|
Dødssynderne 3:
Grådighed
Af Louis Nielsen -
KP 02-2004
De synder, man fra gammel tid har kaldt “dødssynder”
forekommer så almindelige, at man kan undre sig
over, at man har sat dem i denne særlige kategori.
Det forhold gælder helt afgjort “grådighed”,
som vi måske vil kalde den rige verdens mest iøjenfaldende
synd.
Det er samtidigt klart, at langtfra alle deler opfattelsen
af grådighed som synd, idet der hviler et skær
af accept og selvfølgelighed over det at være
grådig og ville rage til sig.
Ekstravagante lønninger
ud over enhver værdisættelse, arbejdsindsats
og rimelighed udbetales til sportsstjerner, musikere,
skuespillere, entertainerne og nogle gange til direktører.
I går kunne TV-avisen således oplyse om en
35 årig fodboldtræner, som var købt
af en engelsk fodboldsklub til en årsløn
på ikke mindre end 55 millioner.
Udbetalingen af astronomiske
fratrædelsesgodtgørelser og bonusser kendes
der også flere eksempler på, beløb
tæt på en milliard i et enkelt tilfælde
og mere end en milliard i et andet har dagspressen kunne
fortælle om disse senere år. Eksorbitante
profitter og udbytter er heller ikke nogen sjældenhed
i vore dages kommercielle verden.
Nu skal vi selvfølgetig
tage os i agt for ikke at falde for en anden af dødssynderne
- misundelsen, som dog, når det gælder disse
for almindeligt dødelige uopnåelige ting,
måske ikke er så stor. Men trangen til at
blive rig og blive pludselig og uventet rig går
virkelig tæt på mange af os mere almindelige
mennesker.
Det ses ikke mindst af den store
spillelidenskab, hvor beløbene, som ofres på
spil, simpelthen er svimlende. Og alt går ud på
at vinde førstepræmien, som i moderne spil
er helt ude af proportioner i forhold til alle efterfølgende
gevinster. Ingen synes at reflektere det mindste over
det moralsk urimelige i, at en hob af mennesker sætter
en masse penge over styr, for at en enkelt heldig kan
stryge af med det hele. Spillelidenskab er måske
spænding, men oftere grådigheden, som løber
grasat.
En synd mod næsten
og Gud
Grådighed i en mindre målestok men på
en stribe af tilværelsens områder kendes mere
eller mindre hos os allesammen, og den er altid grim at
iagttage, ikke mindst hos en selv. Grådighed med
at skrabe til sig ses f.eks. i knaphedsperioder, som får
hamstringsbølgen til at rejse sig. Den ses også
ved udsalg, og når muligheden for at gøre
“røverkøb” tilbyder sig. I landbrugssamfund
som f.eks. det gamle Israel var det erhvervelse af jord
og ophobning af jord hos en selv, som var objektet for
de riges grådighed.
Grådighed ligger også
bag megen berigelseskriminalitet; samlermani er også
et udtryk for grådighed, i det hele taget trangen
til at have mest og flest af sjældne og unike ting
er en form for grådighed.
Grådighed er en synd mod
næsten, idet ophobningen hos mig af mere end min
retmæssige del af goderne, uundgåeligt medfører,
at der er mindre til alle de andre. Men grådighed
er først og fremmest en synd mod Gud, fordi vi
ved at være grådige dybest set ikke anerkender
Ham som den suveræne giver af alle gode gaver, og
som den, der tilmåler os ejendele, goder og evner,
for at vi skal bruge dem under ansvar over for ham og
til vor næstes gavn.
Grådighed er derfor afgudsdyrkelse,
en anden eller noget andet end Gud kommer ind i mit liv
og tager hans plads. Grådighed afsporer os, fordærver
os og umenneskeliggør os. Den sætter Guds
vilje, at vi skal “søge Guds rige og Guds
retfærdighed først”, ud af kraft og
gør os dennesidige og jordiske af sind. Grådighed
gør os dermed fatttige på den rigdom, som
er den kristnes ædleste smykke: at være “rig
i Gud”.
