Dødssynderne 6:
Gerrighed

Af Louis Nielsen - KP 01-2005

Ordet “gerrighed” forekommer, så vidt jeg kan se, ikke i Skriften. Men vi kan finde flere eksempler i Skriften på den handling, som gerrrighed er udtryk for. Andre ord for gerrighed er “påholdende”, “nærig”, “karrig”, “smålig”, “gnier”, “fedthas”.

Den engelske forfattter Charles Dickens parodierer i flere af sine noveller gnieren, ikke mindst i hans herlige “Et juleeventyr”, som handler om den forfærdelige og naragtige gnier, Mr. Scrooge, som imidlertid en julenat gennemgår en forvandling, som nærmest må kaldes “en omvendelse”.

Nabal
I Det gamle Testamente har vi fortællingen om Nabal, som skildres som en “hård og ond” mand (1 Sam 25). David opholder sig sammen med en skare af andre fredløse mænd i Parans ørken, hvor de ikke alene afholder sig fra at overfalde Nabals hyrder, men også beskytter dem mod andre røvere.

Da fåreklipningdagen indfinder sig, regner David det nærmest som en selvfølge, at de vil blive belønnet for de tjenester, de på eget initiativ har ydet Nabal.

Men nej, Nabal giver dem i overensstemmelse med sin natur et beskidt svar: “Hvem er David? Hvem er Isajs søn? Nu om dage er der så mange trælle, der rømmer fra deres herre. Skulle jeg tage mit brød og vand og mit kvæg, som jeg har slagtet til mine fåreklippere, og give det til nogle, som jeg ikke ved hvor de er fra?« (vers 10 og 11).

Nabal - hvis navn betyder “Dårskab” eller “Uslingen” - udstiller alt hvad den gerrige er af væsen og disposition. Eftersom han i sin egen forståelse kun har sig selv at takke for sin rigdom, er barmhjertighed mod den fattige og mindre heldigt stillede ukendte begreber i hans tilværelse.

Hjælper den svage
Han har simpelthen ret til rigdommen og heldet, og det giver ham ret til at være brutal i sin behandling af andre mennesker. Han er helt anderledes sindet end gudfrygtige mænd, vi kender fra Ordsprogene, Job og Salmerne.

Om den messianske konge i Sl 72 hedder det “Han redder den fattige, der råber om hjælp, og den nødstedte, som ingen hjælper. Han forbarmer sig over svage og fattige, han redder de fattiges liv; fra undertrykkelse og vold udfrier han dem, deres blod er dyrebart i hans øjne” (vers 12-14). Se også Ordsp. 14:21 og 19:17, 31:8-9.

Gerrighed er så forfærdelig en synd, ikke kun fordi man puger rigdom sammen, men fordi man glemmer Gud, gør sig selv til verdens centrum og afskærer andre uden at føle sig ansvarlig for deres nød.

Sådan er Nabal på en så tykhudet måde, at alle i hans omgivelser ved, at det er aldeles nyttesløst at sige noget til ham. Og sådan er den rige mand i Jesu lignelse om Lazarus (Luk 16:19-31).

Jesus fortæller ikke den lignelse for at løfte sløret for det hinsides. Lukas’ regi bemærkning (16:14) giver os en nøgle til at forstå lignelsen: “Alt det hørte de pengeglade farisæere, og de gjorde nar ad ham”.

Meget forenklet handler den om det samme som lignelsen om farisæeren og tolderen, nemlig om Guds nådes fravær og nærvær i de to personer. Farisæernes pengeglæde hænger sammen med deres tilgang til Gud og religionen, men også til tilværelsen selv og dens mennesker. De formår at beherske deres lidenskaber og vælge fornuftens og dydens smalle vej, men de er selv forfatterne og hovedaktørerne i dette drama, ikke Gud.

Præcis derfor er de hyklere, de lykønsker sig selv for deres retfærdighed og lovpriser sig selv for deres rigdom. Som en fast bestanddel af dramaet giver de naturligvis også almisser og betaler tempelskatten, men ingen af deres handlinger har sin rod i en værdsættelse af Guds nåde. De har “ikke Guds kærlighed i sig”.

Derfor kan Lazarus ligge med alle sine sår uden for den rige mands port, uden at denne føler sig foranlediget til at vise ham barmhjertighed. Lazarus er ham uvedkommende; han kunne lige så godt have været ikke eksisterende.

I lignelsen retter Jesus herefter fokus skarpt mod Gud og evigheden. Kan den rige mands religion og filosofi bestå for Guds lys, kan den bære ind i Abrahams skød og fred og fryd i Himlen?

