsignelser fra Gud, noget som er betroet os, en mulighed givet os af Gud for, at vi skal forvalte den under ansvar over for ham, til gavn for hans rige og til ære for ham. Med grådighed er det en hel anden ting, og forskellen mellem at være rig som følge af grådighed og være rig som følge af Guds velsignelse er som dag og nat, og frugterne som forskellen mellem himmel og helved.

Flere af de, som læser denne artikel, kunne godt føle, at den ligesom ikke vedkom dem. For de føler sig ikke rige, og de ser sig ikke som potentielle ejere af Strandvejsvilla, sommerhus ved Skagen og en lystyacht ved Langelinie.

Men de vil, som de fleste mennesker gerne have det godt og have lidt mere end til dagen og vejen også tilstrækkeligt til at have råd til ferie, til familiefester og til at spare op til en rimelig tryg og god alderdom.
Fint nok med det. Blot skal vi være opmærksomme på, at selv med en sådan moderat indstilling til, hvad vi bør kunne forvente os af livet, hører vi globalt set til de rige. For langt den største del af menneskeheden er det en drøm, så langt uden for mulighedernes grænser, at man ikke engang drømmer herom.

Det udfordrende spørgsmål er, om ikke Bibelens, især Jesu Kristi og apostlenes etik lægger op til, at vi prioriterer sådan, at andres grundlæggende behov er tilgodeset, før vi med god samvittighed spenderer ødselt på os selv og vor familie.

Ingen af os skal gøre sig til dommer over nogen anden, for dette anliggende er dybest set et anliggende mellem Gud og den enkelte, men vi bør alle i det mindste have overvejet det. Vores personlige økonomi burde måske være sådan indrettet, at vi år for år udvider det, vi bruger på at hjælpe andre, medens vi tilsvarende indskrænker vort eget økonomiske råderum?

Paulus’ tanker om “ligevægt” forstået sådan, at overflod et sted bruges til at afhjælpe mangel andetsteds, så “der bliver ligevægt” (2 Kor 8:13-15) er både interessante og teologisk, økumenisk vigtige. Det er også vigtigt at bemærke sig Paulus’ begrundelse: “Det er jo ikke, for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der kan blive ligevægt ..... - som der står skrevet: “Den, der havde samlet meget, havde ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt”.

Det må vedgås, at Paulus her forsyner os med den bedst tænkelige modgift mod grådighed. Grådighed gør os måske rige på alt, hvad verden og vor egen forfængelighed lægger op til os, at vi skal være rige på. Men den gør os åndeligt fattige og efterlader os med fornemmelsen af, at nok har vi “vundet den hele verden”, men vi har betalt for det med “vor sjæl”. Således har den hindret os i at “gribe det virkelige liv” (1 Tim 6:19) , dvs. den kommende verdens liv.

Det gudfrygtige liv levet i tillid til Gud og ud af Guds gavmildhed derimod er det mættede og tilfredse liv (1 Tim 6:6), livet hvor vi får lov til at se og opleve os selv som til glæde for andre og til velbehag for Gud, livet hvor Gud deler ud af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus (Fil 4:10-20).