Den gode giver
Det er vigtigt at forstå fænomenet grådighed
i en hel bibelsk sammenhæng. Bibelens Gud er ikke
som guderne i det græske panteon “lutter skinsyge”,
men tværtimod “rig på miskundhed og
nåde”, rundhåndet i sin holdning over
for os og i sin given (Rom 6:23; 2 Kor 9:6-11; Ef 1:3
ff.; Jak 1:17). Hans første handling efter, at
han havde skabt mennesket, var faktisk at velsigne det
(1 Mos 1:28).
Jesus elskede at forkynde om
en Fader, som elsker sin skabning, som lader “sin
sol stå op over onde og gode og lader det regne
over retfærdige og uretfærdige” (Matt
5:45), og som har omsorg for os og tager sig af vore behov.
Verden, Gud satte mennesket ind i, var en verden rig på
skønhed, rig på føde, rig på
mineraler, rig på alle ting. Og det er verden stadigvæk.
Sultproblemerne i verden skyldes
ikke så meget, at ressourcerne ikke er der, men
at vi fordeler dem forkert, at vi udpiner naturen, er
dårlige forvaltere, er korrupte og starter krige
– og mest af alt – er grådige. Var der
god vilje til mere ligelig fordeling af jordens resourcer,
behøvede ingen at dø af sult.
Anklagen for verdens nød
og elendighed, som mange retter mod Himlen og mod Gud,
bør snarere rettes mod jorden og os selv. Himlen
indsatte os som konger, men vi er elendige konger, som
hverken ærer Kongen selv eller vore medkonger, vore
medmennesker, men opfatter livet som vor helt personlige
ejendom, som vi kan skalte og valte med.
Løsrivelsesproces
Grådighed er et symptom på menneskets løsrivelsesproces
bort fra Gud, for det anarki, som kommer til at råde,
når vi ikke vil være underlagt Gud, for det,
“at hver mand gør, hvad han finder for godt”
(Dom 21:25) uden respekt for Gud og hans anordninger og
uden hensyntagen til andre. Det er Kains og Lemeks verdensorden,
der som sit motto har ordene: “Jeg dræber
en mand for en flænge, et barn for en skramme”
(1 Mos 4:23).
Grådighed bunder i myten
om menneskets selvberoenhed og i vore desperate forsøg
på at sikre os mod alle eventualiteter. Den bunder
i vor forfængelige trang til at overtrumfe alle
og i vor fanatiske tro på, at livet afhænger
af, hvad man ejer og har (Luk 12:13-21: lignelsen om den
rige bonde).
Skriften underkender ikke, at
vi får en rimelig løn for vor ”møje
og slid”, og den anerkender vinding, som vi er kommet
til på ret vis. På en eller anden måde
er det altid sådan, at alt udkomme og al vinding
kommer fra Gud, for “alt sølvet og guldet
er hans”.
Han opretholder alle ting og
er personligt involveret i alt, hvad der har med os og
skaberværket at gøre, er han også Forsyn.
Liv, familie, samfund, ret, ordnede forhold, helbred,
evner, førlighed, fred, velsignelse, lykke etc.
kommer altsammen fra ham; derfor er det, jeg får
ud af mit arbejde og hvad som helst andet, jeg gør,
fra ham, og han tilkommer både æren og takken
for det.
David udtrykte poetisk sin taknemmelighed
herfor i disse dejlige ord: “Herre, du min tilmålte
del og mit bæger, du sikrer min lod. Målesnorene
tildelte mig herlige steder, jeg kan fryde mig over min
ejendom”.
Paulus nævner for korintherne, kaldende på
deres gavmildhed, eksemplet med Gud, som “forsyner
sædemanden med udsæd og med brød til
at spise” og føjer til, at således
vil han også “forsyne jer rigeligt med udsæd,
forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed
bære rige frugter, så I får rigeligt
af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører
til taksigelse til Gud gennem os” (2 Kor 9:10-11).
Men Skriften tager også
skarp afstand fra den stærkes udnyttelse og undertrykkelse
af den svagere og er konstant på mærkerne,
når det gælder at tale enkens, de faderløses,
de fremmedes og fattiges sag.