Før vi overhovedet når til lignelsen om den rige mand og Lazarus, står det allerede klart, at vejen til Himlen kun kan åbnes af Guds nåde. Ud over Lazarus’ sår, sult og hjemløshed fortæller lignelsen os kun én ting om ham, nemlig hans navn, som betyder noget i retning af, at “Herren er min hjælper”.

Dette synes at være den ene afgørende ting om Lazarus, at han trængte til Gud og at Guds nåde var til stede i hans liv. I hans liv var der ikke plads til illusioner om egen godhed og selvretfærdighed. Han trængte bare til Gud.

Hele den groteske scene Jakob, Jesu broder, ruller op i begyndelsen af Jakobs brev kapitel 2:1-13 sætter lignelsen i perspektiv. I vers 14-17. stiller han så sit provokerende spørgsmål:

“ Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: “Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt og spise godt” (vi kan næsten høre den rige mand sige det til Lazarus!), men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død”.

Johannes er om muligt endnu mere skarp og ligefrem: “Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham - hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1 Joh 3:16-17).

Nogle vil nok føle, at vi er kommet langt væk fra emnet. Men problemet er, at få af os føler os gerrige, og at vi opfatter “dødssynd” som særligt forfærdelige synder, som særligt forfærdelige mennesker begår, mens hovedparten af os slipper fri. Og så er sandheden, at vi alle, som de faldne syndere vi er, har en rem af huden.

I Bibelen læser vi om en rundhåndet Gud, som giver storsindet og rigeligt og ikke karrigt, om en Gud, som er “nådig og tilgivende og som oplader sin hånd og mætter sin skabning med alt godt:

“Herren, Herren er en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på på troskab og sandhed” (2 Mos 34:6).
“Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver” (Sl 104:27-28).
“Men i sin rige barmhjertighed og på grund af den store kærlighed, som han elskede os med, gjorde Gud os, der var døde i vore overtrædelser, levende med Kristus - af nåde er I frelst - og han oprejste os sammen med ham og satte os med ham i himlen, i Kristus Jesus, for i de kommende tidsaldre at vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus” (Ef 2:4-8).

Den evigt givende Gud opretholder og beriger ikke alene livet, men øser først og fremmest ud over os af sine uendeligt fyldte forrådskamre af rigdom på herlighed i Kristus.

For dér hos Gud troner han højt ophøjet, “vor Frelser og vor Gud, velsignelserne trindt om land, rundhåndet sår han ud”. Hvordan kan vi dog være gerrige med sådan en Gud? Det ligesom rimer ikke. En synd som smålighed og tilbageholdenhed med at give og at vise kærlighed benægter, at Gud er den Gud, han selv siger han er.

Nabal og den rige mand i lignelsen ville sandsynligvis have bekendt det som Israels tro, men ved deres foragt for henholdsvis David og Lazarus benægtede de, at der var nogen som helst virkelighed bag de smukke, poetiske ord.

Det er det, “dødssynderne” gør ved os. Og så behøver vi ikke lede så forfærdeligt langt som til Nabal, den rige mand eller til Mr.Scrooge; så kan vi bare se på os selv.

Jesus var storsindet
“Giv ”, sagde Jesus til sine disciple, “den der beder dig; og vend ikke ryggen til den, der vil låne af dig” (Matt 5:42). Han sagde også: “ Når du indbyder til frokost eller middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde.

Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse” (Luk 14:12-14). Er det ikke lige netop det, Gud har gjort? (se Matt 22:8-14).

Forbrugersamfund
Ordene “gerrighed” og “en gnier” er antikverede - der hænger en lugt af fugt, støvet indeklemthed, fedtede briller og lurvet tøj omkring dem, og derfor synes de os mere latterlige end skræmmende.

Nutidens gniere vil som regel ikke spare noget på sig selv - selvom vi endnu lejlighedsvis kan støde på et par af slagsen, der lever og klæder sig kummerligt, samtidigt med at de har millioner i banken eller jeg ved ikke hvor mange tusindekronesedler syet ind i madrassen. Nej i dag er det blevet en del af kulturen at ofre meget på sig selv, men at give så meget mindre til andre - nærmest klatskillinger bliver det engang imellem til og da nærmest for at afstive sit moralske image eller gøre lidt PR for sig selv.

Nutidens mennesker, herimellem ikke så få pensionister vil have nydelsen og selvdyrkelsen i højsædet. “Danskerne sætter kryds ved forbruget” lød i går en overskrift i Kristeligt Dagblad.