Profeternes mest konstante anklage mod det israelitiske
og judæiske samfund i deres dage går netop
på undertrykkelsen og udnyttelsen af de fattige.
Vestens rigdom
At være rig er ikke i sig selv noget ondt og forkert,
men alt afhænger af, hvordan rigdommen er erhvervet,
og hvordan den bruges. Der er mange fristelser og åndelige
farer forbundet med at ville være rig (se 1 Tim
6:6-10), og Paulus lader Timotheus advare de, “som
er rige i den nuværende verden”, om ikke at
“være overmodige og sætte deres håb
til usikker rigdom, men til Gud, som rigeligt skænker
os alt, hvad vi behøver” (1 Tim 6:17).
Rigdom er som alle andre velsignelser fra Gud, noget som
er betroet os, en mulighed givet os af Gud for, at vi
skal forvalte den under ansvar over for ham, til gavn
for hans rige og til ære for ham. Med grådighed
er det en hel anden ting, og forskellen mellem at være
rig som følge af grådighed og være
rig som følge af Guds velsignelse er som dag og
nat, og frugterne som forskellen mellem himmel og helved.
Flere af de, som læser
denne artikel, kunne godt føle, at den ligesom
ikke vedkom dem. For de føler sig ikke rige, og
de ser sig ikke som potentielle ejere af Strandvejsvilla,
sommerhus ved Skagen og en lystyacht ved Langelinie.
Men de vil, som de fleste mennesker
gerne have det godt og have lidt mere end til dagen og
vejen også tilstrækkeligt til at have råd
til ferie, til familiefester og til at spare op til en
rimelig tryg og god alderdom.
Fint nok med det. Blot skal vi være opmærksomme
på, at selv med en sådan moderat indstilling
til, hvad vi bør kunne forvente os af livet, hører
vi globalt set til de rige. For langt den største
del af menneskeheden er det en drøm, så langt
uden for mulighedernes grænser, at man ikke engang
drømmer herom.
Det udfordrende spørgsmål
er, om ikke Bibelens, især Jesu Kristi og apostlenes
etik lægger op til, at vi prioriterer sådan,
at andres grundlæggende behov er tilgodeset, før
vi med god samvittighed spenderer ødselt på
os selv og vor familie.
Ingen af os skal gøre
sig til dommer over nogen anden, for dette anliggende
er dybest set et anliggende mellem Gud og den enkelte,
men vi bør alle i det mindste have overvejet det.
Vores personlige økonomi burde måske være
sådan indrettet, at vi år for år udvider
det, vi bruger på at hjælpe andre, medens
vi tilsvarende indskrænker vort eget økonomiske
råderum?
Paulus’ tanker om “ligevægt”
forstået sådan, at overflod et sted bruges
til at afhjælpe mangel andetsteds, så “der
bliver ligevægt” (2 Kor 8:13-15) er både
interessante og teologisk, økumenisk vigtige. Det
er også vigtigt at bemærke sig Paulus’
begrundelse: “Det er jo ikke, for at andre kan få
det lettere og I få besvær, men for at der
kan blive ligevægt ..... - som der står skrevet:
“Den, der havde samlet meget, havde ikke for meget,
og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt”.
Det må vedgås, at
Paulus her forsyner os med den bedst tænkelige modgift
mod grådighed. Grådighed gør os måske
rige på alt, hvad verden og vor egen forfængelighed
lægger op til os, at vi skal være rige på.
Men den gør os åndeligt fattige og efterlader
os med fornemmelsen af, at nok har vi “vundet den
hele verden”, men vi har betalt for det med “vor
sjæl”. Således har den hindret os i
at “gribe det virkelige liv” (1 Tim 6:19)
, dvs. den kommende verdens liv.
Det gudfrygtige liv levet i
tillid til Gud og ud af Guds gavmildhed derimod er det
mættede og tilfredse liv (1 Tim 6:6), livet hvor
vi får lov til at se og opleve os selv som til glæde
for andre og til velbehag for Gud, livet hvor Gud deler
ud af sin rigdom på herlighed i Kristus Jesus (Fil
4:10-20).
|