Teateroplevelser, koncerter, eksotiske rejser, sportsbegivenheder, golf, dyr mad og dyr vin vil der ikke blive sparet på. Grundtvigs ideal med, at “få har for meget og færre for lidt”, synes nærmest at blive vendt på hovedet.

De fleste vil synes, at den fordeling af goderne er der ikke noget i vejen med; vi har da så rigeligt fortjent det, og vi er det selvfølgelig værd. Som kristne vil vi endda hævde, at det er Guds velsignelse, men spørgsmålet vil uundgåeligt være, om det også modtages som velsignelse: “Til hvad, Herre?”.

For ufravigeligt er det så, at den kristne altid bør se på livet og alt, hvad det bringer med sig som gaver fra Gud, som Han stiller til vor rådighed for, at vi skal være husholdere for ham med det.

Det er så ikke vor opgave at dømme om, hvordan andre holder hus. Det må enhver afgøre mellem sig og Gud. Men gerrighedens synd lurer på os allesammen. Derfor er det godt at blive påmindet om, at Skriften siger noget til os om vort forhold til penge og rigdom og om vort kald og ansvar overfor samme.

At håndtere penge
“Penge kan blive en rod til alt ondt” (1 Tim 6:6-10), til fristelse, til overskridelse af grænser - personlige, etiske, medmenneskelige - til magtmisbrug - til selvhævdelse, stolthed, stupiditet, manglende evne og vilje til at lade sig retlede, til opblæsthed og selvbedrag. “Lad ikke kærlighed til penge bestemme jeres adfærd” , står der i Heb 13:5. Penge kan virkelig tage magten over os.

“Vi kom tomhændet ind i verden, og tomhændet skal vi gå ud af den”, siger Paulus, og hvor har han dog ret i det. “Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon”, råder Jesus os til, “for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger” (Luk 16:9).

Under alle omstændigheder er det Guds vilje, at der skal være “ligevægt”:

“Det er jo ikke, for at andre kan få det lettere og I få besvær, men for at der kan være ligevægt. For øjeblikket må jeres overflod afhjælpe de andres mangel, for at deres overflod til gengæld kan afhjælpe jeres mangel. Så bliver der ligevægt, som der står skrevet: “Den, der havde samlet meget, havde ikke for meget, og den, der havde samlet lidt, havde ikke for lidt” (2 Kor 8:13-15).

Det er en yderst konstruktiv tanke, Paulus her fremfører. Penge, der arbejder, og penge der er i bevægelse, til udligning, til afbødning af savn, til tak og pris, til ligevægt.

Vi kunne måske sige, at det er det evangeliske modstykke til både kapitalisme og kommunisme. I hvert fald er det en effektiv bremse mod, at pengene puges sammen og gnierhånden krampagtigt holder dem fast. Og så er der tilmed et evighedsperspektiv i det:

“For husk, at den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Men enhver skal give, som han har hjerte til - ikke vrangvilligt eller under pres, for Gud elsker en glad giver. Gud magter at give jer al nåde i rigt mål, så I altid i alle måder har nok af alt og endda overflod til at gøre godt - som der står skrevet: Han strøede ud, han gav til de fattige, hans retfærdighed består til evig tid. Og han, der forsyner sædemanden med udsæd og med brød til at spise, skal også forsyne jer rigeligt med udsæd, forøge det med mange fold og lade jeres retfærdighed bære rige frugter, så I får rigeligt af alt til al gavmildhed, og det en gavmildhed, som fører til taksigelse til Gud gennem os” (2 Kor 9:6-11). “Så lad os da gøre godt mod alle, så længe det er tid, især mod vore trosfæller” (Gal 6:10).

Lyt også til disse storslåede ord af Jesus:

“Men til jer, som hører mig, siger jeg: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, der hader jer. Velsign dem, der forbander jer, bed for dem, der mishandler jer. Slår nogen dig på den ene kind, så vend også den anden til. Tager nogen din kappe, så lad ham tage kjortelen med. Giv enhver, som beder dig, og tager nogen, hvad der er dit, så kræv det ikke tilbage. Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad tak fortjener I for det? Sådan gør jo også syndere. Og hvis I kun låner ud til dem, som I håber at få lånet tilbage fra, hvad tak fortjener I for det? Også syndere låner ud til syndere for at få lige så meget igen. Men elsk jeres fjender, gør godt og lån ud uden at håbe på at få noget igen. Så bliver jeres løn stor, og I bliver den Højestes børn, for han er god mod de utaknemmelige og onde. Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes, fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med” (Luk 6:27-38).

.